30.08.2018

Donald Trump har på få måneder gjort mere for at sætte skub i fredsambitionerne i Mellemøsten end hans forgængere har formået på 20 år. Med en række taktiske manøvrer har Trump givet de betændte konflikter en overhaling, der har potentiale til at forandre de fastfrosne relationer i Mellemøsten. I modsætning til, hvad mange siger, så er det gennemtænkt og har ét mål for øje: fred i regionen.

Kronik af Naser Khader, Udenrigsordfører (K) og Adjunct Fellow, Hudson Institute

TRUMP AFSLØREDE sine planer om at trække USA ud af atomaftalen med Iran tidligt i maj, og her i begyndelsen af august genindførte USA så den første pulje sanktioner mod Iran. Ligeledes var datteren Ivanka og svigersønnen Jared Kushner for godt tre måneder siden i Jerusalem til den officielle åbning af den nye amerikanske ambassade.

Begge begivenheder har enorm symbolsk betydning for forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. For sandheden er, at den iranske atomaftale JCPOA er en dårlig aftale, og at fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina for længst er gået i stå igen.

De tiltag, som mange udlægger som konfliktoptrappende, tror jeg, kan vise sig at være nøglen til fred i de seneste årtiers mest indædte konflikter.

Lad mig sige det én gang for alle: der er meget ved Trump, jeg ikke bryder mig om. Jeg synes, som mange andre, at han er usympatisk og vulgær, men når det kommer til udenrigspolitisk strategi, så har jeg større håb for fremtiden, end jeg har haft i mange år. Det skyldes ikke mindst de dygtige kræfter, som er i kredsen tæt omkring Trump.

 

Jeg synes, som mange andre, at [Trump] er usympatisk og vulgær, men når det kommer til udenrigspolitisk strategi, så har jeg større håb for fremtiden, end jeg har haft i mange år
_______

 

Trump skabte igen stor undren, da han for nylig – nærmest impulsivt – erklærede, at han er villig til at mødes med Irans præsident Rouhani – og det endda ”uden betingelser”. Det blev dog senere af udenrigsminister Mike Pompeo modereret til at indeholde en række betingelser, før et møde mellem de to statsoverhoveder kan blive aktuelt. “Hvis iranerne udviser en forpligtelse til at lave grundlæggende forandringer i måden, de behandler deres eget folk på, skruer ned for deres ondskabsfulde opførsel og kan blive enige med os i, at det er værd at gå ind i en atomaftale, som faktisk forhindrer proliferation, så har præsidenten sagt, han er klar til at sætte sig ned og have en samtale med ham [Rouhani]”. En talsmand fra Revolutionsgarden svarede med et “Mr. Trump! Iran er ikke Nordkorea, vi accepterer ikke en invitation. Selv amerikanske præsidenter efter Dem kommer ikke til at opleve den dag.” Det var et nej med fed streg under.

Ikke desto mindre er Trumps umiddelbare udmelding interessant. Det ligner ham ikke at sige det, så hvad kan mon være rationalet bag? Det forlyder, at Trump er begyndt at lytte til den gamle Henry Kissinger, tidligere udenrigsminister, national sikkerhedsrådgiver under Nixon og fader til ”realpolitik” i amerikansk udenrigspolitik.

Nogle af dem, han har ansat som udenrigspolitiske rådgivere, er af Kissingers skole. Men nu skulle det være Kissinger selv, han mødes med og lytter til, fortæller mine kilder i Washington. Kissinger var, lige som Trump, primært fokuseret på USA’s interesser. Det var ”USA først” flere årtier, før Trump introducerede sit slogan “America First”. Kissinger så på nationerne som uforbederlige størrelser i konkurrence med hinanden, og derfor handlede det altid om at optimere USA’s interesser – også før de internationale organisationers interesser. Dengang, som igen i dag, var det USA før NATO, USA før FN – osv. Det var Kissinger, der arrangerede det første møde mellem en amerikansk præsident og kineserne i 1972; et træk, der chokerede hele verden, da kommunisme-haderen Nixon rejste på en hel uges statsbesøg til Mao Zedong i Kina. Men det var ren realpolitik, der skulle tjene USA’s interesser: der blev slået en kile ned i forholdet mellem Sovjetunionen og Kina midt under Den Kolde Krig. Og det blev startskuddet for en spirende forandring i Kina, der begyndte at ænse verden udenfor landets grænser og de muligheder, som international handel kunne tilbyde. Besøget i Kina blev stærkt kritiseret dengang, men eftertiden viste, at det var det rigtige at gøre. Den umiddelbare invitation til iranerne kunne godt have Kissingers fingeraftryk på sig.

 

Besøget i Kina blev stærkt kritiseret dengang, men eftertiden viste, at det var det rigtige at gøre. Den umiddelbare invitation til iranerne kunne godt have Kissingers fingeraftryk på sig
_______

 

De kuldsejlede fredsforhandlinger
Det er faktisk ikke noget nyt, at USA har et ønske om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Siden 1990’erne har fredsforhandlingerne beroet på en to-statsløsning med Jerusalem som fælles hovedstad. Både Clinton, Bush og Obama gav løfter om at flytte ambassaden til Jerusalem. Forskellen er, at Trump havde modet til at gøre det.

Ceremonien den 14. maj blev flankeret af voldsomme demonstrationer i Gaza. Hamas satte som forventet den yngre del af den palæstinensiske befolkning i forreste geled i en selvmordsmarch, der på kynisk vis havde til formål at skabe sympatiserende overskrifter verden over. Demonstrationerne var ikke fredelige, og det var heller aldrig intentionen. Derfor var Israels sikkerhedstopper ligeledes nødsagede til at åbne ild.

Siden Oslo-aftalen i 1993 har der ikke været bemærkelsesværdige fremskridt i fredsforhandlingerne, og vi vil aldrig opnå en fredsaftale, så længe Hamas dominerer Gaza. Det kan de færreste være uenige i.

Jeg nærer et forsigtigt håb om, at Trumps beslutning om at flytte ambassaden er den gamechanger, der skal til for igen at sætte skub i fredsambitionerne i Mellemøsten. Som jeg forstår det, så er anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad det første skridt, der skal sikre Netanyahus tillid før egentlige fredsforhandlinger genoptages.

Trump er ikke kendt for at give ved dørene – alting har sin pris. Derfor kan vi godt regne med, at nu hvor Israel har fået den amerikanske ambassade til Jerusalem, så forventes de også at give et andet sted, og det vil komme palæstinenserne til gode. Trump ved, at der er mange interesser på spil, og han ved, at der skal være handling bag ordene, hvis de arabiske ledere skal give indrømmelser.

 

Alting har sin pris. Derfor kan vi godt regne med, at nu hvor Israel har fået den amerikanske ambassade til Jerusalem, så forventes de også at give et andet sted, og det vil komme palæstinenserne til gode
_______

 

Vi kender ikke indholdet af fredsaftalen endnu, men man forventer, at svigersønnen og rådgiveren Jared Kushner vil præsentere den i nærmeste fremtid. Vi kan være sikre på, at den er afstemt med Saudi Arabien; Kushner har længe kørt en charmeoffensiv over for kronprinsen Mohammed bin Salman, og hans ærinde er efter alt at dømme lykkedes, idet kronprinsen er venligere stemt over for Israel. Det har ikke overraskende givet bin Salman problemer internt i Saudi Arabien.

Iran har stormagtsambitioner
Verden har også været vidne til et andet nybrud i USA’s mellemøstpolitik: Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran; genindførelsen af de første sanktioner trådte i kraft i begyndelsen af august. Også denne beslutning har udløst ramaskrig i Europa. Flere europæiske ledere har kritiseret Trumps beslutning, blandt andre Frankrigs præsident Macron, der allerede har investeret mio. af euro i præstestyret, og EU’s udenrigsminister Frederica Mogherini har nærmest turneret Unionen med budskabet om ”fortsat handel med Den Islamiske Republik Iran”.

Jeg mener, de europæiske ledere er helt galt afmarcheret i forhold til Iran. De bedrager sig selv, når de tror, de har nogen indflydelse på atomaftalen. Den blev ikke indgået med EU men med de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd og Tyskland. De har mere travlt med at kritisere Trump og forholder sig på ingen måder til alt det, der kalder på himmelråbende kritik over Iran: et teokrati, der henretter homoseksuelle og stener kvinder, undertrykker befolkningen og som sponsorerer krig og terror i stort set hele Mellemøsten. Det er en meget naiv tilgang til så farlig en magt, som præstestyret er.

Det er ikke fordi, jeg ikke ønsker en aftale med Iran. Men den skal være meget bedre, end den – som også Trump har omtalt den – rådne aftale, som eksisterer nu.

Jeg ser flere helt åbenlyst nødvendige punkter, som skal indgå i en atomaftale, før jeg kan blive rigtig tilfreds – og før jeg tror, Trump vil være tilfreds. Den nuværende aftale inkluderede ikke Irans missilprogram, og det var en katastrofal fejl. Irans ballistiske missiler bliver brugt i borgerkrigen i Yemen, de er kommet i Hizbollahs besiddelse, og de findes i Syrien, hvilket også udgør en trussel for Irans ærkefjende Israel.

Irans stormagtsambitioner i området må og skal neutraliseres. Et sted mellem 100-150 mia. dollars blev lovet frigivet med Obamas aftale, og de penge, der indtil nu er blevet frigivet, er stort set kun blevet brugt til at finansiere Irans deltagelse i diverse konflikter og til at eksportere revolutionen.

 

Et sted mellem 100-150 mia. dollars blev lovet frigivet med Obamas aftale, og de penge, der indtil nu er blevet frigivet, er stort set kun blevet brugt til at finansiere Irans deltagelse i diverse konflikter og til at eksportere revolutionen
_______

 

Intet i Obamas aftale har forhindret iranerne i at puste sig op som en stormagt i området, og de er indblandet i stort set alle konflikter i regionen: Yemen, Irak, Syrien, Libanon, Bahrain, og såmænd også Afghanistan og Pakistan. Det har endda været fremme, at Iran skulle have finansieret den marokkanske oprørsgruppe Polisario, der kæmper mod centralregeringen i Marokko. Iran nægter selvfølgelig – men det ligner et mønster, der altså går ud på at eksportere den iranske revolution til andre muslimske lande. Det bør være en del af aftalen, at de ikke må starte proxy-krige; at de svimlende mange milliarder, de får frigivet, i stedet bliver øremærket til indenrigspolitiske investeringer, frem for at finansiere Assads borgerkrig, typer som ham og terrororganisationer som Hizbollah og Hamas. De iranskstøttede militser skal ud af Yemen, Irak, Libanon og Syrien. Der bliver nødt til at være hårde betingelser for at få adgang til de mange milliarder dollars. De har ikke fået alle pengene endnu, så der er stadig noget at forhandle om.

Derudover har aftalen gjort det muligt for iranerne at eksportere olie. De producerer ca. 2,5 millioner tønder om dagen, der kan sælges til 70 dollars per tønde. Heller ikke de penge går til at forbedre iranernes levestandard; befolkningen fortjener i den grad forbedringer: bedre sundhed og muligheder for uddannelse og jobs for den store, unge iranske befolkning.

Og det springpunkt, som burde være kernen i hele aftalen – nemlig at forhindre iranerne i at udvikle atomvåben – udmøntede sig også i en utroværdig og ubrugelig løsning på længere sigt. Atomprogrammet blev blot sat på hold indtil 2030, men det blev ikke elimineret. Man har de facto accepteret Iran som en atommagt, og det kan især den anden stormagt i området, Saudi Arabien, ikke leve med. Også Iran skal selvfølgelig have ret til at forsvare sig, men intet retfærdiggør, at de bedriver proxy-krige i det meste af Mellemøsten.

 

Atomprogrammet blev blot sat på hold indtil 2030, men det blev ikke elimineret. Man har de facto accepteret Iran som en atommagt
_______

 

Iranerne har måske igangsat en ny 30-årskrig mellem sunni- og shia-islam. Det går helt tilbage til Khomeneis shiamuslimske revolution i 1979, som skabte konkurrence mellem shia- og sunnimuslimer om at være de mest religiøse – groft sagt. Ikke at de andre, sunnierne, er duksedrenge. De giver igen med lige så stor kraft, hvilket vi lige nu ser på ulykkeligste vis i Yemen, hvor især Saudi Arabiens kronprins går meget brutalt frem. Men ikke desto mindre vil jeg hævde, at problemerne startede med den iranske revolution i 1979.

Jeg mener, at aftalen med andre ord har konsolideret et totalitært og voldeligt styre med ambitioner om at dominere Mellemøsten. Iran skal opleve modstand, og jeg tror ikke på snakken om at satse på moderate kræfter i landet. Er du en del af præstestyret, og det er du, hvis du har noget at sige i Iran, så er du hardcore – der er ingen moderate, selvom det er ved at blive en vandrehistorie.

Den eksisterende atomaftale er ensidig og primært en handelsaftale for de vestlige virksomheder, og ikke mindst en aftale som Obama skulle bruge til sit eget eftermæle, fordi han led det ene udenrigspolitiske nederlag efter det andet.
Jeg har fuldt forståelse for Danmarks og EU’s ønske om at bevare et stabilt forhold til Iran, og Trumps beslutning om at trække sig fra aftalen må bestemt ikke stå alene. Den skal følges op af en ny aftale, der giver os en reel mulighed for at holde Iran under pres. Så længe Iran får frit spil, vil Mellemøsten være præget af ustabilitet.

Nye aftaler
Irans politik over for Israel er mere ukompliceret: Israel skal udslettes. Det samme siger Hamas i Gaza. Saudi-Arabiens interesse i konflikten er heller ikke til at overse; de ønsker at forhindre Iran i at blive mere magtfulde. Alle spillerne er skakmat og brikkerne er vendt mod den hellige by, Jerusalem. Med ét slag har Trump vendt skakbrættet på hovedet.

Måske er det dét, der skal til for at skabe fred? Trumps handlinger, to store gamechangers, kan virke irrationelle, men de er taktiske og nøje overvejet af de mange driftsikre folk omkring ham. Mellemøsten har brug for et wake-up call. Det er det, som Trump forsøger at give.

 

Mellemøsten har brug for et wake-up call. Det er det, som Trump forsøger at give
_______

 

Vi skal presse den totalitære islamisme, hvor end vi ser den. Både Hamas og Iran står i vejen for enhver forhåbning om fred. Vi har forsøgt at mægle, men nu har Trump slået hånden i bordet.

Lykkes manøvren til fulde, vil Iran blive inddæmmet og holdt uden for indflydelse. Hamas vil miste indflydelse i Palæstina, Israel vil blive tvunget til at gøre indrømmelser i fredsprocessen, Saudi Arabien vil tage ansvar i konflikten, og vejen vil være banet for en to-statsløsning. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, om en to-statsløsning er mulig, sådan som grænserne ser ud nu, da FN vurderer, at Gaza kan være ubeboelig allerede i 2020. Men det skal der selvfølgelig tages højde for. En del af fredsaftalen vil også skulle omfatte fordeling af vandet. I dag kontrollerer ca. 90 pct. af grundvandet under Israel/Palæstina. Donald Trump har overrasket mange gange. Måske han kan gøre det igen. ■

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?