21.03.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Kommentar af Ole Bjerg, lektor, og Rasmus Hougaard Nielsen, forskningsassistent

ET MUNDHELD i internationale centralbankskredse lyder, at i Danmarks Nationalbank er de “mere tyske end tyskerne”. Det er selvfølgelig umiddelbart en reference til den danske fastkurspolitik, som i mange år har bundet Nationalbanken til at følge tyskerne tæt, hvad enten de sad i Deutsche Bundesbank eller den Europæiske Centralbank. Men mundheld rummer som bekendt altid en mere subtil betydning. I dette tilfælde er det en let drillende hentydning til, at Danmarks Nationalbank måske ikke hører til blandt de mest progressive og nytænkende i verden. Med tanke på den generelle opfattelse af tyskere som meget konservative, kan mundheldet altså oversættes til, at Danmarks Nationalbank er “mere konservative end de konservative”.

Et varmt emne blandt centralbanker i øjeblikket er forslaget om, at centralbanker skal udstede deres egen digitale valuta. Internationalt kaldes en sådan valuta for Central Bank Digital Currency (CBDC) og i en nordisk sammenhæng taler man om en E-krone. Mens de fleste centralbanker holder sig åbne, afventende og undersøgende i forhold til at udstede CBDC, så har Danmarks Nationalbank i december 2017 overhalet alle indenom med en analyse, hvori de som den første centralbank i verden blankt afviser ideen. Med rapporten lever Nationalbanken fint op til sit internationale ry og rygte.

 

Mens de fleste centralbanker holder sig åbne, afventende og undersøgende i forhold til at udstede CBDC, så har Danmarks Nationalbank i december 2017 overhalet alle indenom med en analyse, hvori de som den første centralbank i verden blankt afviser ideen
_______

 

SPØRGSMÅLET OM EN E-KRONE kan umiddelbart lyde som en teknikalitet, der ikke har nogen større betydning for den enkelte borger. Vi har jo allerede elektroniske penge, som vi kan bruge vha. vores Dankort, MobilePay, netbank, PBS, osv. Hvad skal vi med en E-krone? Der er imidlertid langt mere på spil end blot hvilken app vi skal bruge, når vi handler i Netto. Spørgsmålet om en E-krone handler basalt set om, hvem der skal have lov til at skabe penge i vores land. Derfor skal vi heller ikke lade os spise af med en rapport fra Nationalbanken, der fejer emnet ind under gulvtæppet. For at forstå de gode grunde til at indføre en E-krone må man først forstå, hvordan vores nuværende pengesystem fungerer.

HVEM ER DET, der laver pengene idag? Mens retten til at lave mønter og sedler er omfattet af Nationalbankens nu 200 år gamle monopol, så skabes vores elektroniske penge i den private banksektor. De penge, vi bruger, når vi betaler med Dankort, er tilgodehavender i en almindelig privat bank. Disse penge er typisk skabt i det øjeblik banken har udstedt et lån. I dag er det jo de færreste, der insisterer på at få lån udbetalt i kontanter. En bank kan derfor nøjes med at godskrive låntagerens konto i banken og derved skabe nye penge. I takt med at de elektroniske penge har overtaget funktionen som de primære penge i økonomien, har vi altså privatiseret pengeskabelsen. For blot få år siden var det en fremmed tanke for mange, at det faktisk er bankerne og ikke Nationalbanken, der skaber de fleste af vores penge, men det er i dag heldigvis ved at være almen viden.

 

For blot få år siden var det en fremmed tanke for mange, at det faktisk er bankerne og ikke Nationalbanken, der skaber de fleste af vores penge, men det er i dag heldigvis ved at være almen viden
_______

 

Men hvad er så problemerne i dette system? I en tale fra oktober 2017 betegner Nationalbankdirektør Hugo Frey Jensen ideen om CBDC som “A solution without problems”. Det forekommer at være en lidt frisk kommentar. Er der virkelig ingen problemer i vores nuværende pengesystem, der kunne give anledning til ændringer? Der er flere grunde til at være uenig i den diagnose. Vi skal her se nærmere på tre af dem og diskutere, hvordan en E-krone kunne være med til at løse dem:

VORES EKSISTERENDE digitale penge er tilgodehavender i private banker. Det betyder, at de i sidste ende indebærer en kreditrisiko. Hvis banken går nedenom og hjem, er pengene værdiløse. For så vidt som vores finansielle stabilitet afhænger af, at de digitale bankpenge opretholder deres værdi, er en af Nationalbankens og statens fornemste opgaver at føre pengepolitisk planøkonomi, så denne kreditrisiko ikke spiller ind på pengenes værdi. Det foregår gennem en række kanaler:

Bankindeståender på op til 750.000 kroner er omfattet af indskydergarantien, således at pengebrugerne bliver dækket, hvis deres bank går ned. Garantifonden er ganske vist i første omgang finansieret af banksektoren selv, men det afsatte beløb er mindre en 1 pct. af den samlede pengemængde, så enhver ved at i tilfælde af en systemisk krise er det staten, der må træde til. Desuden accepterer staten bankpengene som betaling for skat til deres nominelle værdi og er dermed med til at tvinge pengebrugerne til at bruge bankpenge. I forlængelse heraf er det også påbudt alle at have en Nemkonto i en privat bank.

Selvom vi til daglig ignorerer kreditrisikoen ved private bankpenge, så er det ikke ensbetydende med, at den er forsvundet. På den ene side har staten overtaget noget af den ved at garantere bankpengene. På den anden side har staten væltet noget af den over på pengebrugerne ved at påbyde dem at holde og bruge bankpenge.

Hvis Nationalbanken udstedte en E-krone, som kunne holdes og bruges af alle, ville den give pengebrugerne et risikofrit alternativ til bankpengene. Et sådant alternativ findes i dag kun i form af fysiske kontanter. Dermed kunne staten og Nationalbanken med større sindsro lade banksektoren selv bære den risiko, som de selv skaber. Hvis pengebrugerne har et alternativ kan markedskræfterne i højere grad bruges til at holde bankerne og deres pengeskabelse i skak. I tilfælde af en krise er man ikke i samme grad tvunget til at holde hånden under bankerne. Og det må være op til bankerne selv at overbevise pengebrugerne om, at de skal holde bankpenge. I takt med at markedskræfterne tager over kunne staten også slække på en stor del af den regulering, som man i de seneste år har pålagt bankerne, men som samtidig også tjener til at holde mulige konkurrenter ude af markedet. Da man i sin tid brød statens monopoler på telefoni og radio/tv var det netop for at skabe konkurrence mellem offentlige og private udbydere. På pengemarkedet er der også brug for at bryde banksektorens monopol ved at skabe et offentligt alternativ. Bankerne må gerne skabe penge, men staten skal ikke tvinge pengebrugerne til at holde dem. Bankerne må stå på egne ben ligesom andre almindelige virksomheder. Det ville også skabe en langt mere effektiv konkurrence i den finansielle sektor.

 

På pengemarkedet er der også brug for at bryde banksektorens monopol ved at skabe et offentligt alternativ. […] Bankerne må stå på egne ben ligesom andre almindelige virksomheder
_______

 

I TAKT MED at vi har privatiseret pengeskabelsen har vi også privatiseret det pengepolitiske initiativ. Det er bankernes kreditpolitik, der afgør, hvor mange nye penge, der skal skabes i økonomien, og også hvor i økonomien disse nye penge skal sendes hen.

I opgangstider, hvor der er vækst, beskæftigelse og stigende bolig- og aktiepriser, er bankerne meget villige til at skabe nye penge og låne dem ind i økonomien. Dette stimulerer økonomien yderligere og skaber en selvforstærkende dynamik mellem pengeskabelse og stigende priser på særligt bolig- og aktiemarkedet, hvor der oppustes bobler. Når så luften begynder at gå ud af disse bobler og priserne falder igen, så vender bankerne om og fører en mere restriktiv kreditpolitik gerne hjulpet af lovgivere, som nu endelig er vågnet op til dåd. Dermed bremses pengeskabelsen, og der kommer ikke ny kredit ind i økonomien, hvilket så igen gør lavkonjunkturen så meget desto mere dramatisk. Bankernes pengeskabelse forstærker altså de eksisterende konjunkturer i økonomien og vi får en såkaldt ‘boom-bust’ økonomi.

Et andet problem er, at bankerne i deres pengeskabelse har en forkærlighed til at sende nye penge derhen i økonomien, hvor der i forvejen findes værdier og aktivitet. Det skyldes, at der her er den laveste risiko. Langt den største del af banksektorens samlede udlån går fx til handel med eksisterende boliger, og det er også disse lån, der har den laveste rente. Denne pengeskabelse bidrager altså ikke til skabelse af ny værdi men blot cirkulation af og inflation i eksisterende aktiver.

Bankernes pengeskabelse og kreditpolitik giver god mening fra et mikroøkonomisk og forretningsmæssigt synspunkt. Derfor er det også svært at bebrejde dem deres ageren. Bankerne agerer blot som banker nu engang gør. Problemet er, at vi ved at overlade dem selve pengeskabelsen, har tildelt dem et makroøkonomisk ansvar, som de ikke er designet til at varetage.

 

Bankerne agerer blot som banker nu engang gør. Problemet er, at vi ved at overlade dem selve pengeskabelsen, har tildelt dem et makroøkonomisk ansvar, som de ikke er designet til at varetage
_______

 

I DAG BEFINDER VI OS nærmest i en pengepolitisk undtagelsestilstand. Nationalbankens væsentligste pengepolitiske redskab er renten på centralbanksreserver. Den rente har længe været omkring nul og til tider ovenikøbet negativ. Det diskuteres i øjeblikket, hvorvidt denne rente overhovedet er et effektivt styringsinstrument, men selv hvis den var, kan den altså dårligt sættes længere ned. Nationalbanken er altså pengepolitisk stækket og har få muligheder for at modvirke en evt. deflation.

En E-krone kunne åbne for et nyt pengepolitisk paradigme, hvor Nationalbanken kunne begynde at styre direkte på mængde af penge og ikke kun forsøge at styre indirekte på prisen, som man gør i dag. Nationalbanken ville altså kunne skabe nye penge, der kunne sendes direkte ud i økonomien for at modvirke deflation. Og i opgangstider kunne de bremse pengeskabelsen. Nationalbanken kunne således styrke sine muligheder for at leve op til sit pengepolitiske ansvar.

Udenlandske centralbanker som ECB, Bank of England, Federal Reserve og Bank of Japan har allerede gang i omfattende pengeskabelsesprogrammer (Quantitative Easing) for at forhindre deflation. Men eftersom de ikke råder over en CBDC, der kan sendes direkte ud i den produktive økonomi, må de nøjes med at sende centralbanksreserver ind i banksektoren i håb om, at disse så stimulerer bankernes skabelse af almindelige penge. Indtil videre er disse programmer ikke resulteret i meget andet end historisk høje priser på obligations- og aktiemarkederne.

KAN MAN HAVE en suveræn stat, der ikke kan lave sine egne love? Kan man have en suveræn stat, der ikke selv kan opkræve skatter? Kan man have en suveræn stat, der ikke selv kan bestemme, hvem den vil erklære krig? Svaret på disse tre spørgsmål er vel nej eftersom lovgivning, skatteopkrævning og krigserklæring netop er indeholdt i definitionen af suverænitet. Men kan man så have en suveræn stat, der ikke kan lave sine egne penge? Hvordan kan det være, at der er bred opbakning til Nationalbankens monopol på at trykke pengesedler, mens vi åbenbart accepterer, at private banker har lov til at skabe elektroniske penge? Svaret på dette spørgsmål er nok, at vi aldrig er blevet spurgt. Mens vi i 2000 havde en folkeafstemning om, hvorvidt vi skulle opgive vores nationale valuta og i stedet tilslutte os euroen, så er befolkningen aldrig blevet spurgt, hvem de synes skal have lov til at lave de penge, der tæller med i vores valuta: staten eller bankerne?

 

Hvordan kan det være, at der er bred opbakning til Nationalbankens monopol på at trykke pengesedler, mens vi åbenbart accepterer, at private banker har lov til at skabe elektroniske penge?
_______

 

I første omgang ligger spørgsmålet om en E-krone hos Nationalbanken, og de ryster ikke på hånden: “Det er Nationalbankens vurdering, at centralbanken skal vedblive med at være bank for bankerne frem for bank for hele Danmarks befolkning”. Endnu en frisk udmelding! Men hvis Nationalbanken ser sig selv som bankernes bank, er de så den rette institution til at træffe beslutning om, hvem der skal have lov til at lave kroner. Hvem repræsenterer befolkningen i denne sag?

I Norges Bank ser man helt anderledes på sagen. I en forrygende tale sidste år erklærede visesentralbanksjef Jon Nicolaisen: “Når vi skal velge innretningen på vårt fremtidige pengevesen og betalingssystem, trenger vi ikke bare oss økonomer, men også teknologer, jurister og andre samfunnsvitere. Og vi trenger til syvende og sist politiske vedtak fattet av våre folkevalgte. Det tilkommer Stortinget å føre oppsyn med pengevesenet. Det er mange spørsmål, men ett svar har vi allerede: Sentralbankene ble opprettet for å skape tillit til pengevesenet. Det er fortsatt vår hovedoppgave. Vi kan ikke overlate pengevesenet til private alene”.

I stedet for at være mere tyske end tyskerne skulle Nationalbanken måske prøve at blive lidt mere norske. ■

Ole Bjerg er lektor i filosofi og økonomi og Rasmus Hougaard Nielsen er forskningsassistent begge ved Copenhagen Business School. De har for nyligt udgivet rapporten Who Should Make Kroner? – A Review of Danmarks Nationalbank’s Analysis of CBDC. ILLUSTRATION: 50-kronesedler bliver trykt i Nationalbanken [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]