04.09.2018

Selv om tilnærmelserne til Mette Frederiksen løber med opmærksomheden, så er plan A for Dansk Folkeparti stadig en blå valgsejr. Genvinder Lars Løkke magten ved næste folketingsvalg, vil DF for første gang i partiets historie gå i regering.

Kronik af Niels Jespersen

ÉN PROCENT: Så lille er oppositionens føring ifølge Berlingskes vægtede gennemsnit af meningsmålinger. Her står A, B, F, Ø og Å til at få 50,4 pct. af stemmerne ved det kommende folketingsvalg, mens regeringspartierne samt DF og småpartierne Nye Borgerlige og Kristendemokraterne ligger på 49,6 pct.

Rød blok har et par skjulte trumfer i form af nordatlantiske mandater og en spærregrænse, der stadig kan ramme Pernille Vermund, men det ændrer ikke på, at stillingen under et år fra næste valg må betegnes som tæt på dødt løb. Med udsigt til gaveregn på finansloven og fortsat kaos i “blokken, der tidligere var kendt som rød”, er der ingen grund til at betvivle, at Lars Løkke kan lave endnu et af sine berømte comebacks og vinde valget for det borgerlige Danmark.

 

Med udsigt til gaveregn på finansloven og fortsat kaos i “blokken, der tidligere var kendt som rød”, er der ingen grund til at betvivle, at Lars Løkke kan lave endnu et af sine berømte comebacks og vinde valget for det borgerlige Danmark
_______

 

Sker det, vil den største forandring være, at opkomlingerne i Liberal Alliance bliver sparket ud i kulden, mens Dansk Folkeparti indtræder som en markant tungere regeringspartner til Venstre. I DF ser man helst en V-DF-regering, men De Konservative kan muligvis få lov at blive, hvis de ikke gør for meget væsen af sig selv: Her er et bud på de ministerier, DF vil indtage efter en borgerlig valgsejr.

Indenrigs- og Økonomiminister Kristian Thulesen-Dahl
I rangordenen lige efter Statsministeren kommer Thulesen-Dahl til at sidde i et stærkt oprustet Indenrigs- og Økonomiministerium. Her skal man holde styr på økonomien men også have musklerne til at lægge arm med den finansminister, man påtænker at overlade til Venstre. DF har intet problem med en arbejdsdeling, hvor den store regeringspartner får lov at kræve pengene ind, som så kan bruges i de DF-styrede ministerier. Samtidig vil Thulesen-Dahl sikre, at Socialdemokraterne lukkes ind i flere aftaler og forlig. Hvor Venstre havde det gamle arbejderparti som hovedmodstander og hele tiden forsøgte at lokke De Radikale til at forråde sin gamle alliancepartner, er det stik modsat med DF: At isolere og i sidste ende ødelægge De Radikale er et af partiets strategiske hovedmål.

 

Hvor Venstre havde det gamle arbejderparti som hovedmodstander og hele tiden forsøgte at lokke De Radikale til at forråde sin gamle alliancepartner, er det stik modsat med DF: At isolere og i sidste ende ødelægge De Radikale er et af partiets strategiske hovedmål
_______

 

Uddannelsesminister Marie Krarup
Den iltre forsvarsordførers efternavn har i DF nogenlunde samme tyngde, som “Ellemann”, “Hækkerup” og “Auken” har i andre partier. Hun er en skarp og dygtig debattør, selv om hendes selvkontrol og dømmekraft ikke altid stråler klarest. Hun er dog belæst og veluddannet og står for en kundskabslinje, som er populær i hele det borgerlige Danmark. Ellers er hun værd at holde øje med som spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i juni 2019.

Socialminister Karin Nødgaard
Socialministerposten er en af de vigtige ministerposter for DF, der gerne vil sælge sig selv som det sociale korrektiv til Venstres liberalisme. Socialordføreren Nødgaard er rutineret, men ligesom mange andre i DF’s Folketingsgruppes andet geled er hun ikke er nogen stor billetsælger. Det vurderes dog, at hun vil kunne løfte opgaven og – med flere velfærdsmilliarder i ryggen – agere regeringens sociale samvittighed.

Sundhedsminister Liselott Blixt
Sundhed er et af de andre tungtvejende områder for DF, der er bevidste om, at de behøver flere mærkesager end udlændingepolitikken. Sundhed er vigtigt og bliver kun vigtigere i takt med, at befolkningen aldres. Det er også her, der for alvor skal bruges penge, og dem vil DF meget gerne stå for at dele ud. Blixt er en hårdtarbejdende og stabil politiker der vurderes at være godt inde i sit stof. Et must i et ministerie der byder på masser af møgsager. Og som kun blive endnu farligere, hvis regionerne nedlægges som lynafleder imellem borgerne og Christiansborg.

Forsvarsminister Søren Espersen
Forsvaret er endnu et af de områder, DF gerne vil løfte, og det må gerne inkludere værnepligtige, lokale kaserner, soldaterkammerater og flådens friske fyre. Alt det, som eksperterne og generalerne afviser, men som vælgerne elsker. Espersen er ikke i samme grad som Venstre-forsvarsministrene tilhænger af militære eventyr. Til gengæld vil han sende verbale bredsider mod rigets fjender og muslimske lande i almindelighed. Espersen er en af DF’s skarpeste og mest drevne retorikere. Han vil være i stand til at bruge Forsvarsministeriet (der i fredstid ellers mest forvalter kaserner og køber grej) som en talerstol til at rejse værdidebatter. Han skal nok blive en hovedpine for en liberal eller konservativ udenrigsminister, hvilket passer DF fortrinligt.

 

[Søren Espersen] vil være i stand til at bruge Forsvarsministeriet (der i fredstid ellers mest forvalter kaserner og køber grej) som en talerstol til at rejse værdidebatter. Han skal nok blive en hovedpine for en liberal eller konservativ udenrigsminister, hvilket passer DF fortrinligt
_______

 

Skatteminister René Christensen
I DF synes man sådan set, at Karsten Lauritzen har gjort det godt, men René Christensen er en dygtig politiker med et stort vælgerpotentiale og flair for tal. Han er så højt på strå i partiet, at han skal have et ministerie, og her er skatteministeriet det mest oplagte.

Justitsminister Peter Skaarup
Da DF er villig til at give både Finansministeriet og Udenrigsministeriet fra sig, vil partiet kunne vælge frit på de mellemste hylder. Det sikreste bud på et DF-ministerium er således den mangeårige retsordfører Peter Skaarup som justitsminister. Han er en del af partiets absolutte inderkreds og kender sit stof. Han vurderes at være i stand til at tage slagsmålet med ministeriets jurister, der af DF anses for at være arrogante og fodslæbende, når det kommer til at finde vilje og vej til at udfordre de internationale konventioner, der står i vejen for væsentlige dele af DF’s politik.

Kulturminister Alex Ahrendtsen
DF vil tilføre kulturen midler, men det bliver ikke til alle former for kultur. I Roskilde kan de godt begynde at måle op til et nyt vikingeskibsmuseum. Til gengæld kommer venstresnoede kunstnere og forfattere til at pive over manglende bevillinger, hvilket er et mål i sig selv. Alex Ahrendtsen er trods sit rygte en uhyre begavet og dygtig herre, der nok skal forstå at bruge posten til at føre kulturkamp. Som kulturminister kommer han til at praktisere et amputeret armslængdeprincip. Der bliver meget kort vej fra ministerens skrivebord til udbetalingerne af støttemidler.

Integrationsminister: Inger Støjberg
Hvad så med integrationen? Her er DF bevidste om, at de trods årtiers fokus på udlændingepolitikken, ikke har meget andet på hylderne end symbolpolitik. Sandheden er den, at mange DF’ere reelt har mistet troen på, at integration er muligt. Den muslimske majoritet vurderes at være så langt fra danske værdier, at de aldrig kan blive en del af det nationale fællesskab. Derfor er DF mere optagede af at stoppe tilstrømningen. Derudover har man i DF svært ved at se, hvad man skulle kunne byde ind med, som Venstres absolutte hardliner ikke vil kunne levere. Endeligt vil DF gerne have en arena for overbudspolitik, hvor de forstsat kan sidde og kræve ind uden at blive afkrævet besværlige svar på, hvordan og hvorledes det skal kunne lade sig gøre.

 

Sandheden er den, at mange DF’ere reelt har mistet troen på, at integration er muligt. Den muslimske majoritet vurderes at være så langt fra danske værdier, at de aldrig kan blive en del af det nationale fællesskab
_______

 

MINISTERLISTEN TAGER udgangspunkt i et valgresultat, hvor Venstre og DF får nogenlunde lige mange stemmer. Bliver DF markant mindre end Venstre, ryger der nogle ministerposter. Skal De Konservative med, stryges der yderligere en ministerpost, men DF vil som udgangspunkt lade det være Venstres hovedpine at finde plads til Søren Pape og hans lille hird. Den tilgang vil være kendetegnende for forholdet til Venstre: Så længe DF kan se fordelen i alliancen, skal man nok stå last og brast. Til en vis grad i hvert fald. Men hvis situationen ændrer sig, har man ingen sentimentale følelser. DF føler ikke noget ansvar for det borgerlige Danmark eller borgerlige mærkesager.

En udfordring er Liberal Alliance, der uden for regering vil stå klar til at tilbagebetale 10 års ydmygelser med renter, og som vil elske at henrette DF-ministre på stribe. DF’s plan er at spise LA af med en stor skattelettelse i begyndelsen af regeringsperioden. Fx lettelser af topskatten eller billigere biler som også DF’s vælgere er glade for. Derefter skal der sættes røde linjer for LA. Tager de for mange DF-skalpe, udløser det et valg, som DF vurderer, man bedre vil kunne overleve end LA. Hakkeordenen i blå blok forbliver den samme.

En regeringsdeltagelse kommer til at støvsuge DF’s folketingsgruppe for talenter og driftssikre politikere. Derfor bliver en række DF’ere trods potentiale holdt tilbage i partiet. Det drejer sig fx om Martin Henriksen og Morten Marinus, der begge har ministerpotentiale, men som skal tage posterne som henholdsvis gruppeformand og politisk ordfører. Et andet bud på en politisk ordfører er Morten Messerschmidt, der trods MELD og FELD og sine klammerier med EU’s antisvindelenhed, OLAF, stadig er et af partiets stærkeste kort.

DF ER KLAR OVER udfordringerne ved at gå fra yderfløjsparti til regeringsparti. De selvsamme politikere, som før stod på en ølkasse og krævede resolut handling, vil skulle tage ansvar for systemets træghed. Justitsminister Peter Skaarup kommer til at stå for rullende kameraer og forklare, hvorfor man ikke bare kan udvise kriminelle udlændinge, men må overholde alskens konventioner. Omvendt er der ingen vej uden om: DF bliver nødt til at finde flere strenge at slå på – sundhed, integration, kultur og uddannelse. Håbet er, at man kan brede paletten ud til at handle om mere end udlændinge og samtidig fastholde et valgresultat på over 15 pct., samt vinde 3-5 borgmesterposter ved næste kommunalvalg. Konsolidere partiorganisationen og professionalisere rådgivningsapparatet, så det kan matche embedsværket. Ambitiøse mål, men som flere har bemærket, er det ved at være sidste udkald for DF’s nuværende ledelse: Hvis de skal prøve at køre i ministerbiler, skal det til at være nu. ■

 

Justitsminister Peter Skaarup kommer til at stå for rullende kameraer og forklare, hvorfor man ikke bare kan udvise kriminelle udlændinge, men må overholde alskens konventioner. Omvendt er der ingen vej uden om: DF bliver nødt til at finde flere strenge at slå på
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister