03.07.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister. Som abonnent får du hver år: 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.)

_____________________________________________________________

Dansk kulturliv bløder under de årlige 2-procentbesparelser og en politisk ledelse, der nægter at prioritere, men blindt skærer ned over hele linjen. Men Danmark har mere end nogensinde brug for et kulturliv med overskud til udvikling og nytænkning.

Kommentar af Nikolaj Bøgh (K), medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg

I 2034 LUKKER Statens Museum for Kunst. Det bliver i hvert fald resultatet, hvis de nuværende årlige nedskæringer på 2 pct. i museets bevillinger fra staten fortsætter. Så galt kommer det dog næppe til at gå. Vi kan stadig se Jens Juel og Vilhelm Hammershøi på Statens Museum for Kunst, ligesom Egtvedpigen og Solvognen ikke bliver sat ud til storskrald på Nationalmuseet. Men retningen er alligevel tydelig; kulturlivet gisper efter vejret, og Nationalmuseet har netop offentliggjort, at man nu ser sig nødsaget til en dramatisk sparerunde, der over de kommende år vil barbere små 10 pct. af museets samlede budget. Til oktober går man i gang med en stor fyringsrunde. Det ligger i forlængelse af voldsomme indskrænkninger de senere år, hvor man har lukket flere institutioner under Nationalmuseet og droppet museets store særudstillinger, der tidligere tiltrak et stort publikum.

Siden 2015 har samtlige statslige kulturinstitutioner og institutioner, der modtager statstilskud, været pålagt at spare 2 pct. af deres bevilling årligt. Der er intet forkert i, at institutionerne på kulturområdet skal se kritisk på udgifterne og finde ud af, hvordan man kan gøre tingene mere effektivt. Men der er en grænse for, hvor meget man kan effektivisere på kulturområdet, og den er efter alt at dømme nået nu. Konservering af bronzealderfund, tilrettelæggelse af en udstilling med franske impressionister, indøvning af replikker til Richard III – det er svært at effektivisere særlig meget, og det er meget begrænset, hvor meget fedt der kan skæres væk udenom kulturlivets egentlige kernefunktioner i små, følsomme miljøer, hvor pengene i forvejen er små, og hvor fagmedarbejderne selv må løse mange praktiske opgaver i hverdagen allerede. Og det er de kernefunktioner, sparekniven nu kommer til at skære ind i. Der må afskediges fagmedarbejdere med enestående ekspertise og ekspertviden, aflyses udstillinger og droppes mange aktiviteter, der var værdifulde, fordi de var med til at sikre kulturlivets bredde og udvikling. Et kulturliv, der ikke har råd til at udvikle sig, fordi det kæmper en konstant overlevelseskamp, det går efterhånden i stå og mister sin relevans for samfundet. Jens Juel bliver hængende, og Solvognen bliver stående. Men det bliver meget svært at finde midler til udviklingen af nye, kreative formidlingsformer, forskning der kan åbne for nye erkendelser og kommunikation til nye målgrupper med et andet kulturforbrug end deres forældre og bedsteforældre, og dermed går udviklingen gradvist i stå. Det er ikke, fordi kulturlivet er finere eller vigtigere end mange af velfærdsstatens kernefunktioner, de har blot typisk en langt større politisk bevågenhed og der prioriteres jævnligt ekstra midler til udvalgte formål. Sundhedsområdet er et godt eksempel på et politikområde, der følges tæt af politikerne, og hvor der løbende er prioriteringsdrøftelser, som senest resulterede i beslutningen om helt at droppe de årlige 2-procentbesparelser inden for området. I kulturlivet prioriteres der sædvanligvis ikke fra politisk hold, der skæres blot ned uden prioritering.

 

Der er intet forkert i, at institutionerne på kulturområdet skal se kritisk på udgifterne og finde ud af, hvordan man kan gøre tingene mere effektivt. Men der er en grænse for, hvor meget man kan effektivisere på kulturområdet, og den er efter alt at dømme nået nu
_______

 

DET ER i virkeligheden få penge, det drejer sig om. Kulturen tegner sig for omkring 1 pct. af statsbudgettet, inklusive mediestøtte, og de fortsatte besparelser betyder i virkeligheden ikke meget i det store billede. Statens kulturudgifter var ca. 13 mia. kr. i 2017, mens udgifterne til folkepension og efterløn alene overstiger 120 mia. kr. årligt. Men de betyder særdeles meget for kulturlivet, som over en bred kam ikke kan tåle de løbende nedskæringer længere, hvis vi også i fremtiden vil have et spændende og udviklende kulturliv i dette land. Og det har vi brug for, hvis vi skal opretholde et samfund, der bliver ved med at hænge sammen. Med globalisering, digitalisering og folkevandringer bliver kernen i det danske samfund stærkt udfordret i disse år, og har vi ikke kulturinstitutioner til fortsat at kunne fortælle vores fælles historie og give os oplevelser på et højt kvalitetsniveau, så bliver det langt sværere at undgå, at vores land opbrydes i parallelsamfund og polariserede befolkningsgrupper, der får stadig mindre at sige hinanden. Opgaven med at undgå det kan kulturen ikke løse alene, men den kan i høj grad bidrage til løsningen. Vi har brug for kunst og kultur for at kunne udvikle os og for at kunne forstå, hvem vi er og hvad vi har tilfælles. I virkeligheden er det netop i en brydningstid som den vi nu lever i, at der snarere skal skrues op end ned for kulturen. Den erkendelse finder man faktisk i mange andre europæiske lande som bl.a. Tyskland og Sverige, der øger kulturbudgetterne i disse år.

 

Har vi ikke kulturinstitutioner til fortsat at kunne fortælle vores fælles historie og give os oplevelser på et højt kvalitetsniveau, så bliver det langt sværere at undgå, at vores land opbrydes i parallelsamfund og polariserede befolkningsgrupper, der får stadig mindre at sige hinanden
_______

 

Danmark har en sær tradition for, at kulturpolitik i grunden ikke er ”rigtig” politik – forstået som en kamp om holdninger og visioner, der engagerer mennesker. I mange år var der bred politisk konsensus om, at der skulle være lidt penge til det hele. Man prioriterede på højre- og venstrefløjen lidt forskelligt mellem kulturarv og kreativitet, elite og bredde, vækstlag og tradition, men der var bred enighed om, at området var vigtigt. Umærkeligt er det i dag afløst af en kulturel afviklingsstrategi, som ingen tilsyneladende rigtig gider protestere imod. Kultur ligger lavt på den politiske dagsorden, og alle de undersøgelser, som de fleste partier laver af, hvad vælgerne går op i, viser, at kultur ikke rigtig flytter stemmer. Så hvorfor bekymre sig om, at dansk kulturliv er inde i en dødsspiral? Christiansborg tager det samlet set med knusende ro, og det er i hvert fald ikke noget, der ser ud til at bekymre kulturministeren det fjerneste. Hun slår blot ud med armene og forklarer, at hun godt forstår, det er en svær prioriteringsopgave. Men åbenbart ikke en prioriteringsopgave, som hun har tænkt at engagere sig det fjerneste i. Det er i virkelighedens vulgærliberalismens drømmesyn, hun udlever som de facto minister for kulturel afvikling: Gradvist mindskes statens rolle på kulturområdet, som bliver mere og mere afhængig af de eftertragtede private fondsmidler, hvis det overhovedet skal hænge sammen. Vi får et kulturliv, der hopper fra tue til tue i en stadig mere fragmenteret og eventorienteret dagligdag.

 

Det er i virkelighedens vulgærliberalismens drømmesyn, hun udlever som de facto minister for kulturel afvikling: Gradvist mindskes statens rolle på kulturområdet, som bliver mere og mere afhængig af de eftertragtede private fondsmidler, hvis det overhovedet skal hænge sammen
_______

 

Det nyligt indgåede medieforlig viser samme tendens. I en tid med en sand eksplosion i udenlandske medietilbud til danskerne og et voldsomt dræn af reklamekroner fra danske medier til udenlandske virksomheder fjerner medieforliget +500 mio. kr. fra dansk public service. Samtidig forkrøbles eller ødelægges de senere års største mediepolitiske succes, Radio24Syv, som for få midler har formået at skabe nytænkende radio og et fint supplement til DR’s radioaktiviteter. Hovedpointen synes igen at være at reducere statens engagement i mediepolitikken, selvom kvalitetsmedier i et lille sprogområde som det danske notorisk ikke kan klare sig uden statsstøtte. Oppositionen bjæffer rituelt over resultatet, men udtrykker sig særdeles forblommet, når det kommer til konkrete tilsagn om at ændre på forliget efter et eventuelt regeringsskifte. Også mediepolitikken ligger lavt på den politiske dagsorden, selvom vi netop i disse år har et akut behov for at sikre dansk medieindhold af høj kvalitet. Den opgave burde Folketingets medieordførere tage særdeles alvorligt, men det sker desværre ikke.

Er vi virkelig pludselig blevet så fattige, at vi ikke længere har råd til kultur og til den fælles fortælling om Danmarks fortid, nutid og fremtid? Nej, naturligvis ikke. Men kulturen har brug for at komme på den politiske dagsorden, hvis vi skal undgå at få ødelagt institutioner og traditioner på kulturområdet, som vi reelt aldrig kan få igen. Det er nu, det gælder. ■

 

Kulturen har brug for at komme på den politiske dagsorden, hvis vi skal undgå at få ødelagt institutioner og traditioner på kulturområdet, som vi reelt aldrig kan få igen
_______

 

Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie. ILLUSTRATION: Kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) på Folkemødet i Allinge, Bornholm, 15. juni 2018 [foto: News Øresund, Malmö]