19.06.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister. Som abonnent får du hver år: 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.)

_____________________________________________________________

Danske medier og meningsdannere viderebringer budskaberne fra New York Times, der kører en utroværdig kampagne mod præsidenten. Det er på tide at se nøgternt på Trump og gennemskue galskaben.


Kommentar af Naser Khader, Udenrigsordfører (K) og Adjunct Fellow, Hudson Institute, Washington DC

FANS AF Angela Merkel jublede over fotoet af kansleren, der lænede sig ind over bordet for at tale præsident Donald Trump til fornuft under G7-mødet forleden. Men Præsident Trumps base jubler endnu mere. Min kollega fra Hudson Institute Mike Doran skriver: “This picture will play well for Trump domestically. If you don’t understand why, then you haven’t been paying attention”.

Jeg er ikke fan af Trump, men det er svært at følge amerikansk politik, hvis ikke vi ser nøgternt – både på Trump selv, på hans mål og på det, der ligner galskab, men meget vel kan være spæde politiske resultater.

Jeg er træt af, at de danske medier og meningsdannere bare skræller [henter deres pointer og nyheder i, red.] New York Times, der kører en utroværdig kampagne mod ham. Det er nok årsagen til, at det for mange ser ud som om, at Trump nærmest sætter en ære i at være på kollisionskursus med Europa.

Som sagt er det væsentlige spørgsmål, hvor jeg er helt uenig med Trump. Det gælder især positive syn på ’Brexit’ samt Rusland. Personligt er jeg ærgerlig over, at briterne forlader EU – Trump jublede. Og i lang tid ytrede han ønske om at etablere en alliance med Ruslands Præsident Vladimir Putin, selvom Rusland bruger cyber-hacking og resterne af deres militær til at intimidere Europa. Jeg er slet ikke klar til at tilgive russerne hverken det ene eller det andet på nuværende tidspunkt.

Til gengæld er jeg enig med Trump, når han siger at europæerne skal bidrage mere til NATO. I stedet for at satse på at skabe et EU-forsvar bør vi bruge ressourcerne på NATO, hvor briterne fortsat er med. Jeg er også enig i hans kritik af Merkel. Han var yderst kritisk overfor den tyske kansler, som han beskylder for at ødelægge Tyskland ved at åbne for 1 mio. flygtninge tilbage i 2015. Til Merkels store frustration satsede Trump i stedet på en stærk alliance med Frankrigs Præsident Emmanuel Macron. Ham mener jeg ikke er nogen stor stjerne, men han er dog en af de eneste europæiske ledere, der kan snakke med Trump og derfor – muligvis – vores bedste chance for at få indflydelse på Trump og USA de kommende år.

 

Det er svært at følge amerikansk politik, hvis ikke vi ser nøgternt – både på Trump selv, på hans mål og på det, der ligner galskab, men meget vel kan være spæde politiske resultater
_______

 

DET STORE PROBLEM for Europa er, at EU ikke forstår USA længere. Min kollega på Hudson Institute Mike Doran har tidligere givet et bud på, hvorfor europæerne ikke forstår Donald Trump (se Dorans indlæg her). 

For det første, har Doran sagt, er Trumps protektionistiske impulser uforenelige med den europæiske historie efter Anden Verdenskrig, hvor vi netop forsonede os på kryds og tværs ved at handle med hinanden. Derudover hader Trump euroen – særligt efter at Peter Navarro, hans handelsrepræsentant i Det Hvide Hus, udpegede en ”groft undervurderet” euro som årsagen til handelsunderskuddet mellem USA og EU. Hvis bare Navarro ville forklare Trump, at Tyskland kun opgav deres elskede D-mark for at blive genforenet, ville præsidenten måske være mindre irriteret på Tyskland. Men uenigheden om frihandel er ikke desto mindre reel.

Peter Navarro? Han er ikke hvem-som-helst. Det var i øvrigt også ham, USA sendte i byen med en undskyldning til Canadas premierminister Trudeau, som Trump fornærmede efter G7-topmødet. Canada er på en måde i samme båd som europæerne: Tidligere allierede, som Trump ikke gider bruge tid på, men bare gerne vil have en ny handelsaftale med.

Er Trump en ”anti-europæer”, der ikke bryder sig om os? Nej – tværtimod vurderer min kollega Mike Doran, at Trumps hårde retorik skal læses som et åbningsbud i en kompleks forhandling, der sandsynligvis slutter i kompromis. Det er set før. Problemet er, at EU-lederne ikke kan eller vil forstå Trumps spil og den politik, som hans rådgivere står for.

 

Trumps hårde retorik skal læses som et åbningsbud i en kompleks forhandling, der sandsynligvis slutter i kompromis
_______

 

DEN ANDEN ÅRSAG til friktionen med europæerne er ifølge Mike Doran sværere at måle: Trumps ideologi. For Trump er populist. Hans politik ligger ikke langt fra politiske strømninger, vi ser i Ungarn og Polen, men det er jo netop tendenser, EU-lederne foragter i en grad, som er ligeså farlig for demokratiet, som populismen selv.

Det kombineres med, at Trump omgiver sig med Republikanere, der tilhører den realistiske skole [retning indenfor international politik-teori, der ser nationalstater som uforbederlige rivaler, der bør maksimere deres egen magt, red]. De er ikke Republikanere som vi kender dem fra George W. Bush’ idealistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, men Republikanere, som vi kendte dem fra Nixon-tiden under udenrigsminister Henry Kissinger. For Nixons udenrigsminister var det direkte farligt at basere udenrigspolitik moral og idealisme. Trumps nuværende rådgivere er på mange måder børn af Kissingers skole. De ser verden som et magtspil, og de vil fx gøre alt for at Kina ikke får samme indflydelse i Asien som USA stadig har i Europa. Det giver faktisk god mening – også for os andre. Det var også derfor, USA opsagde Iran-aftalen.

 

Trumps rådgivere vil fx gøre alt for at Kina ikke får samme indflydelse i Asien som USA stadig har i Europa. Det giver faktisk god mening
_______

 

EFTER BUSH kom Barack Obama. Hvor Præsident George W. Bush måske havde for store drømme eller ambitioner om at sprede frihed og demokrati, ville Præsident Obama have fred i Golfen for enhver pris. Med Iran-aftalen vendte han ryggen til regionen, og lod Iran få alt for stort spillerum. Jeg var selv begejstret, da Obama blev valgt i 2008. Jeg syntes, det var et vigtigt signal at sende, at en afroamerikaner blev valgt til præsident, men han skuffede mig. Udenrigspolitisk var Obama simpelthen en katastrofe. Hans mål var faktisk det samme som det, jeg tror er Trumps. Obama fokuserede på Asien, men han glemte, at der skal være ro på bagsmækken (læs: Mellemøsten), før man skal sætte et nyt fokus. Og de udenrigspolitiske rådgivere, som Trump omgiver sig med, ønsker netop brug ro de steder, hvor USA’s indflydelse led skade under Obama. Det værste eksempel er Golfen og Iran. Det var da også derfor, USA opsagde aftalen med den iranske regering. Iran havde misbrugt USA’s tillid til at opføre sig som en stormagt i Golfen. Den gik – og går – ikke.

I Europa er der idag ingen, der udfordrer USA’s interesser – og selvom Rusland bliver ved at med at intimidere os, har russerne hverken den økonomiske eller militære magt til at sætte sig op imod NATO. Derfor ser USA bort fra Europa – og provokerer måske ligefrem Europa og Canada i forhandlingerne om en handelsaftale. Når den er indgået, kan vi komme videre. Og videre skal vi.

USA gør tilnærmelser til Rusland – og næste mål for Trump er formentligt at forsone russerne og EU. Til sidst ønsker USA en form for fred i Mellemøsten imens man opbygger en koalition af lande i Asien, der kan modvirke Kinas voksende magt. Alt det hører vi bare aldrig noget til. Det er virkeligheden, og debatteres i fx Wall Street Journal. Men New York Times, som de danske medier læser, skriver ikke om det. ■

 

Næste mål for Trump er formentligt at forsone russerne og EU
_______

 

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister. Som abonnent får du hver år: 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.)

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?