08.03.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Kommentar af Niels Christian Barkholt, Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

HVIS MAN skal sige noget godt om regeringens ghettoudspil, så må det være ønsket om at gøre noget for udsatte børn og deres familier. Men det er så det. Udspillet vil have en lang række negative effekter og kan kritiseres fra flere perspektiver. Desværre er udspillene nok ikke et oplæg til kritisk og reflekteret debat, men et stykke ægte politisk teater uden blik for de virkelige konsekvenser. Så med risiko for at slå i dynen eller tale til de allerede frelste, vil jeg alligevel liste de – for mig – mest centrale kritiske perspektiver op.

Fra et humanistisk perspektiv finder jeg det dybt bekymrende, at man udvælger sig en bestemt gruppe i samfundet og gør dem til syndebukke. I den proces er man villig til at tilsidesætte retssikkerheden. Foruden at være en bærepille i vort demokrati, er retssikkerhed og lighed for loven for mig at se kernedansk. I det lys kan man jo beskrive store dele af ghettoudspillet som ganske udansk og udemokratisk.

Det gør mig generelt bekymret at se den stille bevægelse, hvor det danske retssamfund fortsat eroderer de mest basale rettigheder for den enkelte og især de svage, udsatte og kriminelle. Hvis vi fortsætter med at straffe efter udstået straf, så afvikler vi ikke parallelsamfund, men danner grobund for dem.

 

Hvis vi fortsætter med at straffe efter udstået straf, så afvikler vi ikke parallelsamfund, men danner grobund for dem
_______

 

Fra et etisk perspektiv vækker udspillene stor bekymring. Regeringens altoverskyggende overskrift er straf og kontrol. Der hersker en ensidig forestilling om, at man kan straffe og kontrollere sig ud af problemer. Det lader til, at regeringen faktisk ønsker at gøre en kvalitativ forskel for mennesker baseret på, hvor de kommer fra og hvor de bor. Omstændigheder, det enkelte menneske sjældent har en indflydelse på, bliver nu udvælgelseskriterier for at udløse skærpede sanktioner, herunder hårdere straffe, lavere økonomiske ydelser og mere overvågning. Det vil jeg kalde diskrimination uden at blinke.

I et økonomisk perspektiv falder forslagene også til jorden. På det punkt vidner udspillet om en falsk bekymring for børnene, fordi pengene til at gøre det, som regeringen peger på, skal findes på andre områder i kommunerne. Når vi ser fejl i børnesager i Ankestyrelsen, kan mange af dem tilskrives det faktum, at kommunerne det seneste årti er blevet økonomisk udsultede. Der er ikke ressourcer til at leve op til alle de love, Christiansborg sender til kommunerne. Hvordan yderligere opgaver uden tilførsel af nye midler kan lade sig gøre, er mig en gåde, og må tilskrives en form for magisk tænkning hos regeringen eller ren og skær kynisme, for det er jo ikke regeringen eller dens ministre, der kommer til at stå til ansvar, men derimod medarbejderne ude i kommunerne. Men for regeringen er det jo en ganske gratis omgang.

Fra et fagligt perspektiv har forslagene ikke set skyggen af evidens, og de vil sætte os tilbage i en udvikling, der faktisk har været positiv. Der kommer nye byrder ind, som vil presse kvaliteten. Underretningerne vil stige, antallet af stressramte medarbejdere vil stige, og bureaukratiet og inertien i systemet vil vokse endnu mere. Kommunens ry og fagprofessionelles muligheder for at skabe en god kontakt til forældrene for at hjælpe dem og deres børn bliver forværret med de nye regler om at straffe forældre økonomisk, hvis deres barn har 15 pct. fravær i skolen. Det vil blive oplevet som strakssanktioner – som lussinger i ansigtet på forældrene – uden at det vil skabe nogen som helst læring eller forandring for barnet. Det vil bare gøre fattige familier endnu fattigere. Det er vanskeligt at få øje på, hvordan disse forslag vil udvikle velfærden i en mere positiv retning.

 

Det vil bare gøre fattige familier endnu fattigere. Det er vanskeligt at få øje på, hvordan disse forslag vil udvikle velfærden i en mere positiv retning
_______

 

JEG HAR svært ved at beskrive, hvor vred jeg bliver over, at regeringen pludselig truer med at straffe fagprofessionelle og ledere, der arbejder med børnene, hvis de ikke underretter i tide. Statistikken taler sit tydelige sprog. Underretningerne er steget fra 64.336 i 2014 til 96.948 i 2015 til 104.100 i 2016. Det er en meget kraftig stigning. Intet tyder på, at fagfolkene på gulvet ikke underretter. Tværtimod kan kommunerne slet ikke følge med antallet af underretninger. Problemet er derfor mangel på ressourcer til at behandle og følge op på dem. Men det gør regeringen intet ved.

Forslaget om at straffe fagprofessionelle vil føre til mange flere underretninger. Det vil gøre mange fagprofessionelle ufattelig nervøse i deres arbejde, fordi de nu kan risikere at blive straffet med fængsel, hvis de ikke kan udstede garantier. Det vil forstærke en meget negativ spiral, som allerede er groet fast med den eksisterende lovgivning, og som udløser unødigt paranoia i forhold til spørgsmål som: “Har vi dokumenteret rigtigt? Har vi dokumenteret nok til at dække ryggen af?” Det hjælper ingen! Derudover vil det vælte hele familieafdelinger og sætte den tidlige indsats kraftigt tilbage.

Selvfølgelig skal fagprofessionelle have en sanktion, hvis de fx svigter at reagere på et barn, der fortæller, at det bliver slået eller seksuelt udnyttet. Der skal falde en tjenestelig påtale, en kritik og evt. en fyreseddel. Men det er dækket ind i gældende lovgivning. Derfor skyder forslaget gråspurve med kanoner.

Faktisk kan langt de fleste tiltag håndteres inden for gældende lovgivning – hvis der er et reelt ønske. Måske skal vi gennemføre de politikker, der allerede findes. Se bare på København Kommunes politik for udsatte boligområder. Det kræver ikke vrede, stærke mænd, men en stærk ambition, samarbejde, opfindsomhed og empati. Og dertil et arbejdsmarked, der åbner op for beskæftigelse af denne udsatte gruppe borgere.

 

Faktisk kan langt de fleste tiltag håndteres inden for gældende lovgivning – hvis der er et reelt ønske
_______

 

Udspillene er gennemsyret af en individualiserende tilgang til, at sociale problemer opstår hos den enkelte og ikke på grund af en lang række komplekse og strukturelle forhold. Altså bliver det igen en usaglig og unuanceret debat, hvor vi ikke kommer til sagens kerne: De mennesker mangler muligheder og hjælp til at komme i beskæftigelse og uddannelse. Der er ikke et stærkt nok system, der rummer den kompleksitet af sociale udfordringer, de mennesker og familier bærer på. Det er skabt af en håbløs beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik gennem de seneste 10 år! Hvis mennesker ikke ser muligheder for at blive en del af fællesskabet, hvad sker der så, når de er udenfor? Parallelsamfund.

Derudover tror regeringen også på, at en hidsig samkørsel af registre – hen over hovedet på de mennesker, det drejer sig om – kan løse et problem, som vi faktisk har ret godt fat på allerede. Idéen om registerbaseret opsporing er håbløs, fordi sociale problemer ikke kan identificeres alene på baggrund af statistik og registerdata. Det kræver et professionelt blik på det enkelte barn, ellers får man alt for mange falsk positive – og hvad der nok er værre – for mange falsk negative. Falsk positive forekommer, når opsporingssystemet identificerer et barn som “udsat”, selvom barnet reelt IKKE er det. Falsk negative forekommer, når systemet identificerer et barn som “ikke udsat”, selvom barnet reelt ER det. I øvrigt udgav SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) også en rapport i 2015, der konkluderede, at der ingen deterministisk sammenhæng er mellem familiens baggrundsfaktorer og udsathed. Fortalerne for registerbaseret opsporing har altså en rigtig dårlig sag her.

 

Idéen om registerbaseret opsporing er håbløs, fordi sociale problemer ikke kan identificeres alene på baggrund af statistik og registerdata
_______

 

Det, som foreslås her, vil igen binde en masse ressourcer til kontor og administration, betjeningen af dette nye system vil trække ressourcer fra det arbejde, vi i forvejen gør, og som vi tror på, virker. Forslagene vil dermed få os længere væk fra målet om at hjælpe børn bedre og tidligere. Det er i et tillidsfuldt møde mellem mennesker, forandringen skabes, ikke ved hjælp af straf og samkøring af registre.

Vi kan opspore mere præcist og opnå langt større effekt, end de forslag der er lagt frem, ved at satse på følgende:
1. Vi kan styrke arbejdet i investeringsmodeller på børneområdet, som grundlæggende går ud på at omlægge arbejdsformen, så man kommer tidligere og offensivt ind i familierne.
2. Hvis sundhedsplejen er godt nok bemandet, så kan man nå ud til alle familier og samtidigt skabe samarbejde. De kan involvere andre fagpersoner efter behov.
3. Der bliver talt meget om, at daginstitutioner underretter for lidt. Lad os undersøge det, om der er børn, vi ikke fanger tidligt nok op. Vi kan under alle omstændigheder styrke den faglige ledelse samt sørge for, at socialrådgivere har sin gang derude.
4. Det samme gælder skolefravær. Knaser det i skolen, så kan skolesocialrådgiveren komme ud og tage en snak med forældrene og få barnet i skole. Vi ved, det virker.
5. Man kan indføre en bestemmelse om, at børn automatisk bliver skrevet op til daginstitution. Hvis de tages af listen eller ikke dukker op, så udløser det et besøg for at høre om begrundelsen og for at forklare, hvad børn får ud af at gå i daginstitution.
6. Endelig kan vi gøre som i Sverige. Vi kan lovgive om, at børn har ret til at møde en specialpædagog, en sundhedsplejerske og en socialrådgiver på hver skole. Samlet kalder de det for elevhälse. Det vil være forebyggelse i højere potens, end vi pt. har i Danmark.

Vi skal løse de reelle problemer, som skal frem i lyset og dét ligger der en selvstændig opgave i. Fx at omstille og styrke beskæftigelsesindsatsen, at styrke den tidlige forebyggelse, at sætte massivt ind for at forebygge angst, depression, mv. hos børn og unge; vi skal fortsat videreudvikle kriminalitetsforebyggelsen mod en mindre hård kerne, selvom kriminaliteten har været stærkt faldende. Vi skal styrke integrationen og tage del i de store globale udfordringer, som rammer os i fremtiden.

Vi har gennem de seneste år set succeser med investeringer i det sociale arbejde, som vi skal bygge videre på. Businesscasen er evident, både på kort og på lang sigt. Vi kan se, at evalueringer og statistik går i den rigtige retning, når vi kvalificerer den faglige indsats og investerer i at involvere børnene, at styrke forældrenes kompetencer og at få mennesker til at generobre deres tilværelse, blandt andet ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Hvorfor kan vi ikke fortsætte og forstærke den igangværende indsats? Dét burde være regeringens første prioritet! ■

Niels Christian Barkholt (f. 1971), socialrådgiver og cand.scient.soc., næstformand for Dansk Socialrådgiverforening. ILLUSTRATION: Niels Christian Barkholt [foto: Officielt pressefoto]