13.02.2018

For at give vælgerne ammunition op til næste års valg til Europa-Parlamentet er to centrale personer med hver sit standpunkt i den danske Europa-debat – Jens-Peter Bonde og Uffe Østergård – gået sammen om ti praktiske forslag til at „redde Europa‟. Forslagene er yderst relevante, men argumentationen er halvhjertet, for hvad vil de med en europæisk union?

Analyse af Ole Aabenhus

Det siger noget om den stigende interesse for den vaklende europæiske union, at Jens-Peter Bonde og Uffe Østergårds nye bog „Hvad nu, EU? – 10 bud på at redde Europa‟ dukkede op på Politikens bestsellerliste over faglitteratur mindre end to uger efter udgivelsen. Det skyldes formentlig de mange påtrængende dilemmaer, der involverer EU: Den voksende udfordring fra Putins Rusland i øst, usikkerheden fra Trumps USA i vest og fra syd 60 millioner flygtninge og internt fordrevne – plus de migrantstrømme, hvor mennesker risikerer liv og førlighed for at komme ud af fattigdommen.

Samtidig er fx skattelyafsløringerne og de kæmpebøder, Margrethe Vestager idømmer Apple, Google og andre giganter på vegne af EU-Kommissionen, udtryk for, at EU gennem sine „fire friheder‟ – fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft, varer og tjenester – har et medansvar for de konstante omvæltninger i folks dagligliv, som digitalisering, globalisering og neoliberalisering fører med sig.

I løbet af de sidste ti år har EU været gennem krise efter krise, men ingen af dem er blevet løst med overbevisende kraft og vision. Resultatet er det vælgeroprør, vi alle har fulgt i fjernsynet, anført af Geert Wilders i Holland, Marine Le Pen i Frankrig, AfD i Tyskland, Sebastian Kurz/Frihedspartiet i Østrig og Beppe Grillo i Italien, hvor der er valg den 4. marts.

Der er kun lidt mere end et år til Europa-Parlamentsvalget i juni 2019, så der er god brug for en bog, der kan væbne vælgerne med gode spørgsmål og dermed gøre oprøret meningsfuldt kritisk. De fleste af Bonde og Østergårds forslag er praktisk gennemførlige, hvis bare man kan få politikerne til at ville dem. Men jeg er langt fra enig i dem alle.

 

Bogen „Hvad nu, EU?‟ forsøger at finde en løsning, men forfatterne gør det bare halvhjertet. De får aldrig forklaret, hvorfor det er vigtigt også for os som europæere, at EU eksisterer
_______

 

Hvad skal reddes
Da briterne stemte for Brexit, forventede mange, at EU ville brase sammen som et korthus. Det ser ikke ud til at ske. Så måske man burde spørge: Hvorfor forsvinder foretagendet ikke bare af sig selv? Svaret er selvfølgelig, at der er tunge spillere, der har brug for, at EU eksisterer. Det gælder regeringer, og det gælder erhvervslivet, der har nytte af et kæmpe marked med fri bevægelighed for de fire flytbare produktionsfaktorer: kapital, arbejdskraft, varer og tjenester. Dertil kommer et sikkerhedspolitisk aspekt. Som Bonde og Østergård gør opmærksom på, var det i sin tid USA, der pressede på for, at EU overhovedet blev dannet. EU er simpelthen det civile kit, der får forsvarssamarbejdet i NATO til at hænge sammen.

Problemet ligger i, at EU har udviklet sig til at være en afgørende faktor i folks økonomi, skat, hverdagsliv og velfærd, uden at styreformerne er fulgt med. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at vi har et elitært EU, som folk nu gør oprør imod. Bogen „Hvad nu, EU?‟ forsøger så at finde en løsning, men forfatterne gør det bare halvhjertet. De får aldrig forklaret, hvorfor det er vigtigt også for os som europæere, at EU eksisterer, og de får aldrig diskuteret, om det er vigtigt for os som borgere, at vi har et vigtigt EU. Den optimisme, præsident Macron lægger for dagen – at Frankrig i stedet for at føle sig truet af EU, vil kunne bruge EU til at udvide sin suverænitet – affejes med en bemærkning om, at manden er føderalist. Det bliver ikke taget op, om man måske på tilsvarende vis kunne udvide dansk suverænitet og indflydelse i Europa, når nu de andre EU-lande er så optaget af den danske/nordiske samfundsmodel.

Forfatterne er ikke imod EU – „Der er ikke nogen vej tilbage til nationalstaternes Europa‟, hedder det i bogen – men det er svært at se forskellen, når det længste, de kan gå, er at sige „Vi lægger op til bedre løsninger for de grænseoverskridende problemer, som landene ikke kan løse selv‟.

 

Man kan kalde det et zigzag-agtigt tilbagetog med to skridt frem og et tilbage, for erfaringen viser jo, at der er flere og flere emner, som nationalstaterne ønsker, at EU skal tage sig af
_______

 

Passende balance
Forfatternes udgangspunkt er, at demokratiet har det bedst inden for nationalstatens rammer. Forsøget med et Europa-Parlament bliver mere og mere problematisk, fordi valgdeltagelsen er faldet ved hvert valg, siden Europa-Parlamentet blev skabt. Altså må et demokratisk EU have stærke rødder ned i nationalstaternes demokrati. Det handler om at finde „en mere passende balance mellem medlemslandene og EU, så borgerne ikke længere ser EU som et problem, men i stedet som en del af løsningen‟, hedder det.

Netop. Drømmen om det føderale Europa uden nationalstater er død. Det samme er forestillingen om, at man kan skabe et EU fra oven. I stedet må man tage udgangspunkt i de nationalstater, der sammen har skabt EU. Spørgsmålet er bare, hvor denne „passende balance‟ ligger, og hvad slags problemer, forfatterne mener, at EU skal løse ud over dem, der er mest oppe i debatten: grøn omstilling, skattely, flygtninge.

To skridt frem og et tilbage
Historisk er det interessant, at EU oprindeligt er dannet som en institution med en overordnet myndighed (Kommissionen), en domstol og et ministerråd, men at der efterhånden er kommet krav om, at borgerne også skal have indflydelse. Først i form af parlamentet og senere i form af flere og flere folkeafstemninger om traktaterne, som først og fremmest har vist, at vælgerne ikke uden videre er enige i EU-samarbejdets form og indhold.

Det så vi i Danmark med Maastrichtafstemningen i 1992, men det kom endnu tydeligere frem i 2005, da først Frankrig og siden Holland stemte Forfatningstraktaten ned. Eliten med den tyske kansler Merkel og den daværende franske præsident Sarkozy i spidsen turde ikke lægge mere ud til vælgerne og valgte så at skrive Forfatningstraktaten om i ændringsforslag, der kunne køres igennem stort set uden folkeafstemninger (Irland var undtagelsen).

Det er det skisma, Bonde og Østergård giver nogle bud på en løsning af. De rykker EU-kompetencer tilbage til nationalstaterne, og det er formentlig den vej, man må gå. Man kan kalde det et zigzag-agtigt tilbagetog med to skridt frem og et tilbage, for erfaringen viser jo, at der er flere og flere emner, som nationalstaterne ønsker, at EU skal tage sig af. Netop derfor går i hvert fald et af forfatternes forslag om tilbagerulning for vidt, fordi det fratager EU kompetence i en sådan grad, at organisationen mister slagkraft, ganske uden hensyntagen til, at der – som påvist i indledningen – er brug for EU som aldrig før. På den globale scene er EU vores mulighed for en demokratisk aktør. Det burde FN måske også være, men sådan er det trods mange gode ønsker ikke.

 

En flok kommissærer, der hver især har vundet et kommissærvalg derhjemme og måske vil søge genvalg, bliver et højst uhomogent hold. Det svækker Kommissionen
_______

 

Grønt lys i Folketinget
Det taktiske tilbagetog kan være positivt: Fx foreslår forfatterne, at Kommissionen ikke må fremlægge et lovforslag, uden at de nationale parlamenter på forhånd har givet grønt lys. Det skal ske ved, at Folketinget og de øvrige parlamenter en gang om året gennemgår Kommissionens forslag til lovprogram. Den proces burde kunne fremprovokere en slags åbningsdebat om EU-spørgsmål, og det vil tjene borgerne, hvis civilsamfundet – borgerne, politikerne, pressen og organisationerne – dermed får mulighed for at debattere og afdække hvilke interesser, Kommissionens forslag tilgodeser.

Et andet forslag er jeg mindre begejstret for: At kommissærerne skal vælges nationalt – den danske i Danmark, den irske i Irland osv. Det vil helt sikkert skabe vælgerinteresse at se en blå, en rød og måske en fra Alternativet konkurrere om at blive Danmarks næste kommissær. Men en flok kommissærer, der hver især har vundet et kommissærvalg derhjemme og måske vil søge genvalg, bliver et højst uhomogent hold. Det svækker Kommissionen. Samtidig bryder det med et af EU’s grundlæggende magtdelingsprincipper – at kommissærerne skal arbejde ud fra, hvad der er bedst for helheden, mens ministrene i Rådet arbejder ud fra den enkelte medlemsstats interesser. Havde forslaget været i kraft i 2015, var Margrethe Vestager næppe blevet valgt, alene fordi hun var minister og dårligt kunne erklære sit kandidatur.

EU-demokrati i to etager
Efter min mening er man nødt til at tænke et EU-demokrati i to etager og styrke begge niveauer. For nationalstaten er kommet for at blive i mange år endnu, og det samme gælder EU. Lige så vel som vi har demokratiske styreformer i kommune, region og stat med hver deres arbejdsopgaver, kunne man have demokratiske styreformer på EU-niveau. Hvordan opgaverne skal fordeles mellem EU-niveauet og medlemsstaternes niveau afgøres, når de nationale parlamenter gennemgår det årlige lovkatalog ganske som foreslået i bogen.

Næste trin er mere interessant: Kommissionen bliver efter min mening nødt til at være folkevalgt – ikke gennem nationale valg efter hvert-land-sin-kommissær modellen, men ud fra de samme parlamentariske principper, som vi kender fra de nationale demokratier. Kommissionsformandsposten tilfalder den, der kan samle et flertal i Europa-Parlamentet. Det har man faktisk forsøgt under kodeordet „Spitzenkandidaten‟ (spidskandidater) ved Europa-Parlamentsvalget i 2015, og vi er lige nu ved at løbe ind i en større diskussion, om modellen skal genbruges ved valget i 2019.

 

Kommissionen bliver efter min mening nødt til at være folkevalgt – ikke gennem nationale valg efter hvert-land-sin-kommissær modellen, men ud fra de samme parlamentariske principper, som vi kender fra de nationale demokratier
_______

 

Folk
Det kan undre en smule, at bogen hedder „Hvad nu, EU?‟, mens undertitlen taler om at „redde Europa‟. EU er en politisk konstruktion. Europa derimod eksisterer, kan ikke fjernes og skal ikke reddes. Europa er en civilisation, en fælles kultur med mange varianter bygget op gennem århundreder. Den tænkning, der præger os alle i det europæiske rum, har fællestræk med rødder direkte tilbage til Rom og Athen, men samtidig har hver nation og hver egn sine egne variationer over det fælles.

Bogen beskæftiger sig næsten udelukkende med den politiske konstruktion EU, kun sporadisk med Europa, og det er en vigtig skelnen, hvis man vil et demokrati, fordi man kan påstå – og jeg mener: med rette – at et demokrati ikke kan eksistere uden et folk, hvis enkeltindivider føler et vist mindstemål af fællesskab og solidaritet.

Ligesom jeg er dansk og sønderjyde, er jeg også dansk og europæer. Og ligesom jeg må vedkende mig Danmarks historie inklusive stavnsbåndet, slavehandlen og uduelige konger, må jeg også vedkende mig Europas historie med alle dens rædsler. Hvis jeg er dansk-europæer, er det, fordi dansk kultur selvfølgelig også er europæisk. Det kan man forvisse sig om ved at læse den Kulturkanon, den borgerlige regering fik udarbejdet i 2004. Den plukker blomster på den europæiske kulturs marker, men man kan sige, at den buket, der sættes sammen, har et nordisk og dansk særpræg. Det er denne buket af europæiske blomster, der giver os vores danske identitet, og det samme gælder alle andre nationer (herunder Catalonien, Skotland og Flandern) på dette fantastiske kontinent.

Vores historiebøger handler næsten altid om nationalstaternes sejre og nederlag, men næsten aldrig om vores fælles europæiske historie. Herhjemme ser vi os selv som danske, men vi har aldrig fået udviklet et begreb for det at være både dansk og europæer, på trods af at den danske kultur, vi identificerer os med, er et udvalg, vi har gjort af det, der er kommet til os udefra.

I Danmark talte Grundtvig – der i sit udgangspunkt var tysk inspireret – om at vække almuen til et folk. I mine øjne er europæerne et folk, der først kan vækkes, når det møder en fælles udfordring – og det er lige præcis det, der er er ved at ske nu, i og med at Europa er blevet et delkontinent i konkurrence med andre – Kina, USA og Rusland. Og en civilisation i konkurrence med bl.a. islam. Et interessant, skønt ikke nødvendigvis sympatisk, eksempel på denne „opvågnen‟ er „de identitære‟, en tværnational gruppe af unge aktivister på den yderste højrefløj, der sætter „etnokulturel identitet‟, både europæisk og national, over for „islam‟ og alt udefra kommende.

Demokratiønsket, som det fremstilles af forfatterne til „Hvad nu, EU?‟, er og bliver halvhjertet, så længe man ikke vil se Europa som fælles skæbne i den globale verden, vi påvirkes af og kæmper med, i den enkelte nationalstat og sammen i en politisk ramme, der indtil videre hedder EU. ■

 

Demokratiønsket […] er og bliver halvhjertet, så længe man ikke vil se Europa som fælles skæbne i den globale verden, vi påvirkes af og kæmper med, i den enkelte nationalstat og sammen i en politisk ramme, der indtil videre hedder EU
_______

 

Ole Aabenhus (f. 1941) er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles og har bl.a. arbejdet på det tværnationale projekt My!Europe, der mundede ud i ”20 Recommendations For More Democracy In Europe”(november 2016) efter drøftelser i syv lande om EU’s demokratiske underskud (www.myeurope.today). ILLUSTRATION: Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker, formand for Europa-Parlamentet Antonio Tajani og Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd [foto: Jose Luis Cerejido/Scanpix]