12.08.2018

De tre venstrefløjspartier går til valg med vidt forskellige strategier. Både for, hvordan de skal maksimere deres mandater, og hvordan de skal håndtere forholdet til S. Mette Frederiksen bør seriøst afsøge muligheden for et samarbejde med DF med henblik på at demontere Enhedslistens håndgranat.

Af Niels Jespersen, debattør og socialdemokrat

Under Thorning og Corydons ledelse brød tilliden mellem regeringen og dens støttepartier helt sammen med DONG-salg, lærerkonflikt og det efterfølgende valgnederlag. Denne gang er venstrefløjen opsat på, at det skal gå anderledes. Den er bare ikke enig om hvordan.

Venstrefløjens store udfordring – og rædselsscenarie – er muligheden for, at DF vil agere ’skygge-støtteparti’ for en smal socialdemokratisk regering. Thulesen Dahl kan stille i udsigt, at DF ikke vil vælte Mette Frederiksen, så længe en ny S-ledet regering fører en stram udlændingepolitik. Dvs. den udlændingepolitik, S-ledelsen helt oprigtigt ønsker at føre. Det er ganske vist helt og aldeles spekulativt på nuværende tidspunkt, hvilket også passer opportunisten Thulesen Dahl fremragende, fordi det giver ham et væld af udveje.

Et sådant parløb vil give god mening for begge parter. S kan slippe af med de irriterende ’yderste tosser’, som Nick Hækkerup kalder Enhedslisten og vel efterhånden også De Radikale. DF kan rykke endnu tættere på rollen som midterparti og sikre en stram udlændingepolitik.

Der er ganske vist stor risiko for hybris i at forestille sig en socialdemokratisk fremtid uden om De Radikale. Det gjorde Henrik Sass Larsen før valget i 2011, og han kom til at æde sine ord noget så eftertrykkeligt. Imidlertid er det en mulighed, Mette Frederiksen seriøst bør afsøge. Over hele Europa er socialdemokrater gået til valg på en liberal udlændingepolitik og en stram finanspolitik, og det er endt katastrofalt hver gang. De Radikales politik er simpelthen en møllesten om halsen på S. Der ingen vej udenom. Ida Aukens debatbog DANSK var ikke den tilnærmelse til S, som mange havde forventet. Tværtimod har R lovet automatisk statsborgerskab til alle, der består folkeskolens afgangseksamen. Går Mette Frederiksen til valg på det program, bliver hun aldrig statsminister. Derfor må hun se sig om efter alternative flertal – også selvom det forværrer forholdet til de faste støttepartier.

 

Tværtimod har R lovet automatisk statsborgerskab til alle, der består folkeskolens afgangseksamen. Går Mette Frederiksen til valg på det program, bliver hun aldrig statsminister. Derfor må hun se sig om efter alternative flertal
_______

 

Enhedslisten har afsikret den politiske håndgranat
Enhedslisten er på bare ti år gået fra at rode rundt omkring spærregrænsen til at blive et af de mest succesfulde venstrefløjspartier i Europa. Det er lykkedes at gøre op med det meste af den gamle leninistiske arv, og også den forstenede EU-modstand slår revner. Den gamle ’alt-eller-intet’- strategi, hvor partiet siger nej til blomsterbuketten, hvis blot den indeholder en enkelt tidsel, er også under pres, og der tales åbent om en lempelse af rotationsprincippet.

Der er faktisk ikke meget tilbage af det grundlag, de gamle bogstavsuppe-stifterpartier VS, DKP og SAP blev enige om tilbage i 1989. Ideologisk er Enhedslisten i dag meget tættere på resten af venstrefløjen og sådan set også S end nogen sinde før. Det har bare ikke ført til et bedre samarbejde. Tværtimod.

I EL er man traumatiseret af den behandling, man løbende modtog under forhandlingerne med Thorning-regeringen. Dengang førte amatørisme og mistro på begge sider til, at regeringen og Enhedslisten aldrig rigtig kunne lande et forlig. Der gik for lang tid med snak, og så kom Lars Løkke og underbød de røde mandater, som det skete med skattereformen i 2012. Sådan skal det ikke være denne gang, har Enhedslisten lovet sig selv. Derfor har partiet afsikret den håndgranat, der hedder ’mistillidsvotum’, som man febrilsk vifter foran Mette Frederiksen. Hvis S ikke holder sig inden for nogle endnu udefinerede røde linjer – og fra blåt forlig – så springer rød blok i luften.

Men det er nemmere at sætte røde linjer end forsvare dem. Enhedslistens håndgranat kan nemt gå af i hænderne på dem selv, for Mette Frederiksen vil aldrig kunne bøje sig for den slags metoder uden at virke svag. Har S først én gang accepteret Enhedslistens hals- og håndsret, så kan de lige så godt gøre Pernille Skipper til statsminister, for så vil Enhedslisten kunne true sig til hvad som helst, hver eneste gang de får chancen.

At man ikke skal fremsætte trusler, man ikke har modet til at føre ud i livet, lærte Liberal Alliance på den hårde måde sidste efterår. Enhedslisten-politikerne er sikre på, at de er mere stålsatte end Anders Samuelsen. Det er de nok også, men de skal stadig finde en måde, hvorpå de kan forklare vælgerne, at en stemme på Enhedslisten meget vel kan blive en stemme, der bringer blå blok tilbage til magten.

Desuden er det ikke ufarligt at give Enhedslistens uregerlige bagland muligheden for at begå affektdrab på det parlamentariske arbejde. De aktive medlemmer er meget optagede af partiets interne processer og vogter skinsygt over folketingsgruppens handlinger. Opstår kravet om mistillidsvotum til regeringen i baglandet, vil det sandsynligvis ske som et led i en intern disciplinering af ledelsen.

Derfor bør Enhedslisten nok diske op med nogle udspil, der kan fremsættes uden trusler. Sådan set kan Mette Frederiksen holde til mange af venstrefløjens ønsker, men på ét område har hun ikke råd til at give sig: udlændingepolitikken. Det vil være et løftebrud i samme kategori som Nyrups efterlønsreform i 1998. Den erkendelse er så småt ved være accepteret blandt Enhedslistens ledende kræfter, selvom man ikke siger det åbent. Til gengæld er det tvivlsomt, om baglandet ser lige så pragmatisk på sagen. Herfra vil kravet om at vælte regeringen lyde, hver gang S og DF laver en aftale. Det er her, en kommende S-DF-alliance skal stå sin prøve, for en ting er, at DF’erne lover at holde hånden under Mette Frederiksen. Noget andet er, om de faktisk gør det.

Hvordan skal Enhedslisten løse sit dilemma? Hvis partiet vil have indflydelse, må de præsentere nogle håndgribelige forslag, der ikke kun handler om udlændinge. Det har partiet her i foråret gjort i form af et valgkampsudspil med 100 forslag. Det meste får aldrig gang på jord, men der er også nogle punkter, hvor Mette Frederiksen godt kan give sig, og det gør hun klogt i, hvis stemningen mellem S og dets største støtteparti skal forbedres. Som de nyligt overståede overenskomstforhandlinger viste, så har Enhedslisten udviklet en retorik, der går rent ind blandt mange utilfredse socialdemokrater og fagforeningsaktivister. Den bliver kun mere højlydt, hvis S skal ligge i permanent krig med sit største støtteparti.

 

Som de nyligt overståede overenskomstforhandlinger viste, så har Enhedslisten udviklet en retorik, der går rent ind blandt mange utilfredse socialdemokrater og fagforeningsaktivister
_______

 

Pia Olsen Dyhr er lige så ambitiøs som Villy Søvndal
I SF håber man – som det eneste parti i rød blok – på et ’socialpolitisk flertal’ mellem S, DF og SF. Idéen er, at S vil lave de mest ubehagelige udlændingestramninger med DF, og at SF så kan hoppe til og stemme for flere penge til sociale formål samt give den rustrøde S-DF-alliance et grønt pift.
SF kan ikke tåle at stemme for hele pakken af udlændingestramninger, men reelt ligger formanden og store dele af ledelsen i SF på linje med Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye, når det kommer til at udvise kriminelle udlændinge og begrænse tilstrømningen til Danmark.

Valgmatematisk giver det såkaldte FOA-flertal (SF, DF, S) god mening, for det er realistisk, at det vil kunne mønstre 90 mandater efter næste valg. Det er også SF’ernes bedste middel til at opnå indflydelse. For selvom Dyhr ved enhver lejlighed bedyrer, at SF skam er regeringsduelige igen efter det kaotiske regeringsexit i 2013, er der ikke mange, der tror hende. Heller ikke internt i SF. Ikke desto mindre vil SF ikke være til at komme uden om, hvis FOA-flertallet bliver en realitet.

Den nuværende SF-top er nemlig ikke mindre ambitiøs end ledelsen under Villy Søvndal. Godt nok er partiet ikke i nærheden af samme vælgeropbakning som dengang – men til gengæld har den nye ledelse en mere realistisk analyse af, hvad partiets græsrødder kan acceptere.

Ikke desto mindre spiller SF-ledelsen højt spil med sine ønsker om et tættere samarbejde med en S-regering. Det er et historisk faktum, at SF’s popularitet har været omvendt proportionalt med partiets indflydelse. Hver gang SF er væltet ud af hængekøjen, er det endt mere eller mindre katastrofalt – se bare på episoderne under det røde kabinet i 1966-67, EU-forbeholdene 1992-93 (der åbnede op for Enhedslistens indtog i Folketinget) eller senest S-SF-R-regeringen i 2011-13. SF’erne kan med rette påpege, at vilkårene for at føre SF-politik var exceptionelt dårlige under Thorning, hvor De Radikale tromlede deres økonomiske politik igennem, men det ændrer ikke på, at SF’s berømte bagland har kronisk sart mave. SF’ere har det bedst med at kunne stemme for vindmøller og sociale puljer, men vil man magten for alvor, slipper man ikke for at tage ansvar for ting, der gør ondt på nogen. Dertil kommer, at SF – hvis partiet lægger ryg til et seriøst samarbejde med S og DF – også vil åbne sig for en sand trommeild fra både Enhedslisten og Alternativet.

 

Det er et historisk faktum, at SF’s popularitet har været omvendt proportionalt med partiets indflydelse
_______

 

For Alternativet er det sikrest bare at stemme nej
I Alternativet er luften ved at være gået af festballonen. Partiet hænger i meningsmålingerne. Man har fået det problem, som enhver organisation, der er baseret på en enkelt persons karisma, får. Når Uffe Elbæk ikke er der til at tale begejstringen op, står det lidt for klart, at det er nemmere at sige, at man vil gøre tingene på en ny måde, end rent faktisk at gøre det.

Det er ikke det store, der er kommet ud af de såkaldte politiske laboratorier (POLA’er), og resten af partiporteføljen af foretagender såsom forlag, avis og ’socioøkonomiske’ virksomheder er heller ikke blevet til så meget. Partikassen er i øvrigt tom. Og Elbæk kan ikke på samme måde som tidligere skabe opmærksomhed ved at udtale sig tvetydigt om, hvorvidt partiet støtter Mette Frederiksen som statsminister.

Elbæk vil efter eget udsagn trække sig i næste periode. Heldigvis for partiet er der tre nye profiler på banen. Rasmus Nordqvist ligner en kronprins, men man skal også holde øje med den politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier. Hun har den helt rigtige alternative profil, og hun er ambitiøs. Josephine Fock mangler gennemslagskraft i offentligheden, men hun har stor indflydelse internt i partiet. Måske hun kommer til at afgøre, hvem der afløser Elbæk?

Og trods dårlige meningsmålinger er det forhastet at sige, at Alternativet er i krise. Partiet har godt fat i sit eget segment og fik – trods historier om bollegynger og peniscollager – et flot kommunalvalg. Uffe Elbæk kan stadig komme i tanke om nye vilde forslag, der sætter Alternativet på mediedagsordenen, som man så det op til landsmødet. Problemet er, at medlemmerne efterhånden er begyndt at spørge, hvad der blev af forrige års vilde forslag – og hvad med forslagene før dem? Og kortslutter det egentlig ikke beslutningsprocessen i partiet, når formanden bare spiller ud med, hvad der passer ham? Visionsudspillet ’Det næste Danmark’, som Uffe Elbæk præsenterede på landsmødet, var skrevet helt uden medlemsinddragelse og afspejler topstyringen i partiet.

Der er imidlertid stadig masser af entusiasme i medlemsskaren – og Alternativet ER sandsynligvis stadig det sjoveste parti at være medlem af. I spidsen står nogle ferme kommunikatører, der giver vælgerne og medlemmerne en identitet og et selvbillede, der vedbliver med at være attraktivt for dem. Så betyder det mindre, at partiets mandater lige så godt kunne sidde på månen, når der skal tages beslutninger.

Den største udfordring? At holde sammen på partiet, hvis medlemsbase stikker i alle retninger. Det er fortsat uklart, hvad Alternativet mener om en lang række emner, og det gør det muligt for både hestevognskommunister og futurist-liberale at se sig selv i projektet. Skal Alternativet til at indgå i alt for konkret politikudvikling, risikerer man, at bukserne sprækker. Derfor er det sikrest at stemme nej og generelt gøre, som Enhedslisten gør. Alternativet vil aldrig på eget initiativ vælte en rød regering, men trækker Enhedslisten i snoren, så vil Alternativet sandsynligvis følge trop.

 

Det er fortsat uklart, hvad Alternativet mener om en lang række emner, og det gør det muligt for både hestevognskommunister og futurist-liberale at se sig selv i projektet
_______

 

Enhed skaber styrke – bare ikke på venstrefløjen
At have et godt forhold til venstrefløjen forudsætter en særlig tålmodighed og ydmyghed, der ikke falder naturligt for særligt mange socialdemokrater. Det gælder for Mette Frederiksen og i særdeleshed hendes væbner Henrik Sass Larsen. Skal det lykkes for Socialdemokratiet at regere i form af en levedygtig etpartiregering, kræver det en behændighed, som partiet ikke er vant til at udøve. De parlamentariske muligheder er til gengæld uendelige, og Mette Frederiksen vil kunne finde flertal i flere retninger. Det kræver ’bare’, at hun er i stand til at balancere imellem de enkelte partier og blokke.

De tre venstrefløjspartier går til valg med vidt forskellige strategier. Både for, hvordan de skal maksimere deres mandater, og hvordan de skal håndtere forholdet til S. Enhedslisten har valgt den konfrontatoriske linje. Det taktisk rigtige valg for Alternativet er at følge Enhedslisten – men smile, mens de gør det. Det efterlader SF, der trods det katastrofale regeringsforløb under Thorning ikke har mistet appetitten på magten. SF’s position giver S nogle muligheder, men det kræver også, at S er villige til at give SF synlige indrømmelser, så folkesocialisterne kan modstå kritikken om at ’sælge ud’.

For Mette Frederiksen er udfordringen hendes største støtteparti. Forholdet til Enhedslisten var elendigt under Thorning. Det er dårligt i dag oven på OK18, hvor Enhedslisten havde en fest med at kritisere socialdemokraterne, og det kan blive katastrofalt, hvis magten skifter. Faktisk tegner det til masser af ballade. Derfor bør Mette Frederiksen seriøst afsøge muligheden for et samarbejde med DF med henblik på at demontere Enhedslistens håndgranat. ■

 

Derfor bør Mette Frederiksen seriøst afsøge muligheden for et samarbejde med DF med henblik på at demontere Enhedslistens håndgranat
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne