11.10.2018

Efter første valgrunde står den brasilianske højrefløj som den klare vinder. Det gælder både i kongressens to kamre og i form af den kontroversielle og ekstremt værdikonservative Jair Bolsonaros’ klare sejr i første runde af præsidentvalget. Han er nu favorit til at vinde anden runde den 28. oktober.

Af Niels Westy

Efter søndagens valg står det klart, at Brasilien er rykket længere mod højre og ud på fløjene. Den store taber ved valget var således midterpartierne, mens venstrefløjen nogenlunde fastholdt sin opbakning. Favoritten til at vinde anden runde af præsidentvalget er Jair Bolsonaro, som allerede lå i front i meningsmålingerne forud for søndagens første runde. Med 46 pct. af de afgivne stemmer opnåede han betydeligt flere stemmer end forventet, men altså ikke de 50 pct. som kræves for at afgøre valget allerede i første runde.

I stedet skal han nu ud i en anden runde mod Fernando Haddad fra Arbejderpartiet, der opnåede næsten 30 pct. af stemmerne og dermed også mere, end meningsmålingerne havde forudsagt.

Hermed skal Brasiliens næste præsident findes mellem Bolsonaro, en mildt sagt meget værdikonservativ tidligere militærmand, og på den anden side Fernando Haddad, som er stand-in for Brasiliens tidligere meget populære præsident Lula, der afsoner en dom på 12 års fængsel for korruption.

Det er ganske paradoksalt også de to kandidater, som flest vælgere angiver, de aldrig vil stemme på. Bolsonaro på grund af hans ekstreme værdikonservatisme, nedladende syn på kvinder og homoseksuelle, forsvar for brug af tortur og lignende. Afvisningen af Haddad skyldes derimod et stort had til Arbejderpartiet (PT) – ikke mindst i middelklassen – som opfatter partiet som dybt korrupt og ansvarlig for den økonomiske krise, som har hærget landet de senere år.

Valget bliver afgjort af de vælgere, som hverken stemte på Bolsonaro eller Haddad i første valgrunde. Afgørende bliver, hvorvidt de frygter og foragter Bolsonaro mere, end de hader Haddad og Arbejderpartiet.

 

Valget bliver afgjort af de vælgere, som hverken stemte på Bolsonaro eller Haddad i første valgrunde. Afgørende bliver, hvorvidt de frygter og foragter Bolsonaro mere, end de hader Haddad og Arbejderpartiet
_______

 

Ser man på, hvordan det gik de resterende kandidater i første runde, er Bolsonaro klar favorit til at blive Brasiliens næste præsident. Haddad kan godt nok regne med at få størstedelen af stemmerne, der gik til valgets tredje- og fjerdeplads: Den ligeledes venstreorienterede Ciro Gomes, som fik ca. 12 pct. af stemmerne i første runde, samt den socialdemokratiske Alckmin fra PSDB, som endte på fjerdepladsen med små 5 pct.

Til sammenligning mangler Bolsonaro dog blot ganske få stemmer for at nå de 50 pct. og vinde valget. Han kan forvente at få flertallet af stemmerne, der i første valgrunde tilfaldt valgets helt store overraskelse, den borgerligt-liberale (i en europæisk forstand) João Amoêdo fra Novo og centrum-højrepartiet MDB’s Henrique Meirelles. Holder det stik, hedder Brasiliens næste præsident Jair Bolsonaro.

Ud over at ca. 20 pct. af vælgerne ikke mødte op for at stemme, selv om det er obligatorisk, er der dog også de mange blanke og annullerede stemmer at kæmpe om. Så intet er afgjort endnu.

Men som den mildt venstreorienterede Celso Rocha de Barros skrev i (den for øvrigt fremragende avis) Folha de Sao Paulo for et par dage siden; Hvis Haddad skal have nogen som helst chance for at vinde i anden valgrunde, skal han ”søge mod midten, droppe sin nonsens-økonomi (Haddads økonomiske program er groft sagt baseret på en benægtelse af de offentlige finansers elendighed og behovet for reformer), tage afstand fra Venezuelas præsident Maduro og holde op med at vræle over Lava Jato (navnet på den store korruptionssag, som fortsat pågår). PT har i forbindelse med retssagen mod Lula ihærdigt forsøgt at fremstille Lava Jato som et slags kup mod venstrefløjen – i hvert fald, når det er ledende medlemmer af PT, som dømmes for korruption. Selv om Haddads første handling efter søndagens valgresultat var at besøge Lula, har partiet her et par dage senere fjernet mange af referencerne til Lula. Med andre ord forsøger man nu ikke længere at markedsføre Haddad med ordene ”Haddad er Lula”, men nærmere ”Haddad er er ikke Bolsonaro”. Nok et klogt valg. Spørgsmålet er, om det er for sent.

For nok finder man blandt Bolsonaros tilhængere mange af de (få), som mener, at Brasilien ville være bedre stillet, hvis militæret tog magten igen. Men de udgør en lille minoritet. Den seneste måling fra Data Folha viser, at opbakningen til den demokratiske styreform ikke har været større, siden militærdiktaturets ophør. Langt de fleste, som har stemt på Bolsonaro, har altså ikke nødvendigvis stemt på manden, fordi de er enige i hans forskellige vanvittige udmeldinger, men fordi de er dødtrætte af dem, som har haft magten det seneste årti. De er trætte af skandalerne, korruptionen, kriminaliteten og den elendige økonomiske situation, som landet befinder sig i. BNP per indbygger er ca. på samme niveau som for 10 år siden, og arbejdsløsheden er fortsat høj. Her er det paradoksalt, at Bolsonaro har været medlem af deputeretkammeret siden 1990. Dog har han gennem alle årene været et ubetydeligt medlem i forhold til ”magtens cirkler” og har derfor kunnet markedsføre sig som værende i opposition til det bestående.

 

Langt de fleste, som har stemt på Bolsonaro, har altså ikke nødvendigvis stemt på manden, fordi de er enige i hans forskellige vanvittige udmeldinger, men fordi de er dødtrætte af dem, som har haft magten det seneste årti
_______

Det er ikke det eneste paradoks ved Bolsonaro. Den økonomiske politik, han er gået til valg på, er stort set modsat den, han har stemt for i deputeretkammeret siden 1990. Her har han oftere end sjældent stemt sammen med venstrefløjen. Det var fx tilfældet i 1990’erne under den reformvenlige regering ledet af Fernando Henrique Cardoso, hvor han konsekvent stemte mod privatiseringer og reformer; i øvrigt sammen med bl.a. PT.

Men pludselig har Bolsonaro tilsyneladende fået en åbenbaring og er blevet økonomisk liberalist, hvorefter han har meldt sig ind i Det Socialliberale Parti. Partiet var herefter ikke længere så liberalt, når det kom til værdipolitikken, mens Bolsonaro nu pludselig var det, når det kom til den økonomiske politik.

It’s the economy stupid
Netop udsigten til markedsreformer – eller i hvert fald muligheden for, at der kan komme reformer – er også grunden til, at markederne har reageret positivt på udsigten til en sejr til Bolsonaro – i modsætning til, hvis Haddad havde stået til sejr.

Centralt i denne udvikling er Bolsonaros økonomiske guru, Paulo Guedes. Sagt med få ord er reformerne i Chile i 70’erne og 80’erne Guerdes forbillede. De indebar et afgørende paradigmeskifte for Chile fra en ineffektiv statscentreret økonomisk model, til en af verdens mest markedsorienterede økonomier. Med tanke på, at Guedes studerede på Chicago Universitet i anden halvdel af 1970’erne og bl.a. gik til forelæsninger hos Milton Friedman, er det måske heller ikke så underligt. Grunden til, at man kaldte de unge teknokrater, som stod for reformerne i Chile, for ”The Chicago Boys”, skyldtes, at en del af dem havde læst netop på Chicago Universitet.

Med andre ord håber markedet på reformer. Herunder bl.a. lavere skat og en mindre stat, en uafhængig nationalbank, fortsat reformering af arbejdsmarkedet, mindre regulering, pensionsreformer mv.

 

Med andre ord håber markedet på reformer. Herunder bl.a. lavere skat og en mindre stat, en uafhængig nationalbank, fortsat reformering af arbejdsmarkedet, mindre regulering, pensionsreformer mv.
_______

 

Heroverfor står PT og Haddads økonomiske politik. Det er grundlæggende en videreførelse af politikken under præsident Lula og Dilma Rousseff, som bærer hovedansvaret for den nuværende krise. Man ønsker fx at ophæve loftet over stigningerne i de offentlige udgifter, som blev indskrevet i forfatningen i 2017. Man ønsker, at nationalbanken skal være mindre fokuseret på inflation. I stedet for at privatisere bl.a. banker, ønsker man tværtimod at styrke statens rolle i økonomien. Kort sagt ønsker man at videreføre en økonomisk model med rødder til før militærkuppet i 1964. Lidt forenklet kan man sige, at Haddad og Arbejderpartiets tilgang til økonomisk politik langt hen ad vejen ikke er væsensforskellig fra den førte økonomiske politik under det militærregime, som Bolsonaro ofte har udtrykt stor veneration for, bortset fra en enkelt detalje: Omfordeling fra rig til fattig var ikke just et centralt punkt i den førte politik under militæret, men er det for Arbejderpartiet. Subsidieringen af udvalgte virksomheder var under præsidenterne Lula og Dilma Rousseff dog langt større end udgifterne til den ydelse, man indførte for landets allerfattigste (Bolsa Familia).

Haddad og Arbejderpartiet står altså for en økonomisk model, som har spillet fallit for længst. Brasilien er det land i Sydamerika – efter tragedien Venezuela – som har oplevet den laveste økonomiske vækst siden årtusindeskiftet. De fleste økonomiske iagttagere er enige om, at uden reformer skal man ikke forvente, at det ændrer sig i de kommende år.

Men selvom Paulo Guedes skulle vise sig at besidde evnerne til at formulere reformer, som kan trække Brasilien mod en mere moderne, markedsbaseret og mindre statscentreret økonomisk model, skal de også gennem kongressens to kamre. Og det er ikke nemt.

Ikke nok med at valget i søndags var en stor sejr til Bolsonaro, så indebar det også den største forandring af sammensætningen af de to kamre i nyere tid. Højrefløjen blev styrket, primært på bekostning af midterpartierne. Og alt efter, hvordan man inddeler de to kamre i henholdsvis venstre, centrum og højrefløj – og det er ikke nemt i Brasilien – så har højrefløjen plus centrum-højre absolut flertal. Det kan imidlertid ikke automatisk transformeres om til opbakning til radikale markedsreformer og privatisering. Nationalisme har altid betydet meget i brasiliansk politik, pensionsreformer er alt andet end populære i befolkningen, og Brasiliens har historisk IKKE oplevet radikale skift. Når man skærer al retorikken væk, har forandringerne gennem de seneste mange årtier været relativt begrænsede.

Bliver det anderledes denne gang? Måske, men baseret på historiske erfaringer er der grund til at tvivle. ■

 

Nationalisme har altid betydet meget i brasiliansk politik, pensionsreformer er alt andet end populære i befolkningen, og Brasiliens har historisk IKKE oplevet radikale skift
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister