24.02.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

En af landets førende religionssociologer afviser eksistensen af parallelsamfund med den bizarre begrundelse, at han ikke selv har forsket i emnet. Men fravær af bevis ikke bevis på fravær. Mellemøstlige og muslimske parallelsamfund findes og hvis forskere nægter at forholde sig til det, hvad bidrager de så egentligt med?

Kommentar af Niels Jespersen

Parallelsamfund er noget, politikerne har opfundet.
Dén opsigtsvækkende udmelding kommer fra lektor Brian Arly Jacobsen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. I et interview på Videnskab.dk udtaler han: “Vi ved reelt ikke, om der findes parallelsamfund i Danmark. Jeg er ikke stødt på det i min forskning, og jeg kender ikke til forskning eller undersøgelser, som viser det”.

Her fristes man til at sige: “Så gå dog uden for en dør, menneske!”. I Jacobsens tilfælde behøver han muligvis kun at kigge ned ad gangen på sit eget fakultet for at få øje på et parallelsamfund. Det er i hvert fald påfaldende, hvordan store dele af den akademiske verden i praksis er ubrugelige, når det kommer til emner som flygtninge, indvandring, integration og islam.

Nuvel, det er ikke fair at bruge en enkelt forsker til at dømme et helt fag, og der foregår givetvis en masse lødig vidensproduktion på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, men samtidig tyder noget på, at forskerverdenen har adskillige blinde vinkler.

 

[Noget tyder] på, at forskerverdenen har adskillige blinde vinkler
_______

 

Det indtryk får man i hvert fald, hvis man hører forskningschef ved Raul Wallenberg Instituttet i Lund, Thomas Gammeltoft-Hansen. Både i Weekendavisen og i DR2 Deadline har han beskrevet et fagligt miljø, hvor man først og fremmest ser sig selv som forsvarer af flygtninge og indvandreres rettigheder. Uanset hvor sympatisk og menneskeligt det kan være, så fremmer det ikke god videnskabelig praksis, og det risikerer ifølge Gammeltoft-Hansen at undermimere den faglige troværdighed, når man bevidst lukker øjnene for konsekvenserne af en liberal integration og asylpolitik.

Fravær af bevis er ikke bevis på fravær
Brian Arly Jacobsen, der forsker i moskéers magt og religionens plads i den offentlige debat, er kritisk over for konklusionen i en ny rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor det fremgår, at 28.000 familier af ikke-vestlig oprindelse lever i parallelsamfund. Jacobsen mener ikke, at man kan konkludere, at folk lever i et parallelsamfund, blot fordi de bor i et område, hvor mange er af ikke-vestlig oprindelse.

Der er valide indvendinger imod den metode, hvorpå regeringen definerer en ghetto. Kriterierne er politisk bestemte, så de på den ene side sikrer, at tallet er højt nok til, at der er tale om et politisk problem, men samtidig ikke så høje, at der kommer så mange ghettoer, at det bliver uoverskueligt dyrt at gøre noget ved.

Men som enhver god forsker ved, så er fraværet af bevis ikke det samme som bevis på fravær. Parallelsamfund eksisterer. Jeg har selv været medlem af et par stykker af dem. Fx som soldat, hvor vi i den grad havde vores egne normer og værdier. Christiania er et andet oplagt eksempel på et parallelsamfund. Og i Politiken gav Enhedslistens bygge- og teknikborgmester Ninna Hedeager Olsen for nyligt udtryk for, at de rige bor i parallelsamfund.

På samme måde er det åbenlyst, at der findes mellemøstlige og muslimske parallelsamfund. Det behøver man blot gå fem minutter ud i virkeligheden for at se. Fx på Nørrebro, hvor jeg selv bor. Har man ikke lyst til det, så er der heldigvis også masser af litteratur at blive klog på. Ahmad Mahmoud har skrevet om sin opvækst i Askerød. Yahya Hassan om at være ung i Trillegården i Aarhus, og Ahmed Akkari har i sin bog Min afsked med islamismen beskrevet, hvordan han selv som ledende imam var med til at opbygge et mindre forretningsimperium af islamistiske friskoler og fupforeninger.

Derudover er der Moskeerne bag sløret, Kvinde kend din plads og talrige andre dokumentarer. Og så er der de forhold, at tilstrømningen til muslimske friskoler eksploderer på trods af de horrible forhold, der jævnligt afsløres; at børn sendes på genopdragelsesrejser, fordi de er blevet for danske; at muslimske unge udsættes for social kontrol – jeg kunne blive ved.

Hertil er svaret fra eksperter som Jacobsen, at eftersom vi ikke har forsket i de emner, så findes det ikke. Derved ender han uforvarende med at rette den hårdeste kritik af sit eget fag og virke, for hvordan kan det være, at når resten af samfundet nærmest ikke har lavet andet end at diskutere integration og indvandring de sidste 20-30 år, så findes der stadig eksperter og forskere, der hverken ser, hører eller siger noget?

 

Hvordan kan det være, at når resten af samfundet nærmest ikke har lavet andet end at diskutere integration og indvandring de sidste 20-30 år, så findes der stadig eksperter og forskere, der hverken ser, hører eller siger noget?
_______

 

Jeg har tidligere lidt provokerende skrevet: Stil dig ned ved pølsevognen og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Den analyse, du får præsenteret, vil oftest være mere solid og sanddruelig end den, der kommer fra mange eksperter.

Problemet i dag er bare, at vi mere end nogensinde før har brug for højt kvalificeret forskning i integration og indvandring. Hvis eksperterne ikke kan levere, så må vi stille spørgsmålet: Ved vi reelt om der forskes i disse emner? ■

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Vollsmose [foto: Michael Bager/Scanpix]