22.11.2018

Danmarks tredjestørste parti kæmper ikke bare med formandens ramponerede image. Det er blevet svært at holde sammen på Anders Foghs vælgerkoalition, der gjorde Venstre til 00’ernes dominerende parti. Selv hvis det lykkes at genvinde magten, så ændrer det ikke på, at det borgerlige Danmark er i splid med sig selv.

Af Niels Jespersen

Herning er Venstreland. Det kunne man forvisse sig om ved at gå en tur ned ad gågaden i weekenden, hvor 1500 venstrefolk med deres blå partijakker og keyhangers fyldte op i bybilledet. Men også til daglig er de gamle uld-jyders hjem højborg for Venstre. Mens partiet i resten af landet indkasserede et gevaldigt nederlag ved kommunalvalget, satte 55,6 pct. af vælgerne i Herning kryds ved V. De har også god grund til at være loyale i området, for det går godt. Byen er Vestjyllands økonomiske og politiske centrum. Her er man optaget af at bygge stort og tjene penge.

Herning er til gengæld ikke en by, der slår sig op på forloren autenticitet. En god aften lyder således: Aftensmaden indtages på Bones, der er en herninggensisk restaurent-kæde med amerikaner-tema. For 49 kr. ekstra er der fri salat- og softicebar. Bagefter tager man på Fox and Hounds, der er et herninggensisk bar-kæde med skotsk tema. Her kan man drikke øl af kander og hamre gajolshots til tonerne af Vollbeat og Big Fat Snake. Bånsvaar Madamme. Til gengæld er der ingen, der kigger skævt, hvis du dropper din Guinness til fordel for tilbuddet på tre Mokai til 100 kr. Mads Holger kaldte det ”Hernings-liberalisme” og fik sin champagne kørt ind med taxa fra København. Det var ikke ment som en ros, men betjeningen her er venlig, priserne rimelige, og byen har en imødekommenhed og ligefremhed, der er charmerende.

Da Venstre var størst, hvilket ikke er mange år siden, var partiet ligesom Herning. Ikke kulturelitens førstevalg, men et sted, der tiltrak flittige og snusfornuftige familiemennesker. Det konkrete Danmark. Dem, der laver noget, der kan sælges for rigtige penge, uden at staten behøver blande sig. Her er ikke mangfoldigt på storbymåden med masser af studerende, indvandrere og seksuelle minoriteter. Til gengæld er det et sted, hvor begrebet ”almindelige danskere” ikke er en kliché. De er her alle sammen, akademikerne og arbejdsmændene. De offentligt ansatte kvinder og mændene i fremstillingsindustrien. Herning er normcore.

Det er disse vælgere, Venstre igen skal have fat i for at fastholde magten. Der er ikke landbrugslobbyister, storfiskere og erhvervstyper i blå skjorter nok til at gøre partiet størst igen. Man er nødt til at appellere bredt – og her halter det. Det er værd at bemærke, at det imponerende kommunalvalgsresultat i Herning kom i hus, efter at borgmester Lars Krarup lagde maksimal afstand til regeringens politik. I dag spørger han sig selv, hvad han egentlig har fået ud af at støtte Løkke, og i hele Danmark har vælgerne tilsvarende svært ved at se fidusen i at stemme på Venstre.

Der er ikke landbrugslobbyister, storfiskere og erhvervstyper i blå skjorter nok til at gøre partiet størst igen. Man er nødt til at appellere bredt – og her halter det
_______

Partiet ligger i målingerne under katastrofe-valgresultatet fra 2015, der godt nok sikrede regeringsmagten, men som malede store dele af Jylland DF-gult. Dengang var det landbovælgerne, der svigtede, og regeringens forsøg på at vinde dem tilbage ved at udflytte offentlige institutioner har ikke hjulpet. Ej heller har milde gaver til landbruget kastet noget af sig. Til gengæld er byvælgerne begyndt at tjekke ud i stor stil.

Derfor skulle landsmødet have fungeret som rampe for Venstres nye urbane midterstil. Partiet skulle være grønnere og mere socialt. Ja, det var lige før, man havde fundet de røde faner frem med løfter om frihed og fællesskab. Det var kun ligheden, der manglede for at fuldende det socialdemokratiske mantra. Til gengæld blev der lovet masser af penge til velfærd, og der blev sagt mange ambitiøse, men ikke videre konkrete ord om klimaet. Den politiske ordfører, Britt Bager, var udset til at agere landsmødedronning som et ekko af den måde, hvorpå socialdemokraterne markedsførte Holbæks 25-årige borgmester Christina Krzyrosiak Hansen op til deres kongres.

Det var imidlertid ikke det, landsmødet kom til at handle om. De forsamlede journalister kunne hurtigt konstatere, at Inger Støjberg med sine udtalelser om sin vilje til at gå efter formandsposten, stjal hele mediebilledet. Det var en taknemmelig konstatering, for det var selvfølgelig de selvsamme journalister, der valgte at rette deres fulde opmærksomhed mod Støjberg. Hun gjorde dog heller ikke selv meget for at undgå deres opmærksomhed. Hele lørdagen stod en storsmilende Inger Støjberg og gav interview og henvendte sig til både vælger og journalister med træsko på. Hun er jo bare Inger, og det spillede hun bevidst på.

Måske overspillede hun. Hendes udtalelser vakte i hvert fald irritation. Næstformand Kristian Jensen mente, at ”der er ytringsfrihed i Danmark, og det må hun jo have tænkt over, at hun vil sige det nu”, mens Løkke var i tvivl om, hvorvidt ”hun har alderen og fysikken til det, når vi kommer helt derhen. For det er jo om mange år”. Uden det muntre tonefald, der ledsagede begge bemærkninger, fremstår de på skrift lige så underskudsagtige som Venstres hårdt prøvede formandskab. Der var ingen tvivl om, at de begge var rigtig sure over landsmødekapringen, som de dog begge bærer et ansvar for. Der var nemlig ikke meget andet at skrive om for journalisterne. Løkkes tale var træt og indholdsløs, mens Kristians Jensens tale havde retorisk overskud, men mest var henvendt til baglandet. Her var dommen til gengæld lige så hård: Støjberg fik skylden for snart sagt alt, der gik galt på landsmødet.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad Støjberg ellers skulle havde sagt. Havde hun entydigt sagt nej da hun blev stillet spørgsmålet om sine formandsambitioner, så havde hun modsagt sin hidtidige position, hvilket havde udløst en endnu større tsunami af spekulationer. Det var blevet tolket som et signal til resten af partiet om, at Løkke og Jensen bare kunne ordne tronfølgen i mindelighed uden at tage hensyn til hende eller hendes støtter. Hvis Støjberg har en seriøs formandskandidat i maven, så planlægger hun det langt ud i fremtiden. Kristian Jensen kan vise sig at være en overgangsfigur, hvis han ikke kan levere hverken magt eller fremgang i meningsmålingerne. Lige meget om Venstre vinder eller taber næste valg, så er ”gården”, han arver efter Løkke, i en udsat situation og politisk forgældet, efter at Løkke i årevis har trukket store personlige veksler på partiets troværdighed.

Det kan godt være, at Støjberg har skadet sine egne formandsambitioner – hvis de altså findes – men hun tager muligvis Kristian Jensen med sig i faldet. Siden opgøret med Løkke i kælderen i Odense i 2014 har Kristian Jensen kæmpet med et image som en politisk slapsvans. Det tegner ikke godt for hans gennemslagskraft, at Inger Støjberg med en enkelt udtalelse er i stand til helt at stjæle billedet på det landsmøde, der med stor sandsynlighed er Kristian Jensens sidste som næstformand. Her burde han stå urokkeligt fast som den uundgåelige tronfølger, men ser allerede slidt ud. Kristian Jensen ligner en sikker kommende formand, og han er modsat Lars Løkke reelt populær blandt Venstres medlemmer. Men en venstrehøvding, der ikke kan vinde valg, er som en kat, der ikke kan fange mus.

Spoler vi nogle år frem i tiden til efter et eventuelt valgnederlag i 2023, så kunne valget godt stå imellem Støjberg og den kometagtige Jakob Ellemann-Jensen. En måling fra TV2 i weekenden viste, at hvis man spørger danskerne, så vil de hverken have Kristian Jensen eller Inger Støjberg. De vil have Jakob Ellemann. Den dag, Jakob Ellemann-Jensen viser en mere sikker vej til magten, bliver han en dødsensfarlig udfordrer.

Spoler vi nogle år frem i tiden til efter et eventuelt valgnederlag i 2023, så kunne valget godt stå imellem Støjberg og den kometagtige Jakob Ellemann-Jensen
_______

Kampen om Venstres sjæl
Disse spekulationer er et vidnesbyrd om, at der i disse år kæmpes om Venstres sjæl. Skal partiet gå i en mere nationalliberal og socialkonservativ retning? Det er her, de borgerlige vælgere er. Eller skal man lade sig inspirere af en optimistisk liberal linje som den, der førte den franske præsident Macron til sejr? Jakob Ellemann-Jensen er alene i kraft af sit navn uløseligt knyttet til den sidste position. Der står frihed og fællesskab på landsmødebanerne, men politik handler om at prioritere, og det står ikke klart, hvordan Venstre prioriterer imellem de to positive værdier.

Hvem bærer ansvaret? Det gør den store nøler, Lars Løkke. Hans ledelsesstil er at balancere imellem de to yderpunkter i regeringen, nemlig Inger Støjberg og Kristian Jensen. På den måde fungerer han som en form for kontrolstav, der sikrer, at ingen fløj får for stor indflydelse, men samtidig er han med sit nøleri med til at forværre splittelsen og lade små konflikter vokse sig store. Værst så det ud under flygtningekrisen i 2015, hvor Løkke ikke kunne beslutte sig for, om han skulle lytte til Støjberg og lukke grænsen eller følge Kristian Jensens hensyn til forholdet til Tyskland. Resultatet var et ugelangt kaos og anarki ved de danske grænser. Løkke opererer bedst, når han ikke er tynget af for mange principper. Det giver et fleksibelt parti på den korte bane, men på længere sigt begynder manglen på retning at kunne mærkes. Det er fx snart Europa-Parlamentsvalg, men det er svært at bedømme, hvor partiets linje ligger. Man lader til at havde opgivet noget af sin EU-skepsis til de andre borgerlige partier, men hvad Venstre så vil med EU, står uklart. Løkke virker ligeglad. Hans interesse for det internationale spørgsmål stiger og daler i takt med mulighederne for at få et vellønnet internationalt aftægtsjob.

Den samme mangel på ideologisk fællesskab er med til at lamme hele blå blok. Som en spejling af Venstres fløje er der ufattelig langt fra Dansk Folkeparti til Liberal Alliance, der i regering har været akkurat den fiasko, som venstrestrategerne forudså, da de nægtede partiet adgang til regeringskontorerne efter valget i 2015. Hvor de konservative hverken gør fra eller til, så har LA’s regeringsdeltagelse ført til en handlingslammet regering, der vakler fra nederlag til nederlag og udskyder alle reformer.

Endnu er det mest ved spydighederne, men det er tydeligt, at der [i Venstre] varmes op til at give DF den helt store tur, hvis Thulesen-Dahl vælger at fuldbyrde romancen med Mette Frederiksen
_______

Så er der Dansk Folkeparti. Er de overhovedet borgerlige? Ikke hvis man spurgte til landsmødet i Herning, hvor Dansk Folkeparti var det parti, der næstefter sosserne modtog flest stikpiller. Endnu er det mest ved spydighederne, men det er tydeligt, at der varmes op til at give DF den helt store tur, hvis Thulesen-Dahl vælger at fuldbyrde romancen med Mette Frederiksen. Sker det, er det borgerlige Danmark i ruiner, og der kan gå årtier, før vi igen ser et levedygtigt regeringsalternativ til højre for midten. Som bogen ”Værdikæmperne – Slaget om danskernes sjæl” af Esben Schjørring og Michael Jannerup påpeger, så har Venstre siden 2001 forsømt ideudviklingen. Ved at afkoble den økonomiske politik og satse på den værdipolitiske dagsorden vandt Anders Fogh Rasmussen magten i 00’erne. Men det skete inden for velfærdsstatens rammer, og sådan led det klassisk liberale, borgerlige projekt kvælningsdøden. Danskerne har aldrig været gladere for at betale skat og har aldrig ønsket sig en større stat.

Det burde efterlade rum til andre partier, men det er svært at se, hvem der skal løfte opgaven. Liberal Alliance har vist sig at være lige så meget til fals for ministertaburetter som Venstre. De Konservative er som pandaer i fangenskab: Man kan ikke andet end håbe, at de en dag vil blive i stand til at reproducere sig selv og undgå at uddø. Opkomlingene i Ny Borgerlige består af en blond en-kvinde-hær med et følgeskab af lystløgnere og særlinge. Der er ikke andre end Venstre til at samle blå blok.

Løkke har stadig en god chance for at genvinde regeringsmagten. Økonomien er i topgear, og regeringens handlingslammelse har den utilsigtede, men velkomne effekt, at den ikke skræmmer de afgørende midtervælgere over i rød blok. Med Lars Løkke ved du, hvad du får, mens risikoen ved Mette Frederiksen er den klovnebil i form af den multifarvede blok, hun har i hælene, fyldt med alternativister, trotskister og radikalister i rullekraver. Det skal Venstre nok huske at minde vælgerne om i valgkampen. Til gengæld ser det sort ud for det borgerlige projekt. Man kan prøve at skifte LA ud med DF i regeringen. Så risikerer man bare, at Samuelsen bliver stålsat igen og begynder at fyre og ydmyge DF-ministre. Tak for sidst. En VLAK+DF-regering vil være stabil, men aldrig kunne enes om noget som helst.

Hvis Venstre taber valget, bliver der måske igen tid til refleksion over, hvilket parti man ønsker at være, og hvad der egentlig binder blå blok sammen. Det kunne passende være temaet for næste års landsmøde, når venstrefolkene om et år atter mødes i Herning. ■

Hvis Venstre taber valget, bliver der måske igen tid til refleksion over, hvilket parti man ønsker at være, og hvad der egentlig binder blå blok sammen
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Niels Jespersen (f. 1980) er medlem af Socialdemokratiet, tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Sammen med journalist Mikkel Andersson er han aktuel med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til Venstres landsmøde i Herning 17. november 2018 (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)