28.05.2018

To forhenværende topministre har skrevet hver deres debatbog om tidens store udfordringer: Indvandring, ulighed og miljøødelæggelse. Til trods for forskelligt ideologisk udgangspunkt er de enige om at definere problemerne – og deres omfang. Til gengæld kniber med at komme med troværdige løsninger.

Af Niels Jespersen

“Vi står i lort til halsen”. Sådan indleder tidligere udenrigsminister og konservativ Nestor, Per Stig Møller, sin debatbog “De fire isbjerge” og tilføjer, at nu kan det ifølge pessimisten ikke blive værre, hvortil optimisten vil indvende, at det kan det sagtens. Så er tonen sat. Skulle der være nogen tvivl som bogens overordnede budskab tilføjes dernæst W.B. Yeats berømte ord fra 1921, om hvordan ‘de værste mennesker er fulde af selvsikkerhed, mens de bedste mangler overbevisning’. Bogen er begavet, velskrevet – og den fremtid, den opremser, er alt andet end lys.

Møller opremser fire isbjerge som vi, Danmark og Europa, er på kollisionskurs med. Der er tale om demografien, økonomien, økologien og demokratiet. Adskilte problemer, men som alligevel hænger sammen: Klimaproblemer og dårlige økonomiske fremtidsudsigter sender millioner af mennesker af sted mod Europa, hvor de tynger budgetterne og på relativt kort tid radikalt vil forandre kontinentets befolknignssammensætning. I processen vil de ødelægge eller i hvert fald redefinere demokratiet. Enten fordi indvandrerne ikke værdsætter de liberale værdier eller fordi europæerne stemmer højreekstremister til magten i et forsøg på at fastholde Europas etniske og religiøse egenart.

 

Møller opremser fire isbjerge som vi, Danmark og Europa, er på kollisionskurs med. Der er tale om demografien, økonomien, økologien og demokratiet. Adskilte problemer, men som alligevel hænger sammen
_______

 

De fire isbjerge arbejder med begrebet “historiens hjul”, der betegner de helt store tendenser i verdenshistorien. I år 1000 var Europa et udkantsområde og den islamiske civilisation ekspanderede i alle retninger. I 1500-tallet blev muslimerne bremset i øst, mens europæerne stod til søs mod vest og underlagde sig den nye verden. Derefter vendte opmærksomheden mod de gamle riger i Indien og Kina. I starten af forrige århundrede herskede Europa over verden. Så ramte hybris i form at to verdenskrige og nu drejer hjulet den modsatte vej: Kina og Indien er på vej op. Europa er træt og gammelt og har mistet evnen og lysten til at reproducere sig, mens Mellemøsten og Afrika er fyldt med dysfunktionelle samfund, vrede unge mænd og kvinder, der får mange børn.

Der er muligvis tale om en vel reduktionistisk tilgang til komplekse begivenheder, men Per Stigs overblik er overlegent og de udfordringer han opremser alt for virkelige. I år 2050 vil muslimer udgøre mellem 11 og 14 pct. af den danske befolkning. I Frankrig og England vil der være tale om cirka 17 pct., mens hver femte svensker til den tid vil have rødder i den muslimske verden. Det er ikke noget problem i sig selv, at folk er muslimer, hvilket forfatteren da også flere gange påpeger, men med mindre der sker noget drastisk med den måde, integrationen foregår på i dag, så kan man gange de nuværende problemer op med faktor tre. Når man tænker på, hvor svært Danmark har ved at rumme den nuværende minoritet på en lille halv million indvandrere fra ikke-vestlige lande, så virker tallene helt uoverskuelige.

 

Det er ikke noget problem i sig selv, at folk er muslimer, hvilket forfatteren da også flere gange påpeger, men med mindre der sker noget drastisk med den måde, integrationen foregår på i dag, så kan man gange de nuværende problemer op med faktor tre
_______

 

Som forfatteren skriver: “Hvis vi vil bevare dette folk og land, må vi således begrænse indvandringen til, hvad vi kulturelt og integrationsmæssigt kan kapere. Vi har set og ved, at integrationen kan lykkes. Vi har fremragende muslimer i vore byråd og i Folketinget. Vi har andengenerationsindvandrere på vore universiteter, på hospitalerne, på advokatkontorerne, i kulturen, idrætten og erhvervslivet. De fleste er godt integreret, ligesom de franske huguenotter og de østeuropæiske jøder er blevet. Der er ingen forskel på dem og de danskere, der kan tælle deres danske aner endnu flere generationer tilbage. Men dengang kom de ikke i så store mængder, som tilfældet er i dag og vil blive i fremtiden. Kan vi undgå det? Kan vi klare det?”.

Man mærker håb, men ikke megen overbevisning i Per Stig Møllers spørgsmål. I det hele taget fungerer hans argumenter bedst, når han ser mest dystert på fremtiden. Og som om at det hele ikke kunne være nok, så kan man også tilføje et ekspansionistisk Rusland med samme strategiske ambition som for 300 år siden: Uhindret adgang til Østersøen og Sortehavet. Per Stig er ikke, som det ellers bliver mere og mere udbredt på højrefløjen, benovet over Putin.

Som politiker og (social)konservativ intellektuel har Per Stig Møller altid haft et anstrengt forhold til højrefløjens liberalistiske og nationalkonservative ideologer. Denne gruppe ideologer husker stadig, hvordan Møller tilbage i 1969 skrev en kronik med titlen “Da Adam Smith mødte Mao” om, hvordan konservative kunne lære af den kinesiske kollektivisme. Senere skrev han i antologien “Utopi og virkelighed” fra 1973 lidt for pænt om partnerbytte, hvilket er haram blandt rettroende konservative. Også “De fire isbjerge” er godt og grundigt ude af trit med det borgerlige Danmark, hvis regering for tiden forsøger at liste en topskattelettelse, forklædt som en lempelse af arveafgiften, igennem Folketinget. Møller går imod privatiseringer af offentlig infrastruktur og kritiserer “plutokraterne”, der har “bragt sig uden for demokratiets rækkevidde med deres enorme, transnationale virksomheder, der betaler skatten dér, hvor den er lavest eller slet ingen skat er”. Det bliver dog ved den moralske fordømmelse. Per Stig Møller har ingen bud på, hvordan vi får de superrige til at dele deres velstand med os andre.

 

Også “De fire isbjerge” er godt og grundigt ude af trit med det borgerlige Danmark, hvis regering for tiden forsøger at liste en topskattelettelse, forklædt som en lempelse af arveafgiften, igennem Folketinget
_______

 

Henrik Sass-Larsen peger i mange retninger
En forhenværende minister, der også har fået nok af elitens grådighed og fejlslagne privatiseringer, og som frygter konsekvenserne af indvandringen. Det er Møller – og det er den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass-Larsen, der netop er udkommet med “EXODUS – En ny vej for centrum-venstre”.

Det er nemt at trække på smilebåndet over den noget pompøse titel på en ret kortfattet tryksag, samt de joviale formuleringer såsom “skøre privatiseringer”. Den slags er forfatteren givetvis ophøjet ligeglad med. Sass-Larsen har ikke meget tilovers for kritikere, og nu har han altså sat sig for at genrejse centrum-venstre, som er “gået fra at være samfundsbærende og definerende til at være irrelevante for borgerne”. Sass-Larsen har set, hvordan fordums magtfulde socialdemokratiske partier er styrtet i grus over hele Europa. Enten er de udslettede som i Holland, Frankrig og Grækenland, eller også understøtter de servilt en højreplatform som i Tyskland. De eneste, der kan fremvise en smule fremgang, er Jeremy Corbyns britiske Labour, og dem vil Sass-Larsen for alt i verden ikke vide noget af: “Fortidens marxistiske spøgelser er ikke et genbesøg værd”.


Sass-Larsen kommer ikke i mål med at anvise en vej ud af krisen for centrum-venstre. Til det er hans bog for rodet og stikker i for mange retninger. Ikke desto mindre rammer han plet på flere områder: At den nuværende asylpolitik er uholdbar – også selv om regeringen hævder det modsatte – er åbenlyst rigtigt, og det bør Socialdemokratiet for alt i verden holde fast i. Forslaget om legalisering af narko er modigt og visionært. Erkendelsen af, at Socialdemokratiet er nødt til at forsvare samfundskontrakten mellem klasserne og være til for lønmodtagerne, burde være banal for en socialdemokrat, men det er alligevel godt at blive mindet om det.

 

Sass-Larsen kommer ikke i mål med at anvise en vej ud af krisen for centrum-venstre. Til det er hans bog for rodet og stikker i for mange retninger. Ikke desto mindre rammer han plet på flere områder
_______

 

Til gengæld er andre af forslagene mere kuriøse. Sass-Larsen foreslår økonomiske sanktioner mod medier, der spreder løgnehistorier – fake news. Hvem, der skal vurdere mellem sandhed og løgn, står hen i det uvisse. Ser man på Storbritannien, der under Tony Blair indførte nogle af de skrappeste medielove, så er der ikke meget at glæde sig til. England er i dag med klummeskribenten Nick Cohens ord “Europas Saudi-Arabien, når det kommer til ytringsfrihed”, hvor dem med de dyreste advokater kan lukke munden på pressen.

Sass’ kritik af medierne har fået meget opmærksomhed. Ikke overraskende. Det, Sass-Larsen begår, kan bedst betegnes som trolling, hvilket er internet-slang for drille-mobning, der har til formål at få ofret helt op i det røde felt. Trolling virker bedst over for særligt selvhøjtidelige mennesker, og det er svært af finde nogen, der lever bedre op til det prædikat end journalister (det skulle måske være os debattører). Hvor de fleste andre politikere skal slide og slæbe og komme med de underligste udmeldinger for at fange mediernes opmærksomhed, så kan Sass-Larsen tiltrække mikrofoner med et fingerknips. Da han brugte en masse af sit partis penge på interviews med journalisten Reimar Bo, stod medie-danmark på den anden ende i forargelse. “Luder-journalistik” råbte de, for hvad nu hvis en vælger uforvarende forvildede sig ind på Socialdemokratiets hjemmeside og troede, at der var tale om ægte journalistik? Mette Frederiksen kunne ubemærket have tømt sit skab for samtlige skeletter den dag. I stedet fik hele Danmark at høre om Reimar Bos interviews, der rigtig nok var aldeles tandløse, men heller ikke værre, end noget der sagtens kunne være blevet sendt på både DR og TV2. Da Sass-Larsen lod vide, at han kun ville lade sig interviewe en gang i kvartalet, var fanden atter løs. Det var jo selve respekten for den fjerde statsmagt der stod for fald. Imens sad halvdelen af Folketingets medlemmer og drømte om at få lov at give et interview om året. Sass-Larsen er den badboy, der ikke kan charmeres, og det kan pressen slet ikke få nok af.

 

Mette Frederiksen kunne ubemærket have tømt sit skab for samtlige skeletter den dag. I stedet fik hele Danmark at høre om Reimar Bos interviews, der rigtig nok var aldeles tandløse, men heller ikke værre, end noget der sagtens kunne være blevet sendt på både DR og TV2
_______

 

Sass-Larsen foreslår derudover, at Israel skal optages i EU og NATO. Det virker ikke særligt gennemtænkt. Hvorfor skulle Israel overhovedet ønske at forpligte sig over for et militært impotent Europa? Og vil Sass-Larsen blande Danmark ind i endnu en mellemøstlig krig, hvis Israel og Iranerne ryger i totterne på hinanden?

Der er mange gode takter i EXODUS. Problemet er, at man har svært ved for alvor at tro på, hvad Sass-Larsen siger. Under finanskrisen, da staten gik ind og holdte hånden under den finansielle sektor og dermed påtog sig risikoen, mens gevinsten tilfaldt aktionærerne, kaldte Sass-Larsen det “danmarkshistoriens bedst organiserede tyveri af skatteydernes penge”. Da han så i 2013 blev erhvervsminister, faldt han ned som et lam med ordene “jeg har for længst blødt op over for bankerne”.

Man kan håbe, det bliver anderledes, næste gang Socialdemokratiet sidder ved magten, men Sass-Larsen kommer ikke med nogen garantier for, at en kommende Mette Frederiksen-regering ikke vil fortsætte den samme privatiserings- og liberaliseringskurs, som Nyrup og Thorning gjorde. Jeg ville i hvert fald ikke sælge mine bankaktier i frygt for en socialdemokratisk valgsejr.

 

Sass-Larsen kommer ikke med nogen garantier for, at en kommende Mette Frederiksen-regering ikke vil fortsætte den samme privatiserings- og liberaliseringskurs, som Nyrup og Thorning gjorde. Jeg ville i hvert fald ikke sælge mine bankaktier i frygt for en socialdemokratisk valgsejr
_______

 

Rådvilde
Per Stig Møller og Henrik Sass-Larsen er begge toppolitikere fra det geled, der står lige bag statsministerkandidaterne. De har begge været i spillet i årtier. Alligevel fremstår de begge underligt magtesløse og rådvilde i mødet med fremtidens trusler. Møller er den analytisk skarpeste af de to, men han er også helt og aldeles resigneret. Hans bog er en advarsel og et stille håb om, at nogle andre vil handle. Sass-Larsen er mere resolut og kampklar, men han forsøger ikke at forstå eller forklare, hvorfor penge-aristokratiet ikke længere har brug for den sociale stabilitet, velfærdsstaten tilbød. Hans modsvar er også noget spagfærdigt. Hvor fordums sosser mobiliserede millioner af arbejdere til klassekamp, så foreslår Sass-Larsen en certificeringsordning for virksomheder, der lever op til nogle CSR (corporate social responsibility) regler om aflønning af topdirektører.

 

Per Stig Møller og Henrik Sass-Larsen er begge toppolitikere fra det geled, der står lige bag statsministerkandidaterne. De har begge været i spillet i årtier. Alligevel fremstår de begge underligt magtesløse og rådvilde i mødet med fremtidens trusler
_______

 

De liberale demokratier har hidtil været verdenshistoriens ubetingede vindere, men her få årtier efter murens fald ligner vi verdens syge mænd. Vi har svært ved at håndtere ulighed og klimaforandringer, og vi har hverken viljen eller evnen til at håndhæve vores grænser. Frem for at inspirere til sammenhold bidrager de mørke skyer i horisonten blot til splittelse. Per Stig Møller og Henrik Sass-Larsen forsøger begge, med varierende ambitionsniveau, at imødegå den udvikling og forsvare politik som en kollektiv løsning på fælles problemer. Selv om de ikke kommer i mål, så så skal de i hvert fald roses for at gøre forsøget. ■

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Per Stig Møller (th) og Henrik Sass-Larsen (tv) [begge fotos: Scanpix]

Læse mere af Niels Jespersen her:

Niels Jespersen: Socialdemokrater raser over A4-kunst, men hvor er deres egne kulturpolitiske visioner?

Niels Jespersen: Glem forargelsen. Hvor er alternativet til Støjbergs strammerlinje?

Niels Jespersen svarer Rungby, Andsbjerg og Garder: Ved at grave sig ned i obskur teori svigter venstrefløjen sin historiske mission

Niels Jespersen: Vil Mette Frederiksen alliere sig med Dansk Folkeparti som statsminister efter næste valg?

Niels Jespersen: Den største trussel mod den danske model er uansvarlige politikere