12.04.2018

Socialdemokratiets nyfundne respekt for den danske model klinger falskt, efter man i 2013 kørte lærerne over med statsdikterede arbejdstidsregler. Derfor er partiets nedtur i meningsmålingerne selvforskyldt. Problemet er bare, at selv om venstrefløjspartiernes linje er populær, så er den giftig for den danske model.

Kommentar af Niels Jespersen

TILBAGE I 1931 sang strejkende kulminearbejdere i Harlan County, Kentucky: ”Which Side Are You On?” til tonerne af en populær salme. Sangen blev senere indspillet af folkemusikerne Woody Guthrie og Pete Seeker og har siden været en af den amerikanske arbejderbevægelses stærkeste slagsange. I Harlan County var ingen neutrale. Man kunne enten være fagforeningsmand eller håndlanger for den brutale sherif, J.H. Blair.

Det samme spørgsmål bliver i disse dage rettet mod Mette Frederiksen (S): Hvilken side er du på? Står du med de offentligt ansatte i overenskomstforhandlingerne, eller holder du med regeringen og Sophie Løhde (V)?

Svaret burde ikke være svært for en rød socialdemokrat, for det er endda også ”det nemme svar”. Den folkelige sympati for de offentligt ansatte er massiv. Det har da også udløst støtte og kærlighedserklæringer fra flere partier, der prompte er blevet belønnet i meningsmålingerne. Anderledes er det med socialdemokraterne, der efter en periode med fremgang er slået tilbage til valgresultatet fra 2015. Hvad værre er: Der er næsten dødt løb mellem blokkene. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl lokker tusindvis af vælgere over midten ved at stille sig på lønmodtagernes side. En manøvre, der ironisk nok er Lars Løkkes bedste chance for at beholde regeringsmagten.

 

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl lokker tusindvis af vælgere over midten ved at stille sig på lønmodtagernes side
_______

 

Imens håber socialdemokraternes spindoktorer på, at alt den arbejdskampssnak snart hører op, så vi kan komme tilbage til at diskutere udlændinge og islam. Det er i sandhed nye tider, for det har ellers været sådan, at når danskerne diskuterede indvandring så gik højrefløjen frem, men med Socialdemokratiets nye udlændingeudspil ”Retfærdig og realistisk” har partiet større troværdighed og selvtillid på det område, end nogensinde før.

FOR NÅR DET kommer til de offentligt ansattes krav, er Mette Frederiksen og socialdemokraterne tavse. Ikke engang en lille støtteerklæring er det blevet til. Logikken i den socialdemokratiske ledelse er sådan, at jo mindre politikerne blander sig, jo bedre fungerer den danske model. Det er også rigtigt nok, men derved kommer de socialdemokratiske medlemmer af Kommunernes Landsforenings bestyrelse til at tegne partiet udadtil. Deres beslutning om at stemme for en omfattende lockout som svar på fagforeningernes strejkevarsel er blevet mødt med massiv vrede og kritik fra venstrefløjen. Her synger man den gamle kampsang om, hvordan socialdemokraterne har svigtet arbejderklassen, og aldrig har flere lyttet efter. Hvordan kan et parti, der hævder at repræsentere lønmodtagerne, opføre sig som arbejdsgivere?

Problemet med den tilgang er bare, at socialdemokraterne i de mange kommuner, hvor de har borgmesterposten, rent faktisk ER arbejdsgivere. Det er ikke en moralsk dom, men en banal konstatering. Havde Enhedslisten fået et endnu bedre kommunalvalg i november sidste år, så var partiets spidskandidat i København, Ninna Hedeager Olsen, som overborgmester blevet en af Danmarks største arbejdsgivere for over 40.000 kommunalt ansatte. Lockout har altid været modsvaret på strejker, og fratager man arbejdsgiverne det våben, er det lige så radikalt et indgreb i den danske model, som hvis man nægter fagforeningerne deres strejkeret.

SPØRGSMÅLET ER, om man på venstrefløjen overhovedet anerkender, at et parti kan repræsentere lønmodtagerne og på samme tid påtage sig rollen som arbejdsgivere? Det er ikke det indtryk, man får, når man hører kritikken, men det er et nemt standpunkt at indtage, når man ikke selv har den store indflydelse. SF og Enhedslisten har kun to af pladserne i KL’s bestyrelse med i alt 17 medlemmer. Alternativet har ingen. For hvad er egentligt konsekvensen, når man tager venstrefløjens holdning til sin logiske konklusion? Hvis venstrefløjens politikere per automatik skal holde med arbejdstagerne, vil det efterlade en forhandlingssituation med to personer på den ene side af forhandlingsbordet og ingen på den anden side. Og det udfordrer jo begrebet om forhandling, kan man mene.

 

Spørgsmålet er, om man på venstrefløjen overhovedet anerkender, at et parti kan repræsentere lønmodtagerne og på samme tid påtage sig rollen som arbejdsgivere?
_______

 

Det er ikke desto mindre, hvad man må formode, ville ske, hvis venstrefløjen og de Radikale fik flertallet i KL’s bestyrelse. Denne gang skal Socialdemokraterne nemlig ikke kun fægte til venstre. Efter at havde medvirket til at lægge både SF og Socialdemokratiet i benlås med dagpengeforringelser under Thorning-regeringen og efter selv at have stemt for indgrebet mod lærerne i 2013, står Morten Østergaard nu på barrikaden og svinger med fagforeningsfanen. Det er vist det, de Radikale kalder populisme, når andre partier gør det.

JEG HAR SELV været tillidsmand og siddet i en lønforhandling. I situationen mente jeg selvsagt ikke, at det var min opgave at holde igen, og havde modparten bare givet mig ret, så var jeg vendt tilbage til mine kollegaer med nogle gevaldige lønstigninger. Nok også større end virksomhedens økonomi kunne bære. Den begrænsning har de offentlige ansattes fagforeninger ikke, da det offentlige af gode grunde ikke sådan lige kan gå konkurs. Derfor er der i princippet ingen øvre grænse for, hvor meget de offentlige ansattes løn kan stige.

Det er naturligt at mange lønmodtagere forventer, at Mette Frederiksen bruger sin politiske styrke til at gavne deres sag. Så længe der er stemmer i at mene det, kan man heller ikke fortænke Folketingets mindre partier i at indtage den holdning. Problemet er bare, at man reelt kræver, at socialdemokraterne skal gøre det samme som i 2013: kortslutte forhandlingsprocessen og gennemtvinge et resultat ved lov. Det er ikke gratis, for hver gang lovgivningsvåbnet trækkes, får parterne mindre grund til at blive enige. Så kommer kampen til at handle om, hvem der kan vinde folkeviljen og på den måde lægge pres på politikerne.

 

Hver gang lovgivningsvåbnet trækkes, får parterne mindre grund til at blive enige
_______

 

Skulle Socialdemokratiet gentage manøvren fra 2013 – denne gang bare til lønmodtagernes gavn – ville det helt sikkert være populært, men på sigt vil det være giftigt for den danske model. Hvis overenskomstresultatet afhænger af mandatfordelingen i Folketinget og ikke arbejdsmarkedsparternes styrkepositioner, så er der ingen grund til at være medlem af en fagforening. Så kan man lige så godt stemme om lønnen i folketingssalen. Det er måske tillokkende lige nu, hvor der penge i statskassen og politisk velvilje, men så er det svært bagefter at kritisere en fremtidig borgerlig regering for at sænke lønningerne i krisetider.

Det vil bringe os godt på vej imod franske tilstande, hvor der ikke er noget incitament for lønmodtagerne eller arbejdsgivere til at organisere sig, og hvor det ikke er særligt tillokkende for hverken stat eller fagforeninger at tænke ud over de kortsigtede krav. Effekten bliver en dårligt organiseret arbejderklasse og et samfund, der konstant forstyrres af strejker og aktioner.

MENS VI hastigt nærmer os en storkonflikt, sidder mange socialdemokrater med deres sædvanlige vrede og bander over den uansvarlige venstrefløj, der denne gang er udvidet til også at omfatte R og DF. Men socialdemokraterne bærer selv skylden for, at det er så nemt for de andre partier at tage stik hjem på deres bekostning.

Det var Bjarne Corydon, der som en af sine første handlinger som finansminister oprettede Moderniseringsstyrelsen, der skulle fungere som et såkaldt ”udgiftpolitisk styringsredskab”. Det er teknokrat-snak for, at man skulle spare skattekroner ved at forringe de offentligt ansattes overenskomster. Det er tvivlsomt, om det er meget sparet, hvis vi skal ud i en ny konflikt hvert 3-4 år. Hvad der er værre for Socialdemokratiet, så er forhandlingerne nu så tæt på det politiske niveau, at det er umuligt for Mette Frederiksen at forklare sine vælgere, hvorfor hun som den eneste i Folketinget skal være neutral i konflikten. Det er altid besnærende for politikere at centralisere beslutningsprocessen, og ingen var gladere for at centralisere end Corydon og Thorning, men med indflydelse følger også ansvar, og det bider i dag Mette Frederiksen i røven. ■

 

Det er umuligt for Mette Frederiksen at forklare sine vælgere, hvorfor hun som den eneste i Folketinget skal være neutral i konflikten
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?