12.10.2018

De Radikale vil op til folketingsvalget forsøge at stemmemaksimere med henblik på at forhindre et flertal mellem S, SF og DF. Det er en risikabel strategi, for partiet risikerer at ryge permanent ud på venstrefløjen. Der hvor idealerne er intakte og indflydelsen ikke-eksisterende. Det er dog en pris, de fleste radikale er villige til at betale.

Af Niels Jespersen

“HVAD MED børnene på Sjælsmark?”

Det spørgsmål stiller Det Radikale Venstre i en patosladet annonce, der fremstiller Mette Frederiksen ved siden af et par barnehænder knugende et stålhegn. S-formandens valgkampsløfter om at ville være børnenes statsminister er værdiløse i radikal optik. Radikal Ungdom tager skridtet videre med en alle-børnene-vittighed om Mette, der ikke vil være statsminister for Mohammed, fordi han er fremmed. Budskabet er sat på spidsen, som et ungdomsparti skal, men der er ingen tvivl om, at det også udtrykker, hvad mange radikale tænker: Socialdemokratiet er blevet et fremmedfjendsk parti.

Det er kommunikation, der taler til følelserne, og dermed en videreførelse af den højstemte retorik, Morten Østergaard lagde for dagen, da han kaldte S-DF-samarbejdet for “et rødbrunt kabinet”. De Radikale er blevet radikaliserede i ordets oprindelige betydning.

Den slags hårde moralske angreb mod Socialdemokratiet er ellers noget, man normalt ser fra venstrefløjen. Når det kommer fra De Radikale, skyldes det, at det lille parti har accepteret, at selv hvis magten skifter ved næste valg, så kommer man ikke i regering. Det stiller partiet mere frit, og man kan derfor skrue helt op for valgkampsretorikken. Der er ganske vist også hegn omkring Sandholmlejren, der er nabo til Sjælsmarkslejren, og som var i brug, da De Radikale sidst sad i regering, men partiet sætter alle sejl for at få flest mulige vælgere ved næste valg. De vælgere skal primært hentes ved at konkurrere med venstrefløjen om at være mest kritisk over for Socialdemokratiet.

Det radikale skræmmescenarie er nemlig, at der efter næste valg vil være et såkaldt FOA-flertal bag statsminister Mette Frederiksen. Man er overbevist om, at hvis det kan lykkes at sikre sig fremgang på SF’s bekostning, så vil De Radikale stå i en langt bedre situation efter et valg. Til den tid vil man nemlig kræve under en dronningerunde, at Mette Frederiksen skriver under på en håndfæstning, der garanterer at holde DF uden for indflydelse. Man satser på, at S vil tabe ansigt ved at fravige et sådant regeringsgrundlag, og sker det alligevel, vil det være et godt udgangspunkt for at kunne stille et mistillidsvotum. I den situation er det essentielt, at Mette Frederiksen ikke kan reddes af Thulesen Dahl og Pia Olsen Dyhr, for i R ser man blot SF som et uselvstændigt appendiks til Socialdemokraterne.

 

Man er overbevist om, at hvis det kan lykkes at sikre sig fremgang på SF’s bekostning, så vil De Radikale stå i en langt bedre situation efter et valg
_______

 

Den hårde linje mod S er imidlertid ikke blot udtryk for valgpositionering. Et stort flertal af de radikale medlemmer ser med rædsel på den retning, Mette Frederiksen fører sit parti med stramning af udlændingepolitikken og økonomisk venstredrejning.

Et godt indtryk af den radikale psyke får man af at læse den selvdeklarerede pamflet “Radikal”, der er skrevet af MF’er Sofie Carsten Nielsen, hovedbestyrelsesmedlem Rune Christiansen og professor Peter Lauritsen. Her kan man læse, at “retssindet” er sat ud af kraft i flere tilfælde herhjemme. Det sker ifølge de tre forfattere fx, når et folketingsflertal i radikal optik bruger etnicitet til alene at definere, om et boligområde er en ghetto eller, når det bliver forbudt for en dansker gift med en udlænding at bosætte sig i et udsat boligområde. Eller når forældre fra en etnisk minoritet tvinges til at sende deres børn i vuggestue.

Ganske vist forholder det sig sådan, at etnicitet blot er ét af kriterierne for, om et boligområde betegnes som en ghetto. Det er heller ikke forbudt for nogen at bosætte sig i særlige områder, ligesom ingen bliver tvunget til at sende deres børn i vuggestue. I fremtiden bliver det til gengæld ikke muligt at få anvist en bolig i en ghetto som ikke-vestlig indvandrer eller at modtage børnepenge, hvis ikke ens børn går i vuggestue.

Således kan det være svært for den ikke-radikale iagttager at følge retorikken på de helt høje nagler, men det bekræfter blot ægte radikale i deres ophøjede verdensbillede. Her tolker man de seneste års udvikling helt anderledes end i S.

I Socialdemokratiet vurderer man, at flygtningesommeren i 2015 grundlæggende ændrede danskernes forhold til udlændingespørgsmålet. Derfor vil partiet kun have en chance, hvis man går til valg på en udlændingepolitik, der er lige så stram som regeringens. Hos De Radikale vurderer man omvendt, at oppositionen godt vil kunne vinde et valg med en lempeligere linje. Her ser man den socialdemokratiske eftergivenhedspolitik over for fremmedhadet som årsagen til, at DF står så stærkt. Så hellere have en situation som i Sverige, hvor højrefløjen er isoleret og uden indflydelse og stadig får færre stemmer end i Danmark.

 

[I RV] ser man den socialdemokratiske eftergivenhedspolitik over for fremmedhadet som årsagen til, at DF står så stærkt. Så hellere have en situation som i Sverige, hvor højrefløjen er isoleret og uden indflydelse og stadig får færre stemmer end i Danmark
_______

 

R risikerer 10 år som venstrefløjsparti
Man kan således roligt sige, at De Radikale sætter alt på ét bræt. Derfor skal man heller ikke tage den radikale flirten med Venstres næstformand, Kristian Jensen, alt for seriøst. I R ved man godt, at det har lange udsigter før, de borgerlige partier kan frigøre sig fra DF, der på en god dag udgør halvdelen af blå blok. Alligevel drømmer man i Det Radikale Venstre om den dag, magten skifter i Venstre, og formand Kristian Jensen vil give Inger Støjberg mundkurv på. De Radikale tror grundlæggende ikke på, at Venstres hjerte er med i den stramme udlændingepolitik, partiet fører. Selv om de nationalliberale som Støjberg, Marcus Knuth og Mads Fuglede fylder meget i medierne, så er de i markant mindretal i gruppen. De fleste MF’ere er som bogaktuelle Jan. E. Jørgensen ideologisk mere klassisk liberale og tættere på R i mange spørgsmål. Det er i Venstre en substantiel uenighed, om hvor meget illiberal lovgivning man skal acceptere i velfærdsstatens navn.

Det er i hvert fald det radikale håb. Her og nu har De Radikale imidlertid intet at tilbyde den borgerlige blok. Der er intet sandsynligt scenarie, hvor partiet får mandater nok til at frigøre VLAK-regeringen fra DF. Heller ikke hvis de smider Alternativets mandater oven i hatten.

Den radikale strategi med at holde DF uden for indflydelse er derfor dømt til at mislykkes. De radikale mandater er irrelevante på højrefløjen, og ved at føre åben krig mod S åbner man op for, at Thulesen Dahl kan hapse den eftertragtede position som kongemagerparti og sikre DF’s indflydelse, lige meget hvem der har magten. Hvad skal De Radikale så lave? De kan sætte sig ud på venstrefløjen og kritisere S for at havde solgt ud af værdierne. Det har Enhedslisten og dets forløbere mere end 100 års erfaring med, og det er tvivlsomt, om De Radikale kan gøre det bedre. R kan gå efter at nedlægge det svage dyr på venstrefløjs-savannen, nemlig SF. Det er imidlertid også vækststrategien for både Enhedslisten og Alternativet. På venstrefløjen har man sine idealer i behold. Det er nemt nok, for man får aldrig lejlighed til at veksle dem til indflydelse. Det er den retning, Østergaard har valgt. Det radikale håb er, at man efter at have stemmemaksimeret frem mod valget vil kunne indflydelsesmaksimere efterfølgende. Det er ikke umuligt, men det kommer til at kræve en hel del mere politisk smidighed, end Østergaard indtil videre har demonstreret.

Er der da ingen intern kritik af linjen i den radikale lejr? Ikke fra de menige medlemmer. De er i overvældende grad tilhængere af partiets venstrefløjskurs. Den eneste udfordring kommer fra folketingsgruppen, hvor eks-SF’eren Ida Auken og Martin Lidegaard begge for nylig har skrevet bøger, der opfordrer til et vist radikalt selvopgør på udlændingeområdet, hvilket tolkes som en tilnærmelse til S. Internt i De Radikale er man da også en smule irriteret over skrivekløen blandt de to forhenværende ministre. Deres forsoningskurs over for S tolkes som udtryk for længsel efter ministerbiler. Både Auken og Lidegaard kan godt se, at mulighederne for atter at blive ministre svinder med samme hastighed, som Morten Østergaard klatrer op i træet. Man skal i den sammenhæng dog ikke undervurdere den rolle, miljø- og klimapolitikken spiller for Auken og Lidegaard. De er ikke parate til at ofre deres yndlings-politikområder i en dødsdømt kamp for at holde DF ude. Her og nu er de i mindretal, men efter et valg vil de sandsynligvis presse på for en mere pragmatisk linje over for S. Simpelthen fordi det er den eneste vej til radikal indflydelse. ■

 

Deres forsoningskurs over for S tolkes som udtryk for længsel efter ministerbiler. Både Auken og Lidegaard kan godt se, at mulighederne for atter at blive ministre svinder med samme hastighed, som Morten Østergaard klatrer op i træet
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland