30.04.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Vinder Mette Frederiksen næste valg, kan hun blive leder af den mest manøvredygtige regering i nyere tid. Med Socialdemokratiets nye stramme udlændingepolitik og masser af luft i økonomien til velfærd, er der gode argumenter for, at det gamle arbejderparti dropper sin faste radikale partner og går alene i regering. En nær partner – og kongemager – kan i stedet blive de tidligere arvefjender fra DF.

Kommentar af Niels Jespersen

Kan Socialdemokraterne skifte de radikale ud med DF?
Der er højest et år til, at folketingsvalget skal udskrives, og selv om meningsmålingerne ser fornuftige ud, skal rød blok ikke glæde sig for tidligt. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er ganske vist ikke den dygtige politiske håndværker han ofte gøres til. Hans regering er vingeskudt og blå blok er kronisk dysfunktionel. Til gengæld er Løkke en formidabel fighter og historien tilsiger at danskerne sjældent vælter en regering efter første periode – og da slet ikke under et økonomisk opsving. Den er overhovedet ikke hjemme, men ikke desto mindre vil det være mangel på rettidig omhu, hvis partierne til venstre for midten ikke allerede nu spekulerer i rollefordelingen efter en eventuel rød valgsejr.

Den største udfordring for Mette Frederiksens statsministerambitioner er hendes egne allierede, for resten af rød blok er med delvis undtagelse af SF dødeligt uenige med Socialdemokratiets nye stramme udlændingepolitik. Alt tyder nemlig på, at valget vil blive endnu et udlændingevalg, hvor regeringen vil rette de hårdeste angreb mod brechen mellem Socialdemokratiet og dets støttepartier. Især de radikale.

Vinder Mette Frederiksen på trods af rød bloks udlændingestridigheder, kan hun til gengæld blive leder af den mest manøvredygtige regering i nyere tid. Med Socialdemokratiets nye stramme udlændingepolitik og masser af luft i økonomien til velfærd, er der gode argumenter for, at det gamle arbejderparti dropper sin faste radikale partner og går alene i regering. Her kan de såkaldt party-liberale godt finde tudekiksene frem, for i det scenarie er der ingen Corydon og Vestager til at videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik.

 

Her kan de såkaldt party-liberale godt finde tudekiksene frem, for i det scenarie er der ingen Corydon og Vestager til at videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik
_______

 

Kan S kan stå alene? Det afhænger af DF
Om en rent socialdemokratisk mindretalsregering bliver en succes, er alene op til Dansk Folkeparti. Lige nu satser folkepartisterne på at kunne gå i regering med Venstre på sigt. Måske endda som statsministerparti. Det er årsagen til den nuværende bizarre situation, hvor DF holder hånden under Lars Løkke Rasmussen som statsminister samtidig med, at de forhindrer ham i at gennemføre sin politik. Er der 90 mandater bag Mette Frederiksen efter næste folketingsvalg, må DF træffe et valg: Skal de fortsætte kinddansen med Venstre og køre hård oppositionspolitik, eller skal de gribe muligheden for stram udlændingepolitik og masser af velfærd med sosserne?

Det er Pia Kjærsgaards mangeårige drøm at udmanøvrere De Radikale som kongemagerpartiet, der afgør, hvem der skal have magten. Nu er den ambition inden for rækkevidde takket være Morten Østergaard, der ivrigt griber enhver lejlighed til at marginalisere sit eget parti og tale sig længst væk fra flertallet.

Imidlertid kræver rollen som ægte midterparti også, at man rent faktisk er villig til at pege i begge retninger. Der er DF ikke endnu, men et tæt samarbejde mellem S og DF, som det, der var mellem VKO i 00’erne, er en mulighed. I det scenarie vil Mette Frederiksen svømme i parlamentariske muligheder. Hun kan føre udenrigs- og finanspolitik med V og K, gennemføre udlændingestramninger med DF og styrke velfærden med venstrefløjen. Det er til at blive helt rundtosset af, og det bliver næppe heller så nemt, men socialdemokraterne har den fordel, at de kan falde tilbage til plan B: et fast samarbejde med de radikale. For som Mogens Lykketoft har sagt, så er det nok besværligt med De Radikale, men helt umuligt uden. I det scenarie skal De Radikale nok tage sig dyrt betalt for Socialdemokratiets troløshed, men det havde de givetvis gjort alligevel. Vil De Radikale vælte en Socialdemokratisk regering, der regerer uden om dem? Det vil være meget u-radikalt, men i så fald kan de stille sig op i køen ved siden af Enhedslisten og Alternativet, der efterhånden har truet Mette Frederiksen flere gange, end Anders Samuelsen har stillet ultimative krav.

Hvis Socialdemokratiet ender med at være afhængige af DF, vil det være den ultimative triumf for det parti, som Poul Nyrup i 1999 ikke mente, var stuerent. Så skal Politikens tegner Roald Als til at finde et andet motiv end “konen i muddergrøften”, når han afbilder folketingets formand Pia Kjærsgaard. Imidlertid skal man ikke lade sig forlede af, at DF på overfladen ser ud til at sidde med alle trumfkortene. Det er ikke ufarligt at balancere mellem blokkene.

DF har i Nye Borgerlige nemlig fået en konkurrent til højre, der politisk har lagt sig omkring der, hvor Fremskridtspartiet lå i gamle dage med en blanding af hård liberalisme og endnu hårdere udlændingepolitik. Den cocktail appellerer stadig til en del af DF’s vælgere, og de vil næppe se nådigt på et tættere forhold til Socialdemokratiet. Samtidig vil Venstre opsige ikke-angrebspagten med DF og gå benhårdt efter at generobre de sønderjyske vælgere. Det er sikrest at forblive i blå blok, men samtidig sympatiserer flertallet af DF’s vælgere med venstrefløjens fordelingspolitik. De vil ikke have nemt ved at forstå, hvad DF laver med de borgerlige partier, hvis Socialdemokraterne udbyder hele pakken med udbygget velfærd og stram udlændingepolitik. Samtidig har Martin Henriksen afholdt oplæg i DF’s bagland med en analyse, der viser, at når DF har indflydelse, er tallene for asyl og indvandring lave. Det skal få DF’s medlemmer til at acceptere et øget samarbejde med en ny S-regering.

DF kan drive det langt i begge retninger, men det kommer til at koste. Derfor er det mest realistiske, at partiet fedtspiller ved at forblive i blå blok men samtidig åbner op for at samarbejde med S. Det er i hvert fald, hvad socialdemokraterne håber.

 

DF kan drive det langt i begge retninger, men det kommer til at koste. Derfor er det mest realistiske, at partiet fedtspiller ved at forblive i blå blok men samtidig åbner op for at samarbejde med S
_______

 

Ida Aukens nye bog er et internt radikalt partsindlæg
De Radikale har med voksende frustration kunnet se deres gamle regeringspartner være på vild flugt fra Thorning-tidens politik. Mette Frederiksen vil til højre på udlændingeområdet og til venstre på økonomien, og begge dele fører Socialdemokratiet og De Radikale længere væk fra hinanden.

Morten Østergaard er bevidst om partiets dobbelt-image, som både nådesløse nedskærings-DJØF’ere og lallende naive, når det kommer til islam og indvandring. To positioner, der absolut ikke tiltaler vælgerne, men som nyder stor popularitet internt blandt medlemmerne. Her dyrkes en særlig form for martyr-myte, hvor det at være upopulær tolkes som bevis for, at man har ret. Radikale er lidt klogere end alle andre, og jo færre der kan se visdommen, desto mere koncentreret må klogskaben være blandt de særligt udvalgte.

Spørgsmålet er, om der alligevel er ved at ske en reorientering af De Radikales udlændingepolitik. Morten Østergaard tog i februar hele tre dage ud af sin kalender for at overnatte i Odense-bydelen Vollsmose og vendte hjem med den erkendelse, at De Radikale burde havde stemt for det bandeudspil, der alligevel blev vedtaget. Det er små skridt for et alment menneske, men at en radikal formand indrømmer fejl, er et stort skridt for dansk politik. I starten af april udkom så den tidligere SF-miljøminister, nu radikale MF’er, Ida Auken med bogen ”DANSK”, der indeholder et opråb til venstrefløjen om at stoppe berøringsangsten over for dansk kultur. I efterfølgende interviews er Ida Auken endda citeret for, at Dansk Folkeparti måske har haft ret i et og andet.

“DANSK” bliver mange steder læst som en tilnærmelse til Socialdemokratiets linje. Det er imidlertid at tage munden for fuld; selvom Ida Auken skriver i bogen, der er en grænse for, hvor mange flygtninge Danmark kan tage imod, så siger hun aldrig, hvor den grænse går. Men den må antages at ligge noget højere end det nuværende antal. Samtidig har De Radikale netop foreslået at uddele statsborgerskab pr. automatik til alle, der består folkeskolens afgangseksamen, hvilket Ida Auken må antages at støtte op om.

Aukens bog er først og fremmest et partsindlæg i en intern radikal debat mellem “brandesianerne” og Venstre-grundtvigianerne. En debat, der er lige så gammel som partiet selv. Her har storby-akademikerne været inspireret af de kulturradikale Brandes-brødre og disses fjendskab mod religion og nationalisme, mens husmændene i provinsen abonnerede på en socialt bevidst variant af Grundtvigs folkelige kristendom og dannelsesidealer. Der er ikke mange husmænd tilbage i Det Radikale Venstre, men der er til gengæld mange præster, og det er deres linje, Ida Auken forfægter.

Ikke desto mindre er der også radikale, der opfatter brandesianeren Zenia Stampe som lige lovligt skinger, og som begynder at stresse over, at partiet risikerer at miste sin relevans i al overskuelig fremtid. Som en radikal vælger skrev på Facebook for nylig, så er tiden måske kommet til at omlægge kursen i retning af mere realisme, uden at det skulle opfattes som opportunisme. I radikal selvforståelse er det nemlig kun opportunisme, når andre partier ændrer holdning.

Opportunisme eller realisme. For de radikale medlemmer og politikere, der føler, at Morten Østergaard har malet sig selv for meget op i et hjørne, kan Aukens nye bog fungere som idekatalog. Her står, hvordan man kan tilnærme sig Socialdemokratiet uden at tabe for meget ideologisk ansigt.

Det er nemlig stadig muligt at klinke skårene, men spørgsmålet er, om ikke det skæbnefællesskab, S og R har delt i over hundrede år er ved at rinde ud. Velfærdsstaten blev skabt som resultat af en alliance mellem arbejderklassen og den veluddannede progressive middelklasse, men i dag vil de respektive partiers vælgere i stik modsatte retninger. Det betyder, at en af parterne må bøje sig. I Thorning-tiden var det Socialdemokraterne, og det var bestemt ikke nogen vælgersucces. Derfor bliver det spændende at se, om en ny S-DF-akse kan fravriste De Radikale deres gamle magtposition. ■

 

Velfærdsstaten blev skabt som resultat af en alliance mellem arbejderklassen og den veluddannede progressive middelklasse, men i dag vil de respektive partiers vælgere i stik modsatte retninger
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?