12.06.2018

Siden begyndelsen af juni har det lille monarki Jordan oplevet nogle af de største protester siden de arabiske revolters begyndelse i 2011, og den 4. juni kulminerede protesterne med premierminister Mulkis tilbagetræden. Men hvorfor protesterer jordanerne, og hvilke konsekvenser synes protesterne og regeringsskiftet at ville få for det lille monarki?

Analyse af Morten Valbjørn

DEN UMIDDELBARE baggrund for de seneste ugers protester var regeringens beslutning om at hæve forskellige skatter og afgifter på el og brændstof. Det fulgte i kølvandet på andre initiativer i foråret, hvor momsen blev hævet og brødsubsidier mindsket. Demonstranterne kritiserede disse initiativer for at gøre livet endnu sværere for den jordanske befolkning, der i forvejen kæmper med høj arbejdsløshed (officielt over 18 pct.), stor fattigdom og stigende priser, som ikke modsvares af højere lønninger. Regeringen forsvarede sig med, at initiativerne var nødvendige for at imødekomme nogle af de krav om et mere balanceret offentligt budget og økonomiske reformer, som IMF stillede for at yde Jordan et stort lån i 2016.

Det er langt fra kun IMF, som traditionelt har ydet Jordan lån, og de planlagte skatte-og afgiftsstigninger, skal ses i forlængelse af en række forandringer i de internationale omgivelser, som påvirker det lille kongedømme. Historisk har det geostrategisk centralt beliggende lille land nydt godt af en tæt alliance med USA og et godt forhold til Golf-monarkierne. Ligesom sin far står Kong Abdallah for en meget pro-vestlig politik, hvor man bl.a. har forsøgt at spille en konstruktiv rolle i løsningen af Israel/Palæstina-konflikten og bestræbt sig på at fremstå som den moderate stemme i regionen. Det er traditionelt blevet belønnet med anselig økonomisk bistand fra Vesten såvel som Golf-monarkierne, hvor mange jordanere også har fundet arbejde.

En af det ressourcefattige Jordans vigtigste indtægtskilder har således været international bistand, lån, investeringer samt overførsler fra jordanske gæstearbejdere i Golfen. Mange af disse indtægtskilder er imidlertid begyndt at tørre ud i de seneste år. Under Trump har amerikanerne valgt at skære betragteligt i deres traditionelt store bistand til Jordan, Saudi-Arabien og Emiraterne har endvidere valgt ikke at forny en stor bistandspakke, som i perioden 2012-16 sikrede Jordan fem mia. USD, og samtidigt har de begrænset mulighederne for jordanske gæstearbejdere.

Nogle har tolket dette som en kombineret konsekvens af faldende oliepriser og de økonomiske reformer, der bl.a. har til hensigt at mindske Golf-monarkiernes afhængighed af gæstearbejdere. Andre har set det i lyset af en gryende uofficiel alliance mellem Saudi-Arabien, Emiraterne, Israel og USA, som er mere optaget af rivaliseringen med Iran end Israel/Palæstina-spørgsmålet, hvorfor Jordan ikke længere anses for at være ligeså nyttig som tidligere. Endelig har det også været set som et forsøg på at straffe Jordan, der – udover at være tilbageholdende over for at tage side i konflikten mellem Saudi-Arabien/Emiraterne vs. Qatar (som Jordan også får bistand fra) og have afvist at deltage i Yemen-krigen og at forbyde det Muslimske Broderskab – har været blandt de mest kritiske arabiske stemmer over for USA’s beslutning om at flytte sin ambassade i Israel til Jerusalem. Dette skal ses i lyset af, at omkring halvdelen af den jordanske befolkning oprindeligt er palæstinensere og det hashemitiske monarki har status af at være bestyrer af de hellige muslimske steder i Jerusalem.

Under alle omstændigheder har disse internationale forandringer betydet, at det jordanske regime har meget sværere ved at finansiere sine udgifter, og det har været tvunget til i stedet at hente flere indtægter hos sine egne borgere. Det sker imidlertid i en situation, hvor Jordan er økonomisk presset af at huse mere end 600.000 syriske flygtninge, samtidig med at konflikterne i Syrien og Irak har betydet, at Jordan har mistet nogle af sine vigtigste eksportmarkeder.

 

Under alle omstændigheder har disse internationale forandringer betydet, at det jordanske regime har meget sværere ved at finansiere sine udgifter, og det har været tvunget til i stedet at hente flere indtægter hos sine egne borgere
_______

 

Det er i lyset af denne tilspidsede situation, at man ikke blot skal se regeringens skattestigninger og nedsættelse af subsidier, men også de store protester, som disse politikker har affødt i den jordanske befolkning. Spørgsmålet er, om der er der udsigt til, at protesterne vil bane vejen for større forandringer i det lille monarki, som indtil videre har været langt mindre påvirket af de arabiske revolter end nogle af sine naboer. Umiddelbart kan det forekomme dramatisk, at en premierminister er nødt til at træde tilbage som følge af store folkelige protester, men i jordansk historie er det snarere påfaldende, at Mulki holdt i hele to år. Jordan er ikke et demokrati, og den reelle magt ligger ikke hos premierministeren, men hos kongen, der udpeger regeringen, som gerne udskiftes en gang om året. Det reelle politiske spil foregår således også i paladset, mens parlamentet er uden reel magt, og regeringens medlemmer mest af alt har karakter af bureaukrater, der roterer mellem poster i regeringen, parlamentet og hoffet.

Denne elitecirkulation har to formål: Den skal sikre mod opbygningen af alternative magtbaser med egne klientnetværk, samtidig med at elitens loyalitet over for kongen sikres ved, at de forbliver inden for magtens indercirkel – med hvad det indebærer af særlige privilegier. Derudover bruges de hyppige regeringsskift, der i reglen følges af løfter om politiske reformer, til at tage luften ud af folkelige protester ved at give indtryk af, at kongen lytter til befolkningens kritik, og at Jordan befinder sig i en demokratiseringsproces, som nu, snart tre årtier efter sin begyndelse, imidlertid ikke har ført ørkenstaten meget nærmere reelt demokrati.

Dette mønster er nemt at genkende i de aktuelle protester, som på nogle måder dog adskiller sig fra tidligere. Udover at protesterne er nogle af de største, Jordan har set de seneste år, er de også karakteriseret ved, at de ikke domineres af ’the usual suspects’ i form af det Muslimske Broderskab eller venstrefløjen. I stedet udgør demonstranterne en ganske bred koalition, som strækker sig over flere generationer, ideologiske skel og en række forskellige fagforeninger og desuden tæller både middel- og arbejderklassen og medlemmer fra såvel den palæstinensiske som den transjordanske del af befolkningen. Dette gør de aktuelle demonstrationer mindre sårbare for nogle af de del-og-hersk-strategier, som ofte benyttes i Jordan. Der er en lang tradition for, at det jordanske regime og eliten forsøger at splitte oppositionen ved at beskylde dem for at være overtaget af islamister eller illoyale palæstinensere.

 

Udover at protesterne er nogle af de største, Jordan har set de seneste år, er de også karakteriseret ved, at de ikke domineres af ’the usual suspects’ i form af det Muslimske Broderskab eller venstrefløjen
_______

 

Selvom de aktuelle demonstrationer er både større og bredere end tidligere, betyder det imidlertid, hverken at det hashemitiske monarkis dage er talte, eller at man skal forvente, at Jordan umiddelbart står over for større omvæltninger. Ligesom det var tilfældet ved begyndelsen af de arabiske revolter, hvor Jordan i foråret 2011 også oplevede betragtelige protester, er kritikken – med nogle få undtagelser – heller ikke i dag rettet mod kongen eller monarkiet, men derimod mod premierministeren, selvom denne ingen reel magt har. Tunesien og Egypten var i 2011 en kilde til inspiration for jordaneres krav om reelle politiske reformer. Efterfølgende har den regionale udvikling dog, ikke mindst i Syrien, Irak, Yemen og Libyen, dæmpet lysten i store dele af befolkningen til at eksperimentere med revolutionære forandringer af frygt for, at Jordan ville blive kastet ud i tilsvarende kaos og konflikt, hvis monarkiet skulle forsvinde.

Frem for store omvæltninger er det derfor mere sandsynligt, at de aktuelle protester vil bringe mere af det samme. Efter at have accepteret Mulkis tilbagetræden som premierminister udpegede Kong Abdallah økonomen Omar al-Razzaz. Han var uddannelsesminister under den afgående regering, har tidligere arbejdet for Verdensbanken og er søn af en tidligere premierminister. Kongen instruerede den nye premierminister til at trække den planlagte sparepakke tilbage og opfordrede til en national dialog om det jordanske skattesystem. Dette har på den ene side taget noget af luften ud af protesterne, men det efterlader spørgsmålet om, hvordan Jordan skal adressere landets enorme gæld og IMF’s krav om bedre balance i finanserne. I første omfang bliver svaret måske et meget velkendt greb. Saudi-Arabien har således netop inviteret den jordanske konge til et møde, hvor også Emiraterne og Kuwait deltager, for at diskutere Jordans aktuelle økonomske problemer. Tilbud om fornyede lån fra Golfen vil dog utvivlsomt blive knyttet til betingelser om, at Jordan tilpasser sig den saudisk-emiratiske linje i den regionale politik, herunder ift. Israel/Palæstina-spørgsmålet og eventuelt det Muslimske Broderskab, hvilket vil være kontroversielt i dele af den jordanske befolkning. På den baggrund skal man ikke være overrasket, hvis de kommende år byder på flere økonomiske reformpakker, protester, (tomme) løfter om politiske reformer – og flere nye premierministre. ■

 

På den baggrund skal man ikke være overrasket, hvis de kommende år byder på flere økonomiske reformpakker, protester, (tomme) løfter om politiske reformer – og flere nye premierministre
_______

 

Morten Valbjørn (f. 1971) er lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. I sin forskning beskæftiger han sig med Mellemøsten. ILLUSTRATION: Jordanske sikkerhedsstyrker i konfrontation med demonstranter i hovedstaden Amman [foto: Khalil Mazraawi/Scanpix]