14.11.2018

.

Grundlæggende må det gælde, at den offentlige sektor ikke skal fungere som egnsudviklingsstøtte, men derimod kunne levere en effektiv og velfungerende service til borgerne. Det formål truer udflytningerne af statslige arbejdspladser åbenlyst.

Kommentar af Nikolaj Bøgh (K)

I DET STORE reformår 2007 blev den offentlige sektor i Danmark gennemgribende rationaliseret og centraliseret med strukturreformen, domstolsreformen og politireformen. Hertil kom voldsomme centraliseringer på uddannelsesområdet og en løbende centralisering på forsvarsområdet. Alt i alt løber lukningerne af rådhuse, biblioteker, kaserner, politistationer, sygehuse, domhuse og uddannelsessteder op i adskillige hundreder.

Det fik gennemgribende betydning for det danske samfund. Mange små og mellemstore byer oplevede gradvist et tab af sammenhæng og udviklingsmuligheder. Mange typer af jobs forsvandt; typisk besat af mennesker, der havde spillet en væsentlig rolle for byens liv og kultur. Det skabte en nedadgående spiral, hvor byen og lokalsamfundet gradvist blev mindre attraktive, også for de private virksomheder, som tidligere kunne tiltrække dygtige ansatte, fordi der var liv og udvikling i området.

FOLKETINGSVALGET i 2015 blev en ventil for den vrede, som mange i yderområderne følte over den behandling, de havde fået. Navnlig i Jylland gik der masser af stemmer fra de systemtænkende partier, som havde stået bag centraliseringerne, til Dansk Folkeparti, som vaskede hænder, selvom de selv havde nikket til det meste.

I hvad der i virkeligheden var en politisk panikreaktion, påbegyndte Lars Løkkes nye regering en omfattende udflytning af statslige arbejdspladser for at kompensere for det svigt, de mindre samfund oplevede og for at stoppe blødningen af proteststemmer. Men forberedelsen var dårlig, udførelsen var uigennemtænkt, og resultaterne er udeblevet. Det burde ikke komme som den store overraskelse, for ingen steder i verden er der erfaring, der viser, at det har synderlig betydning for væksten i et område, hvis man får tilført administrative funktioner og sagsbehandlere.

Hvilket problem, man egentlig ville løse, var samtidig noget uklart. De kommuner, der fik tilført udflyttede arbejdspladser, har således i samtlige tilfælde en lavere ledighed, end man har i Hovedstadsområdet.

Ser vi på antallet af offentlige arbejdspladser, er det også svært at se problemer, der skulle løses – i hvert fald hvis man sammenligner hovedstaden med resten af landet. Offentligt ansatte udgør ca. 31 pct. af beskæftigelsen i Region Hovedstaden, mens den udgør 33 pct. i det øvrige Danmark. Der er lidt flere statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet, men det mere end opvejes altså af flere ansatte i kommuner, regioner m.m. udenfor hovedstadsområdet.

 

De store vindere af udflytningsbølgerne har været de store provinsbyer, som imidlertid allerede havde profiteret af den store centraliseringsbølge omkring 2007
_______

 

DE STORE vindere af udflytningsbølgerne har været de store provinsbyer, som imidlertid allerede havde profiteret af den store centraliseringsbølge omkring 2007, hvilket navnlig gavnede byer som Aarhus, Odense og Aalborg, men ikke København, fordi strukturreformen ikke ændrede på den kommunale struktur i Region Hovedstaden. De store provinsbyer, som tiltrak yderligere administration og offentlig service, havde ellers ikke synderlige problemer med væksten.

”Til dem, der har, skal mere gives” blev overskriften for en stor del af udflytningerne, mens de mindre byer typisk fik tilfældige småsekretariater, der ikke hang sammen med noget som helst i lokalmiljøet, og hvor medarbejderne typisk pendler til og fra den nærmeste store by. Det er fx tilfældet med Børnerådets sekretariat, der nu ligger i Billund, men hvor ikke en eneste af sekretariatets medarbejdere bor i kommunen. Måske køber de en kaffe i den lokale 7-Eleven engang imellem, men den store vækstdriver er svær at skimte.

Til gengæld har udflytningerne dokumenterbart resulteret i en markant dårligere og dyrere offentlig service på en række områder, hvilket bl.a. er dokumenteret af Rigsrevisionen. Det dominerende billede af udflytningerne er således dystert. Et sted mellem 75 og 95 pct. af medarbejderne siger op, når en statsinstitution flytter ud, og der går i bedste fald adskillige år, før den kan varetage sine opgaver på tilfredsstillende vis igen.

Tilbage står en tom skal, der har mistet stort set alle faglige kompetencer og erfaring. Sagsbehandlingstiderne stiger voldsomt, antallet af fejl øges kraftigt, og i realiteten ved vi meget lidt om, hvornår – eller i det hele taget om – kvaliteten af de opgaver, som institutionerne skulle varetage, når op på det niveau, de havde tidligere, som vi bl.a. ved fra Rigsrevisionens analyse af udflytningerne af Nævnenes Hus, Statens Administration, Landbrugsstyrelsen og Geodatastyrelsen. Hertil kommer de direkte og indirekte udgifter ved udflytningerne, som er blevet markant højere end forventet. Der var oprindeligt afsat 400 mio. kr. til den første bølge af udflytninger, men de direkte udgifter er oppe i nærheden af en milliard kroner. De indirekte kan man kun gisne om.

 

Der var oprindeligt afsat 400 mio. kr. til den første bølge af udflytninger, men de direkte udgifter er oppe i nærheden af en milliard kroner. De indirekte kan man kun gisne om.
_______

 

UDFLYTNINGERNE rejser et grundlæggende spørgsmål om, hvad formålet er med statens institutioner og med den offentlige administration, og hvordan man som skatteborger kan forvente, at den bliver anvendt. Grundlæggende må det jo gælde, at den offentlige sektor ikke er til for at fungere som egnsudviklingsstøtte, men derimod for at kunne levere en effektiv og velfungerende administration og service til borgerne. Det formål truer udflytningerne åbenlyst – i hvert fald indtil institutionerne forhåbentlig kommer på fode igen.

Skal man gøre noget for de dele af den danske provins, som er udfordret af affolkning og lav økonomisk vækst, så handler det ikke om tilfældige dryp af statslige arbejdspladser, som hverken gør fra eller til, men om en mere grundlæggende indsats som kan gøre de mindre og mellemstore provinsbyer til attraktive steder at bo igen. Det skal være muligt at uddanne sig flere steder i landet, så unge mennesker ikke er tvunget til at forlade de mindre samfund, når de skal have en uddannelse. Udflytningsbølge 2 gik en lille smule i den retning, men mest på det symbolske plan. Er de unge først flyttet ind til storbyens skæg og caféliv, kommer de typisk ikke tilbage. Infrastrukturen – både den fysiske og den teknologiske – skal opgraderes, så det er muligt at leve og arbejde samt at transportere sig nemt til og fra sin bopæl.

Hertil kommer, at de meget tvivlsomme gevinster ved den store centralisering af den offentlige sektor i 2007 bør gentænkes. Vi skal igen tænke decentralisering for at opfylde behov, som er åbenlyst berettigede. Det gælder ikke mindst politiet og sundhedsvæsenet. Fraværet af funktionsdygtige lokale politistationer skaber utryghed og en følelse af forladthed. Der mangler lokale politibetjente, der kendte de lokale rødder og derfor også var i stand til at fange spirende problemer, før de uundgåeligt førte for langt og uopretteligt på afveje.

Der er ingen tvivl om, at det er godt og nødvendigt at samle mange specialer på sundhedsområdet i de nye “supersygehuse”. Men meget af den daglige forebyggelse og sundhedsfremme ligger ikke naturligt her, men langt tættere på, hvor folk bor. En større prioritering af lokale sundhedshuse, som også tilbyder mere attraktive faglige miljøer for de læger, som ellers er særdeles svært at tiltrække til de mindre samfund, ville være god landdistriktspolitik og god sundhedspolitik, fordi det ofte er i yderområderne, der er behov for en ekstra sundhedsindsats. Danmark har brug for en gennemtænkt landdistriktspolitik, der adresserer alle disse spørgsmål, hvis vi fortsat skal være et land, der hænger sammen. Ikke flere hovedløse udflytninger af statslige arbejdspladser, som alene gør den offentlige sektor dyrere og dårligere og reelt ikke gavner nogen. ■

 

Danmark har brug for en gennemtænkt landdistriktspolitik, der adresserer alle disse spørgsmål, hvis vi fortsat skal være et land, der hænger sammen
_______

 

Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie. ILLUSTRATION: Nikolaj Bøgh [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]