25.04.2018

Danmark betaler trofast til EU’s forsvarssamarbejde uden at få politisk indflydelse eller økonomiske fordele til gengæld. Derfor bør vi afskaffe forsvarsforbeholdet og bidrage til udformningen af EU’s fremtidige forsvarspolitik.

Af Nicolai B. Bechfeldt

EU HAR LIGESOM Danmark erkendt, at verden er blevet mere usikker. Forholdet til Rusland har nået et nyt lavpunkt, og terrortruslen fra islamistiske grupper i Afrika og Mellemøsten er ikke blevet mindre. Derfor har unionen valgt at prioritere sit forsvarssamarbejde højere i de kommende år. Et samarbejde, som Danmark betaler til, men som vi ikke deltager i. Danmark har årligt et nettobidrag til EU på 4,7-4,8 milliarder kroner.

I december tog EU et kvantespring mod et samlet europæisk militær. Her blev PESCO (Permanent Structured Cooperation) grundlagt, da 25 af unionens 27 fremtidige medlemslande vedtog at indgå EU’s første egentlige forsvarssamarbejde. Danmark og Malta valgte som de eneste medlemslande at stå uden for. Danmark kan ikke deltage på grund af forsvarsforbeholdet, som forhindrer, at vi deltager i militære samarbejder i EU-regi. Maltas regering ønsker at afvente, hvordan det nye samarbejde udvikler sig, da den mener, at indholdet af PESCO kan vise sig at være i konflikt med landets principielle neutralitet. Det er modsat værd at bemærke, at Sverige – som normalt også vægter neutralitet – er med.

Banebrydende tilpasning til en ny verdensorden
Der er tre erklærede mål for det nye samarbejde: beskyttelse af unionen og dens borgere, evnen til at respondere på interne og eksterne kriser samt muligheden for at assistere partnerlande med kapacitetsopbygning. Meget ambitiøst men ikke særlig konkret. Samarbejdet indeholder muligheden for, at der kan etableres en EU-indsatsstyrke, men denne vil kun involvere de lande, der aktivt tilvælger at være med. Dog er der identificeret 17 specifikke projekter, som samarbejdet indledningsvist skal beskæftige sig med. Projekterne varierer fra etablering af en fælles platform til deling af efterretninger om cyberkriminalitet til udvikling af fælles europæiske infanterikampkøretøjer. Det er klart, at der er et enormt besparingspotentiale i flere af projekterne, idet fælles indkøb og forskning skaber stordriftsfordele og synergi. Når Danmark eksempelvis køber 15 nye franske artillerisystemer, så kunne der spares penge, hvis man var gået sammen med andre lande, der også står overfor at anskaffe nyt artilleri.

 

Det er klart, at der er et enormt besparingspotentiale i flere af projekterne, idet fælles indkøb og forskning skaber stordriftsfordele og synergi
_______

 

Finansieringen til de nye projekter skal dels komme fra de lande, der deltager i dem, og dels fra den europæiske forsvarsfond. Fondens midler kommer fra det overordnede EU-budget, som danske skatteydere betaler til, og dermed bidrager de til fremtidige projekter under PESCO, selvom Danmark ikke er med i ordningen. Det er hensigten, at forsvarsfonden skal nå et årligt budget på knap 41 milliarder kroner fra 2020. Det er næsten dobbelt så meget som Danmarks nuværende forsvarsbudget. Fonden blev etableret før PESCO og har et stringent fokus på forskning og udvikling. PESCO-forskningsprojekter kan finansieres med 20-30 pct. fra fonden, men hensigten bag PESCO er mere og andet end blot fælles forskning. Der er tillige identificeret et potentiale i fælles indkøb og drift, og ydermere er der i PESCO indlejret en vision om et fremtidigt stærkt samarbejde, der skal udgøre kernen i EU’s evne til at udøve en forenet sikkerheds- og udenrigspolitik.

I en verdensorden, hvor magtfordelingen bliver mere multipolær og flere store lande bliver i stand til at udfordre USA, vil behovet for en uniform EU-udenrigspolitik kun blive større. Selv de største medlemslande (Frankrig og Tyskland) har indset dette, og PESCO er det første substantielle skridt imod en egentlig europæisk forsvarsalliance, der kan varetage EU-interesser. For franskmændene, der altid har haft et anstrengt forhold til amerikanerne i NATO, er PESCO starten på en forsvarsalliance, der er ledet af Vesteuropa og uafhængig af det transatlantiske bånd. For Angela Merkels Tyskland er PESCO en mulighed for at cementere landets lederrolle i EU og lægge arven fra verdenskrigene bag sig – en arv, som i stor udstrækning har forhindret Tyskland i at tage ledende roller i multinationale militære samarbejder.

Forsvarsfonden, der skal medfinansiere projekterne i PESCO, kan udover de nævnte projekter også finansiere tiltag inden for udvikling og forskning, som medlemslandene kan foreslå. Ligesom i EU’s øvrige fonde må det forventes, at flere lande vil benytte sig af den mulighed. Det er særligt de mellemstore lande, der siden slutningen af den kolde krig har gennemført besparelser på deres militær, som her får en mulighed for igennem EU-finansiering fortsat at fremme nationale forskningsprojekter. Lande som Spanien, Italien og Portugal får igennem fonden adgang til et forum og til midler, der kan beskæftige sig med udfordringer relevante for deres nærområde, fx terrortrusler og illegale immigrationsstrømme over Middelhavet. Som det er nu, er det kun de militært stærkeste lande (USA, Storbritannien, Rusland), der har udviklingsafdelinger, der kan rumme forskning og udvikling af alle typer af trusler og kapaciteter. Øvrige lande forlader sig på den viden, de har adgang til igennem deres allierede.

Det danske forsvarsforbehold forhindrer imidlertid Danmark i at påvirke, hvad der forskes i, og hvordan resurserne bruges. Det er problematisk, fordi Danmark med sikkerhedsproblematikker i Østersøområdet og i det arktiske selvsagt har andre behov end de sydeuropæiske lande, der naturligt fokuserer mod trusler forårsaget af destabiliserede lande i Nordafrika og Mellemøsten. Man kunne forestille sig, at Danmark i PESCO kunne ønske fokus på afvisningsberedskabet over for russiske jagerfly (Østersøen) og forskning i operationer i ekstremt kolde egne (Arktis).

 

Det danske forsvarsforbehold forhindrer imidlertid Danmark i at påvirke, hvad der forskes i, og hvordan resurserne bruges. Det er problematisk
_______

 

Danske virksomheder går glip milliardkontrakter
Det har også indirekte omkostninger for Danmark at stå uden for samarbejdet. Store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet. Når PESCO skal i gang med at lave udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

I en undersøgelse bestilt af Erhvervsstyrelsen i 2009 svarede 64 ud af 86 adspurgte danske forsvarsvirksomheder, at deres vigtigste eksportmarked for forsvarsmateriel er Europa. For at beskytte den danske forsvarsindustri har der siden købet af Draken-kampflyene midt i 1960’erne været stillet krav om indgåelse af modkøbsaftaler, når Forsvaret placerer store ordrer ved udenlandske leverandører. Andre mindre europæiske lande har tilsvarende regler for at undgå, at det kun er de største lande, der kan opretholde industri på forsvarsområdet. I rammen af PESCO kan man frygte, at medlemslandene qua deres øgede samarbejde også vil lukrere på øget samhandel, hvori Danmark ikke er med.

Forsvarsforbeholdet skader Danmark
Selv de mest skeptiske EU-modstandere må nøgternt kunne konstatere, at det danske forsvarsforbehold udelukkende skader Danmarks interesser. Landene, der deltager i PESCO, vælger selv, hvilke tiltag de vil bakke op om, og hvilke de vil udeblive fra. Ligesom de selv vælger, hvilke militære operationer og initiativer, som de vil deltage i. Forsvarsfonden er en realitet, og det er besluttet, at PESCO delfinansieres af forsvarsfonden. EU bruger ressourcer på begge, hvad enten Danmark synes, det er en god idé eller ej. Ved at stå uden for samarbejdet kan vi ikke påvirke, hvad eller hvem pengene bruges på.

Efter nej’et til en afskaffelse af retsforbeholdet ved folkeafstemningen i 2015 er Folketingets EU-venlige partier særdeles forbeholdne over for at bringe spørgsmålet om vores EU-forbehold på banen igen. Men man kan håbe på, at jo tydeligere de negative konsekvenser bliver for Storbritannien efter Brexit, desto mere stiger modet til at turde debattere EU i Danmark igen.

Danmark kan ikke søge midler i forsvarsfonden, hvilket betyder, at danske virksomheder potentielt kommer bag i køen, når der indgås kontrakter på udviklingen af fx prototyper under de forskningsprojekter, som finansieres af forsvarsfonden eller iværksættes under PESCO. Derudover kan Forsvaret ikke opnå stordriftsfordele på indkøb sammen med resten af EU, og det bliver forventeligt vanskeligere at indgå bilaterale indkøbsaftaler, når vores nabolande kan opnå et større besparingspotentiale ved at handle multilateralt i det nye samarbejde. Det skriger til himlen, hvad enten man er for eller imod EU. Men flertallet i den danske befolkning er for Danmarks medlemskab af unionen. I en Europabarometer-undersøgelse fra april 2017 svarede 71 pct. af danskerne, at Danmarks EU-medlemskab er en god ting. Jeg er helt enig. Lad os få afskaffet forsvarsforbeholdet og få mere ud af EU-samarbejdet. ■

 

Danmark kan ikke søge midler i forsvarsfonden, hvilket betyder, at danske virksomheder potentielt kommer bag i køen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Bangert Struwe: Kritikken af Danmarks forsvarspolitik var helt fair. Nu er det pinedød nødvendigt at komme videre

Thomas Aastrup Rømer: 13 forslag til en humanistisk skærmpolitik

Hayley Stevenson i RÆSONs nye trykte nummer: Trump er en katastrofe for klimaet – men det var den eksisterende klimapolitik også

Peter Meedom i RÆSON SØNDAG: Putin går styrket til forhandlingsbordet i 2025. For Ukraine har stadig ingen troværdige sikkerhedsgarantier

Camilla T. N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Østasien forbereder sig på Trump

Lars Bangert Struwe om sabotage i Østersøen: Frygten for eskalation har gjort os impotente