11.04.2018

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

Af Noa Redington og Liselotte Lyngsø

Sørme så. Vi er ude af krisen – det, man i USA kalder den store recession. Så voldsomt var det, vi gik igennem. Den eneste begivenhed i nyere økonomisk historie, der kan måle sig i dybde og omfang, er 1930’ernes store depression.

Men faktisk var Danmark et af de lande, der tog de hårdeste slag under krisen. Fra indgangen af 2008 og frem til udgangen af 2009 faldt Danmarks BNP med knap 7 pct.! Arbejdsløsheden steg fra godt 3 pct. til 6. Væksten gik i stå. Statsgælden voksede. Roskilde Bank, Amager Bank, Ebh Bank forsvandt – og det lykkedes kun at redde de store banker med det yderste af neglene. Efter de sorgløse år i 00’ernes første halvdel med plads til skattestop og vækst i den offentlige sektor fik danske politikere et og kun ét fokus: Få styr på økonomien. De spørgsmål, de skulle besvare, var alle variationer af: Hvordan får vi væksten tilbage? Hvordan får vi flere arbejdspladser? Hvordan får vi balance på de offentlige finanser? Hvordan får vi stabiliseret boligmarkedet? Eller som Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i sin første nytårstale som statsminister i 2010: ”Troen på, at fremskridtet er en given ting, har fået et knæk. Men det må ikke få lov at knække os”. Løkke satsede sin regerings overlevelse på, at økonomien ville rette sig. Det gjorde den ikke. I 2011 skiftede den europæiske gældskrise gear, og Grækenland dansede på kanten af statsbankerot. Ved folketingsvalget samme år var økonomi for første gang i et årti udslagsgivende for vælgerne. Ved årsskiftet mellem 2011 og 2012 slog den nyvalgte socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt en dyster tone an: ”De fede år ligger bag os. Vi skal forberede os på nogle magre år. Den kommende tid vil kræve meget af os”. 2009-2015 var travle år i Folketinget. Bankpakker, skattereformer, dagpengereform, efterlønsreform, SU-reform, reformer af førtidspensionen og flexjob, vækstplaner ad libitum og ikke mindst den nye budgetlov. Alle krisereformer, der havde til formål at få gang i dansk økonomi. Selv den yderste venstrefløj producerede vækstplaner for Danmark.

 

Løkke satsede sin regerings overlevelse på, at økonomien ville rette sig. Det gjorde den ikke. I 2011 skiftede den europæiske gældskrise gear, og Grækenland dansede på kanten af statsbankerot. Ved folketingsvalget samme år var økonomi for første gang i et årti udslagsgivende for vælgerne
_______

 

Stille og roligt er verden – og Danmark – kommet ud af krisen. Som Harvard-økonomen Kenneth Rogoff sagde på dette års Davos-møde, så oplever vi lige nu den mest gunstige situation i verdensøkonomien siden 1950’erne. I Danmark er væksten tilbage. Arbejdsløsheden er atter lav. Boligpriserne stiger – i det meste af landet. Og den politiske dagsorden har ændret sig radikalt. I 2017 og et godt stykke ind i 2018 har Folketingets partier med lind hånd brugt milliarder. Først på boligejerne, der fik en milliardrabat, siden på et forsvarsforlig, der opruster for første gang i umindelige tider, så på en mindre skattepakke. Aftalerne stritter i øst og vest. Med undtagelse af en vigtig ting: Pengetræet er atter parat til at blive plukket af. Takket være det såkaldte råderum kan politikerne groft sagt igen bruge løs af de offentlige midler uden at skulle bekymre sig om finansieringen. Således har ingen af de store partier uden om regeringen, S og DF besværet sig med at lave sammenhængende økonomiske planer for de kommende år. De er alene optaget af, hvordan kagen fordeles, ikke hvordan den skabes.

Vi er på vej ind i en ny politisk situation, ikke fordi sammensætningen af Folketinget har forandret sig, men fordi vilkårene for politik har ændret sig radikalt. Der er ingen højrøstede fagforeninger, der slår i bordet og kræver arbejdspladser nu. Der er ingen erhvervsorganisationer, som for alvor mosler på for at få markante sænkelser i hverken topskat eller selskabsskat. Helt fundamentalt er det eksterne, og til tider ekstreme, pres for at træffe vidtgående og kontroversielle beslutninger væk. Men hvordan ser dette post-krise landskab så ud? Hvad afgør de næste folketingsvalg? Hvilke dagsordner vil vi måle vores politikere på i de kommende år? Og hvordan håndterer vi de emner, som blev skubbet til side, fordi økonomien skulle fikses, men som nu kræver vores opmærksomhed? Tænk bare på kvantespringene, når det handler om den teknologiske og digitale udvikling – spring, vi først nu er ved at forstå omfanget af. Verden er fundamentalt anderledes i dag end i 2008. Alligevel vover vi pelsen og kommer med et bud på de ti dagsordner, der vil forme dansk politik. Vores fokus er på de spændingsfelter, der opstår, når velkendte mønstre udsættes for nye dynamikker.

De ti bud er ikke udtryk for vores prioriteringer af, hvad den politiske dagsorden burdehandle om. I den forstand er listen neutral. Den er alene et bud på, hvad der vilpræge den politiske dagsorden i post-krise Danmark, ikke hvad der ville være bedst for landet.

 

Der er ingen højrøstede fagforeninger, der slår i bordet og kræver arbejdspladser nu. Der er ingen erhvervs-organisationer, som for alvor mosler på for at få markante sænkelser i hverken topskat eller selskabsskat. Helt fundamentalt er det eksterne, og til tider ekstreme, pres for at træffe vidtgående og kontroversielle beslutninger væk
_______

 

I. Bag udlændingeballaden findes en ny konsensus
Flygtningekrisen i 2015 var med den bulgarske politolog Ivan Krastevs ord ”Europas 11. september”. Der er et før og et efter. Bare den begrebslige forskydning fra at tale om flygtninge til at tale om migranter vidner om det store skifte. Hvis man sammenligner med tiden, hvor 24-årsreglen placerede aktørerne i dansk politik som strammere eller slappere, er der sket et paradigmeskifte. For bag den megen ballade i den løbende debat er der opstået en bred politisk konsensus på Christiansborg: Ingen partier ønsker, at Danmark på nogen måde kommer i den situation, som kansler Merkel bragte Tyskland i i 2015-2016, hvor knap en million mennesker søgte asyl. Sverige er et skræmmeeksempel både for højre og venstre side i Folketinget. Således er der i dag en historisk bred opbakning til en stram udlændingepolitik. Og udsigten til et regeringsskifte vil ikke ændre på det forhold. Selv når det tages med i ligningen, at Danmark i 2017 modtog det laveste antal asylansøgere i ni år, vil vælgerne og politikerne fortsat have blikket stift rettet mod den såkaldte værdipolitik. Dels fordi integrationsudfordringerne er virkelige og vigtige. Dels fordi udlændingepolitikken er en af de markører, vælgerne navigerer efter, når krydset skal sættes. Nye Borgerlige har vist, at Dansk Folkeparti kan presses på en bane, hvor de indtil nu strukturelt har defineret yderfløjen. Dansk Folkeparti skal fremover dække sig af til højre. Det skaber en ny parlamentarisk dynamik, hvor partierne løbende skal positionere sig. Derfor vil vi fortsat se udlændingepolitikken som en af de kommende års absolut mest potente politiske konfliktzoner.

II. Befolkningen vælger velfærd
Begrebet ’velfærd’ er måske mangetydigt i den akademiske verden. Det er det ikke i den politiske. For vælgerne er velfærd det samme som et godt sundhedsvæsen og en værdig ældrepleje – basta! Det er altid de to grundlæggende træk ved velfærdssamfundet, der boner ud i vælgerundersøgelser. Naturligvis er der også skoler og daginstitutioner, men nedslidte plejehjem og kræftpatienter slår alt andet. Sådan vil det helt åbenlyst også være i de kommende år. Ikke mindst fordi den demografiske udvikling med flere ældre og færre til at løfte forsørgerbyrden ikke længere er science fiction. Det er virkelighed. I januar 2017 var der ifølge Ældre Sagen knap 1,1 mio. danskere over 65 år. Det er en stigning på over 260.000 på ti år! Dertil kommer nye familieformer, hvor båndene mellem pårørende er blevet løsere og mindre forpligtende. Og nye behandlingsformer vil poppe op som Hydras hoveder. Vi vil efterspørge mere og dyrere sundhedsservice. Kort sagt vil presset på ældreplejen og sundhedsvæsnet vokse massivt. Partierne har allerede taget bestik af det. For også her er der opstået et bastant flertal for, at udgifterne i den offentlige sektor igen skal vokse mere end under krisen. Og da det ikke længere er muligt at argumentere for skattelettelser ud fra nødvendigheden om vækst, må det tages for givet, at opbakningen til skattelettelser både på Christiansborg og i befolkningen vil tabe yderligere flyvehøjde. Befolkningen har valgt: velfærd. Det stiller fagforeningerne for de offentligt ansatte i en langt gunstigere situation end i de år, hvor det private arbejdsmarked var alfa og omega. En af de store ubekendte bliver, hvilke partier der tør indtage en strategisk skepsis over for den forstærkede velfærdskoalition. For selvom det ikke afspejler sig i den offentlige debat, er 2/3 af danske lønmodtagere fortsat ansat i den private sektor.

 

En af de store ubekendte bliver, hvilke partier der tør indtage en strategisk skepsis over for den forstærkede velfærdskoalition. For selvom det ikke afspejler sig i den offentlige debat, er 2/3 af danske lønmodtagere fortsat ansat i den private sektor
_______

 

III. Fra ledige hænder til mangel på hænder
Diskussionen om flaskehalse og manglende arbejdskraft er vækstens faste følgesvend. Sådan var det i 90’erne og i 00’erne. Og man kan sagtens mangle arbejdskraft, uanset om arbejdsløsheden er 5-6 pct. eller 3 pct. Det er retningen i økonomien, som bestemmer. Både DI og DA har allerede ytret deres voldsomme bekymring. Hvor de før på få minutter kunne finde cases på virksomheder, der jamrede sig over afgifter, kan de i dag med et fingerknips fremtrylle virksomheder, der brokker sig over, at de går glip af ordrer, fordi de mangler hænder. Omvendt hævder fagforeningerne, at problemerne er overdrevne, og at der fortsat findes ledige danske lønmodtagere.

Erhvervsorganisationer og fagforeninger er dog enige om at opfordre til at målrette uddannelsessystemet – færre kandidater i indianske sprog, flere ingeniører. Alt er med andre ord, som det plejer. Og dog. For som noget nyt er debatten denne gang underlagt udlændingepolitikkens primat. Dels i form af østarbejderproblematikken, dels i form af flygtninge og indvandrere. Højkonjunkturen i 00’erne blev ikke mindst forstærket af sammenfaldet med de øst- og centraleuropæiske landes EU-medlemskab og deraf følgende adgang til det europæiske arbejdsmarked. Så på et tidspunkt, hvor beskæftigelsen faldt og arbejdsløsheden steg i Danmark, kom flere østarbejdere til. Og de er blevet – på et niveau, som i dag er helt afgørende for dansk økonomi, ikke mindst i bygge- og servicesektorerne. I 2017 regnede 3F sig frem til, at der er 121.000 østarbejdere i landet – flere mennesker, end der er indbyggere i Esbjerg – Danmarks femtestørste kommune.

Men i modsætning til i 00’erne er der i dag en bred politisk enighed om, at østarbejderne i store træk udgør en form for social dumping. Ikke mindst fordi Dansk Folkeparti langsomt er vendt på en tallerken. Og på Christiansborg er der ligeledes en meget bred enighed om, at den såkaldte velfærdsturisme er et kæmpe problem. Det betyder, at det er langt mere politisk problematisk at basere opsvinget på udenlandsk arbejdskraft end tidligere. Det giver omvendt en mulighed for, at arbejdsmarkedet for alvor bliver den integrationsmotor, det eksempelvis er i USA. Op mod krisens begyndelse i 2008 så vi en stigning i selv somaliske kvinders beskæftigelsesfrekvens! Med andre ord: Opsvinget kan gøre en kæmpe forskel for integrationen. Men om potentialet bliver forløst, er helt uklart. Dels fordi den meget kontante udlændingepolitik kan udløse en modreaktion. Dels fordi der kan være opstået en egentlig integrationsmodvillighed i dele af det danske samfund. Derimod er der ingen tvivl om, at manglen på arbejdskraft stiller lønmodtagerne gunstigere end længe.

