06.12.2018

Hvorfor smiler Angela Merkel? Er det, fordi hun vil bruge sine sidste kansler-år på at finde løsninger på nogle af de europæiske problemer, hun selv har blokeret for i sine 13 år i embedet? Alt afhænger af formandsvalget i CDU den 7. december – og af det tysk-franske samarbejde.

Analyse af Ole Aabenhus

Det var en overraskende glad og afslappet Angela Merkel, der optrådte sammen med den franske præsident Macron 10. november ved 100-året for den våbenhvileaftale, der afsluttede Første Verdenskrig. Først hånd i hånd i den berømte togvogn i Compiègne, hvor undertegnelsen fandt sted, dernæst i et fransk câlin – et knus, om man vil – ved mindesmærket udenfor.

Overraskende, fordi hun egentlig befandt sig i en alvorlig klemme. Ti dage før havde hun meldt sin afgang som formand for sit kristendemokratiske parti, CDU, men samtidig erklærede hun, at hun ville fortsætte som kansler tre år endnu, frem til 2021. Det kan blive meget vanskeligt, mener mange kommentatorer, medmindre hun får valgt en ny formand for partiet, der følger samme midtsøgende linje som hun selv. Hvorvidt det bliver tilfældet, afgøres 7. december på et ekstraordinært CDU-landsmøde i Hamborg.

Men hvad er egentlig hensigten med at fortsætte tre år mere som kansler? Har Merkel projekter, hun stadig ønsker at gennemføre? Vil hun forsøge at lappe på renomméet efter den nedtur, der ramte hende efter flygtningekrisen i 2015? Eller er hun bare glad for magten?

Det optimistiske svar er, at hun er en seriøs politiker, der nu vil sætte alt ind på at få løst især to store problemer, der står ufærdige tilbage efter hendes 13 år på kanslerposten: migration- og flygtningespørgsmålet og den manglende ligevægt i eurosamarbejdet.

Skeptikerne peger på, at Merkel under alle omstændigheder har mistet politisk tyngde efter partiets dårlige valgresultater ved Forbundsdagsvalget sidste efterår og igen ved delstatsvalget i Hessen 28. oktober i år. Så ingen kan afvise, at der er en alvorlig risiko for, at hun ender som en lame duck, dødvægt uden beslutningskraft, i spidsen for det mest centrale og økonomisk afgørende land i Europa.

 

Der er en alvorlig risiko for, at [Merkel] ender som en lame duck, dødvægt uden beslutningskraft, i spidsen for det mest centrale og økonomisk afgørende land i Europa
_______

 

Sker det, mister EU en enestående mulighed for at genstarte den fransk-tyske motor, der traditionelt har været drivende i EU-samarbejdet – på et tidspunkt, hvor Storbritannien trækker sig ud.

Befriet?
Foreløbig har Angela Merkel vist sig som „den befriede kansler‟. Udtrykket stammer fra en kommentar i Süddeutsche Zeitung til hendes første større optræden i Forbundsdagen efter erklæringen om at træde tilbage. Kampberedt erklærede hun under stadige tilråb fra AfD – det nationalpopulistiske Alternative für Deutschland – at den form for nationalisme, AfD står for, var upatriotisk. Typisk for Merkel som både tysk og europæisk leder forklarede hun, at sand patriotisme „er at se tyske interesser i sammenhæng med andres‟, altså at se Tysklands nationale interesser i en international sammenhæng.

Det store spørgsmål er, om Merkel kan overbevise tyskerne om, at hun kan findes politiske løsninger på migrations- og flygtningespørgsmålet og samtidig få den tyske befolkning til at acceptere, at euro-samarbejdet må genstøbes i en ny form til gavn for de dårligst stillede eurolande som fx Italien og Grækenland.

Tyskland har i årevis haft over 6 pct. af bruttonationalproduktet i betalingsbalanceoverskud. Dermed er størstedelen af de underskud, der plager en række sydeuropæiske lande, havnet i Tyskland. Løsningen kunne ligge i omfattende investeringer i Sydeuropa, et stærkt øget forbrug i Tyskland, så de øvrige lande i EU får mulighed for at eksportere mere til tyskerne, eller i begge dele.

Rigtig mange økonomer udenfor Tyskland mener, at det alt for store tyske overskud er et kæmpeproblem, men det kan ikke løses uden en mentalitetsændring i den tyske befolkning, for mange har stadig Weimarrepublikkens galopinflation i 1920’erne siddende i baghovedet. Vil Merkel kunne overbevise vælgerne om, at der skal en ændring til her? Det kan blive vanskeligt, for hun har ofte fremhævet den sparsommelige husmor, die schwäbische Hausfrau, som idealet for en sund økonomi, og i europæisk sammenhæng var hun strammeren, der i forbindelse med Finanspagten fik pålagt euro-landene at indgive deres budgetter til tjek i Bruxelles, før de kan vedtages hjemme.

På den anden side: De fleste har set Angela Merkel som det stabile, driftsikre centrum i tysk politik, men rent faktisk kan hun også dreje 180 grader på en studs; det skete fx i spørgsmålet om atomkraft, hvor Merkel først havde insisteret på fortsat brug af atomkraft, men svingede rundt til et stop for atomkraft efter Fukushima-katastrofen i 2011.

 

De fleste har set Angela Merkel som det stabile, driftsikre centrum i tysk politik, men rent faktisk kan hun også dreje 180 grader på en studs
_______

 

Immigration
Immigration har været det store stridspunkt i Tyskland i de senere år, og netop det spørgsmål har flyttet stemmer fra partierne i Merkels „store koalition‟ (CDU/CSU og Socialdemokraterne) til AfD, der for første gang nogensinde kom i Forbundsdagen ved valget i 2017.

Hvad sagde „den befriede kansler‟ så om migranter og flygtninge i budgetdebatten i den tyske Forbundsdag? „Wir schaffen das‟-holdningen, altså at Tyskland klarer det hele, er væk for længst. I stedet placerede Merkel diskussionen inden for et FN-samarbejde med lande i Afrika og Mellemøsten. Efter planerne vil Forbundsdagen nemlig stemme 10. december om FN’s nye migrationspagt (som i den danske debat bliver kaldt Marrakesh-aftalen). Den er ikke-bindende, men tanken om at lave regler for en „sikker og ordentlig‟ migration har været nok til, at AfD ser pagten som en rød klud. Merkels kommentar under debatten: „Hvor skønt, at der nu igen findes rigtige modsætninger‟.

Den gådefulde Sfinks
Det er en af Merkels styrker, at hun planlægger sine næste træk så omhyggeligt som en verdensmester i skak, og at hun kan vente med at slå til, indtil alle brikker er placeret til hendes fordel. I en tale har hun engang forklaret, at den dygtige politiker er én, der er i stand til at vente med at fremlægge en beslutning, indtil den er moden, dvs. gennemarbejdet og „gennemsyret af fornuft‟. Men processen tager tid: Hun kan virke tøvende og langsom i optrækket, og undervejs ved man ikke rigtigt, hvad hendes hensigter er.

Bliver hun tvunget af omstændighederne til at udtale sig, før det hele er parat, sket der ofte i en form, der kan minde om sfinksens – skikkelsen i græsk mytologi med løvekrop og kvindehoved, der konstant taler i gåder. Tag fx hendes berømte replik om flygtninge i 2015: „Wir schaffen das‟, hvor den tyske toppolitiker Christian Lindner fra FDP følte sig foranlediget til at spørge: „Hvem er „vi‟? Hvad er det, vi skal klare? Hvordan skal det ske?‟

Denne sfinks-agtige uklarhed er præcis, hvad præsident Macrons rådgivere i Paris frygter. Macron satsede sin valgkamp op til præsidentvalget i 2017 på et tæt samarbejde med Tyskland. Hans centrale budskab op til præsidentvalget var netop at bringe den Europæiske Union fremad, sammen med Tyskland, så Frankrig kunne få ny økonomisk fremgang og stråle udadtil. Og at han havde Angela Merkels og den tyske regerings støtte.

Betingelsen var, at han satte en reformproces i gang i Frankrig. Det har han gjort, og det har kostet på populariteten. Nu er Tyskland til gengæld fodslæbende i forhold til de forslag til europæiske reformer, som Tyskland og Frankrig blev enige om i sommer på slottet Meseberg lidt nord for Berlin. Det handler især om to ting: beskatning af transnationale digitale virksomheder og en reform af euro-samarbejdet.

 

Nu er Tyskland til gengæld fodslæbende i forhold til de forslag til europæiske reformer, som Tyskland og Frankrig blev enige om i sommer
_______

 

Begge dele trænger sig på – i en sådan grad, at den franske finansminister Bruno Le Maire er begyndt at tale om „mulige tillidsbrud‟ og advare om, at „alle må forstå, at træffer man ingen beslutninger, nærer man populismen‟.

Efterfølgeren
Der er reelt tre kandidater til posten som ny formand i partiet: Jens Spahn, Friedrich Merz og Annegret Kramp-Karrenbauer, ofte omtalt AKK. Merkel har erklæret, at hun kan arbejde sammen med dem alle tre, men der er ingen tvivl om, at hun har brugt tid og energi på at føre en bestemt kandidat frem, nemlig AKK.

Hvis det bliver AKK, der vinder valget 7. december, vil det styrke Merkels rolle de næste tre år, da AKK er en fortsættelse af Merkels linje i partiet. Hun er tidligere ministerpræsident i Saarland, men hentet ind af Merkel til posten som generalsekretær i CDU. Hun er slagkraftig og har mange forbindelser i partiet, hvor Vernetzung, netværk, ofte er en afgørende faktor.

I Saarland var AKK først leder af en centrumhøjre-regering i koalition med De Grønne og det højreliberale FDP. Den opløste hun på grund af intern splid, hvorefter hun dannede en centrum-venstre koalition med socialdemokraterne i SPD. Hun har med andre ord politisk handlekraft, og hun kan smede kompromisser til både højre og venstre – ligesom Merkel, der gennem sine 20 år som partileder har flyttet Konrad Adenauers og Kohls gamle parti fra en konservativ højreposition ind på midten.

De to andre udfordrere er begge mænd, begge konservative og begge fra Nordrhein-Westphalen, hvor CDU har langt den største del af sine medlemmer.

Jens Spahn er med sine blot 38 år ung og ærgerrig. Han er sundhedsminister i den siddende Merkel-regering og regnes for den tidligere finansminister Wolfgang Schaübles mand. Man bør desuden lægge mærke til, at han under et besøg i Washington blev modtaget af folk tæt på præsident Trump – først og fremmest sikkerhedsrådgiveren John Bolton. Spahn var også det første regeringsmedlem, der åbent kritiserede Merkels flygtningepolitik efter hendes „Wir schaffen das‟-udtalelse i 2015. Bliver han valgt, er det et tegn på, at partiet skal forynges og drejes markant til højre. Lige nu ligger han dog bagerst i meningsmålingerne.

Den tredje er 63-årige Friedrich Merz, repræsentant for det store erhvervsliv og en af Merkels gamle udfordrere fra den såkaldte Andes-gruppe af unge fremadstormende højrefløjs CDU’ere. Han var partiets højt profilerede gruppeformand i Forbundsdagen frem til 2002, men Merkel fik ham vippet så grundigt af pinden, at han forlod politik. Han er nu sagfører og lobbyist for den tyske del af Black Rock-koncernen, som er verdens største aktieinvestor og en aktiv medejer i så godt som alle Tysklands største virksomheder.

 

Set i europæisk sammenhæng er den mulighed, Merkel har åbnet for ved at gå som partiformand og fortsætte som kansler, at hun kan frigøre sig fra den evige frygt for det næste valg og koncentrere sig om at få gang i det europæiske samarbejde
_______

 

Merkels mulighed
Set i europæisk sammenhæng er den mulighed, Merkel har åbnet for ved at gå som partiformand og fortsætte som kansler, at hun kan frigøre sig fra den evige frygt for det næste valg og koncentrere sig om at få gang i det europæiske samarbejde – til både egen og EU’s fordel.

Dermed står hun i en situation, der minder om Macrons, hvis virkelige styrke ligger i, at han har erklæret, at han ikke skal genvælges. Hans popularitet er faldet voldsomt, men det er en pris, han fra starten har erklæret sig rede til at betale for at bringe Frankrig på ret køl og få ryddet op i det stivnede arbejdsmarked, der i mange år har svækket Frankrigs økonomi og politiske kraft.

Er Merkel parat til at betale en lignende pris? Er det, hvad man kan læse af den forunderlige lettelse, hun har udvist siden Compiègne?

Foreløbig kan man tillade sig at være optimistisk. Regeringspartneren i Berlin, de tyske socialdemokrater i SPD, har accepteret, at Merkel fortsætter som kansler, så hun får næppe et flertal imod sig. Og den, der har ført fanen højst imod hende i hendes egen del af koalitionen, indenrigsminister Horst Seehofer fra søsterpartiet CSU i Bayern, er på vej ud. Hans indvandrerfjendske linje tabte ved delstatsvalget i Bayern i oktober, og han har nu mistet posten som partiformand.

Hvad angår landsmødet 7. december er meningsmålingerne noget modstridende, men ifølge det anerkendte opinionsinstitut ARD Deutschlandstrend har Friedrich Merz mistet det forspring, han fik, da han annoncerede sit kandidatur. Han ligger nu efter AKK, og tiden arbejder imod ham, bl.a. fordi der er undersøgelser i gang mod Black Rock for at have haft en finger med i skandalen om refundering af aktieudbytte, den såkaldte Cum-Ex sag. Uanset hvem det bliver, vil det få afgørende betydning for Tyskland – og Europa – i de kommende år. ■

 

Uanset hvem [CDU’s næste formand] bliver, vil det få afgørende betydning for Tyskland – og Europa – i de kommende år
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland