25.09.2018

Den kendsgerning, at regeringen ikke vil anerkende diskrimineringsproblemerne, den hadske tale og ulige behandling af muslimer i Danmark, medfører, at regeringen intet gør for at ændre situationen.

Af Niels Valdemar Vinding

DE SIDSTE TRE ÅR har en række internationale observatører og rådgivende organer kritiseret den danske regering for at svigte muslimers vilkår i Danmark. Kritiske spørgsmål om diskrimination af muslimer, fordomme om islam og manglende inklusion af religiøse minoriteter presser sig på, og skiftende regeringers svigt på området truer ifølge rapporterne med at ødelægge sammenhængskraften og bidrager til radikaliseringen i Danmark. Enkeltvis kan rapporternes konklusioner og anbefalinger måske affejes eller ignoreres, men samlet set tegner der sig et voldsomt problematisk billede af de danske regeringers manglende syn for islam og muslimer.

Borgerlige og politiske rettigheder
Allerede i 2006, 2012, og 2015 pegede de periodiske rapporter om Danmark under FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som hører under FN’s Menneskerettighedskomité (senest: ICCPR Sixth Periodic report on Denmark, 10. november 2015), på en række problematiske forhold hvad angår Danmarks håndtering af antidiskrimination.

Komitéen roser i 2015-rapporten i udgangspunktet Danmark og peger på en god udvikling med lovforankringen af Ligebehandlingsnævnet i 2009 og Dansk Institut for Menneskerettigheder i 2012. Efter de pæne ord peger komitéen dog på en lang række problemer i Danmarks implementering af lovgivning imod diskrimination. Det bekymrer, at Danmark ikke anerkender alle de former for diskrimination, som konventionen foreskriver, og det begrænser udøvelsen af grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder (CCPR/C/DNK/CO/6, s. 3). Som en del af anbefalingerne holder komitéen Danmark fast på, at vi har forpligtet os til at bekæmpe diskrimination, og de anbefaler bl.a., at regeringen udvider Ligebehandlingsnævnets beføjelser ud over sit primære ansvar for klager over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet. Om religion specifikt – og især i lyset af den danske folkekirkes uforholdsmæssigt stærke position – anbefales det, at Danmark “should take appropriate measures to ensure non-discriminatory treatment of all religious communities within its territory” [”at Danmark bør gennemføre passende tiltag for at sikre non-diskrimination af alle trossamfund i landet”, red.] (CCPR/C/DNK/CO/6, s. 7). Med fx karikaturkrisen og lovgivningsprogrammet efter ’enighedspapirer’ og rammerne for imam-pakken fra maj 2016 in mente, er dette område særdeles relevant for muslimer.

Kritikken viste sig dog at blive meget skarpere i 2016 og 2017.

Religions- og trosfrihed
FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed, Dr Heiner Bielefeldt, var under sit FN-mandat på et officielt besøg i Danmark fra den 13. til 22. marts 2016 med det klare formål at undersøge vilkårene for religions- og trosfriheden i Danmark. Bielefeldt skriver, at valget faldt på Danmark blandt de skandinaviske lande på grund af folkekirkens særstatus, det danske samfunds homogenitet og udfordringerne med pluralisme, indvandring, globalisering og den vidtrækkende samfundssekularisering. Bielefeldt fik hjælp af FN-holdet i København, det danske institut for menneskerettigheder, regeringen, Folketinget og domstolene, samt en række kommuner (A/ HRC/34/50, s. 3). Han talte med civilsamfundsorganisationer og repræsentanter for mange af de forskellige danske religiøse samfund, herunder folkekirken, andre kristne menigheder, jødiske og muslimske organisationer, men også med tænketanke og forskere på tværs af discipliner.

I sin rapport, som blev offentliggjort den 28. december 2016 og præsenteret for FN’s menneskerettighedsråd, gør Bielefeldt sig en række meget kritiske observationer. I udgangspunktet roser han folkekirkens arbejde, og selvom den virker uigennemskuelig set udefra, så kalder han det arbejde, folkekirken udfører, en ressource og en mulighed for andre trossamfund, fordi der med folkekirken kommer en grad af religiøs bevidsthed og forståelse for religiøse traditioner, hvilket han kalder ’religiøs musikalitet.’

 

Selvom den virker uigennemskuelig set udefra, så kalder [Bielefeldt] det arbejde, folkekirken udfører, en ressource og en mulighed for andre trossamfund, fordi der med folkekirken kommer en grad af religiøs bevidsthed og forståelse for religiøse traditioner
_______

 

I en respektfuld tone ruller Bielefeldt herefter sin kritik ud. Han peger på det politiske klima i Danmark og på de mange politisk motiverede grunde, som danske politikere finder for at begrænse religions- og trosfrihed med eksplicit henvisning til muslimer og muslimsk praksis. Bielefeldt medgiver, at islam i Danmark er et relativt nyt fænomen, og at muslimer generelt er frie til at praktisere deres religion, men understreger i samme åndedrag, at modtagelsen af islam i Danmark er under internationale standarder. Helt eksplicit kritiserer Bielefeldt de dårligt underbyggede holdninger, der vil stille alle muslimer til ansvar for et meget lille fåtal af ekstremister:

“Conditioning the free and peaceful existence of freedom of religion by Muslims, which includes the right to construct and maintain places of worship, on the behaviour of an extremist minority within Islam (whose words might as well merit criminal prosecution as incitement to hatred or violence, but do not represent the vires of the majority of Muslims) is unacceptable” [„Det er uacceptabelt, at muslimers fredelige religionsfrihed – herunder retten til at opføre og vedligeholde bedesteder/moskeer – skal betinges af en ekstremistisk minoritets opførsel inden for islam, som bør straffes, fordi de opfordrer til had og vold, og ikke repræsenterer majoriteten af muslimer‟, red.]

(UN Special Rapporteur Dr Bielefeldt, A/HRC/34/50, s. 9)

Den slags fordomsfulde syn på muslimer som samlet gruppe kan også genkendes i integrationsdebatten og den ’nye kulturkamp.’ Bielefeldt kritiserer den forståelse, at dét at være muslim og dét at være dansk ikke går i spænd. Sådan en forståelse – eller misforståelse om man vil – bliver negativt forstærket af den fordomsfulde, politiske genforhandling af ‘danskhed,’ som tolkes som eksplicit anti-muslimsk. Det på trods af at et overvældende flertal af muslimer er velintegrerede og fødte, opvoksede og uddannede i Danmark. Meget integrationspolitik i Danmark bliver på den måde “a proxy for expectations of a seamless assimilation,” [”ensbetydende med forventninger om en gnidningsløs assimilation”] mener Bielefeldt (s. 9). Han peger ikke kun på nationalistisk politisk retorik eller symbolpolitik, men også på den støt stigende række af konkrete indgreb, stramninger og love, der bygger på det. At spise svinekød er fx blevet opløftet til en del af essensen af at være dansk, og forklaringen skal i overvejende grad findes i det islamiske forbud mod svinekød.

Et sigende eksempel, som Bielefeldt fremfører, ligger i den marginaliserende og politiserede fortolkning og identifikation af, hvad islam egentligt er, og hvem muslimer er. Meningsdannere i Danmark fratager muslimerne retten til at fortolke og opbygge egen identitet ved at sætte lighedstegn mellem ekstrem radikalisme og islam, hvorimod majoriteten af muslimer i Danmark i højrefløjsdiskursen nødvendigvis må være uærlige eller ligefrem lyve. Bielefeldt forklarer det fænomen således:
“Radical voices always seemed to enjoy an ‘authenticity benefit’ in the sense that they confirmed people’s negative expectations, thereby reinforcing an existing fear of Islam in large parts of society. By contrast, moderate or liberal views expressed by Muslims were often seen as merely ‘exceptional’ and thus much less, if at all, ‘authentically’ Islamic.” [„Radikale stemmer ser ud til at have haft en ’autenticitets fordel’ idet de bekræfter store dele af befolkningens negative forventninger, og dermed forstærker deres eksisterende frygt for islam. Omvendt er muslimer, der udtrykker midtsøgende eller liberale synspunkter ofte blevet opfattet som ’undtagelser’ og dermed ikke som ’autentiske’ muslimske‟, red.] (UN Special Rapporteur Dr Bielefeldt, A/HRC/34/50, s. 10)

Bielefeldts stærkeste kritik rettes dog mod den hårde kurs i lovgivning imod den religiøse ekstremisme, som han mener, er den største direkte trussel imod religions- og trosfrihed i Danmark. Ganske vist er ekstremisme et alvorligt problem, der kalder på klare politiske svar, men den hårde danske retorik rammer alle danske muslimer. I utvetydige vendinger advarer Bielefeldt mod ved lov at ramme religion og tro generelt ved at ændre fortolkningen af anden del af grl. §67, der siger: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Bielefeldt ser Danmark bevæge sig væk fra den moderne, internationale forståelse af religions- og trosfrihed, når lovgiverne frit og uden hjemmel eller kontrol vil bruge ’sædelighed og offentlig orden’ som de eneste argumenter, uden at retfærdiggøre lovindgreb på anden vis. Sådanne begrænsninger truer ifølge Bielefeldt med, “strip Muslim communities from their achieved status position in Denmark or to develop new tools for controlling religions, particularly Islam.” [”at fratage muslimske trossamfund deres status i Danmark eller at udvikle nye værktøjer til kontrol af religion, især islam”, red.] (A/HRC/34/50, s. 10).

Samstiller man de negative fordomme i de identitetspolitiske fortolkninger af islam, de politiske fordomme generelt og lovgiveres paratvillighed til at tilsidesætte grundlæggende rettigheder, tegner der sig i Bielefeldts rapport et billede af et Denmark, hvor den negativt selvforstærkende diskurs forsætter med at marginalisere og umyndiggøre muslimer. Han taler direkte om en ‘everyday war for acceptance’ [“hverdagens kamp for accept”, red.] (ibid., s. 9).

Sådanne observationer af et marginaliseret mindretal og udfordrede grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder er ikke kun bekymrende for muslimer, men alle de andre religiøse synspunkter og traditioner i Danmark, herunder baptister, katolikker, Jehovas vidner, hinduer, buddhister, bahaier, Sikhs og især jøder. Mens jøderne måske er mere investeret i spørgsmålet om religiøst motiveret omskæring af spædbørn, påvirkes både jøder og muslimer af den ‚ekstremt aggressive tone‛ i debatten, især på sociale medier, med yderligere fremmedgørelse og frustration til følge (ibid., s. 8).

Spørger man til Bielefeldts anbefalinger til den danske regering, er der især én, der står klar: Bielefeldt råder i meget klare vendinger den danske regering til at anerkende og eksplicitere den voksende religiøse diversitet i Danmark og fremhæve det positive og konstruktive bidrag som mange muslimer yder til samfundet, således at de ikke konstant skal udfordres og mistænkeliggøres (s. 18). At undlade at anerkende det anerkendelsesværdige kan lede til en dybere fremmedgørelse, disintegration og et tab af social sammenhængskraft. De kompromisløse udtalelser som ledende danske politikere kommer med om “the need to exercise more control over religious communities, in particular Muslim organisations, could indicate a shift backwards” [“behovet for at øve mere control over trossamfund, især muslimske organisation, udgør et skridt i den forkerte retning”, red.] (s. 19). I det hele taget ser Bielefeldt ikke kun den risiko i den symbolpolitiske diskurs, men oplever generelt en “repeatedly sensed reluctance, including when talking to government officials, towards accommodating new religious community life in Denmark” [“fortsat modstand, også når der tales med regerings repræsentanter, imod at befordre nye trossamfunds tilværelse i Danmark”, red.] (s. 13).

I den konkrete danske kontekst fremstår Bielefeldts pointe klarest, hvis man holder den op imod udlændinge og integrationsminister Inger Støjbergs retorik om muslimer og islam. Om det gælder hendes opfordring til at borgerne til at anmelde illegale indvandrere på pizzariaer, om det er hendes forsøg på at sløjfe støtten til Exitcirklen med Sherin Khanhan og Khaterah Parwani i spidsen, om det er hendes oplevelser med unge i biografen, om det er hendes noget søgte sammenligning mellem islam og musicallen ’Book of Mormon‛, om det er hendes baggrundsskærm på sin iPad, eller om det er hendes syn på muslimer, der faster i Ramadanen, som farlige, så er indtrykket det samme: hendes syn på islam og muslimer er negativt og nedgørende. I sig selv virker den enkelte udmelding måske som en kontekstbestemt kritik af et konkret problem eller en specifik situation, men kæder man tilfældene sammen fremstår det som et langt, kontinuerligt forsøg på at bruge sin politiske position til at nedgøre og delegitimere muslimer i Danmark.

I den forbindelse anbefaler Bielefeldt i sin rapport en anden tilgang:
“(a) It is the responsibility of the Government to take the lead in developing a more inclusive understanding of Danish identity. […]
(b) The Government should send clear and unambiguous messages that all people living in Denmark, including members of religious minorities, should feel safe and at home in the country. These messages should promptly and strongly counter the increasing ideas that ‘Islam is a threat to Danish identity’.”
[„(a) Det er regeringens opgave at tage styring i forhold til at formulere en mere inklusiv forståelse af dansk identitet.
(b) Regeringen bør sende et klart og entydigt signal om, at alle indbyggere i Danmark, inklusiv dem med minoritetsbaggrund, bør føle sig trygge og hjemme i Danmark. Signalet bør omgående og på det kraftigste imødegå den fremherskende idé om, at ’islam er en trussel imod den danske identitet’‟, red.]
(UN Special Rapporteur Dr Bielefeldt, A/HRC/34/50, p. 20)

Her er måske Bielefeldts vigtigste pointe. Det er tydeligt, at den danske regering hidtil har forpasset chancerne for at sende et ‘clear and unambiguous message’ [„klart og entydigt signal‟, red.] og gendrive idéen om, at ‘Islam is a threat to Danish identity‛ [„islam er en trussel imod den danske identitet‟, red.]

Racisme og intolerance
Den tredje internationale kilde til kritik kommer fra Den Europæiske kommission imod racisme og intolerance (ECRI) i deres rapport, ECRI Report on Denmark (fifth monitoring cycle), som blev offentliggjort den 16. maj 2017. Det er ECRI’s opgave uafhængigt at overvåge de europæiske landes arbejde med menneskerettighedsspørgsmål, som relaterer sig til racisme, fremmedhad og intolerance.

Indledningsvis peger rapporten på, at Danmark ikke lever op til de generelle anbefalinger i sit arbejde med at bekæmpe racisme og racediskrimination. Danmark har fx ikke ratificeret den Europæiske Menneskerettighedskonventions 12. protokol. Mere konkret bekymrer det, at “racist hate speech, in particular against Muslims, continues to be a problem,” [“racistisk hadsk tale, især imod muslimer, er fortsat et problem”, red.] og det understreges, at “under-reporting of hate speech is a problem that requires urgent attention” [“manglende indrapportering af hadsk tale er et problem som kræver øjeblikkelig handling”, red.] (ECRI/2017/20, s. 9). Især påpeges en “growing trend of hate speech and negative stereotypes in Danish politics,” [“en stigende tendens til hadsk tale og negative stereotype i Dansk politik”, red.] specielt når det gælder muslimer og flygtninge, som bliver genstand for en offentlig islamofobi i diverse udtalelser, mundtlige overgreb, fornærmelse og udskamning af muslimsk adfærd og kultur (CRI/2017/20, s. 15). Trods gentagne anbefalinger peger ECRI rapporten på, at der ikke er gjort noget i Danmark for at bremse det islamfjendtlige klima og den fortsatte fordomsfuldhed overfor muslimer (ECRI, sek. 86 og 92, 2012).

 

Trods gentagne anbefalinger peger ECRI rapporten på, at der ikke er gjort noget i Danmark for at bremse det islamfjendtlige klima og den fortsatte fordomsfuldhed overfor muslimer
_______

 

Selvom ECRI-rapporten er skrevet uafhængigt af Bielefeldts undersøgelse, så peger ECRI også på konsekvenserne af den islamofobiske politiske diskurs i Danmark og på den betragtning, at muslimer er ude af stand til eller ikke er villige til at integrere sig. Konkret peger rapporten på:

“Frequent experiences of discrimination, especially among young Muslims, many of whom have grown up in Denmark, master the language and successfully completed their education. The perception that they will not be accepted as equal members of Danish society merely due to their religion, can easily lead to a vicious circle of marginalisation and radicalisation” [„Især unge muslimer, hvoraf mange er vokset op i Danmark, taler sproget og har gennemført deres uddannelser, oplever hyppigt diskrimination. Opfattelsen af, at de ikke bliver accepteret som lige medlemmer af det danske samfund på grund af deres religion kan hurtigt betyde, at de kommer ind i en ond cirkel af marginalisering og radikalisering‟, red.] (ECRI/2017/20, s. 26).

Dertil anbefaler rapporten, at “the authorities include specific measures to combat islamophobic hate speech in the existing national strategy on the prevention of radicalisation and extremism” (ECRI/2017/20, s. 10), og tilføjer den konkrete anbefaling, at “the authorities facilitate closer cooperation between Muslim communities and the police to prevent and combat islamophobic violence” [„at myndighederne indfører særlige foranstaltninger for at bekæmpe islamofobisk hadsk tale i den eksisterende nationale strategi for radikalisering og ekstremisme. (…) Myndighederne faciliterer tættere samarbejde mellem muslimske samfundsgrupper og politiet for at forhindre og bekæmpe islamofobisk vold‟, red.] (ECRI/2017/20, s. 19).

Det blinde øje og det døve øre
Disse tre internationale rapporter viser ikke bare et problematisk billede af Danmark på sine respektive områder, men er kritiske værktøjer som den danske regering frivilligt inviterer til landet og respekterer som del af Danmarks internationale forpligtelser i traktater og konventioner.

I sine anbefalinger opfordrer Bielefeldt den danske regering til eksplicit at anerkende den voksende religiøse diversitet, som især islam og muslimer repræsenterer. Bielefeldts anbefaling var, at regeringen burde sende klare og utvetydige beskeder om, at alle mennesker i Danmark, inklusiv religiøse minoriteter, burde føle sig sikre og velkomne i Danmark (A/HRC/34/50, p. 20). Hovedansvaret for at løfte den opgave ligger hos regeringen, som bør gå forrest i italesættelsen af en mere inklusiv forståelse af dansk identitet og det at være dansk i bred forstand. ECRI istemmer med sine anbefalinger og kritik.

Denne flersidede kritik og disse anbefalinger bliver dog af den danske regering mødt med døve ører og lukkede øjne.

I et appendiks til ECRI-rapporten, der var den seneste af de tre, har regeringen fået fem fulde sider til rådighed for at kommentere på rapporten og fremføre sine synspunkter, og det har den gjort. Afsnit for afsnit og med høj detaljegrad er hele ECRI-rapporten blevet gennemarbejdet. Derfor undrer det, at rapportens mest vokale kritik og klareste anbefalinger peger på muslimernes problematiske vilkår, uden at regeringen forholder sig til det. Rapporten nævner ”islam” 8 gange, ”islamofobi” 13 gange og ”muslim” i alt 37 gange, og overvejende i forbindelse med kritik af dansk håndtering, men regering nævner i sit svar slet ikke islam, muslimer eller islamofobi, på nær en enkelt omtale af ’islamisme.’ Regeringen tager således slet ikke stilling til kritikken, eller peger på konkrete politikker i hverken stat eller kommuner, som arbejder imod islamofobi eller diskrimination af muslimer. Det bliver simpelthen ikke anerkendt, at det er et problem i Danmark.

Kritikken af den danske regering bliver dog kun desto stærkere derved. Den kendsgerning, at regeringen ikke vil anerkende diskriminationsproblemerne, den hadske tale og ulige behandling af muslimer i Danmark, medfører, at regeringen intet gør for at ændre situationen – i direkte modstrid med de klareste anbefalinger fra Bielefeldt og ECRI-rapporten. Man bidrager således til en forværring af situationen. Problemet bliver endnu mere foruroligende, når man sammenholder, at Danmark generelt er meget lydhør overfor international kritik og feedback i mange andre sammenhænge, f.eks. når det gælder erhvervsliv, samhandel eller bankvæsen, eller endda går forrest, når det gælder, f.eks., kampen mod tortur eller for religions- og trosfriheden andre steder i verden.

 

Den kendsgerning, at regeringen ikke vil anerkende diskriminationsproblemerne, den hadske tale og ulige behandling af muslimer i Danmark, medfører, at regeringen intet gør for at ændre situationen
_______

 

Et tankeeksperiment
I lyset af rapporterne er Inger Støjbergs retorik igen et konkret eksempel. Tidligere på året kom medborgerskabsundersøgelsen for 2017 fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, som klart viser, at indvandrere og deres efterkommere – og dermed mange muslimer – fuldt ud deler de danske værdier på mange områder. Inger Støjbergs larmende tavshed om rapporten sammenholdt med anbefalingerne fra den internationale kritik, giver anledning til et tankeeksperiment.

Inger Støjberg vil givetvis mene, at rapporterne tager fejl og ikke bør blande sig i suveræne danske anliggender. Og sikkert indvende, at det er hendes opgave at få styr på problemerne og stramme op, og ikke gå rundt og lovprise hver en lille positiv forbedring. Men sæt nu de internationale rapporter har ret i at inklusion, positive og utvetydige meldinger og et tæt samarbejde med muslimer ville hjælpe på de mange udfordringer vi står med? Sæt nu, det gavner med en positiv omtale af muslimer, hvor man tager højde for ytringsfrihed, religionsfrihed og friheden til at mene noget forskelligt?

Man kunne lade anbefalingerne fra rapporterne komme an på en prøve, og i den forbindelse fristes til at spørge om Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister overhovedet kan sige noget utvetydigt positivt om islam og muslimer i Danmark? Eller ville hun entydigt anerkende at islamofobi og diskrimination af muslimer også er et problem i Danmark? For slet ikke at tale om konkrete foranstaltninger til at bekæmpe det problem? Kan hun se forskel på islamister og almindelige muslimer, der praktiserer en fordragelig islam? Og er hun parat til at tale konstruktivt og produktivt ind i det meget afgørende skisma mellem fløjene i islam?

Tilbage står den danske regerings larmende tavshed, mens problemerne tilsyneladende trænger sig mere og mere på. Man har intet gjort for at sende andre signaler end de nuværende stramninger og lovindgreb, som man stadig fejrer med kage og anerkender som målsætning, og som minutiøst bliver optalt i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Intet positivt er der sket for at begrænse fremmedgørelsen af muslimer, disintegrationen af sammenhængskraften og social samhørighed, der forårsages af den politiske diskurs, politikerne og den islamofobi, der er veldokumenteret i de tre internationale rapporter. ■

 

Intet positivt er der sket for at begrænse fremmedgørelsen af muslimer, disintegrationen af sammenhængskraften og social samhørighed, der forårsages af den politiske diskurs, politikerne og den islamofobi, der er veldokumenteret i de tre internationale rapporter
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland