05.08.2018

Den amerikansk-ledede koalition har stort set gjort det af med Islamisk Stat i Irak og Syrien. Organisationen har i stedet søgt mod nye territorier, og for menneskehedens bedste i almindelighed – og Europas sikkerhed i særdeleshed – bør de også uskadeliggøres der.

International kommentar af Nicolai B. Bechfeldt

Bombetogterne imod Islamisk Stat i Irak og Syrien og støtten til irakiske enheder har i overvejende grad opnået den internationale koalitions mål. Særligt i Irak har kampagnen været en succes, idet irakiske sikkerhedsstyrker, støttet af koalitionen, på blot to år generobrede storbyerne Ramadi, Falluja og Mosul. De sidste byer på grænsen til Syrien blev erklæret for generobrede i december 2017. Den internationale amerikansk-ledede koalition, som inkluderer ca. 200 danske soldater, støtter fortsat uddannelsen af den irakiske hær, med henblik på, at den fremover kan sikre grænsen til Syrien.

Syrien er imidlertid blevet til et morads, der for selv de mest nidkære iagttagere kan være svært at finde hoved og hale i. På den ene side står den syriske præsident, Bashar al-Assad med sine regeringsstyrker i tæt alliance med Putins Rusland, og på den anden side står en række forskellige oprørsgrupper, der noget forsimplet kaldes den syriske opposition. Oppositionen rummer både radikaliserede islamister fra Islamisk Stat, men også moderate grupper, som bl.a. amerikanerne har støttet.

Når en terrororganisation søger nye græsgange
Hele dette kaos har efterladt Islamisk Stat som organisationen med færrest allierede og flest fjender. Jagtet af både Assad, Iran, Rusland, kurdere og USA med alle sine allierede står organisationen nu uden nogen sikre områder på den arabiske halvø. Derfor synes navnet ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten) mere og mere misvisende. Organisationens ledere foretrækker selv det kortere ”Islamisk Stat”, som langt de fleste administrationer i Vesten nægter at tage i anvendelse, da ingen ønsker at anerkende eksistensen af en decideret stat.

Islamisk Stat har for længe siden set skriften på væggen, og organisationen har derfor søgt fodfæste andre steder: Særligt i den nordlige del af Afrika. Indledningsvis slog de sig ned i Libyen, der med sin tumultariske udvikling og enorme ustabilitet de senere år syntes oplagt.

 

Islamisk Stat har for længe siden set skriften på væggen, og organisationen har derfor søgt fodfæste andre steder: Særligt i den nordlige del af Afrika
_______

 

Siden Gaddafis regime blev smidt på porten, har landet været plaget af et politisk kaos, hvor modstridende fraktioner, herunder flere konkurrerende regeringer, kæmper om magten i landet. Imellem disse fraktioner opererer et antal terrorgrupper, hvoraf Islamisk Stat og Ansar al-Sharia er de største. Sidstnævnte er affilieret med al-Qaeda, som i denne del af Afrika opererer under navnet al-Qaeda i Maghreb (AQIM).

Det amerikanske forsvarsministerium vurderede i 2016, at op imod 8000 IS-krigere var rejst til Libyen som følge af nederlagene i Irak. Styrken etablerede sig i kystbyen Sirte, som dog siden er erklæret ”befriet” med hjælp af amerikanske luftbombardementer og specialoperationer. Det er i dag uklart, hvor mange af de oprindelige 8000, der er tilbage i Libyen, hvor mange der er rejst ud, og hvor mange der er dræbt. Det amerikanske forsvar anslår selv, at der er omtrent 500 IS-krigere tilbage i landet, men har ikke foretaget officielle udmeldinger.

Når terroristerne fortrænges fra ét område, tvinges de til at søge mod et nyt, og organisationen har også været særdeles aktiv i Libyens nabolande. Knap 500 mennesker omkom i en række terrorangreb udført af Islamisk Stat i Egypten i 2017. Det største angreb skete, da IS-terrorister udlagde og detonerede sprængstoffer omkring en propfyldt moske for efterfølgende at nedskyde flygtende og overlevende fra sprængningen. 309 omkom i dét angreb alene. Der har været mindre angreb i de øvrige nordafrikanske lande, men også i den sydligere Sahel-region har terrorgruppen været aktiv. I år er 126 blevet dræbt i ni forskellige angreb i Mali, som resultat af Islamisk Stat-angreb, og der har ligeledes været mindre attentater i Niger og Burkina Faso.

Der er dog væsentlige forskelle fra Islamisk Stats tidligere dominans i Irak og Syrien til de nuværende vilkår i Sahel og Nordafrika. Her kontrollerer organisationen ikke territorier, og dens grupper opererer i stedet mobilt i de store ørkenområder, der befinder sig i de berørte lande. Aktiviteten sker særligt i grænseområderne imellem lande som Libyen, Algeriet, Mali og Niger.

Dernæst er det værd at bemærke, at Islamisk Stat absolut ikke er det eneste operative terrornetværk i regionen. AQIM og AQIM-affilierede grupper er særdeles aktive, og de tager oftest ansvaret for fx månedlige angreb mod FN-soldater i Mali. Islamisk Stat har på nuværende tidspunkt dog en væsentlig fordel i de afrikanske områder, som de aldrig opnåede i Irak og Syrien. Her brød al-Qaeda nemlig med Islamisk Stat i 2014, da lederne af de to organisationer var uenige på en række områder. Anderledes er det gået i det nordlige Afrika, hvor undergrupper af AQIM og Islamisk Stat samarbejder, hvilket skaber meget gunstigere forhold for deres muligheder for at operere.

 

Islamisk Stat har på nuværende tidspunkt dog en væsentlig fordel i de afrikanske områder, som de aldrig opnåede i Irak og Syrien. Her brød al-Qaeda nemlig med Islamisk Stat i 2014
_______

 

Ideelle vilkår og stort rekrutteringsgrundlag
Befolkningstilvæksten i hele Afrika er massiv, og FN forventer, at kontinentet vil have fordoblet antallet af indbyggere fra sine nuværende 1,2 milliarder til 2,4 milliarder i 2050. Gennemsnitsalderen er den yngste i verden, da hele 60 pct. er under 25 år. Det vil typisk få økonomer til at se større økonomisk vækstpotentiale i sådanne lande, men desværre rummer Nordafrika og Sahel-landene en række svage stater med skrøbelige økonomier, hvis fremtidige vækst på ingen måde kan følge med befolkningstilvæksten. Det efterlader millioner af unge med sparsomme muligheder og skaber ideelle vilkår for rekrutteringen til terrornetværk som Islamisk Stat og AQIM.

I lande som Libyen, Mali, Niger og Chad betyder det konkret, at store overvejende muslimske ungdomsgenerationer vokser op i fattigdom uden mulighed for job eller uddannelse. Derfor er det i disse lande naturligt enten at tilslutte sig eller støtte forskellige militante grupperinger. Til gengæld tilbyder militserne penge og den grad af sikkerhed, som det giver at høre til en væbnet gruppe, fremfor at være civil i et samfund uden voldsmonopol.

Hvis den lokale milits ikke har plads, tilbyder eksterne terrornetværk arbejde, der ofte er bedre betalt, men også væsentligt farligere. Mens medlemskab af en ”almen” milits typisk giver simpelt arbejde i form af vagttjeneste eller bemanding af et checkpoint, består de indledningsvise prøvelser i et terrornetværk fx af udlægning af vejsidebomber eller deltagelse i deciderede angreb og kidnapninger. Under min egen FN-udsendelse til det nordlige Mali i 2016 talte jeg med flere unge mennesker, der kendte nogen som havde tilsluttet sig et terrornetværk. Selvom de ikke havde noget positivt syn på al-Qaeda eller Islamisk Stat, var de klar over, at lønnen, terrororganisationerne tilbød var væsentlig højere end gennemsnitslønnen.

EU’s indsats er utilstrækkelig
Det der gjorde Islamisk Stat mere potent end andre lignende terrororganisationer var, foruden voldsom brutalitet, organisationens enorme olieindtægter. Da organisationens territorium var størst lød estimater på, at indtjeningen på salg af olie og brændstof løb op i 1,5 millioner US dollars om dagen.

Idet de olierige områder er tilbageerobret af irakiske og syriske regeringsstyrker, står Islamisk Stat nu med et likviditetsproblem. Pengene til finansiering af terror tjenes i stedet på handel og smugling af narkotika og mennesker. Sidstnævnte er et alvorligt problem for EU, da det netop er menneskesmuglingen i Nordafrika og Sahel, der faciliterer majoriteten af migrantstrømmene over Middelhavet.

 

Pengene til finansiering af terror tjenes på handel og smugling af narkotika og mennesker. Sidstnævnte er et alvorligt problem for EU, da det netop er menneskesmuglingen i Nordafrika og Sahel, der faciliterer majoriteten af migrantstrømmene over Middelhavet
_______

 

I Bruxelles er man klar over, at det netop er situationen i Sahel-landene, som skaber migrantstrømme. I starten af juli bevilligede EU eksempelvis 1,4 mia. kroner til regionen, da den i år gennemlever en exceptionel fødevarekrise grundet tørke. Den økonomiske støtte til området er vedvarende, og der ydes knap 60 mia. kroner fra unionen og dens medlemslande i udviklingsbistand i perioden 2014-2020. Det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt bistandskronerne er effektive. I en rapport bestilt af EU-Kommissionen fra 2016 konkluderer et britisk konsulentbureau, at bistanden afgjort redder mange liv, men at det er ganske vanskeligt at konkludere noget om, hvor effektiv den er, da EU ikke har defineret konkrete mål for indsatsen. Rapporten tager ikke stilling til, i hvilket omfang der forsvinder midler til korruption og lignende.

EU har heldigvis erkendt, at pengene ikke rækker alene, og der er derfor etableret kapacitetsopbygningsmissioner i Mali og Niger. Disse har til formål at assistere landene i at op- og udbygge professionelle nationale sikkerhedsstyrker, der på sigt skal kunne varetage sikkerheden på egen hånd. Indsatserne har dog tre helt vitale svagheder indbygget.

Først og fremmest er kapacitetsopbygningen fokuseret omkring landenes hovedstæder. I Mali betyder det eksempelvis, at maliske sikkerhedsstyrker (primært politifolk) trænes i hovedstaden Bamako, som ligger mere end 1500 kilometer fra landets uroplagede nordlige Kidal-region. I Kidal har der ikke været regeringstropper siden de led et smerteligt nederlag og blev smidt på porten af lokale oprørere i 2014. Lokale bevæbnede grupper forsøger at kontrollere regionen, som hver eneste måned rammes af terrorangreb, der primært bliver begået af AQIM, Islamisk Stat og grupper affilieret hermed.

Dernæst kommer, at indsatsen er helt og aldeles utilstrækkelig i sit omfang. I Niger har man fx blot 131 trænere udstationeret. Landet har en befolkning på knap 20 mio. og er arealmæssigt på størrelse med Frankrig og Spanien tilsammen. Opgaven er derfor helt og aldeles uoverkommelig med så få ressourcer.

Endelig mangler missionerne det helt afgørende element i bekæmpelsen af organisationer som Islamisk Stat: Der er hverken mandat eller kapacitet til at finde og uskadeliggøre den eller andre terrororganisationer, der opererer i landene. Indsatserne fokuserer udelukkende på træning af de nationale sikkerhedsstyrker. Frankrig har som det eneste europæiske land erkendt denne udfordring og har siden 2014 haft en militær antiterror-mission, som opererer på tværs af Sahel i landene Mauretanien, Mali, Burkina Faso, Niger og Chad. Missionen har hovedsæde i sidstnævnte, men er ressourcemæssigt strakt til sit absolut yderste, da der kun er deployeret 3000 soldater til dette kolossale område. I år har den franske indsats i samarbejde med lokale militser været i kamp mod Islamisk Stat i Niger og Mali flere gange.

Hvis EU for alvor vil terrorens nye arnested til livs, så må militært stærke lande som fx Tyskland, Holland og Polen involvere sig i samme grad som franskmændene. I den sammenhæng er det ikke meget bevendt, hvis landene møder op med alenlange lister over restriktioner for styrkernes anvendelse, som Tyskland eksempelvis gjorde i Afghanistan. Der er brug for offensive kapaciteter, som må anvendes dag og nat og i alle former for terræn.

 

Hvis EU for alvor vil terrorens nye arnested til livs, så må militært stærke lande som fx Tyskland, Holland og Polen involvere sig i samme grad som franskmændene
_______

 

Det kræver en multilateral militær indsats, hvis Islamisk Stat og deres allierede skal besejres
Islamisk Stat har erkendt potentialet i Libyen og Sahel-landene og har intensiveret indsatsen i disse områder. Af erfaring ved vi, at organisationen besidder et potentiale, der i Irak og Syrien var mere vidtrækkende og skræmmende end lignende organisationer. Da vi i Vesten først hørte om Islamisk Stat i 2014, sad mange med en følelse af, at de sortklædte skæggede mænd i de hvide Toyota’er med de sorte flag var blevet til over natten. Som var de opstået fra det syriske og irakiske ørkensand. Obama har endda indrømmet, at de amerikanske efterretningstjenester ikke havde forestillet sig, at en så kapabel og ressourcestærk terrorgruppe kunne opstå så pludseligt. Efter en lang og dyr krig mod disse hensynsløse ekstremister på den arabiske halvø ville det være utilgiveligt at tillade Islamisk Stat at få et lignende fodfæste i Afrika.

Det er i denne sammenhæng kun endnu mere foruroligende, at AQIM, og dermed al-Qaeda, allerede er veletablerede i det nordlige Afrika. For hvis Islamisk Stat formår at holde sig på god fod med den tidligere rival – eller måske ligefrem fusionerer – så tilbyder kombinationen af enorme ørkenområder, svage stater og millioner af fattige unge mennesker nogle vilkår, der kan vise sig altødelæggende for regionen.

Økonomisk bistand til statsapparaterne er ikke meget værd, hvis der mangler grundlæggende fysisk sikkerhed, og hvis ikke der gribes militært ind af Vesten i de kommende år, kan regionen meget vel blive det næste sted, hvor Islamisk Stat udråber et kalifat. Så længe de nordafrikanske lande og Sahel-landenes egne sikkerhedsapparater er skrøbelige (eller ikke-eksisterende) vil de militante grupper og terrornetværk have frit spil. USA har derfor, ligesom Frankrig, en selvstændig antiterror-indsats i regionen med omtrent 800 udsendte til Niger alene, og man er ved at bygge en permanent dronebase til at understøtte operationer i området. EU kunne derfor enten etablere en mission i rammen af sit nye forsvarssamarbejde, PESCO, eller gå igennem NATO og dermed understøtte både europæiske og amerikanske sikkerhedsinteresser. Der er brug for, at der kapacitetsopbygges lokalt med langt større volumen, end man gør i dag, og der er behov for et offensivt militært styrkebidrag, der ligesom Frankrig og USA målrettet går efter Islamisk Stats krigere.

Med de udfordringer, som EU oplever med illegal immigration og terror fra Afrika, forekommer det ulogisk, at man fra EU’s side ikke benytter muligheden for at involvere sig multilateralt med Frankrig og USA. I en tid med antydninger af, at den illegale immigration er faldet en anelse, er det særligt vanskeligt at aktualisere problemstillingen, men konsekvensen af et destabiliseret nordligt Afrika vil EU få at føle tifoldigt i mange år fremover, såfremt man vender det blinde øje til. Medmindre man i fulde alvor tror, at man kan afskærme Europa hermetisk for situationen på den anden side af Middelhavet, så vil de rædsler og den ustabilitet, som Islamisk Stat m.fl. forårsager i det nordlige Afrika, smitte negativt af på Europa i årtier fremover. Hvis ikke de europæiske ledere selv når til den erkendelse, er det ikke svært at forestille sig, at amerikanerne minder dem om det.

Da NATO i 2011 indførte en flyveforbudszone over Libyen som de facto resulterede i en luftkampagne, der var med til at vælte Gaddafi, opstod en ophedet debat i USA om, hvorvidt Libyen egentlig var et amerikansk eller blot et europæisk problem. Den daværende forsvarsminister, Robert Gates, revsede de europæiske NATO-lande for deres utilstrækkelige indsats i den forbindelse. Hvis Islamisk Stat og deres allierede får held til at destabilisere regionen til et punkt, hvor Vesten af den ene eller anden grund ser sig nødsaget til at gribe ind, bliver Trump næppe mere forsonlig, end Obamas forsvarsminister var det. ■

 

Hvis Islamisk Stat og deres allierede får held til at destabilisere regionen til et punkt, hvor Vesten af den ene eller anden grund ser sig nødsaget til at gribe ind, bliver Trump næppe mere forsonlig, end Obamas forsvarsminister var det
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland