19.04.2018

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

„Nogle ser nærmest Trumps inkompetence som en formildende omstændighed og beder til, at der ikke i fremtiden dukker en ‚Trump 2.0‛ op – med samme autoritære inklinationer, men mere politisk tæft‟

Af Niels Bjerre-Poulsen

USA’s forfatning er ofte blevet omtalt som ”skabt af genier, for at idioter kan regere efter den”. Og i 1888 beskrev den amerikanske romantiske digter James Russell Lowell forfatningen som en evigt ”selvkørende maskine”, som var så godt konstrueret, at den ikke behøvede løbende vedligeholdelse. Denne opfattelse har sjældent været så udfordret som i tiden, efter at Donald J. Trump rykkede ind i Det Hvide Hus. I en række nye bøger skrevet af ledende amerikanske politologer og politiske kommentatorer beskrives det, hvordan Trump og hans støtter udfordrer systemet med en adfærd, som nationens forfatningsfædre dårligt kunne forestille sig og derfor ikke tog højde for. Disse forfattere er ikke alarmister. De beskriver et USA, som fortsat har stærke demokratiske institutioner, et velorganiseret civilsamfund samt medier og domstole med stor integritet. Alligevel er der træk ved de senere års udvikling, som de finder oprigtigt bekymrende, og de minder deres læsere om, at demokratiet faktisk ikke er en selvkørende maskine. Også i USA kan demokratiets maskineri brænde sammen, hvis det ikke bliver vedligeholdt.

Hvad kan demokratiet holde til?
”Det amerikanske demokrati skulle aldrig have kunnet give nationen en præsident som Donald Trump”. Sådan lyder første sætning i bogen One Nation after Trump skrevet af E.J. Dionne, Norman J. Ornstein og Thomas E. Mann. De ser ’trumpismen’ som resultatet af en ekstrem acceleration af en radikaliseringsproces, der længe har været undervejs – en proces, som ansvarlige politikere for længst burde have forsøgt at bremse med nødvendige reformer af det politiske system. En lignende advarsel finder man i David Frums bog Trumpocracy: The Corruption of the American Republic. Frum, der er konservativ kommentator og tidligere taleskriver for præsident George W. Bush, hævder, at ”vi gennemlever den farligste udfordring for USA’s frie regeringsførelse, som nogen nulevende har oplevet”. Men han håber samtidig, at udfordringen fra Trump kan blive en slags katalysator for en fornyet påskønnelse af demokratiske værdier.

Det samme håb nærer de to Harvard-politologer Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, der i deres bog How Democracies Die sammenligner udviklingen i USA under Trump med udviklingen i en række andre lande, hvor demokratiske regimer er visnet hen og gradvist afløst af mere autoritære styreformer. Som de øvrige forfattere ser de den største fare i angrebet på demokratiske normer. Det mener også den amerikanske politolog Brian Klaas: Trumps adfærd foranlediger nærmest dagligt en erosion af de demokratiske normer. Trump er ingen despot, men han har autoritære instinkter. Og de bør holdes i skak. Nok er han trådt ind i embedet som den mest upopulære præsident nogensinde, men han har ikke desto mindre millioner af loyale støtter, hvis politikerlede får dem til at længes efter hurtige og nemme løsninger på komplekse problemer. Netop det har Trump stillet dem i udsigt i et politisk system, der med sine ’checks and balances’ ellers er skabt til at gøre store forandringer svære, og en stor del af disse vælgere synes at være mere loyale over for Trump personligt end over for det demokrati, han nu står i spidsen for.

 

Trumps adfærd foranlediger nærmest dagligt en erosion af de demokratiske normer. Trump er ingen despot, men han har autoritære instinkter. Og de bør holdes i skak
_______

 

Hvis demokratiet er under pres i disse år, skyldes det ikke kun præsidentens demagogiske adfærd. Det skyldes også, at polariseringen mellem de politiske partier er blevet så ekstrem, at et nærmest stammeagtigt sammenhold synes at veje tungere end respekten for de fælles demokratiske normer. Særligt savner man i kongressen republikanske ledere, der for alvor er parate til at sige fra over for præsidenten. Mange er spekulationerne om, hvorvidt det republikanske parti nu er ’Trumps parti’, hvor kritikere efterhånden vil blive presset ud eller marginaliseret, eller om ledende kræfter i partiet fortsat leder efter en måde, hvorpå de kan ”inddæmme” Trump uden at skulle tage et åbent opgør med hans loyale tilhængere og hans magtfulde støtter.

Også en række konservative medier er at finde blandt disse støtter – først og fremmest Fox News, der med Trump i Det Hvide Hus har fået større indflydelse end nogensinde før. Fox News er i dag ikke blot en slags konservativ modvægt til det, nogle borgerlige ser som de centrum-venstreorienterede mainstreammedier. En række af kanalens programmer og kommentatorer indgår nærmest i en slags symbiose med præsidenten, og der synes at være en konkret koordination af en fælles dagsorden mellem kanalen og Det Hvide Hus.

Sammen med Det Hvide Hus skaber Fox rammerne for det ekkokammer, som en stor del af præsidentens loyale støtter befinder sig i. I denne virkelighed var der ingen russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, og hvis der endelig var, så var den enten harmløs, iværksat af Hillary Clinton – eller måske ligefrem velgørende for det politiske system i USA. Der er derimod en sammensværgelse i gang mod præsidenten, iværksat af ledende folk i FBI, CIA eller andre dele af, hvad de højrepopulistiske kræfter i ’alt right’-bevægelsen siden præsidentvalget i 2016 har betegnet som ’den dybe stat’. Flere af Fox News’ kommentatorer har foreslået, at disse folk i ministerierne og forbundspolitiet bør ”føres væk i håndjern”, og at de folk, som den særlige undersøger Robert Mueller har anklaget, straks bør frifindes eller benådes af præsidenten.

På baggrund af de gentagne opfordringer til en udrensning i FBI, justitsministeriet og udenrigsministeriet, som har floreret på Fox News, fik en enkelt sætning i præsidentens State of the Union-tale alarmklokkerne til at bimle hos mange. ”Så i aften beder jeg kongressen om at give alle ministre beføjelser til at belønne gode medarbejdere – og til at fjerne føderale ansatte, som underminerer den offentlige tillid eller svigter det amerikanske folk”, lød det fra Trump. Sammenholdt med beretningerne om, hvordan Trump har udbedt sig personlig loyalitet fra højtstående embedsmænd, der ikke er politisk udpeget, samt den igangværende hetz mod flere embedsmænd fik mange iagttagere det indtryk, at det ikke så meget var inkompetence, han havde i tankerne, som manglende vilje til at bryde normerne for at beskytte præsidenten.

Også justitsminister Jeff Sessions – den første og længe den eneste republikanske senator, der støttede Trump i primærvalgene – har adskillige gange måttet lægge ryg til offentlig kritik fra præsidenten. Det skyldes primært, at Sessions så sig nødsaget til at erklære sig inhabil i undersøgelsen af Trump-lejrens forbindelser til Rusland, fordi han under høringerne i senatet, der gik forud for hans godkendelse som justitsminister, undlod at informere om sine egne møder med repræsentanter for den russiske regering. Dermed har Sessions ikke formået at bremse Ruslands-undersøgelsen, og det har Trump flere gange været ude af stand til at tøjle sin harme over.

Da Trump i maj måned 2017 overfusede ham i Det Hvide Hus og i andres påhør kaldte ham ”en idiot”, sagde Sessions op. Stabschef Reince Priebus fik indhentet den afgående justitsminister, der netop havde forladt bygningen, og overtalt ham til at trække sin opsigelse tilbage. I den mest venlige udlægning af det forløb har Trump ikke forstået, at det er forfatningen og ikke præsidenten, en justitsminister skal være loyal imod. Der er en grund til, at justitsministeren i det amerikanske system hedder ”Attorney General” og ikke eksempelvis ”Secretary of Justice” – navnet markerer den afstand, der bør være mellem præsidenten i Det Hvide Hus og nationens øverste ordenshåndhæver.

 

I den mest venlige udlægning af det forløb har Trump ikke forstået, at det er forfatningen og ikke præsidenten, en justitsminister skal være loyal imod
_______

 

Den levende molotovcocktail
Langtfra alle præsidentens handlinger er underlagt formel lovgivning. De følger først og fremmest nogle fælles normer og uskrevne regler, som knytter sig til embedet. Eller rettere sagt: De bør gøre det. Normernes betydning skærpes af den omstændighed, at USA’s præsident ikke blot er regeringsleder, partileder og øverstkommanderende for de væbnede styrker, men også statsoverhoved. De fleste amerikanere har traditionelt set haft en forventning om, at han er et eksempel til efterfølgelse for sine landsmænd. Præsidenten må opføre sig ”på en sådan måde, at embedets anstændighed bevares”, fastslog George Washington i 1789. Det er ikke et princip, Donald Trump følger.

Adam Garfinkle, redaktør af det konservative tidsskrift The American Interest, har påpeget, at det, Trump først og fremmest har gjort, er at nedbryde grænsen mellem privat og offentlig etikette. Han er langtfra den første præsident, der siger vulgære eller racistiske ting. Men han er den første, der gør det offentligt og tilmed forsøger at gøre det til en slags politisk dyd. Han kan blot se tilbage på sin valgkamp, hvor det virkede over al forventning. Tilsvininger af politiske modstandere blev af hans vælgere set som udslag af politisk autenticitet. Uvilje til at undskylde eller rette fejl så de som et udtryk for styrke. Trump formåede at gøre ’politisk korrekthed’ til et demokratisk hovedproblem – et problem, han agtede at gøre op med. Endnu før alt, hvad Trump ikke brød sig om, blev stemplet som ’fake news’, blev det affejet som udslag af ’politisk korrekthed’.

Donald Trump er på sin vis valgt på at være en normbryder. For mange af hans tilhængere var det den kvalitet, de satte mest pris på hos ham under valgkampen – at han ikke blot var endnu en ’politiker’. Trump skulle være deres ’levende molotovcocktail’ i Washington. Og hvad han mere end noget andet formåede i kampen for at blive USA’s præsident, var at ”læse” sine kernevælgere og derefter tilbyde sig ikke blot som et talerør for deres frustrationer, men også som et stumpt instrument for deres hævn over en politisk elite. ”Jeg er jeres stemme”, sagde han, da han vandt nomineringen som Det Republikanske Partis præsidentkandidat, og ved sin indsættelse beskrev han, hvordan magten nu blev ført tilbage til folket. Trump var manden, der skulle sætte en stopper for, at ”dumme politikere” hjalp andre nationer med at udnytte USA: ”Denne amerikanske massakre slutter lige her og lige nu”. Trumps konkrete politiske handlinger efter indsættelsen har stort set ikke haft nogen forbindelse til disse løfter til glemte og forsmåede (hvide) amerikanere. Til gengæld har han med uformindsket styrke fortsat valgkampens angreb på demokratiske normer.

Allerede under valgkampen var mange af Trumps normbrud rettet mod selve de demokratiske spilleregler (og her ser jeg endda bort fra det mulige samarbejde med Rusland): Han var den første præsidentkandidat siden 1860, der antydede, at han måske ikke ville respektere valgresultatet, hvis han tabte. Han var den første præsidentkandidat, der truede med at sætte sin modkandidat i fængsel, hvis han vandt valget. Han var den første præsidentkandidat, der under flere valgmøder tilskyndede sine tilhørere til vold mod de demonstranter, der var mødt op. Han var den første præsidentkandidat, der truede kritiske medier og deres ejere (heriblandt Washington Post og dens ejer, Jeff Bezos) med repressalier, hvis han blev valgt. Det er denne stil fra valgkampen, han ufortrødent har fortsat i præsidentembedet, hvor han bl.a. har angrebet dommere og truet medieorganisationer som NBC og CNN.

 

Allerede under valgkampen var mange af Trumps normbrud rettet mod selve de demokratiske spilleregler […] Det er denne stil fra valgkampen, han ufortrødent har fortsat i præsidentembedet
_______

 

Løgnen som strategi
Fra begge politiske fløje kan man – med vidt forskellige motiver – se bestræbelser på at ”normalisere” Trump. På venstrefløjen fremgraver man historiske eksempler på udtalelser og initiativer fra politikere, der havde klare racistiske undertoner. Disse eksempler bruger man til at argumentere for, at det kun er den omstændighed, at Trump er villig til – uden skam – at udtrykke sig så eksplicit diskriminerende, der er ny. På den anden politiske fløj er der folk, som argumenterer for at ignorere Trumps bombastiske udtalelser, der blot er at betragte som ’støj’. Ser man alene på hans konkrete politiske tiltag – skattelettelserne, udnævnelserne af konservative dommere, fjernelsen af miljøkrav etc. – så fører han ifølge deres udlægning traditionel republikansk politik. Med andre ord: Trump er en ”normal” konservativ politiker med et unormalt ”farverigt” sprog.

Under valgkampen i 2016 yndede Trump at fortælle sine tilhørere, at ingen kendte systemet bedre end han, og at han derfor også var den eneste, der kunne reformere det. Alligevel har mange ledende republikanske politikere løbende undskyldt præsidentens adfærd med, at han jo er ny i politik og derfor ikke er fortrolig med de demokratiske spilleregler. Hos bl.a. hans støtter har den foretrukne floskel været, at præsidentens udtalelser skulle tages ”alvorligt, men ikke bogstaveligt”. Men præsidentens retorik har konkrete politiske konsekvenser såvel hjemme i USA som ude i verden. For diplomati er først og fremmest kommunikation. Ironisk nok har Trump selv gjort et stort nummer ud af bestemte ords afgørende betydning for at opretholde fælles normer. Under valgkampen gjorde han også et stort nummer ud af, at hverken Hillary Clinton eller præsident Obama ville sige ”radical islamic terrorism”, men foretrak betegnelser som ”violent extremism”. Det er med andre ord svært at argumentere for, at præsident Trump ikke forstår betydningen af ordvalg.

Trumps karriere i national politik blev skabt på en løgn, hvis formål ikke blot var at kritisere præsident Obama, men helt at delegitimere ham. Den såkaldte ’birther’-bevægelse påstod, at Obama ikke blev født i USA og dermed ikke levede op til et af de krav, forfatningen stiller til en præsident. I foråret 2011 meddelte Trump offentligt, at han havde betalt detektiver for at tage til Hawaii og undersøge, om Obama virkelig var født der, som den daværende præsident selv hævdede. Trump fortalte medierne, at disse detektiver havde fundet ”utrolige ting”, som snart ville komme til offentlighedens kendskab. Løgnen faldt imidlertid til jorden, da præsident Obama valgte at offentliggøre den såkaldte ’long form’ af sin fødselsattest. Trump havde bluffet og blev – i første omgang – til grin. Men ’birther’-kampagnen havde anskueliggjort noget for ham: For en kort stund havde han i april 2011 overhalet alle andre potentielle republikanske præsidentkandidater i meningsmålingerne. Der var et marked for beskyldninger af denne art, uanset om de var grebet ud af den blå luft.

Beskyldningen om, at præsident Obama havde forfalsket sin fødselsattest, havde selvfølgelig ikke bragt Trump nogen vegne, hvis ikke en betragtelig del af de republikanske vælgere havde været modtagelige – uanset om de så rent faktisk troede på beskyldningen eller blot fandt den politisk formålstjenlig. Og ledende republikanske politikere, der privat fandt både påstanden og Trump selv latterlige, vægrede sig ved at sige fra offentligt. I det fuldkommen polariserede politiske klima, som nu hersker i USA, virkede beskyldningen derfor efter hensigten: Den mobiliserede kernevælgerne. På spørgsmålet om, hvorvidt han troede på beskyldningen, nøjedes den daværende republikanske leder John Boehner med at sige: ”Det er ikke min opgave at fortælle amerikanerne, hvad de skal tænke”. Andre ledende republikanere gav lignende svar. Der var ingen formaninger til partifæller, tv-værter eller aktivister.

 

PolitiFact, der efterprøver udsagn fra amerikanske politikere, opgjorde efter valgkampen i 2016, at 70 pct. af, hvad Trump sagde under valgkampen, var usandt. Faktisk var kun 4 pct. af det, han sagde, uomtvisteligt sandt
_______

 

PolitiFact, der efterprøver udsagn fra amerikanske politikere, opgjorde efter valgkampen i 2016, at 70 pct. af, hvad Trump sagde under valgkampen, var usandt. Faktisk var kun 4 pct. af det, han sagde, uomtvisteligt sandt. Siden han rykkede ind i Det Hvide Hus, har dette mønster ikke ændret sig. Ifølge PolitiFact formåede han i sit første år i præsidentembedet at tale enten usandt eller vildledende 2.140 gange. Det er i gennemsnit omkring 5,9 usandheder om dagen.

Det tal arbejder Trump ikke ligefrem på at nedbringe. Han har tværtimod gjort den skamløse løgn til et grundlæggende princip i sit politiske virke. Samtidig beskylder han konstant medier og politiske modstandere for at lyve. De etablerede medier har han udråbt til at være ”fjender af det amerikanske folk”. Det er en form for politisk tale, man almindeligvis forbinder med autoritære regimer. Den fremragende russisk-amerikanske journalist Masha Gessen har påpeget lighederne mellem Trumps og Vladimir Putins omgang med sandhed og løgn: ”Løgnen er budskabet … Det er ikke bare det, at både Putin og Trump lyver, det er det, at de lyver på samme måde og med samme formål: De lyver groft for at kunne tiltage sig magten over selve idéen om sandhed”. Og Trump lyver i et omfang, der nærmest fører til en form for resignation hos hans kritikere. Deres smertetærskel bliver hævet – mindre løgne er ikke længere nyhedsværdige.

Også hos præsidentens øvrige talsmænd og -kvinder skrider normerne. Det er bestemt ikke noget nyt, at folk i deres embede glider af på ubehagelige spørgsmål – det er nærmest en kunstart. Men det er, som om Trump-regeringens talspersoner helt har droppet idéen om, at de er en del af en demokratisk samtale. Pressebriefingerne i Det Hvide Hus er blevet en form for politisk kabuki-teater.

”Hele systemet er svindel!”
Ifølge den amerikanske historiker Timothy Snyder er ”post-sandhed lig med pre-fascisme”. Den demokratiske debat kræver en grundlæggende enighed om de fakta, man diskuterer ud fra. Alligevel er det i det ekstremt polariserede politiske klima, som hersker i USA, lykkedes at skabe en slags alternativ virkelighed – et ekkokammer – som en betragtelig del af præsident Trumps støtter befinder sig i. På trods af at samtlige amerikanske efterretningstjenester har fastslået, at Rusland stod bag hacking og en omfattende misinformationskampagne i årene op til det amerikanske præsidentvalg i 2016, var det i juli 2017 alligevel kun 9 pct. af de republikanske vælgere, der accepterede denne vurdering.

Et andet eksempel er troen på, at millioner af illegale immigranter stemmer ved amerikanske valg. Efter præsidentvalget i 2016 forklarede Trump den omstændighed, at Hillary Clinton havde fået tre mio. stemmer mere end ham, med, at tre-fem mio. mennesker havde stemt illegalt. Mange havde angivelig kørt fra valgsted til valgsted i busser for at afgive deres (ulovlige) stemme – og tilsyneladende havde de alle stemt på Clinton. Så faktisk havde han vundet et flertal af de legalt afgivne stemmer, hævdede han. Tog man Trump på ordet, havde der altså været tale om en omfattende koordination, som pegede på systematisk svindel (hvilket selvfølgelig gjorde det svært at forstå, hvorfor Trump alligevel, mod egen forventning, havde vundet). Hillary Clintons stemmetal var ifølge den nyvalgte præsident et bevis på, at hele det politiske system var korrupt.

Trump fremsatte uden blusel denne påstand, på trods af at utallige undersøgelser i de enkelte delstater finder så forsvindende få tilfælde af ulovlig stemmeafgivning, at man med stor sikkerhed kan fastslå, at denne form for valgsvindel ingen rolle spiller ved nationale valg. Men det er ikke svært at gisne om, hvad der fik Trump til at hævde, at millioner havde stemt illegalt. Personlig forfængelighed er et godt bud. Det centrale budskab i hans kampagne var, at ’eliten’ – medierne, eksperterne og politikerne i Washington – ikke forstod folket, og at han derfor havde snydt dem alle ved at vinde. Men dén fortælling blev undergravet af, at Clinton faktisk fik betydeligt flere stemmer, og at Trumps sejr således kun kunne tilskrives hans flertal i valgmandskollegiet. Alligevel brugte Trump enhver given lejlighed (og ca. 300 tweets) til at fortælle, at han havde vundet en af de største valgsejre i nationens historie. Selv et år efter sin tiltrædelse så han under en tale tilbage på sin sejr og spurgte: ”Hvem skulle have troet, at det ville ende som en jordskredssejr?”. Sandheden var, at den næst efter George W. Bushs sejr i 2000 var den snævreste i nyere tid.

 

Det centrale budskab i hans kampagne var, at ’eliten’ – medierne, eksperterne og politikerne i Washington – ikke forstod folket, og at han derfor havde snydt dem alle ved at vinde
_______

 

Selve påstanden om de illegale stemmer var i sig selv undergravende for tilliden til det amerikanske demokrati, men situationen blev kun værre, da Trump nedsatte en kommission, der skulle finde belæg for påstanden og derefter træffe passende foranstaltninger til at forhindre gentagelser. Også efter påstanden om, at han under valgkampen var blevet aflyttet ulovligt, havde Trump pålagt regeringsapparatet at finde belæg for grundløse påstande. Med denne nye kommission blev der bragt kræfter fra højrefløjen, der længe har arbejdet på at sænke unge vælgeres og minoritetsvælgeres andel af vælgerskaren, helt ind i regeringskontorerne.

Kampen mod stemmeretten
Ønsket om at gøre det sværere for dele af den amerikanske befolkning at komme til at bruge deres stemmeret udspringer af det faktum, at den demografiske udvikling i USA på længere sigt tilgodeser demokratiske kandidater – i hvert fald hvis de vælgergrupper, der overvejende stemmer demokratisk, rent faktisk møder op ved stemmeurnerne. Kan man ikke forhindre udviklingen helt ved at fjerne nogle af disse vælgere fra valglisterne, så kan man i det mindste gøre det mere besværligt for dem at bruge deres stemmeret.

I det seneste årti har der været mange tiltag med dette formål i stater med republikanske guvernører og/eller republikansk flertal i de lovgivende forsamlinger. Efter årtiers bestræbelser på at øge stemmeprocenten ved at gøre det nemmere at komme til at stemme har hele 20 stater siden 2010 indført lovgivning, der gør det sværere. I flere stater har man ligefrem gjort det sværere i byområder, der overvejende stemmer demokratisk, og nemmere i landområder, der overvejende stemmer republikansk. Særligt slemt har det været, siden højesteret i 2013 – med dommerstemmerne 5-4 – fjernede en central bestemmelse i The Voting Rights Act fra 1965, der hidtil havde givet den føderale regering mulighed for at føre et skærpet tilsyn med valgreglerne i en række delstater (Shelby County v. Holder). Straks efter at dette tilsyn blev fjernet, benyttede en række stater med republikansk flertal i deres lovgivende forsamlinger lejligheden til at indføre nye stramninger.

Disse tiltag har alle officielt været begrundet med frygten for ulovlig stemmeafgivelse – det på trods af, at det er et ikkeeksisterende problem. Et omfattende studie lavet af forskere fra Harvard, Stanford, Yale og University of Pennsylvania konkluderede, at omkring 0,02 pct. af alle stemmer afgivet ved valget i 2012 kunne være fra folk, der havde stemt to gange, men de fandt det mest sandsynligt, at selv dette lave tal skyldtes en regnefejl.

I North Carolina afviste man med henvisning til en mulig risiko for valgsnyd fx en form for ID, som især blev anvendt af offentligt ansatte, studenter og folk på offentlig forsørgelse. En føderal appeldomstol erklærede efterfølgende lovgivningen for ugyldig, bl.a. fordi den ”ramte afroamerikanere med nærmest kirurgisk præcision”. Republikanerne i North Carolina appellerede dommen til højesteret, men denne valgte i foråret 2017 at lade appeldomstolens beslutning stå ved magt.

Trods tilbageslag som dette øjnede fortalerne for vælgerundertrykkelse nye muligheder, da præsident Trump ønskede belæg for påstanden om, at millioner af illegale vælgere havde stemt ved præsidentvalget. Blandt de aktivister, der slog til og støttede præsidentens udtalelser, var Kris Kobach, Secretary of State i delstaten Kansas. Kobach har i årevis talt for nødvendigheden af at ændre den demografiske udvikling i USA og har først og fremmest brugt påstande om mulig valgsvindel til at fremme sin sag.

I Kobachs hjemstat, Kansas, har skærpede krav om særlig ID-dokumentation reduceret antallet af stemmeberettigede. Det på trods af, at der i staten kun blev fundet ni tilfælde af fejlagtig stemmeafgivelse ved det seneste valg. I otte tilfælde drejede det sig om ældre vælgere, der var blevet forvirrede over stemmesedlerne. Og otte ud af de ni vælgere stemte i øvrigt republikansk.

Ikke desto mindre har andre stater under republikansk kontrol ladet sig inspirere af Kobachs virke. I 2010 inviterede Arizona ham ligefrem til at udfærdige en ny drakonisk lovgivning. Den lov, han var med til at udfærdige, gjorde det bl.a. muligt for politiet i Arizona at standse folk på gaden uden særlig anledning og internere dem, hvis de ikke kunne dokumentere, at de havde en gyldig opholdstilladelse i staten. I folkemunde blev loven omtalt som ’Vis mig dine papirer’-loven.

I 2013 erklærede USA’s højesteret stort set alle dele af denne lovgivning forfatningsstridige. Det styrkede ikke ligefrem Kobachs profil, og i Washington blev han da også anset for at være et tvivlsomt bekendtskab – lige indtil Donald Trump rykkede ind i Det Hvide Hus. Gennem Steve Bannon og Donald Trump Jr. var Kobach allerede under valgkampen kommet ind i kredsen omkring præsidenten, og i maj 2017 udpegede Trump ham til næstformand i en kommission, som under ledelse af vicepræsident Pence skulle finde belæg for præsidentens påstande om, at millioner af illegale vælgere havde afgivet deres stemme ved præsidentvalget.

Kommissionen udbad sig detaljerede personlige oplysninger om vælgere fra alle delstaterne, herunder adresser, Social Security-numre samt oplysninger om, hvorvidt de enkelte vælgere havde været registreret som demokrater eller republikanere ved tidligere valg. Det bestyrkede mistanken om, at det egentlige formål var at finde anledninger til at nægte tusinder af amerikanere retten til at stemme. Såvel demokratiske som republikanske politikere i mange stater afviste at udlevere den slags personlige oplysninger til kommissionen. Mississippis republikanske justitsminister, Delbert Hosemann, svarede kommissionen, at den kunne ”hoppe i Den Mexicanske Golf”. Ironisk nok nægtede også Kobachs egen stat, Kansas, at udlevere de ønskede personoplysninger.

I løbet af 2017 blev kommissionen ramt af mindst otte sagsanlæg fra The American Civil Liberties Union og andre borgerrettighedsgrupper. Sagsanlæggene resulterede bl.a. i personlige bøder til Kobach for ”åbenlyst at have forsøgt at vildlede retten” i flere sager. Til gengæld lykkedes det ikke kommissionen at finde konkrete tilfælde af valgsnyd, og i begyndelsen af januar 2018 meddelte Trump-regeringen, at kommissionen nu var nedlagt. Bestræbelserne på at finde dækning for påstandene om omfattende valgsvindel var således ifølge Michael Waldman, præsidenten for The Brennan Center for Justice, ”begyndt som tragedie og endt som farce”.

Præsident Trump nægtede dog at erkende, at kommissionen intet havde fundet, fordi der intet var at finde. I et tweet skrev han, at kommissionen havde ”kæmpet hårdt” for at undersøge påstandene om misbrug ”fordi de ved, at mange mennesker stemmer illegalt. Systemet er blevet manipuleret, vi må indføre vælger-ID”. Heller intet tyder da på, at Trump og Kris Kobach reelt har opgivet planerne om at bruge påstande om valgsnyd til at gøre det sværere for nogle grupper i det amerikanske samfund at stemme. Arbejdet er nu blot blevet flyttet til Department of Homeland Security, hvor det ifølge Kobach vil være bedre skærmet fra offentlighedens søgelys og dermed også fra truende sagsanlæg. Det er med Kobachs ord “et taktisk skift af præsidenten, som fortsat er meget opsat på at fastslå omfanget af valgsnyd”.

 

Intet tyder da på, at Trump og Kris Kobach reelt har opgivet planerne om at bruge påstande om valgsnyd til at gøre det sværere for nogle grupper i det amerikanske samfund at stemme
_______

 

Millionerne og familien
Blandt de tidligere amerikanske præsidenter finder man ingen, der så åbenlyst og direkte har anvendt embedet til at berige sig selv og sin familie, og som samtidig har kostet de amerikanske skatteydere så dyrt ved at tilbringe en stor del af sin tid på sit eget resort i Florida eller på en af sine mange golfbaner. Alene i sit første trekvarte år i præsidentembedet brugte Trump lige så meget på rejser, som Obama gjorde på otte år. Langt de fleste rejser gik til hans egne hjem – herunder hans resort Mar-a-Lago i Florida, hvortil hver rejse koster skatteyderne omkring 20 mio. kroner. Alt imens har præsidenten haft store ekstraindtægter på sine hoteller og resorter. Alene Trump-hotellet i Washington, D.C. havde i de første fire måneder af 2017 en indtjening, der var ca. 26 mio. kroner større end forventet. Og da Trump blev præsident, blev indskuddet for et medlemskab i Mar-a-Lago fordoblet til omkring 1,3 mio. kroner. Disse ekstraindtægter er dog småbeløb i forhold til de fordele, Trumps præsidentembede har givet andre Trump-ejede virksomheder samt firmaer ejet af datteren Ivanka Trump og svigersønnen Jared Kushner. Også her har den eksisterende lovgivning vist sig at være helt utilstrækkelig. Det er den, fordi ingen hidtil har forestillet sig, at en præsident kan foretage sig sådanne normbrud. For Trumps forgængere (i hvert fald siden Ulysses S. Grant) har etiske retningslinjer og etablerede normer været tilstrækkelige. Jagten på rigdom måtte vente til efter embedsperioden.

Trump er ikke den første amerikanske præsident, der giver en slægtning et formelt politisk embede. Franklin Roosevelt havde sin søn James som rådgiver. John F. Kennedy gjorde sin lillebror Robert til justitsminister. Bill Clinton satte sin kone, Hillary, i spidsen for bestræbelserne på at gennemføre en national sygesikringsordning. Donald Trump har imidlertid taget nepotismen til et helt nyt niveau ved at gøre sine børn og sin svigersøn til ubetalte ’seniorrådgivere’. Mens både Robert Kennedys og Hillary Clintons kvalifikationer var ubestridelige, er det svært at se, hvad der kvalificerer Trumps familiemedlemmer til betroede stillinger, og deres adgang til fortrolige oplysninger er særdeles problematiske af mindst to grunde. Dels driver de Trumps og egne forretninger ved siden af, dels har de efter mere end et år ikke været i stand til at få de fornødne sikkerhedsgodkendelser fra FBI. Alligevel menes de at have adgang til en række fortrolige oplysninger, herunder præsidentens daglige sikkerhedsbriefing.

Trumps svigersøn Jared Kushner har nærmest haft status som ’minister for hvad som helst’, og adskillige repræsentanter for udenlandske regeringer har af præsidenten fået at vide, at Jared, snarere end udenrigsminister Rex Tillerson, var manden, de burde tale med. Meget tyder også på, at flere lande selv har søgt forhandlinger gennem Kushner, vel vidende at det firma, han ejer med sin far, er i alvorlige likviditetsproblemer og bl.a. har et lån på 1,2 mia. dollars, der forfalder om et år. Flere fremmede magter har angiveligt diskuteret muligheder for at drage fordel af denne situation i forhandlinger.

Kushner fik plads i det nationale sikkerhedsråd og har undervejs fået tildelt ansvaret for bl.a. en reorganisering af den føderale regering, krigen mod ISIS og fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne. Kushner rådgiver angiveligt også sin svigerfar i andre anliggender. Det var tilsyneladende ham, der rådede præsidenten til at fyre chefen for FBI, James Comey. Kun én gang på 80 år er en FBI-chef blevet fyret midt i sin ansættelsesperiode – dengang var årsagen embedsforsømmelse, og beslutningen havde opbakning fra begge partier i kongressen.

Sådan var det ikke, da præsident Trump i maj 2017 valgte at fyre James Comey. Først blev beslutningen begrundet med en stribe divergerende forklaringer om, hvem der havde fyret ham og hvorfor. Den første var, at vicejustitsminister Rod Rosenstein selv havde besluttet at fyre Comey på grund af dennes håndtering af Hillary Clintons e-mailsag næsten et år tidligere. Men den 11. maj sagde Trump så i et interview med NBC’s studievært Lester Holt, at han selv havde truffet beslutningen, fordi Comey fortsatte sin Rusland-undersøgelse: ”Faktisk, da jeg besluttede mig for at gøre det, så sagde jeg til mig selv, ’du ved, denne her Rusland-ting med Trump og Rusland er en historie, de har fundet på, det er en undskyldning fra demokraterne for at have tabt et valg, de burde have vundet’”. Senere kom det også frem, at præsident Trump på et møde med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den russiske ambassadør Sergei Kislyak den 10. maj – dagen efter fyringen af Comey – fortalte dem: ”Jeg har lige fyret chefen for FBI. Han var skør, en virkelig tosse … Jeg var under stort pres på grund af Rusland, men det er lettet nu”.

I begyndelsen af februar 2018 kom det også frem, at hele 130 mennesker arbejdede i Det Hvide Hus uden at have fået den nødvendige permanente sikkerhedsgodkendelse – herunder altså Ivanka Trump og Jared Kushner. I Kushners tilfælde er der måske en forbindelse til den omstændighed, at han også er i den særlige undersøger Robert Muellers søgelys. Desuden har det næppe heller styrket hans sag, at han mindst tre gange har måttet revidere den særlige SF-86-formular, han oprindeligt udfyldte for at få en sikkerhedsclearing. Her glemte han nemlig at oplyse flere end 100 møder med repræsentanter for fremmede magter, heriblandt Rusland. Det har måske også gjort et særligt indtryk på FBI, at Kushner i december 2016 angiveligt foreslog den russiske ambassadør i USA, Sergei Kislyak, at oprette en sikker kommunikationskanal på den russiske ambassade, så Trump-lejren kunne kommunikere direkte med Rusland, uden at de amerikanske efterretningstjenester lyttede med.

Den manglende sikkerhedsgodkendelse har dog hidtil ikke afholdt Kushner fra at være en af præsidentens højt betroede medarbejdere. Igen viser det betydningen af normer: FBI kan anbefale, at en person ingen sikkerhedsgodkendelse får, men stabschefen i Det Hvide Hus er ikke forpligtet ved lov til at følge bureauets anvisninger. Det har blot være normen i alle tidligere administrationer, at man gjorde det – helt som det har været normen, at en præsident ikke forsøger at bruge sit justitsministerium til at forfølge sine politiske modstandere eller fyrer en FBI-chef i utide uden politisk konsensus.

 

I begyndelsen af februar 2018 kom det også frem, at hele 130 mennesker arbejdede i Det Hvide Hus uden at have fået den nødvendige permanente sikkerhedsgodkendelse – herunder Ivanka Trump og Jared Kushner
_______

 

Kampen mod FBI
Da FBI-chefen Comey i slutningen af oktober 2016 meddelte, at forbundspolitiet var kommet i besiddelse af flere af Hillary Clintons e-mails, vakte meldingen voldsom forargelse hos demokraterne – ikke mindst hos kandidaten selv. Hun fandt det ikke alene unødvendigt, men også uhørt, at den slags meldinger om en igangværende undersøgelse blev offentliggjort så kort tid før valget. Clinton er fortsat overbevist om, at Comeys udmelding – om mails, der viste sig allerede at være kendt fra tidligere – i sidste ende kostede hende valgsejren. Hvad Comey ikke meddelte offentligt, var, at FBI allerede i juli 2016 også havde indledt en undersøgelse af Ruslands forsøg på at påvirke det amerikanske valg samt af et muligt samarbejde mellem Rusland og Trump-lejren.

Ikke overraskende fandt Trump dengang Comeys melding om Clinton ”modig”. Men Trumps positive indtryk af FBI og dets chef holdt mildest talt ikke ved. Da Comey ikke efterkom Trumps ønske om at standse undersøgelserne af sikkerhedsrådgiveren Michael Flynn, blev han fyret. Men forløbet førte til, at justitsministeriets andenmand, Rod Rosenstein, anså det for nødvendigt at udpege Robert Mueller som særlig undersøger.

Lige siden har præsidenten i stribevis af tweets fremstillet sig selv som offer for en heksejagt indledt af ledende kræfter i FBI i ledtog med Hillary Clinton. Han har bedyret, at FBI’s omdømme ”ligger i ruiner”, fordi styrken fortsat bruger ressourcer på en sag, han hævder er ”et svindelnummer”. Hans tilhængeres opfattelse af FBI har skræmmende hurtigt forandret sig under beskydningen – som ikke alene fremføres fra præsidentens Twitter-konto, men også af hans allierede i Repræsentanternes Hus og af en række medier på højrefløjen, herunder Fox News. Sean Hannity, der er kanalens p.t. største stjerne (og indimellem fremstår som præsidentens uformelle rådgiver) har kaldt fundet af private Trump-kritiske e-mails hos en FBI-medarbejder (der allerede var sat af undersøgelsen af Trump-Rusland, da Bob Mueller blev opmærksom på deres eksistens) for ”den største skandale i amerikansk historie”. Hannity har også hævdet, at disse e-mails beviste eksistensen af “en gigantisk incestuøs cirkel af korruption” i FBI. Også præsident Trumps tidligere rådgiver Sebastian Gorka har bidraget til hetzen på Fox News ved at kalde FBI’s handlinger i undersøgelsen af forbindelserne til Rusland for ”100 gange værre” end dem, der i sin tid udløste Den Amerikanske Revolution.

Historisk set har mistro til FBI oftest været at finde på venstrefløjen – og den har langtfra altid været ubegrundet. Republikanerne har derimod set sig selv som ’lov og orden’-partiet. Selv da Watergate-skandalen i 1974 var ved at vælte en republikansk præsident, Richard Nixon, svækkede det ikke for alvor republikanske vælgeres tiltro til FBI’s integritet. Men efter at Fox News og andre medier dag efter dag har bombarderet deres seere med beskyldninger om korruption i forbundspolitiet – mens præsidenten har advaret sine tilhængere om, at ’den dybe stat’ er efter ham – er virkningen indtruffet. I en meningsmåling foretaget i begyndelsen af februar 2018 udtrykte blot 38 pct. af de adspurgte republikanere et positivt syn på FBI.

Denne åbne krig med FBI er uden fortilfælde. Forestillingen om, at ledende kræfter i forbundspolitiet har arbejdet – og fortsat arbejder – for Hillary Clinton, er svær at forene med den omstændighed, at James Comey vingeskød hendes kampagne med meddelelsen om nye mails (som senere viste sig hverken at være nye eller inkriminerende) og samtidig undlod at informere offentligheden om mistankerne mod Trump-lejren. Den er også svær at forene med den omstændighed, at alle de ledende folk i FBI og justitsministeriet, som Trump langer ud efter, faktisk er republikanere. Det gælder både James Comey, Robert Mueller, Rod Rosenstein og den nye FBI-chef, Christopher Wray – de to sidstnævnte har Trump tilmed selv udnævnt.

Efter Trump
Det grundlæggende problem er, at Trump – i sine bestræbelser på at bremse en undersøgelse, der synes at rykke tættere ind på ham selv og hans inderkreds – har politiseret FBI’s arbejde, ligesom han tidligere har politiseret domstolene og efterretningstjenesterne, når han fandt det formålstjenligt. Han har bevidst forsøgt at undergrave offentlighedens tillid til, at disse institutioner kan fungere upartisk og professionelt inden for de rammer, lovgivningen udstikker. Fra den yderste højrefløj har han lånt konspirationsteorier om ’den dybe stat’ og anvendt dem i bestræbelserne på at få Muellers undersøgelse til at forsvinde – eller i det mindste at miskreditere den.

Et stående spørgsmål blandt Trumps kritikere er, om en eller anden form for normalitet i det politiske liv atter vil vende tilbage, når han forlader Det Hvide Hus, eller om der allerede er gjort varig skade på det amerikanske demokrati. Nogle ser nærmest hans inkompetence som en formildende omstændighed og beder til, at der ikke i fremtiden dukker en ’Trump 2.0’ op – med samme autoritære inklinationer, men mere politisk tæft.

Det mest bekymrende træk ved det seneste års udvikling er måske, at så få af præsidentens republikanske partifæller i kongressen endnu har været parate til at sige fra – om det så har været taktisk begrundet, kan tilskrives partiloyalitet eller snarere bunder i frygt for, at ’trumpisterne’ udfordrer dem i deres egne valgdistrikter. Mange iagttagere sætter fortsat deres lid til, at ledende kræfter i partiet mest af alt forsøger at vinde tid, mens de venter på efterårets midtvejsvalg og resultaterne af Muellers undersøgelser. Der er dog også den mulighed, at Det Republikanske Parti ganske enkelt er ved at blive ’Trumps parti’, således som præsidentens tidligere seniorrådgiver Steve Bannon håbede det ville – et højre-populistisk parti snarere end et konservativt. ■

 

Det mest bekymrende træk ved det seneste års udvikling er måske, at så få af præsidentens republikanske partifæller i kongressen endnu har været parate til at sige fra
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen