02.06.2018

Hvis EU’s handelspolitik virkelig var ledet af hensynet til de europæiske borgeres velstand, ville man skrotte alle sine handelshindringer og unilateralt erklære EU for en frihandelszone uden nogen former for restriktioner. Sådan er det bare desværre ikke.

Kommentar af Niels Westy

Fairtrade-præsidenten
I forbindelse med indførelsen af en told på 25 pct. på stål og 10 pct. på aluminium fra bl.a. Mexico, Canada, Kina og EU, udsendte Donald Trump en tweet, der blot indeholdt ordene ”FAIR TRADE”. Et slagord, vi jo ellers primært forbinder med diverse venstreorienterede organisationer og partier herhjemme, herunder Forbrugerrådet. Alle dyrker de idéen om den ”uretfærdige internationale handel”. Og selv om begrundelsen fra førnævnte venstrefløjsorganisationer nok er en anden, er den grundlæggende økonomiske forestilling den samme som for Donald Trump, nemlig at økonomi er et nulsumsspil, hvori den enes gevinst nødvendigvis må være den andens tab.

Det er ellers næsten 250 år siden, at Adam Smith gjorde op med merkantilismen og næsten 200 år siden, Ricardo med sin teori om komparative fordele viste, at alle lande med fordel kan deltage i den internationale handel. Og ikke nok med det, så er det for længst påvist, at de væsentligste velstandsfremmende effekter fra frihandel stammer fra adgangen til import. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det blot at overveje et kort øjeblik, hvor meget det tøj, man har på, mon havde kostet, hvis det skulle sys i Herning. Med andre ord er eksportens rolle groft sagt at sikre valuta til import. Lige præcis den pointe fylder stort set ingenting i den offentlige debat. Heller ikke herhjemme, hvor forestillingen om ”eksportdrevet” vækst for længst er ophøjet til et urørligt mantra. Det viser, at det selv blandt fortalerne for frihandel er så som så med forståelsen for frihandlens rolle i velstandsskabelsen.

Som en konkurrence på selvskade
Et grundlæggende problem, når man taler om international handelspolitik – som i det meste anden politik – er naturligvis, at regulering og aftaler primært drives af særinteresser. Således fremhæves (fri)handelsaftaler i den offentlige debat oftest kun for, at de gavner eksport og beskæftigelse.

For de virksomheder – og deres medarbejdere – som tjener på at eksportere til resten af verden, er det naturligvis også korrekt. Men for resten af os er den isolerede betydning af denne eksport temmelig sekundær.

Hvad angår beskæftigelsen er det selvfølgelig også korrekt, at når udlandets efterspørgsel efter danske produkter stiger, så stiger beskæftigelsen hos de eksporterende virksomheder. Man taler dog aldrig om, at den falder tilsvarende i andre dele af økonomien. Netto er beskæftigelseseffekten ved øget udenrigshandel nemlig et stort rundt nul! Om en økonomi handler med andre lande eller ej har i sig selv ingen effekt på den samlede beskæftigelse. Hvad der har positiv betydning, er derimod – med mindre ens eksport er baseret på subsidier – at deltagelse i den internationale arbejdsdeling øger produktiviteten og dermed lønningerne. Argumentet er således ikke, at øget international handel skaber arbejdspladser, men derimod at den skaber bedre lønnede arbejdspladser. Gevinsten fra eksport er dog sekundær i forhold til de gavnlige effekter ved en fri import.

Når amerikanerne således indfører en told på stål og aluminium, mens europæerne svarer igen ved at indføre straftold på amerikanske varer, så opfører man sig reelt som to boksere, der kæmper mod hinanden ved at slå på sig selv.

 

Argumentet er således ikke, at øget international handel skaber arbejdspladser, men derimod at den skaber bedre lønnede arbejdspladser
_______

 

EU burde svare igen ved ikke at gøre noget
Hvis EU’s handelspolitik var ledet af hensynet til de europæiske borgeres velstand – hvilket den ikke er – ville reaktionen på Trump og amerikanernes told som minimum være et stort, rungende ingenting. Jovist er det et tab for de virksomheder, der producerer og sælger stål og aluminium på det amerikanske marked, men det er en marginal omkostning i forhold til det tab, man påfører sig selv ved at indføre straftold på amerikanske produkter. På samme måde taber amerikansk økonomi på at indføre told på stål og aluminium. Jovist er der en gevinst for amerikanske stålværker (og deres medarbejdere), men den mere end opvejes af det tab, som amerikanske forbrugere kommer til at opleve, fx gennem højere priser på biler og andet, hvor man anvender stål og aluminium i produktionen.

Ja, hvis man virkelig mente det, ville EU selvfølgelig skrotte alle sine handelshindringer og unilateralt erklære EU for en frihandelszone uden hverken nominelle (told mv.) eller kvantitative (kvoter mv.) restriktioner. Uanset om omverden fulgte med, ville det øge de europæiske forbrugeres levestandard – og interessant nok ville det øge de laveste indkomstgruppers levestandard mest, fordi (internationalt) handlede varer udgør en betydelig større del af deres samlede forbrug end gældende for de højeste indkomstgrupper. Effekten vil være højere vækst og velstand på grund af den øgede konkurrence og de produktivitetsforbedringer (bedre udnyttelse af ressourcerne), som drives af importen.

Desværre er EU’s ledere ikke meget bedre end Trump
Desværre er også EU’s (og Danmarks) handelspolitik primært dikteret af særinteresser, hvor forbrugernes ”ve og vel” er sekundære. Som nævnt er det primære argument fra fortalerne for handelsaftaler stort set altid, at det gavner eksportsektoren, mens man i forhandlingerne samtidig prøver at beskytte bestemte sektorer mod konkurrence på hjemmemarkedet. Det medfører, alt andet lige, et mindre attraktivt udbud for forbrugerne.

Og når det store lys blandt Europas EU-begejstrede, franske præsident Macron, efter sigende skal have ringet til Donald Trump og sagt, at hans told er en dum ide (hvilket det også er), så er hykleriet til at tage og føle på. For der er tale om den samme Macron, som tidligere har afvist øget adgang til det europæiske marked for kød fra Argentina, Uruguay og Brasilien. Hvorfor? Fordi det naturligvis ville udkonkurrere dele af fransk (og irsk) landbrug. Til gengæld ville det gavne europæiske forbrugere, som ville få adgang til både bedre og billigere oksekød.

Selv om vi i Danmark er mindre protektionistiske end Frankrig (det er man typisk i små økonomier), så er det samme varetagelse af særinteresser, som driver dansk handelspolitik: Eksport er godt og import er skidt! Forståelsen af, at det primære argument for eksport (produktion), er at facilitere import (forbrug), kan ligge på et meget lille sted.

Det er som i det gamle ordsprog om, at ”man skal ikke springe over, hvor gærdet er lavest” selv om man som økonom jo godt ved, at det netop gælder om ”at springe over, hvor gærdet er lavest”. Altså at lave så lidt som muligt og få så meget ud af det som muligt. Det er faktisk det, som har gjort os velstående. ■

 

Altså at lave så lidt som muligt og få så meget ud af det som muligt. Det er faktisk det, som har gjort os velstående
_______

 

Niels Westy (f. 1960) er cand.polit. og skriver på de to blogs punditokraterne.dk og americas.dk. Han er derudover tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator. ILLUSTRATION: Donald Trump [foto: Gage Skidmore/flickr]