 

Det er langt mere politisk problematisk at basere opsvinget på udenlandsk arbejdskraft end tidligere. Det giver omvendt en mulighed for, at arbejdsmarkedet for alvor bliver den integrationsmotor, det eksempelvis er i USA
_______

 

IV. New Public Management er død. Længe leve New Public Management
Vi står foran en styringsrevolution i den offentlige sektor. Måske. En ting er, at presset stiger for at øge udgifterne til den offentlige sektor, noget andet og mindst lige så afgørende er, at presset for at lempe styringen også bliver styrket.

Anført af de offentligt ansattes fagforeninger er der opstået en stærk konsensus om, at den offentlige sektor er overreguleret. Den borgerlige regering har udpeget en innovationsminister og nedsat en såkaldt ledelseskommission. Socialdemokratiet har barslet med en ’fingrene-væk-reform’, der skal give statslige institutioner flerårige budgetter. Og et af de mere konkrete elementer i partiets nye principprogram er et opgør med det, man kalder ’markedsbaserede styringssystemer’ – et andet ord for New Public Management [NPM er den tankegang, der vandt globalt frem i 1980’erne, og hvor offentlige institutioner styres og vurderes med principper inspireret af den private sektor, red.].

Nu er det ikke første gang, at Christiansborg kaster sig over regelforenkling, afbureaukratisering og et opgør med de mange såkaldte kolde hænder i den offentlige sektor. Eksempelvis søsatte daværende økonomiminister Margrethe Vestager i 2013 en tillidsreform. Den kom der ikke meget ud af. Den politiske opmærksomhed var et helt andet sted.

Men i post-krise Danmark har politikerne ingen undskyldninger for ikke at levere. Derfor vil vi se nye forsøg på at reformere styringsregimet i kommuner, regioner og i staten. Det er på ingen måde et folkeligt emne, vælgerne vil sådan set helst bare have kræftoperationer til tiden. Men det ER en dagsorden, der nyder stor fremme i ’interesse-Danmark’.

Udfordringen er skam stor: at finde en anden model for, hvordan den offentlige sektor skal styres. Det er ikke mindst svært, fordi en stor del af bureaukratiet er knyttet til politiske prestigeprojekter – to eksempler fra de senere år er patientrettigheder og elevplaner. Samtidig er dansk økonomi stadig helt afhængig af, at den offentlige budgetstyring fortsat er stram.

Opgøret med New Public Management er en dagsorden, der uden tvivl vil præge den offentlige debat og fylde i politikernes kommunikation. Men hvor meget det denne gang vil ændre hverdagen for de offentligt ansatte, er uklart.

 

Udfordringen er skam stor: at finde en anden model for, hvordan den offentlige sektor skal styres
_______

 

V. Kampen om tiden
Den knappeste ressource i post-krise Danmark vil hurtigt vise sig at være tid. I Tyskland har den stærke og normsættende fagforening IG Metall landet en overenskomst, der giver mulighed for en 28-timers arbejdsuge i op til to år for børnefamilier. Dermed er Europas største økonomi tilbage i det spor, hvor den årlige arbejdstid går en vej: nedad.

I 1960 arbejdede en vesttysker i gennemsnit 2.163 timer om året. I dag er det tal nede på 1.363 timer. Der er tale om en grundlæggende trend mod mere frihed, større fleksibilitet. En trend, som udspringer af ønsket om et nyt balancepunkt mellem arbejdsliv og liv. Det er en dagsorden med mange overskrifter – kampen mod stress, ønsket om selvrealisering, kvalitet frem for kvantitet, nærvær frem for forbrug.

Vi vil bruge noget af vores forlængede levetid på pauser i stedet for pension. Nye mikrojobs vil skyde op af jorden, fordi det for mange er den letteste vej til deltid og selvstændighed. Det vil udfordre den klassiske fagforeningstankegang og forretningsmodel. Livsbalance som særskilt dagsorden vil fylde endnu mere i de kommende år – præcis som den gjorde i tiden op mod sammenbruddet i 2008.

Også i Danmark. Det er ikke tilfældigt, at psykologen Svend Brinkmann ligger i toppen af bestsellerlisterne med sin opfordring til at Gå Glip. At stå af ræset er omtrent det mest prestigefyldte, man kan forestille sig. Om ikke for altid, så i perioder.

For partierne er det en tveægget dagsorden. På den ene side er det jo det, danskerne snakker om. Selv dronning Margrethe opfordrede i sin nytårstale befolkningen til at gøre flere unyttige ting og droppe illusionen om, at man kan nå alt i sit liv. På den anden side vil det være økonomisk kontroversielt, hvis de toneangivende partier opfordrer til kortere arbejdstid og udbygning af orlovsordningerne. Vi vil høre en masse formaninger om ’det hele liv’. Men de store partier vil holde afstand. For mindre partier er det til gengæld en dagsorden med store muligheder. Eksempelvis Alternativets forslag om en 30-timers arbejdsuge og borgerløn, der begge er et direkte opgør med vaneforestillingerne om, hvordan økonomien skal hænge sammen. Vi har næppe set den sidste bestseller fra Brinkmann.

 

Vi vil høre en masse formaninger om ’det hele liv’. Men de store partier vil holde afstand. For mindre partier er det til gengæld en dagsorden med store muligheder
_______

 

VI. Datarevolutionen
Hvor tid er en knap ressource i de kommende år, så vil data være en af de meste værdifulde. Hastigheden, hvormed data og information bliver processeret, er i dag så høj, at det ikke længere er utopi at tale om egentlig kunstig intelligens (AI). Perspektiverne er vidtrækkende for borgerne, virksomhederne og den offentlige sektor.

Allerede nu står det klart, at vi famler efter en måde at håndtere det på. Eksempelvis har et forskningsprojekt udviklet en databaseret metode, der med 90 procents sandsynlighed kan forudsige, hvilke borgere der i løbet af de næste 100 dage vil blive indlagt akut på sygehuset. Det er kun muligt, fordi alle – som i alle – oplysninger indgår i analysen. Det er givet, at sandsynlighedsprocenten vil komme væsentlig tættere på 100. Men hvordan skal det offentlige sygehusvæsen agere? Det vil uden tvivl være både sundhedsfagligt og økonomisk bedst at prikke personer i risikozonen på skulderen, måske endda gøre behandling til et krav for udbetaling af sociale ydelser. Omvendt kan man snildt argumentere for, at det er at overskride den personlige autonomis grænser.

Tilsvarende indsamler private virksomheder som bekendt et hav af data. Meget er reguleret gennem lovgivning. Men en del foregår i gråzoner og i forskellige juridiske sfærer. For den enkelte borger er det helt uigennemskueligt. Og den stigende modvilje over for firmaer som Facebook, Google/Alphabet og Amazon skyldes netop en oplevelse af, at de har opnået monopolstatus qua deres kontrol over viden.

Vi står med andre ord over for nogle helt principielle valg, i forhold til hvad vi – både som samfund og enkeltpersoner – vil bruge den fagre nye verden til. Partierne støtter sig til de gældende regler, men på et tidspunkt vil de blive presset for at høste det fulde potentiale fra datarevolutionen. Ikke mindst fordi Danmark formentlig er det samfund i verden, der har indsamlet flest brugbare data om borgerne.

Sat på spidsen skal vores folkevalgte tage beslutninger om, hvilken retning AI skal tage. De skal tage stilling til næsten eksistentielle spørgsmål, som hvor langt maskinernes selvlæring skal kunne gå. I udgangspunktet burde de liberale partier have en fordel i forhold til at skabe en klar profil i kraft af deres ideologisk baserede individtilgang. Men alle partier vil, som man siger i Kina, krydse floden, mens de føler på stenene.

VII. Ligestilling, også mig!
Selvfølgelig driver #MeToo over på et tidspunkt. Det gør alle bevægelser. Særligt dem, der er mediebårne. Men diskussionen om ligestilling vil atter pible frem, i takt med at den sure smag fra kriseårene forsvinder. Det er der flere grunde til. Helt fundamentalt udgør den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder et strukturelt problem, der løbende skaber friktion. Det gælder i hjemmene, hvor mænd og kvinder er udstyret med forskellige ressourcer. Ikke mindst i børnefamilierne, hvor man skal træffe valg, der har livsperspektiver: Hvem skal passe børnene? Men også i virksomhederne, hvor nuværende patriarkalske strukturer og kulturer konstant begrænser kvinders valg og muligheder.

Samtidig vil det efterhånden slå igennem, at kvinder bliver bedre uddannet end mænd. Det vil forstærke utilfredsheden med lønuligheden, og det vil reaktualisere gamle travere som eksempelvis diskussionen om øremærket barsel og kvoter for kvindelige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede virksomheder – en vej, flere europæiske lande som fx Norge for længst er slået ind på.

For de politiske partier er ligestilling komplekst. Sporene fra debatten om øremærket barsel skræmmer. Ingen har lyst til at fremstå som turbo-feminister. Historisk har venstrefløjen ført an, og grebet om de kvindelige vælgere er da også massivt. Men den feministiske dagsorden ulmer konstant og kan snildt blive et af de emner, som fremtidens politikere skal forholde sig langt mere aktivt til.

 

Den feministiske dagsorden ulmer konstant og kan snildt blive et af de emner, som fremtidens politikere skal forholde sig langt mere aktivt til
_______

 

VIII. Ulighed har mange navne – men vi gør næppe noget ved den
Krisen satte uligheden på dagsordenen. Ikke mindst i den del af den politiske klasse, der læner mod venstre side. Det gælder i Danmark, men endnu mere på globalt plan. Økonomer som Thomas Piketty og Branko Milanovic har påvist, at indkomstfordelingen over tid er blevet mere skæv. I USA er uligheden øget markant. I dag falder 10 pct. af den årlige indkomst til den øverste 0,1 pct. af befolkningen. I 1970 var det kun cirka 3 pct. Den samme eksplosive udvikling er sket i Storbritannien. I Danmark er det langt mere komplekst på grund af den store indkomstudjævning gennem skattesystemet, universelle velfærdsydelser og det robuste pensionssystem. Eksempelvis har Niels Ploug påvist, at den meget omtalte Gini-ulighed reelt ikke er steget i Danmark, hvis man måler på livsindkomster og ikke bare ved at lave et punktnedslag på ét tidspunkt.

Men der er ingen tvivl om, at den allerøverste procent har øget spændet til resten af samfundet. Og den økonomiske vækst vil få debatten om ulighed til at fortsætte, ganske enkelt fordi den altid vokser i højkonjunkturer. Samtidig er ulighed blevet en markør på sammenhængskraften i Danmark.

At Danske Banks ordførende direktør, Thomas Borgen, proaktivt har advaret mod topskattelettelser, indikerer tydeligt, at debatten om retfærdighed og indkomstfordeling ikke er isoleret til venstrefløjen. Det store spørgsmål er naturligvis, hvad partierne helt konkret vil foreslå. Og her er det objektive svar: ikke særligt meget. Det er for dyrt og kontroversielt. Derimod vil vi se mere målrettede velfærdsydelser – eksempelvis inden for sundhed og over for de fattigste pensionister. Og naturligvis vil en ny S-ledet regering afskaffe eller justere fattigdomsydelserne. Alt andet vil være umuligt for et rødt parlamentarisk grundlag at acceptere. Men uligheden målt på Gini-koefficienten vil stadig være højere end under Poul Schlüter (K), hvor venstrefløjen talte om den sociale massegrav.

Et af de afgørende skæringspunkter kommer omkring 2023, når aftalen om den afdæmpede regulering af overførselsindkomsterne udløber. Hvordan partierne positionerer sig, vil være definerende for deres position i ulighedsdebatten. Ikke mindst for Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti. Den største udfordring bliver dog, at ulighedskløften ikke længere alene vil gå mellem rig-fattig, men også mellem aktiv-passiv. ’Den fjerde industrielle revolution’ stiller endnu større krav til kompetencerne for at kunne fungere på arbejdsmarkedet end i dag. Og en stor gruppe står med en reel risiko for at blive passive samfundsborgere. Passive i arbejdslivet. Passive i kulturlivet. Passive i familielivet. Passive i det politiske liv. Deres vigtigste livline til fællesskabet bliver deres internetopkobling.

 

Den største udfordring bliver dog, at ulighedskløften ikke længere alene vil gå mellem rig-fattig, men også mellem aktiv-passiv
_______

 

IX. Tillid er noget, vi taler om
Krisen har slået nogle voldsomme sprækker i vores politiske kultur. Politikerlede. Tillidskrise. Levebrødspolitikere. Løftebrydere. Begejstringen over vores politikere er ikke stor. Sådan behøver det ikke at være. Som Jørgen Goul Andersen har påvist, så var tilliden til vores politikere på det højeste niveau i 2006-2007. Altså lige før bunden gik ud af økonomien. Der har således tidligere været en sammenhæng mellem fremdriften i Danmark og tilliden til vores folkevalgte.

Men om den sammenhæng stadig er til stede, er et helt åbent spørgsmål. Revolutionen på de sociale medier har nedbrudt den klassiske politiske kommunikation og skabt en fragmentering af meningsdannelsen, der gør det langt sværere at genskabe en fælles politisk kultur med en høj grad af tillid. Samtidig har en stor del af partierne et klart incitament til løbende at definere sig i opposition til det bestående. Folket vs. eliten. Land vs. by. Ægte vs. system.

Det politiske opbrud, vi ser i lande som Tyskland, Sverige og Frankrig, vil smitte af på dansk politik. Dog med den store forskel, at spærregrænsen herhjemme kun er 2 pct., og at nye regler har gjort det lettere at blive opstillet til Folketinget. Det er ikke urealistisk at forestille sig et Folketing med 11 eller 12 partier ved udgangen af 20’erne.

I stedet for at dele op i højre og venstre vil det give bedre mening at dele partierne op i, om de er garanter for stabilitet, eller om de er egentlige opbrudspartier. Danske politikere står kollektivt foran et afgørende valg for vores demokrati. Vil de fortsat gå efter de kortsigtede gevinster ved at angribe hinanden for manglende troværdighed, eller vil de investere langsigtet i at genetablere befolkningens tillid til den politiske klasse?

X. Klimaet tilbage i toppen af dagsordenen
Sidst, men ikke mindst, vil klimakrisen vende tilbage som et politisk fikspunkt. Da Stern-rapporten kom i 2006, røg klima ind i toppen af de britiske vælgeres dagsorden. Også i Danmark kogte de stigende temperaturer op hos vælgerne. Det satte krisen en stopper for. Sorte tal blev vigtigere end grønne – bundlinje trumfede bæredygtighed. I mellemtiden er både Nord- og Sydpolen fortsat med at smelte. Cape Town i Sydafrika står som den første, men ikke sidste, storby til at rationere vandforsyningerne. ’Klimaflygtninge‛ er ikke en spådom, men en realitet.

I den nærmeste fremtid vil der fortsat være en stærk klimakonsensus i Danmark mellem den grønne industri, forskningsklynger, interesseorganisationer og de toneangivende partier. Men den konsensus vil blive udfordret, i takt med at klimakrisen accelererer, og nye og helt lavpraktiske spørgsmål presser sig på: Hvordan udvikler vi et ejendomsskattesystem, der tager højde for, at havene omkring os stiger? Hvem skal bære byrden for den stigende risiko for oversvømmelser? Skal danske virksomheder igen ”motiveres” til at gå den grønne vej ved at blive pålagt målrettede afgifter?

Der skal ikke mange skybrud til, før klimakrigen igen bryder ud.

Krisen er slut. Det betyder ingenlunde, at dansk politik falder tilbage i gamle skyttegrave. Tværtimod kan de næste ti år blive en højdramatisk og uforudsigelig periode, hvor nye skillelinjer og dagsordner definitivt ændrer det politiske landskab. ■

 

Krisen er slut. Det betyder ingenlunde, at dansk politik falder tilbage i gamle skyttegrave
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden