05.12.2018

Øde ø til udviste kriminelle udlændinge. Nedsat integrationsydelse og opstramninger i tildelingen af opholdstilladelser. Det er groft sagt indholdet i det såkaldte paradigmeskift. Kun det sidste – færre opholdstilladelser og hjemsendelse af afviste asylansøgere – konstituerer en reel ændring. Hvis det altså overhovedet kommer til at ske.

Af Niels Jespersen

Danmark har fået ny finanslov, men det er ikke selve statens husholdningsbudget på over 1.000 mia. kr., der har fyldt i medierne. Tværtimod har Dansk Folkeparti atter demonstreret sin overlegne mediehåndtering ved at få alt til at handle om det såkaldte paradigmeskift. Flygtninge skal ikke længere blive til indvandrere. I den tid de opholder sig i Danmark, skal de forberedes på hjemsendelse frem for at blive integrerede.

Vil det lykkes at lave et paradigmeskift? Næppe.

Lad os starte med alt det, der med garanti ikke kommer til at gøre nogen reel forskel.

Først og fremmest det mønske Alcatraz. Glem det. Pest-øen, der tidligere er blevet brugt til sygdomsforsøg, inklusive svinepest, er klassisk symbolpolitik fra Dansk Folkeparti. Ligegyldigt, hundedyrt og kun beregnet til at trolle partiets mange selvretfærdige kritikere. Håbet er, at protesten fra de anstændige vil overdøve Pernille Vermund, når hun skal i gang med sin forudsigelige kritik af DF’s slaphed. Man vil bruge trekvart milliarder kroner på at bygge et center til cirka 80 mennesker. Det havde været billigere at forære hver eneste afviste kriminelle asylansøger adskillige mio. kr. i kontanter, hvis de frivilligt forlod landet.

Så er der beskæringen af integrationsydelserne med 2.000 kr. om måneden – og det faktum, at den omdøbes til en ’hjemsendelsesydelse’. Regeringen og Dansk Folkeparti mener, at den vil anspore flere flygtninge til at komme i arbejde – men måske vigtigere: skræmme fremtidige asylansøgere væk fra Danmark.

Har de ret? Delvist. Størrelsen på ydelserne ER en faktor i overvejelserne, når flygtninge påbegynder rejsen mod nord. At komme fra en flygtningelejr i fx Afghanistan eller Tyrkiet til Skandinavien er så dyrt og besværligt, at de færreste bare begiver sig ud på må og få. Alligevel skal man ikke overvurdere betydningen. Flygtninge søger typisk derhen, hvor de i forvejen har familie, og hvor chancen for opholdstilladelse er højest. Således tiltrækker Sverige flere asylansøgere end Danmark, selv om ydelserne generelt er lavere.

 

Flygtninge søger typisk derhen, hvor de i forvejen har familie, og hvor chancen for opholdstilladelse er højest. Således tiltrækker Sverige flere asylansøgere end Danmark, selv om ydelserne generelt er lavere
_______

 

Får den sænkede integrationsydelse flere udlændinge i arbejde? Jo, det gør den sikkert også. Det HAR en effekt at tage folks livsgrundlag fra dem. Under alle omstændigheder er vi som bekendt i en højkonjunktur med faldende arbejdsløshed, hvilket også kommer udlændinge til gavn. Tvivlen om, hvorvidt det så lige præcis er den nye hjemsendelsesydelse, der virker, vil ikke komme til at afholde repræsentanter for regeringspartierne fra at fremføre den påstand. Spørgsmålet er imidlertid, om vi ikke er ved at være dernede, hvor det reelt er umuligt at leve selv et nøjsomt liv? Med 10.000 kr. før skat til enlige forsørgere er der meget lidt tilbage, efter huslejen er betalt. Vi taler reel fattigdom af en variant, vi ellers havde afskaffet i Danmark. En ting er at ramme de voksne på den måde. De kan nøjes, men noget andet er børnene, der nu kommer til at gå sultne i seng og undvære de glæder og fritidsaktiviteter, der i et udviklet land bør være en selvfølge. Det er næppe noget, der koster nogen politikere deres karriere, for den folkelige opbakning til en stram udlændingepolitik er massiv, men kønt er det ikke.

Den nedsatte integrationsydelse udstiller et paradoks ved den relativt liberale asylpolitik. Jo flere vi tager imod, desto ringere kommer vi til at behandle dem, der er her. Det kan godt være det virker, men er det virkeligt det samfund, vi gerne vil have? I undertegnede og Mikkel Anderssons nye bog ”Eksperimentet, der slog fejl” forudser vi en udvikling, hvor politikere i stedet for at gøre op med spontan-asylsystemet og familiesammenføringerne, i stedet begynder at skrue på alle de håndtag, der regulerer livet for herboende udlændinge. Det drejer sig om thailandske piger, 12-tals-studenter, arbejdsmigranter, samt ydelser og boformer. Vi har allerede set det med kvoteflygtninge, som er langt mere hensigtsmæssige at tage imod end spontan-asylansøgere, men som blev ofret alene fordi det var muligt.

Man må bare notere sig én ting: At gøre livet mere surt for herboende udlændinge er ikke just noget paradigmeskift. Det har været en løbende udvikling siden systemskiftet i 2001.

Men én del af paradigmeskiftet kan måske få en reel effekt – nemlig principperne for tildelingen af opholdstilladelser. Og DF havde næppe skrevet under på aftalen, hvis ikke de forventede, at den ville have en reel effekt på antallet af asylophold og familiesammenføringer i Danmark. Risikoen er bare, at der også her er tale om symbolpolitik. Alt det med at ’gå til kanten’ og ’afprøve grænser’ er bragesnak. Hvis noget juridisk er på kanten, så er det i stadig inden for skiven, og hvis Danmark fortsat skal efterleve de internationale konventioner, så er der reelt meget lidt at gøre:

 

Hvis noget juridisk er på kanten, så er det i stadig inden for skiven, og hvis Danmark fortsat skal efterleve de internationale konventioner, så er der reelt meget lidt at gøre
_______

 

For når forfulgte mennesker ankommer til Danmark, er vi forpligtede at behandle deres asylansøgning, og de har også ret til at få deres familie herop. Hvis de bliver afvist – eller hvis deres opholdstilladelser udløber – kan de udvises. Problemet er bare, at det er noget nemmere at vedtage end rent faktisk føre ud i praksis. Hvis modtagerlandene ikke har tænkt sig aktivt at medvirke, er det meget svært. Og hvis afviste asylansøgere ikke selv er villige til at udrejse, så er det i praksis umuligt, eller i hvert fald så dyrt og umenneskeligt, at det er svært at se ført ud i livet i andet end de mest brutale højrefløjsfantasier.

De langstrakte forhandlinger om finansloven viser, hvor svært det efterhånden er blevet at gennemføre flere stramninger. Det er et problem for DF, der bogstaveligt lever af at love mere af den slags, og som nu får konkurrence. For at komme i Folketinget skal Nye Borgerlige nemlig genopføre det glansnummer DF ellers har mestret: nemlig at love vælgerne, at NB kan tvinge ”politikerne” til at rette ind og føre en langt strammere politik. Det budskab er der et talstærkt publikum for.

DF har dog den fordel, at næsten ligegyldigt, hvad udfaldet bliver, så vil de stå i en stærk position efter valget. Genvinder blå blok magten, så er vejen til regeringsdeltagelse åben. Bliver Mette Frederiksen statsminister, så har Morten Østergaard – ved at lokke Ø og Å med op i træet – sikret DF en nøgleposition som samarbejdspartner for en smal S-regering. I den situation kan det endda gøre DF mere manøvredygtigt at overlade en del af sin højrefløj til NB.

 

DF har dog den fordel, at næsten ligegyldigt, hvad udfaldet bliver, så vil de stå i en stærk position efter valget
_______

 

For Socialdemokraternes vedkommende bakker de op om paradigmeskiftet. I princippet. For hvor de fleste kan blive enige om, at flygtninge skal vende hjem, når der er fred i deres land, så bliver det hele mere broget, når det handler om udviste børn og fattigdom (og hvornår er der egentligt fred i et land i Mellemøsten?). Mette Frederiksen er alligevel nødt til at vise, at hendes strammerlinje holder til et møde med virkeligheden. Hun har allerede stødt resten af oppositionen minus SF fra sig, så der er ingen gevinst ved at blive blød i knæene. S støtter stramningerne. Er de smarte, så finder de endda en måde at kritisere regeringen for ikke at gøre nok. Men der er samtidig ingen tvivl om, at regeringen med lavere ydelser har fundet en stramning, der gør ondt på Socialdemokraterne. Det alene er garant for, at vi kommer til at se mere af den slags i valgkampen.

Men ligegyldigt hvem, der bliver statsminister, er den store udfordring grundlæggende, at det internationale asylsystem er brudt sammen. Det er ikke designet til at håndtere det antal mennesker, der er på flugt i dag, og det er ikke designet til, at flygtninge, som det oftest er tilfældet, bliver til indvandrere. Danmark kan ikke bryde ud af det nuværende system, uden at det får konsekvenser for vores forhold til Tyskland (hvad der med sikkerhed gøre det meget svært for afgående statsministre at få et aftægtsjob et sted i FN/EU/NATO-systemet). Ikke desto mindre kommer systemet til at blive ændret – hvad enten vi vil det eller ej. Over de næste årtier vil befolkningstilvæksten i Afrika og Mellemøsten eksplodere, og mange af de mennesker vil sætte kursen mod Europa. Vi kan lige så godt begyndte at diskutere, hvordan vi forholder os konstruktivt til den næste flygtningekrise og den fejlslagne integration. Det ville faktisk udgøre et reelt paradigmeskift. ■

 

Vi kan lige så godt begyndte at diskutere, hvordan vi forholder os konstruktivt til den næste flygtningekrise og den fejlslagne integration. Det ville faktisk udgøre et reelt paradigmeskift
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland