21.08.2018

.

Oppositionen er i opløsning. Pludselig ligner Lars Løkke Rasmussen – på trods af alle sine skandaler – et stabilt alternativ til rød bloks klovnebil.

Kommentar af Niels Jespersen

MORTEN Østergaards kamikaze-kurs er det bedste, der er sket for Dansk Folkeparti, siden Nyrup erklærede, at de aldrig blev “stuerene”.

Lige meget hvad der bliver resultatet af næste valg, kommer Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl til at sidde i en drømmeposition. Han har én mand at takke: De Radikales formand Morten Østergaard.

Det bliver sandsynligvis konsekvensen af Østergaards nye ultimatum til Mette Frederiksen. Den Radikale leder krævede i aftes at S-lederen skriver under på at give De Radikale afgørende indflydelse efter næste valg. Ellers lover han aktivt at modarbejde, at Mette Frederiksen bliver statsminister.


Underskriver Mette Frederiksen sådan en håndfæstning, taber rød blok med garanti næste valg. Vælgerne er entydigt imod lempelser i udlændingepolitikken, og det er udlændingepolitikken, det hele handler om. Selv om Østergaard forsøger tale forskellene op på miljø- og Europa-politikken, så er der tale om småting, hvor S og R sagtens ville kunne mødes.


Med det radikale ultimatum har Mette Frederiksen kun én mulighed: At bede Thulesen Dahl agere garant for en kommende S-regering. En opgave, han nok skal tage sig betalt for. DF er altså sikret massiv indflydelse, selv hvis Frederiksen bliver statsminister.

 

Med det radikale ultimatum har Mette Frederiksen kun én mulighed: At bede Thulesen Dahl agere garant for en kommende S-regering
_______

 


For underskriver hun ikke håndfæstningen, uden at have DF’s stemmer bag sig, lover Østergaard at vælte hende ved først kommende lejlighed. Resultatet vil blive et nyvalg, der med stor sandsynlighed vil bringe et borgerligt flertal til magten. Hvorfor skulle vælgere betro rød blok en ny chance, når det samme bare vil ske igen og igen?


Alternativet til Mette Frederiksen er altså en V-DF regering – enten ved at Løkke genvinder sit flertal og fortsætter, eller ved at der bliver udskrevet nyvalg, som han så vinder.

Sker det, vil rød blok implodere i skænderier om hvem, der bærer skylden. Var det Socialdemokraterne, der ikke behandlede deres parlamentariske grundlag tilstrækkeligt hensynsfuldt? Eller var det Ø, Å og R, der blev ledet af uduelige fantaster? Partisoldaterne skal nok være beskæftigede. Alle andre må tage sig til hovedet.

Elbæk, Skipper og kampen for opmærksomheden
Det, vi i øjeblikket er vidner til, er et ræs mod trækronerne, der vækker mindelser om Anders Samuelsens (LA) ageren for et par år tilbage. Men hvor blå bloks træklatrere var begrænset til et eks-radikalt parti, så er det i rød blok ikke bare De Radikale, men samtlige støttepartier, med undtagelse af SF, der er på vej til tops. Uffe Elbæk fik forspringet, da han tilbage i juli udråbte sig selv til statsministerkandidat, men fik for nyligt følgeskab af Enhedslistens Pernille Skipper, der også vil være statsminister. Med hendes statsministerkandidatur er der flere partiledere i rød blok, der griber ud efter stillingen som regeringschef, end som vil agere støtteparti.

Det sker med floskler om, at nu kan vi endelig begynde at tale politik frem for bogstavkombinationer og blokke. Sandheden er, at vi – siden Elbæks statsministerudmelding – ikke har lavet andet end at diskutere mistillidsvotum, dronningerunder og partiernes interne positioner.

“Vores førsteprioritet er klart at danne en grøn, socialt progressiv regering til venstre for Socialdemokratiet. Det er det, vi går efter”, udtalte Pernille Skipper til Jyllands-Posten 15. august.

Problemet med Alternativets og Enhedslistens udmeldinger er ikke, at de vil påtage sig magten – det skal de roses for. Nej, problemet er, at statsministerkandidaturerne er så hamrende useriøse og ikke tjener andet formål end at skrabe lidt billig medieopmærksomhed til sig.

Det bedste eksempel på, hvor fjollet det er hele er, er den måde, hvorpå Uffe Elbæk allerede krabber sig væk fra sit valgløfte om at give Lars Løkke en ekstra chance for at fortsætte som statsminister. Nu vil han alligevel modsætte sig, at Løkke danner regering. Hvad har fået ham til at ændre holdning? Samtaler med DR’s politiske redaktør Uffe Tang, af alle mennesker.

Det er selvfølgeligt glædeligt for alle os, der ønsker en ny statsminister, men det er ærlig talt pinligt, at så væsentlig en beslutning ikke var tænkt igennem til sin konsekvens.

Elbæk leder efter en position, hvor hans udmeldinger er en ren sproglig øvelse, men han spiller højt spil. For Lars Løkke er en legendarisk comeback kid, der vil forstå at udnytte enhver åbning til at udmanøvrere amatøren Elbæk, så regeringen enten kan fortsætte eller der kan blive udskrevet nyvalg. Et valg, hvis tema vil være: At rød blok ikke magter at lede landet.

 

Lars Løkke er en legendarisk comeback kid, der vil forstå at udnytte enhver åbning til at udmanøvrere amatøren Elbæk, så regeringen enten kan fortsætte eller der kan blive udskrevet nyvalg. Et valg, hvis tema vil være: At rød blok ikke magter at lede landet
_______

 

Når valget kommer, er det mest sandsynlige scenarie dog stadig, at både Alternativets og Enhedslistens statsministerudmeldinger fremstår som mediestunts, der ikke tjente andet formål end den interne retorik-konkurrence om at vinde venstrefløjens apolitiske æstetikere. Dem, der er ligeglade med forskellen på S og V og som har det bedst med at være imod. Der vil blive flyttet et par mandater rundt på venstrefløjen, men det vil ikke ændre noget den virkelige verden. Den eneste effekt vil være at fremstille rød blok som et cirkus. Lars Løkke kunne ikke drømme om et bedre udgangspunkt for at genvinde magten. Han er den eneste vinder, for han vil med rette kunne angribe Mette Frederiksen for, ikke at have styr på sine egne tropper.

Elbæks celebrity-tilgang til politik
Lederskribenterne på både Politiken og Information roser Elbæk for at være den eneste, der tager klimaudfordringen alvorligt. Underforstået, at han derfor fortjener lang snor. Problemet er, at hans klimaudmeldinger ikke er andet end varm luft. Hvis man vil ændre noget politisk, så kræver det en lang, kedelig indsats om at bygge alliancer og alt det andet, som Alternativet ikke gider.

Elbæk har en celebrity-tilgang til politik. Den bedste parallel er band aid-sangerne, der skulle samle penge ind til Afrika i 80’erne, men som endte med at gøre mere skade end gavn, da en masse selvpromoverende kunstnere troede, de kunne løse dybe strukturelle problemer i et snuptag. For et halvt år siden ville Uffe Elbæk holde fri resten af livet. Nu vil han være statsminister uden at havde sat sig ind i, hvordan en dronningerunde fungerer. Det er ikke seriøst.

 

For et halvt år siden ville Uffe Elbæk holde fri resten af livet. Nu vil han være statsminister uden at havde sat sig ind i, hvordan en dronningerunde fungerer. Det er ikke seriøst
_______

 

Både Enhedslisten og Alternativet hævder, at det er medierne, der har fundet på, at der kun kan være to statsministerkandidater. Intet kunne være længere fra sandheden. Vi har et parlamentarisk demokrati, og det lægger nu engang nogle begrænsninger på, hvor mange realistiske kandidater der kan være, men det skyldes Grundloven og ikke en sammensværgelse af vanetænkende journalister og kommentator-typer. Tværtimod løber medierne bovlamt efter hver eneste udmelding, der smager bare lidt af konflikt. Når vi kommer tættere på valget, så melder Elbæk noget nyt og vildt ud, og så skriver medierne kilometervis af spalter om det – uden at spørge ind til, hvad der blev af alle de andre vilde udmeldinger. Så gør Enhedslisten det samme, for de skal i hvert fald ikke tabe stemmer til Alternativet, og så kører karrusellen endnu en omgang.

Det er selvfølgeligt alt sammen socialdemokraternes skyld, vil venstrefløjen mene. Det vil heller ikke være helt forkert, når man tænker på, hvad Thorning-regeringen udsatte sit parlamentariske grundlag for, men det er samtidig en fuldstændig ligegyldig diskussion, som vælgerne ikke kan bruge til noget som helst. Det centrale er, at både Alternativets og Enhedslistens statsministerambitioner er uden perspektiv.

For hvordan ville de to partier kunne forvalte regeringsmagten?

En Ø-forsvarsminister skulle opruste Danmark med nye kampfly og deltage i NATO-aktioner. En miljøminister fra Alternativet skulle ophæve fredningen af Amager Fælled, og kulturministeren privatisere TV2, hvis et flertal i Folketinget vedtog det. Hvem skulle stemme deres finanslove igennem? Skal EU-politikken laves med DF? Skal Alternativet kunne indgå kompromisser med Venstre, og kan Skipper overhovedet tage beslutninger, som ikke er godkendt af Enhedslistens hovedbestyrelse? At være statsminister betyder ikke, at man automatisk kan få gennemført sin politik. Det ved både Skipper og Elbæk, og derfor holder de deres vælgere for nar, når de foregiver andet.

En foræring til DF
Skipper sagde i nyhederne den 16. august, at der kun var smagsnuancer til forskel på S og højrefløjen. Virkeligheden er den, at var det ikke for Socialdemokratiets samarbejde med DF, så var pensionsalderen for den nedslidte arbejdsmand blevet hævet. Til gengæld havde han fået topskattelettelser. Enhedslisten er som sædvanligt leverandør i Folketingets reneste hænder, men partiet mangler at forklare, hvordan det kan hænge sammen, at venstrefløjen historisk altid indgår flere aftaler og finanslovsforlig med socialdemokratiske regeringer end med borgerlige?

 

Enhedslisten er som sædvanligt leverandør i Folketingets reneste hænder, men partiet mangler at forklare, hvordan det kan hænge sammen, at venstrefløjen historisk altid indgår flere aftaler og finanslovsforlig med socialdemokratiske regeringer end med borgerlige?
_______

 

For selvfølgelig er der forskel på røde og blå regeringer. Måske ikke så meget, som venstrefløjen og også mange socialdemokratiske vælgere kunne ønske sig, men den modsatte påstand er noget ævl.

Rød blok har kun en chance for at vinde magten, hvis der kan flyttes vælgere over midten. Det er simpel matematik. Imidlertid kommer hverken Ø, Å, R eller SF til at løfte den opgave. Enten vil de ikke – eller også kan de ikke.
Tilbage står Socialdemokraterne, der som de eneste har en realistisk chance for at gøre sig lækre for løsthængende borgerlige vælgere. Den strategi torpederes fuldstændig af Østergaard og hans venner, der vil tvinge S til at føre en udlændingepolitik, som kun 20 pct. af befolkningen samlet set bakker op om. Bliver det realiteten, kommer vælgerne til at straffe hele blokken. Dansk Folkeparti har altid været begavet med inkompetente modstandere, og står Østergaards ultimatum til troende, er der tale om en dumhed på niveau med Nyrups berømte “stuerene”-tale fra 1998, hvor det lykkedes den daværende statsminister at fremmedgøre sig selv fra sine egne kernevælgere.


Hvad bliver effekten af De Radikales kamikaze-kurs? Hvis det er fremtiden, at alverdens småpartier stiller op med ultimative krav og er parate til at udløse nyvalg, hvis de ikke får deres vilje, så er eneste alternativ, at de store folkepartier går sammen i en S-V-DF alliance. Regeres skal landet. Præcis dét er Thulesen Dahls store drøm. En dansk gro-ko (große koalition), der en gang for alle kan overflødiggøre det radikale parti. ■

 

Hvis det er fremtiden, at alverdens småpartier stiller op med ultimative krav og er parate til at udløse nyvalg, hvis de ikke får deres vilje, så er eneste alternativ, at de store folkepartier går sammen i en S-V-DF alliance. Regeres skal landet. Præcis dét er Thulesen Dahls store drøm
_______

 

Niels Jespersen (f. 1980) er socialdemokrat og tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og udlændingepolitik. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen-Dahl (DF), Morten Østergaard (RV) og Mette Frederiksen (S) [foto: Jens Wognsen/Scanpix]

Læs mere af Niels Jespersen her:

Niels Jespersen: Glem forargelsen. Hvor er alternativet til Støjbergs strammerlinje?

Niels Jespersen svarer Rungby, Andsbjerg og Garder: Ved at grave sig ned i obskur teori svigter venstrefløjen sin historiske mission

Niels Jespersen: Vil Mette Frederiksen alliere sig med Dansk Folkeparti som statsminister efter næste valg?

Niels Jespersen anmelder Per Stig Møller og Henrik Sass Larsen: To rådvilde mænd

Niels Jespersen: Den største trussel mod den danske model er uansvarlige politikere