13.12.2018

Der er gode grunde til at være kritisk over for dansk udlændinge- og asylpolitik, men at sammenligne den med Nazi-Tysklands industrialiserede massemord er ikke bare himmelråbende dumt, det er også decideret skamløst.

Af Niels Jespersen

SÅ SKAL VI diskutere nazikortet igen. Det er nemlig en tilbagevendende tradition, at en politiker eller kulturpersonlighed bliver så forarget over noget, regeringen og dens støtteparti har gjort eller sagt, at vedkommende drager en parallel til begivenhederne i Nazi-Tyskland. Tilsvarende forudsigeligt er det efterfølgende forargelsesbrøl over sammenligningen, hvorefter vittige hunde kan komme med meta-kommentarer om debatten om debatten.

Carolina Magdalene Maiers (Å) udtalelser til det canadiske medie CBC Radio er et eksempel på det første. Her fik hun sagt, at Danmark ”behandler migranter som en laverestående race”. Det er regeringens og Dansk Folkepartis ”særlovgivning”, deres forslag om en isoleret ø til kriminelle udlændinge og deres retorik, som ifølge Alternativ-politikeren ”vækker minder om 1930’ernes Tyskland”. Hun bakkes op af Uffe Elbæk (Å), der på sin facebookprofil skriver, at det var det at ”udpege specifikke grupper i samfundet som ’samfundsfjenden’, der var forudsætningen for fascismen i Italien og nazismen i Tyskland.”

MIN KOMMENTAR til de to alternativister falder i den anden kategori, for selv om jeg normalt befinder mig bedst blandt dem, der med let overlegenhed driver gæk med forargelse og tonehysteri, så er lige præcis nazisme-allegorier en af mine absolutte aversioner. Jeg vedkender, at de ofte foretages med den bedste intention og ud fra et oprigtigt ønske om at forhindre en gentagelse af fortidens rædsler. Jeg finder imidlertid sammenligningen dum, usmagelig og direkte kontraproduktiv.

 

Jeg vedkender, at [nazisme-allegorier] ofte foretages med den bedste intention og ud fra et oprigtigt ønske om at forhindre en gentagelse af fortidens rædsler. Jeg finder imidlertid sammenligningen dum, usmagelig og direkte kontraproduktiv
_______

 

For uanset hvor stærkt mindet om Anden Verdenskrig og holocaust står i vores bevidsthed, er sammenligningen mellem nutidens flygtninge og fortidens jøder noget værre sludder; når den fremføres af nutidens politikere og debattører, er der tale om intellektuel uhæderlighed.

En asylansøger får i Danmark stillet kost og logi til rådighed samt lommepenge. Efter en eventuel opholdstilladelse kommer overførselsindkomst, bolighjælp, ret til familiesammenføring, uddannelse, sundhedshjælp, børneinstitutioner og så videre. Nazisterne fratog jøderne al deres ejendom og lod dem betale for deres egen transport til dødslejrene, hvor de slog dem ihjel og tog deres tandguld, hår og tøj. Derudover kommer, at jøder for størstedelens vedkommende gjorde alt, hvad de kunne, for at flygte fra Tyskland og de besatte områder, mens flygtninge i Danmark har rejst gennem 5-8 sikre lande for at komme hertil.

Der er gode grunde til at være kritisk over dansk asylpolitik. Vi er fx med de sænkede ydelser for forsørgere dernede, hvor resultatet vil blive reel armod. Det er i min optik uværdigt for et samfund som det danske, at lade børn vokse op i fattigdom, men nazisme eller fascisme er det altså ikke.

HVAD SÅ MED det planlagte udrejsecenter på Lindholm? Er vi ikke her ude i noget ersatz KZ-lejr? Nej, Lindholm og de tyske lejre har det til fælles, at beboerne begge steder utvivlsomt helst ville opholde sig et andet sted, men her er atter en række afgørende forskelle. Fangerne i nazisternes lejre blev holdt indespærret med hegn, hunde og bevæbnede vagter, inden de blev myrdet, mens formålet med Lindholm faktisk er det modsatte: Nemlig at få beboerne til at forlade lejren, hvilket de til enhver tid kan gøre frivilligt. Sker det, vil de endda modtage hjælp til genbosætning fra den danske befolkning, hvis gæstfrihed de på det groveste har misbrugt. Husk at vi bla taler om mordere, voldtægtsmænd, terrorister, narkohandlere og krigsforbrydere.

Hvis man mener, at der er nogen meningsfuld sammenligning mellem behandlingen af afviste asylansøgere og datidens jøder, mangler man proportionssans. Man er enten groft uvidende om fortiden, eller også er man ligeglad og gør det blot for chokeffekten, men derved er man også med til at forringe dets værdi. Én ting er at sammenligne politiske modstandere med fascister. Det har til alle tider været en yndet beskæftigelse for skøre mennesker på den yderste venstrefløj og for nyligt også historieløse konservative. Endnu mere skamfuldt er, at man relativiserer nazismens forbrydelser og negligerer ofrenes lidelser, når man i ramme alvor sammenligner Danmarks behandling af flygtninge med Det Tredje Riges industrialiserede massemord.

 

Hvis man mener, at der er nogen meningsfuld sammenligning mellem behandlingen af afviste asylansøgere og datidens jøder, mangler man proportionssans
_______

 

Forlorenheden blandt dem, der spiller nazikortet, udstilles af deres egne manglende forholdsregler. Hvis et flertal af danske politikere rent faktisk var fascister, så var tiden ikke til demonstrationer og kronikker. Så var den til modstand. De fascistiske regimer faldt, fordi man dræbte adskillige millioner af deres indbyggere og lagde store dele af deres infrastruktur og byer i grus, gerne med atombomber, for så at hænge en stor del af de overlevende politiske ledere. Det skal ikke læses som en opfordring til en ny politisk strategi for Alternativet, blot som en illustration af, at man ikke engang selv tager sin politiske analyse seriøst.

BETYDER DET, at man aldrig må drage paralleller mellem nutidige politiske tiltag og fortidens autoritære regimer? Ingenlunde, som den liberale sociolog Dennis Nørmark skrev i Politiken: ”Hvis vi ikke tillader, at noget bliver kaldt nazisme, før det i skala og i ublu ondskab når op på siden af de totalitære regimers forbrydelser, har vi sat barren alt for lavt og alt for sent.” Der findes holdninger, der er så langt uden for skiven i et oplyst demokrati, at det må være legitimt at drage paralleller til Europas barbariske fortid. Et godt eksempel er Martin Henriksens (DF) forslag om, at grundloven ikke skal gælde for udlændinge. Et andet er Pernille Vermund (NB), der vil fratage muslimer mulighed for at opnå statsborgerskab. Altså en åbenlys diskrimination på baggrund af religion. På den yderste venstrefløj har man AFA. Et korps af voldsparate bøller der er direkte ud af Weimar-tiden. Der er ikke tale om nazisme i nogle af eksemplerne, for der mangler en folkemorderisk racistisk intention, men liberaldemokratisk er det ikke.

I sidste ende er det største problem med brugen af nazikortet, at det rent faktisk kan være med til at rehabilitere nazismen som politisk ideologi. For hvis et land som Danmark, der trods stramninger er i verdens absolutte superliga, når det kommer til behandlingen af flygtninge og etniske mindretal, tåler sammenligning med Nazi-Tyskland, så er den oplagte konklusion, at Nazi-Tyskland nok ikke var så slemt alligevel. I disse år oplever vi faktisk en genopblomstring af europæisk antisemitisme, bl.a. i Ungarn, hvor Viktor Orbán hetzer mod ”kosmopolitter” som filantropen og spekulanten George Soros. USA har med Alt-right bevægelsen fået sine egne hipster-nazister, der trods moderne og ironiske udtryksformer er akkurat lige så modbydelige som fortidens brunskjorter. Drager, som vi troede var besejret, rører atter på sig. De skal mødes med den samme foragt og de samme forholdsregler, som ægte nazister fortjener, så lad os holde krudtet tørt og anvende det med omtanke. ■

 

I sidste ende er det største problem med brugen af nazikortet, at det rent faktisk kan være med til at rehabilitere nazismen som politisk ideologi
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland