03.05.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

I medierne gøres der utrolig meget ud af at læse hver eneste bevægelse i partiet Venstre ind i et benhårdt magtspil mellem forskellige fraktioner. For tiden er det land versus by, førhen var det Højskolevenstre versus Handelshøjskolevenstre. Griber man tingene således an, giver gårsdagens ministerrokade signalforvirring. Tager man mere nøgterne briller på, er rokaden en blandet landhandel med visse valgtaktiske hensyn.

Kommentar af Nicolai Svejgaard Poulsen

”Adel og borger, præster og bønder, glæder og sorger og dyder og synder, mågerne fly’r, taber de noget? Vi er alle i samme båd”.
Sådan sang Helge Kjærulff-Schmidt i Hornbækrevyen i 1944. Denne keren sig om samfundets mange segmenter har været omdrejningspunktet i adskillige diskussioner om Venstres interne anliggender gennem tiden. Den seneste ministerrokade opfylder dog ikke samme forudsigelige skabelon, men kan nok nemmere forstås som et taktisk forsøg på at forberede sig til valgkampen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen formåede – ligesom ved tidligere regeringsrokader – at tage fusen på ikke mindst journalisterne efter Søren Pinds bedrøvelige, men respektable exit fra politik og Esben Lunde Larsens afgang som minister. Frustrationen i pressekorpset var stor, da ingen anede noget om ministernavnene, indtil kort før ministerbilerne rullede ind på Amalienborg. Her var borgere, turister og VU’ere mødt op. Det fik de imidlertid ikke meget ud af, idet pressen sørgede for at mandsopdække ministrene, så almuen dårligt kunne se dem, da de trådte frem. Avisernes breaking news-søjler skulle jo fodres med identiske budskaber.

Bag palisaderne af journalister, kameraer og mikrofoner trådte Tommy Ahlers frem som ny uddannelses- og forskningsminister, Eva Kjer Hansen som ny minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde og Jakob Ellemann-Jensen som ny miljø- og fødevareminister. Ét overraskende og to knap så overraskende valg.

DE POLITISKE SPÆNDINGER i Venstre er altid guf for folk, der skal skrive lange dramatiske artikler – denne forfatter inklusive. På det seneste har skillelinjen mellem by og land været et yndet emne blandt dem, der skulle gøre sig kloge på Venstres interne anliggender. Førhen var det blandt andet Højskolevenstre versus Handelshøjskolevenstre. Fælles for skillelinjerne er, at det typisk er folk, der aldrig kunne finde på at stemme på Venstre, der tegner dem op for at understrege, at Venstres sande sjæl sjovt nok typisk ligger tæt på hvem end, der fremfører pointen. Men naturligvis er et liberalt folkeparti ikke én enhed, og ethvert parti med bred folkelig forankring vil uvægerligt have spændinger mellem forskellige lokalinteresser. All politics is local, som man engang sagde i USA.

 

På det seneste har skillelinjen mellem by og land været et yndet emne blandt dem, der skulle gøre sig kloge på Venstres interne anliggender
_______

 

Det er især blevet bemærket, at Venstres popularitet i de store byer er formindsket over den seneste tid. Samme historie havde man i øvrigt for cirka ti år siden, og dér blev resultatet efterfølgende et uhørt godt valg til Venstre i særligt København, men det skyldes nok mere S-SF-drømmen om en betalingsring. Ikke desto mindre har det været populært for både journalister og Venstre internt at analysere, hvordan man kunne vinde noget af det tabte i storbyerne tilbage.

Her er valget af Tommy Ahlers som minister interessant. Med en baggrund som medlem af Konservativ Ungdom og konservativ folketingskandidat er han næppe nogen politisk grønskolling, men det er alligevel lidt af et sats. Han har givetvis vundet Lars Løkkes gunst gennem arbejdet i Disruptionrådet, og en stor del af hans fokus som uddannelsesminister vil sandsynligvis være på udviklingen af digitale kompetencer. Skulle det gå ham godt, bliver han en god outsider-succeshistorie, og bliver han opstillet i eksempelvis Københavns eller Københavns Omegns Storkreds, vil det være dårligt nyt for Liberal Alliance, der ellers er blevet et populært parti for de frembrusende erhvervsfolk i storbyerne, der ikke er bange for politikere med vidtrækkende ambitioner, og som tidligere var en meget loyal byvælgergruppe for Venstre.

Om det er et klogt træk, at Venstre søger at genvinde tabte andele på et marked, der uanset hvad er totalt domineret af borgerligt-liberale partier, må tiden vise. Det er jo trods alt et med-regeringsparti, man prøver at dræne for vælgere, og det kan ikke siges at borge for godt sammenhold med en notorisk opfarende Anders Samuelsen.

MERE INTERESSERET er man – i hvert fald i pressen – i det såkaldt grønne segment, som tilmed har fået en midlertidig plads i Venstres eget logo. Den hårde kerne i segmentet består af storbyboere, der er så fremmedgjorte fra naturen, at den for dem er blevet et helligt fetichobjekt, som ikke må forstyrres. Kigger man efter Venstre-bejleri til dette segment i ministerrokaden, må valget af Eva Kjer Hansen vække undren – selve personificeringen af den gamle Venstre-regerings miljø- og fødevarepolitik. Hun repræsenterer den totale modsætning til det grønne segment: Det konkrete Danmark, hvor fiskeri og landbrug er en velanset levevej, og hvor ligestillingspolitik i form af kvoter og langhårede akademiske analyser typisk vil få et høfligt nej tak. Her er der ikke meget at hente for det grønne segment, der afskyr konventionel fødevareproduktion og ser sexisme på hvert et gadehjørne. Dog er Eva Kjer Hansen en dedikeret europæer, hvilket ikke kan være helt slemt her i optakten til et Europa-Parlamentsvalg i sommeren 2019, og så er hun så liberal, at det kan mærkes i et parti, som skal balancere liberal ideologi, konservative vaner og benhård pragmatisme. Med andre ord: Det smager af Uffe Ellemann-Jensen, og det er jo ikke så ringe endda.

 

Med andre ord: Det smager af Uffe Ellemann-Jensen, og det er jo ikke så ringe endda
_______

 

Det gør det sandt for dyden også med Jakob Ellemann-Jensen, Uffes egen søn, som har en mere end betydelig portion storbycharme. Er vi vidne til en ny Uffe? Det må fremtiden vise, men det er ikke svært at forestille sig, at mange håndflader vil være i akut fare for at få brandsår af bare klapsalver, hvis Jakob Ellemann-Jensen ved et fremtidigt Venstre-landsmøde stiger op på partiets stiges allerhøjeste top. Men posten som miljø- og fødevareminister bliver næppe et storbyhit alene i kraft af hans karismatiske person. Han er ikke den første Venstre-politiker, der forsøger at male tungen grøn. Anders Fogh Rasmussen brugte engang næsten en hel landsmødetale på det. Det er der næppe så mange, der kan huske, og det er netop pointen. De store linjer i den førte politik tegnes af hele blå blok, så mere sandsynligt er det, at politikken vil følge mere eller mindre den samme (relativt) landbrugs- og produktionsvenlige linje, som Venstre efter mange år i lommen på miljøembedsværket slog ind på efter 2011. Det manglede da også bare, ville de fleste Venstre-kernevælgere nok sige.

Sandsynligt er det også, at de sammenbidte røde miljøordførere vil skære sig på Ellemann-Jensens skarpe vid, når de igen finder et påskud for at indkalde til utallige samråd. Måske kunne det udløse lige så mange næser, som hans far i sin tid som udenrigsminister fik for sine uforfærdede værdikampe, hvis Jakob Ellemann-Jensen formår at drive ordførerne lige så meget til vanvid med sine talegaver og stærke pondus, som hans far kunne gøre det.

Først og fremmest synes denne rokade altså at handle mindre om journalisternes yndlingsskillelinjer og mere om at sætte et lidt stærkere hold frem mod næste folketingsvalg, der ikke er belastet af for mange sager og kan tale ordentligt for sig og sætte offensive dagsordener. Dermed kan man få noget tiltrængt ro på bagsmækken, imens man lukker energi- og medieforlig og dernæst går i valgkampstilstand, hvor det samlede blå artilleri skal rettes mod Mette Frederiksen og hendes magtsultne tropper.

Hvad det så er for et samlet projekt, som kan få Venstre og resten af blå blok til at rette skytset væk fra hinanden og mod de røde, så man har en chance for genvalg, må vi håbe, at de snart løfter sløret for. ■

 

Først og fremmest synes denne rokade altså at handle mindre om journalisternes yndlingsskillelinjer og mere om at sætte et lidt stærkere hold frem mod næste folketingsvalg
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?