29.10.2018

Valget af Franciska Rosenkilde som ny kulturborgmester kom oven på et kaotisk forløb, hvor Niko Grünfeld trak sig selv og sit parti igennem en række pinagtige sager om kontorindretning og cv-fusk. Grünfelds genvordigheder udstiller Alternativets akilleshæl, for det er svært at leve op til idealerne. Også for partiets egne politikere.

Af Niels Jespersen

Der var spænding til det sidste om, hvem der løb med posten som Alternativets nye kulturborgmester i København, men efter stemmeoptælling og en halv times blød jazz-musik stod resultatet klar: Ud af 2620 københavnske medlemmer blev der afgivet 189 stemmer, og Franciska Rosenkilde fik 97. På andenpladsen kom menneskerettighedsadvokat Kåre Trabjerg Smidt og til sidst Badar Shah.

På forhånd havde bestyrelsen i partiets lokalforening i København besluttet, at kandidaterne ikke måtte føre valgkamp på sociale medier eller udtale sig til pressen. Hensigten var at sikre kandidaterne lige meget opmærksomhed. Resultat blev, at det ikke rigtig stod klart, hvad forskellen på kandidaterne var. De ville alle gøre noget for kulturen og miljøet og alle andre af Alternativets mærkesager. Badar Shah lignede umiddelbart den oplagte favorit målt på antal likes på Facebook og stemmetal til kommunalvalget, men da det var medlemmerne og ikke vælgerne, der afgjorde afstemningen, vandt Franciska Rosenkilde. Hun havde det bedste netværk i partiet og er den af kandidaterne, der står Niko Grünfeld og dermed partiledelsen nærmest. Således er der næppe lagt op til nogen politisk nyorientering for Alternativet på Københavns Rådhus.

Rosenkildes første opgave bliver at rydde op og samle den københavnske partiforening, der – viste forløbet med al tydelighed – stod alt andet end last og brast med sin politiske leder. Grünfeld var aldrig nogen succes som kulturborgmester, og da han endelig blev kendt for andet end at være ham, som skulkede fra den noget tungere, men også besværlige beskæftigelsesborgmesterpost, var det for overforbrug og pamperi. Det vides endnu ikke, hvad der skal blive af Nikos telefonboks og overdimensionerede stofpølse, som han havde indkøbt til borgmesterkontoret, men det er nok en god strategi, hvis Rosenkilde forsøger at gøre Alternativet kendt for andet end kammerateri og smagløs indretning.

Er det slemt, hvad Grünfeld har gjort? Nej. Der er ikke tale om noget stort beløb. I hvert fald ikke efter de andre røde københavner-partiers standard. Ritt Bjerregaard (S) brugte i 00’erne 850.000 kr. på at nyindrette sit overborgmesterkontor, og da Børne- og Ungdomsborgmesterposten gik fra Enhedslisten til SF i 2005, kostede det skatteyderne 3.4 mio. kr. til en totalrenovering af borgmesterkontoret. Grünfelds cv-historier er mere alvorlige, fordi de undergraver en politikers største aktiv: troværdigheden. Det er dog næppe sådan, at tusindvis af vælgere stemte på Grünfeld grundet hans opdigtede master-uddannelse, så det har ikke påvirket valgresultatet. Motivationen er snarere blot simpel forfængelighed. Problemet for Grünfeld var først og fremmest, at hans ord ikke hang sammen med hans handlinger. Man kan ikke tale om genbrug og cirkulær økonomi og så selv købe nyt. Så udtrykker man, at der findes et sæt regler for en selv og et andet for borgerne.

 

Problemet for Grünfeld var først og fremmest, at hans ord ikke hang sammen med hans handlinger. Man kan ikke tale om genbrug og cirkulær økonomi og så selv købe nyt
_______

 

Betyder det, at man skal være en helgen for at få lov at mene noget om klimaet? Nej, de fleste af os er jo også hyklere, der både bekymrer sig om ulighed og forurening, samtidig med at vi er glade for jordiske glæder. Problemet for Alternativet er, at partiets højstemte retorik er så langt fra den virkelighed, de formår at skabe for dem selv. Senest eksemplificeret ved MF’er Carolina Magdelene Maier, der i en video inviterer danskerne til at deltage i ”klimaudfordringen”, der handler om at halvere sit CO2-udslip – blandt andet ved at rejse mindre. Problemet er bare, at Maier, der efter eget udsagn ”ikke er nogen hellig ko”, har fløjet Jorden rundt fire gange på tre år, blandt andet på dykkerferier, der ifølge hende selv ”betyder enormt meget for mig”. Mon ikke også de fleste andre menneskers forbrug betyder enormt meget for dem?

Alternativet risikerer med sine dobbeltstandarter at erobre den pamper-etiket, der ellers historisk har klæbet til Socialdemokratiet. Sosserne var (og er) næppe værre (eller bedre) end deres politiske modstandere. Når man synger kampsange om sultens slavehær, ser det ikke godt ud, når man samtidig mæsker sig på borgernes regning. Alternativet er udfordret, fordi det som parti er vokset ud af kulturverdenen, og denne er i sagens natur temmelig indspist i et lille land som Danmark. Derfor ligner det kammerateri, når den forretningsgang, der kendetegner kulturverdenen, pludselig omsættes til politik, ligesom brugen af offentlige midler bliver mødt med en helt anden medieopmærksomhed, når det sker i politik og ikke i kulturverdenens jungle af tilskud og puljer.

Kanøfler medierne Alternativet?
Grünfelds fald kommer akkurat et år efter, at Anna Mee Allerslev (R) måtte trække sig som beskæftigelses- og integrationsborgmester. Dengang kom det frem, at hun havde brugt rådhussalen til sit private bryllup og derudover lidt for tæt med en af kommunens entreprenører. Mange af Allerslevs støtter var dengang bitre over, at medierne valgte at køre så hårdt på netop hende, når nu en venstrekvinde havde gjort sig skyldig i akkurat samme forseelse. Cecilia Lonning-Skovgaard (V) blev nemlig gift i samme sal i 2012. Samme situation gør sig i dag gældende, når alternativisterne påpeger, hvordan Inger Støjberg også tidligere har pyntet på sit CV.

Igennem den sidste uge har flere fremtrædende alternativister brugt sociale medier til at fremføre det synspunkt, at medierne er særligt kritiske over for dem. Det er en opfattelse, der bakkes op af forfatter og historiker Asser Amdisen, som er aktuel med bogen ”Nu vi taler om demokrati”. Han skriver i onlinetidsskriftet POV, at mediestormen mod systemkritikere altid er ekstrem stærk. Ifølge ham skyldes det, ”at de mennesker, som faktisk føler sig i centrum af den nu herskende politiske kultur, forsvarer deres egen position”. Således går medierne og de politiske modstandere ekstra hårdt efter at kanøfle Alternativet.

 

Det, der vælter en politiker, er nemlig ikke kritikken fra medierne og de politiske modstandere. I hvert fald ikke alene. Nederlaget kommer, når man internt i partiet begynder at ryste i bukserne
_______

 

Det er nok en fremstilling, de fleste toppolitikere, der har fået ørerne i medie-møllen, vil se på med skepsis. Mette Frederiksen fik en tur med sine børns privatskole, og så var der Thornings skattesag, samt Morten Messerschmidt der brød sammen, efter mediernes afsløring af fusk med EU-midler. Lars Løkke har flere skandaler bag sig end resten af Folketingets partiformænd tilsammen, og han står stadig. Det, der vælter en politiker, er nemlig ikke kritikken fra medierne og de politiske modstandere. I hvert fald ikke alene. Nederlaget kommer, når man internt i partiet begynder at ryste i bukserne, og den uheldige enten får en venlig henstilling fra de tunge drenge i toppen, eller de menige medlemmer begynder at skrive grimme ting på Facebook. Det var, hvad der skete for Grünfeld, der løbende er blevet undsagt af forpersonen for Storkreds København, Troels Christian Jakobsen. Allerslev gennemgik et lignende forløb, hvor en lokalformand trak sig i protest imod hendes ledelsesstil.

Sagen er nærmere den, at Alternativet er ved at blive et voksent parti i den forstand, at de ikke længere kan slippe af sted med gode hensigter alene. Som alle andre partier bliver de i tiltagende grad bedømt mere på, hvad de gør, frem for hvad de siger. Lige så længe alternativisterne kan snakke, når de kommer til hensigtserklæringer, lige så svært har de ved at dokumentere, hvad der rent faktisk er kommet ud af projektet. Tryllestøvet, der fik Alternativet til at flyve, er ved at drysse af.

Endelig kan det ikke udelukkes, at Alternativets politikere simpelthen er gjort at et blødere stof. Således træder Niko Grünfeld i sin formands fodspor. Uffe Elbæk gik i sin tid af som kulturminister efter at være blevet kritiseret for at have holdt for mange møder på sin mands arbejdsplads, AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet). Kort tid efter frikendte statsrevisorerne Elbæk, men da var det for sent. Der skal ikke nogen hård blæst til at vælte alternativisterne, og spørgsmålet er da også, om ikke Grünfeld kunne havde fortsat som politiker, hvis bare han selv og baglandet havde haft lidt mere is i maven.

Masseflugten fra Ønskeøen
Der er noget, der tyder på, at stamina er en mangelvare i Alternativet, for efterhånden er det halvdelen af den nuværende folketingsgruppe der ikke genopstiller. For nylig mangfoldighedsordfører Roger Matthisen, der i en mere uskyldig tidsalder gav den som DR’s calypsonisse. Jo jo, uden at det udløste et ramaskrig. Matthisen er kommet frem til, at han kan gøre en større forskel udenfor Christiansborg og dermed slutter han sig til gruppeformand René Gade, Ulla Sandbæk og Josephine Fock, der heller ikke genopstiller. Læg dertil Rasmus Nordqvist, der hellere vil sidde i Europa-Parlamentet end i Folketinget, og i går meddelte den forhenværende socialdemokrat Pernille Schnoor, at hun også stopper. Hun mener, der er skabt en stemning af, at Alternativet er lallende gøglere.

 

De afgående Å-politikere bør og skal roses for deres selvindsigt. Det kunne adskillige af Christiansborgs andre politikere lære noget af
_______

 

De afgående Å-politikere bør og skal roses for deres selvindsigt. Det kunne adskillige af Christiansborgs andre politikere lære noget af. Problemet er, at masseflugten underminerer den brændende platform, partiet forsøger at tale op. Hvis det vitterligt er sidste udkald for planeten, og vi kun har næste valgperiode til at bremse klimaforandringer, så kan de undre, at så mange af partiets kadrer smutter. Miljøsagen er ifølge Alternativets egen udlægning så vigtig, at rød blok skulle sprænges, og Elbæk udråbes til statsminister. Også selv om det risikerer at spille magten i hænderne på Lars Løkke. Åbenbart er den dog heller ikke mere vigtig, end at halvdelen af Alternativets folketingsgruppe hellere vil finde noget andet at lave efter næste valg.

Det er dog for tidligt at erklære Alternativet som værende ved at falde fra hinanden. Partiet er ikke, som mange ellers tror, drevet af glade amatører. Tværtimod er man lysår fra den dilettantiske amatørisme, der fx karakteriserede Ny Alliance, og som også prægede SF i forrige valgperiode. Uffe Elbæk er en af landets dygtigste kommunikatører, for han siger det, som kunderne gerne vil høre. Han er ekspert i at skabe hype om et brand, som man siger i reklamebranchen. At kommentatorer og politiske modstandere gør grin med flosklerne, er kun en fordel, for det får Alternativet til at fremstå som et reelt alternativ til resten af den kyniske politiske verden. Da Elbæk udråbte sig selv som statsministerkandidat, genererede han så megen opmærksomhed, at nedgangen i meningsmålingerne blev vendt, så Alternativet nu står til at holde valgresultatet. Der er selvfølgeligt grænser for, hvor mange kaniner Uffe kan hive op af hatten, men mon ikke han gemmer et par stykker til valgkampen?

Her og nu er Alternativet største udfordring, at partiet fortsat udelukkende er baseret på Elbæks karisma og netværk. Der er meget langt ned til næste lederemne. Som Grünfeld og Caroline Magdelene Maier viser, så har andet geled svært ved at få idealerne til at hænge sammen med deres egen politik. I hvert fald på en måde, hvor vælgerne kan forstå det. Men samtidig tikker uret: Alternativet har endnu til gode at vise, at man kan forvalte sine mandater med bedre resultat, end de partier man tog dem fra. Balladen om Grünfeld og Maier viser, at der er grænser for, hvor langt man kan komme med god vilje. Der skal snart noget mere konkret på bordet. Ellers skulle resten af Alternativets politikere, inklusive Elbæk, måske også overveje, om ikke de kunne gøre en bedre karriere udenfor Folketinget. ■

 

Her og nu er Alternativet største udfordring, at partiet fortsat udelukkende er baseret på Elbæks karisma og netværk. Der er meget langt ned til næste lederemne
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland