03.08.2018

DF er størst i blå blok men samarbejder med S, banker løs på LA og skallesmækker de liberale mærkesager ned. Partiet står stærkt. Men endnu har hverken S eller V nogensinde givet Thulesen Dahl kompetent modspil.

Af Niels Jespersen (kommentator, medlem af S)

Kunne den saglige talnørd Kristian Thulesen Dahl løfte arven, eller ville han gå i ét med resten af de gråmelerede, akademisk uddannede partiformænd fra de andre partier? Ville DF miste den direkte telefonlinje til folkedybet, der havde været partiets hovedstyrke siden stiftelsen i 1995? De spørgsmål stillede de politiske kommentatorer i 2012, hvor partistifter og “hele Danmarks hjemmehjælper” Pia Kjærsgaard gik af som formand.

Tre år efter overgik Thulesen Dahl alle forventninger, da han ved folketingsvalget i 2015 med 21,1 procent af stemmerne gjorde sit parti til det næststørste i folketinget og størst i blå blok. “Du ved, hvad vi står for” var det selvsikre budskab i partiets unikt layoutede valgmaterialer, der med photoshoppet golden retriver og familien Danmark-billeder bevidst eller ubevidst ramte en herlig amatør-fotograf æstetik, der fik DF til at stå ud fra mængden af polerede reklamesager.

Historien om Dansk Folkeparti er historien om partiet, der blev dømt ude, både af pressen og politiske modstandere, som endnu en misvækst på den uregerlige og anarkistiske højrefløj, men som viste sig at være den mest enestående succes i små hundrede års politisk danmarkshistorie. Ironisk nok skal vi tilbage til dannelsen af DF’s ærkefjender i Det Radikale Venstre i 1905 for at finde et fortilfælde på en politisk nydannelse, der i tilsvarende grad har ændret det politiske danmarkskort. Da Pia Kjærsgaard i 1998 skrev sine midtvejserindringer “Men udsigten er god” i 1998, mente hun tilsyneladende, at hun havde nået toppen. Dengang turde hun næppe – på trods af al den selvsikkerhed, hun også dengang mønstrede – håbe på, at hun en dag ville opnå rigets højeste ikke-royale post som folketingets formand. Foran statsministeren. Og at hendes parti ville blive størst i blå blok. Foran statsministeren.

 

Da Pia Kjærsgaard i 1998 skrev sine midtvejserindringer “Men udsigten er god” i 1998, mente hun tilsyneladende, at hun havde nået toppen
_______

 

Med under et år fra næste folketingsvalg står DF på kanten af sit gennembrud som magtparti i den kategori, der ellers har været forbeholdt de fire gamle “system-partier”: S, R, V og K. Som et parti, der selv udøver magten frem for at påvirke andres politik. I de kommende år kan DF både gå efter statsministerposten eller indtage de radikales gamle position som kongemager. Hvis partiet kan holde stemmetallet, kommer det på det lange stræk til at diktere den næste regerings politik – uanset navnet på statsministeren. Er der atter flertal bag Lars Løkke, så har DF magten til at sende LA ud i kredsløb, mens K muligvis kan komme på tålt ophold i en V-DF-regering. Vinder rød blok – eller rettere, de partier der i gamle dage betegnedes rød blok – så er Thulesen Dahl, takket være de Radikales Morten Østergaards mangel på strategiske evner, i en drømmeposition til at afkræve en socialdemokratisk mindretalsregering indrømmelser. Ifølge Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen, var det Morten Østergaards plan at frigøre dansk politik fra DF’s afgørende indflydelse. Men han endte i stedet med at bringe sit gamle regeringsbærende parti i en position, hvor ikke alene dansk politik, men også de Radikales egen skæbne nu afgøres af netop: Dansk Folkeparti.

For ved at kræve at en kommende socialdemokratisk regering, ja en hvilken som helst regering, “skal være uafhængig af Dansk Folkepartis mandater og deres politik”, sikrer Morten Østergaard, at det modsatte bliver det mest sandsynlige udfald. Hvordan det? Jo, Østergaard stiller sig i vejen for den socialdemokratiske strammerlinje på udlændingeområdet, som er selve årsagen til, at socialdemokraterne tror, at de har en chance for at vinde regeringsmagten. Samtidig afmonteres den ældgamle radikale trussel om at pege på en borgerlig statsminister – for det vil også bringe DF til magten. Resultatet er, at hverken S eller V kan bruge de Radikale til særlig meget. Omvendt kan Thulesen Dahl gøre en kommende socialdemokratisk regering afhængig af sine mandater og samtidig sende de Radikale helt derud på yderfløjen, hvor småpartier vedtager interne resolutioner og skændes med hinanden, uden at det får den fjerneste realpolitiske betydning. Som Gjertsen skriver: “Det ikke er op til Østergaard at afgøre udfaldet. Det er alene op til Kristian Thulesen Dahl. Lige nu sidder han med en guldbelagt taktstok i dansk politik, som han har fået foræret af ingen ringere end De Radikale.”

På overfladen sidder DF altså med alle fordelene og med et væld af muligheder. De kan blive i blå blok men fortsætte serie-utroskaben med socialdemokraterne. De kan også sætte ambitionsniveauet endnu højere og gå efter at blive statsministerpartiet i blå blok. Ikke efter næste valg, men på sigt, når der desuden sidder flere talenter i folketingsgruppen. For i DF er man bevidst om, at man har svært ved at tiltrække tilstrækkeligt mange kompetente kandidater til at fylde stemmesedlen ud. Der er for mange originaler som Karina Due, der kan tale med dyr og er genfødt indianerbarn, i folketingsgruppen til, at DF tør udtage alle talenterne til ministerposter.

 

DF kan blive i blå blok men fortsætte serie-utroskaben med socialdemokraterne. De kan også sætte ambitionsniveauet endnu højere og gå efter at blive statsministerpartiet i blå blok
_______

 

Tofrontskrigen
Men som alle fremgangsrige politiske bevægelser, og ikke så få feltherrer igennem historien har måttet erkende, så fører succes et væld af nye problemer med sig. Det vundne land kan hurtigt vise sig sværere at forsvare, end det var at erobre. Lige nu er det Messerschmidt-sagen, der trækker partiet ned i meningsmålingerne. Sagen stikker endda dybere end til blot Messerschmidt, for som DR-dokumentaren “DF og de skjulte bilag” viste, så er det hele DF’s EP-gruppe, der er sovset ind i den slags fiksfakserier og sætten-snablen-i-de-offentlige-kasser, som partiet ellers er gode til at beskylde alle andre for. Der spekuleres åbent i kommentatoriet om, hvorvidt Thulesen Dahl selv er fedtet ind i misæren. DF kan satse på, at deres vælgere er ligeglade og instinktivt holder med Messerschmidt mod EU. Det plejer at holde stik. Dog er der internt i partiet også irritation over Messerschmidt, der har anlagt en stejl linje over for EU’s svindel-efterforskningsenhed, OLAF, hvilket gør det besværligt at dysse sagen ned.

Men som den mangeårige DF-kender Erik Meier Carlsen påpeger, så er EU-orkanen OLAF ikke den mørkeste sky på DF’s horisont. Der er mere foruroligende, at valgsuccesen i 2015 har bragt DF på kollisionskurs med Venstre. Carlsen går så langt som til at kalde det en krise. Han mener, at DF har bragt sig i en situation, hvor partiet risikerer en tofrontskrig – både med Venstre, som partiet tager vælgere fra, men også med S, der er i færd med at elske DF til døde.

Socialdemokraternes rationale for S-DF-alliancen er, at den splitter blå blok og gør S mindre afhængigt af en venstrefløj, der virker mere optagede af at vælte Mette Frederiksen end Lars Løkke. Samtidig håber socialdemokraterne, at nogle af de mange indvandringsskeptiske velfærdstilhængere i DF’s rækker vil vende hjem, når de oplever, at Mette Frederiksen oprigtigt mener partiets nye strammerlinje. Hvis Thulesen Dahl stoler på hende, hvorfor skulle de så ikke også gøre det? Som Erik Meier Carlsen siger: “Det er en fantastisk risikabel sejlads, DF er ude på nu, og for mig tyder målingerne på, at de er ved at tabe vælgere på to fronter – både til Socialdemokratiet og de borgerlige partier”.

Dernæst skal DF – for første gang i partiets historie – forholde sig til en seriøs udfordrer fra højre i form af Pernille Vermunds Nye Borgerlige. Partiet, der med en cocktail af muslimskepsis og minimalstatsliberalisme, indtager cirka den samme position som Mogens Glistrups Fremskridtsparti gjorde i 90’erne.

Skrækscenariet for DF er at miste det nationalkonservative og antisocialistiske segment til NB, mens Mette Frederiksen samtidig lokker eksil-socialdemokrater tilbage i folden med udlændingestramninger og generøse velfærdsforbedringer. Spørger man højtstående DF’ere, så er truslen fra NB dog ikke noget, der for alvor holder parti-strategerne vågne om natten. Det er i hvert fald det selvsikre indtryk, de gerne vil give udadtil. I DF håber man, at NB kan fungere som lynafleder og opsamle de kværulanter og højreekstremister, som DF bruger anseelige ressourcer på at afluse egne rækker for. Logikken lyder, at man ikke har noget imod at miste 2-3 procentpoint til højre, hvis et tilsvarende antal vælgere kan skæres ud af Venstre eller Socialdemokraterne.

Men samtidig er der også DF’ere, der mener, at man har begået en fejltagelse ved at forsøge at tie Pernille Vermund ihjel i stedet for at angribe hende, mens hun stadig var relativt ukendt. Her bemærker man, hvordan Vermund ikke interesserede sig synderligt for indvandringen, før hun meldte sig ud af de Konservative, og at hun som ung arkitektstuderende designede ungdomsboliger til asylansøgere ud fra mistænkeligt humanistiske motiver.

 

Men samtidig er der også DF’ere, der mener, at man har begået en fejltagelse ved at forsøge at tie Pernille Vermund ihjel i stedet for at angribe hende, mens hun stadig var relativt ukendt
_______

 

Forholdet til de andre blå partier er elendigt
Dertil kommer forholdet til resten af blå blok, der er helt elendigt. Værst står det selvfølgeligt til med LA, der er endt som DF’ernes prügelknabe. Hvis LA siger op, så siger DF ned – og DF får sin vilje. DF minder om bøllen, der har haft en dårlig dag i skolen og går hjem og tæver lillebror. Til Thulesen Dahls forsvar kan det påpeges, at det er svært at forestille sig en mere irriterende lillebror end Anders Samuelsen, men det ændrer ikke på, at den efterhånden rituelle afstraffelse af LA er med til at gøre Lars Løkkes regering til en af de mest handlingslammede i nyere dansk historie.

Men som sagt er det forholdet til Venstre, der er den største udfordring. I V giver man entydigt DF skylden for alle blå bloks genvordigheder. En udbredt holdning i det borgerlige Danmark, som når Berlingske på lederplads mener, at “Dansk Folkepartis upålidelighed forhindrer politiske resultater”. Det er også noget, der får Socialdemokratiet til at spidse ører. For hvis Thulesen Dahl er så upålidelig, som venstrefolkene hævder, så ser en eventuel kommende socialdemokratisk solo-regering straks mere vakkelvorn ud.

I Venstre er man af den opfattelse, at Thulesen Dahls vælgere primært er borgerlige, således at der er grænser for, hvad DF-vælgere vil finde sig i, når det gælder samarbejde med Socialdemokraterne. Den analyse ignorerer imidlertid, at DF’s vælgere samtidig er imod størstedelen af de reformer, som Venstre og LA ønsker at gennemføre. Og i DF er man tværtimod af den opfattelse, at den eneste årsag til, at Lars Løkke overhovedet har en chance for at genvinde magten, er, at partiet har blokeret for alle Løkke og Samuelsens jubelliberalistiske projekter, der med sikkerhed ville havde skubbet alle midtervælgerne i favnen på Mette Frederiksen.

DF’erne anser Lars Løkkes manglende popularitet for at være helt og aldeles selvforskyldt og vil ikke trækkes ned sammen med ham. Tværtimod har man intet problem med at tage nemme politiske point ved at slå på statsministeren. Som DF’s medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen skrev i et blogindlæg i Jyllands-Posten i februar: “Dansk Folkeparti har intet ansvar for regeringens liberale projekt”. Her kalder han ”håndværkeren” Lars Løkke for en “klamphugger af rang” og sammenligner Anders Samuelsen med Irakkrigens komiske Ali. Det fik den liberale kommentator Jarl Cordua til at spørge: Har DF erklæret regeringen total krig?

Selvom de fleste DF’ere mener, at Vistisen generelt er lige lovligt langt fremme i skoene, er der ingen tvivl om, at modviljen mod Venstres liberalisme findes bredt i DF. I særdeleshed har kronprinsen Kristian Jensen, som Martin Henriksen kalder “ultraliberalist”, ingen beundrere. Tværtimod mistænkes han for at ikke være fast i kødet, når det kommer til modstanden mod islamismen, og have radikale sympatier. Det sidste er næppe fair, men når de Radikale indrykker annoncer, hvor de roser Kristian Jensen for ”at gøre Danmark større”, så fungerer det som lidt af et dødskys.

 

DF’erne savner Thor Pedersen, Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, der over en tirsdagsbøf koordinerede stort og småt med DF’erne tilbage i 00’erne
_______

 

Det dårlige forhold til Venstre har også personlige årsager. DF’erne savner Thor Pedersen, Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, der over en tirsdagsbøf koordinerede stort og småt med DF’erne tilbage i 00’erne. I DF betyder personlige relationer alverden, hvilket Socialdemokratiet bør notere sig og allerede nu begynde at bestille bord på de københavnske frokostrestauranter. Det er billigere at lave aftaler der end i forhandlingslokalerne på Christiansborg. Med Lars Løkke er kommunikationen til DF skåret ned til kortfattede orienteringer pr. sms, og den slags finder DF’erne sig ikke i. De savner de gode gamle dage, men problemet er, at 00’erne ikke kommer tilbage. Der KAN ikke strammes meget mere på udlændingeområdet uden at komme i konflikt med konventionerne, og så langt er Venstre ikke parat til at gå. Samtidig er man i Venstre ikke villig til igen at lægge sin interne partidebat død for at please DF. Venstre kan ikke atter give køb på alle liberale synspunkter uden at miste for mange flere vælgere. Ikke at der er flere liberalistiske vælgere i dag end i 00’erne, men der er færre af dem, der stemmer Venstre, hvorfor hvert procentpoint er dyrebart. Konkurrencen er blevet hårdere. Sidst førte klapjagten på liberale standpunkter til dannelsen af LA, der meget snart bliver fritaget for regeringsansvaret og derefter vil genopbygge sit vælgergrundlag ved at kritisere Venstres mangel på liberale ambitioner.

Dansk Folkepartis historie er historien om konstant fremgang, men også historien om et forsigtigt parti, der er kendt for at lurepasse, og som havde det bedst som fødselshjælper for Foghs borgerlige regeringer i 00’erne. DF har i dag muligheden for at tage skridtet helt ind i magtens inderste cirkler, men der er ingen måder at gøre det på, der ikke bringer partiet på kollisionskurs med Venstre. Det øjeblik, DF udfordrer Venstres førstefødselsret som det borgerlige Danmarks statsministerparti, holder en socialdemokratisk regering ved magten eller bare stjæler endnu flere Venstrestemmer i provinsen, vil Venstrefolkene opsige deres ikke-angrebspagt med DF.

Venstre er for indeværende tynget af Lars Løkkes personlige upopularitet, men partiet råder stadig over landets dyreste strateger og spinfolk. Det er nogle tunge kanoner, der kan vendes mod DF, som hidtil har været begunstiget af, at de kompetente modstandere er udeblevet. Socialdemokraterne fandt aldrig deres egne ben i kampen mod DF, og Nyrups berømte ord om, at Pia Kjærsgaards tropper aldrig blev ’stuerene’, viste sig at være et selvmål i samme kategori, som da Hillary Clinton kaldte Trumps vælgere for “deplorables” (ynkværdige).

Omvendt står det til med blå blok, der er fyldt til randen med politikere, der har oplevet både smertefulde og ydmygende nederlag, når de er kommet på tværs af DF, og som samtidig foragter DF’erne for at være skabssocialdemokrater. De har i årevis slebet knivene til den dag, DF bringer sig selv i en sårbar position. Der er koldt på toppen, skrev Pia Kjærsgaard i 1998. Dengang var DF ikke i nærheden af sin nuværende styrkeposition. Det kommer til at gå hedt for sig, hvis Venstre en dag går til angreb. ■

 

Der er koldt på toppen, skrev Pia Kjærsgaard i 1998. Dengang var DF ikke i nærheden af sin nuværende styrkeposition. Det kommer til at gå hedt for sig, hvis Venstre en dag går til angreb
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland