21.12.2018
.Tror EU selv på propagandaen om, at Europa henfalder i mørke, fattigdom og kaos, hvis glaspaladserne i Bruxelles mister grebet?
Af Morten Messerschmidt
Mange synes at tro, at Brexit kun handler om Storbritannien. I det større perspektiv handler det om fremtiden for EU. Med Storbritanniens exit får vi nemlig for første gang syn for, om prisen, vi betaler i form af tabt selvbestemmelse, reelt står mål med det, vi får igen. I årtier har vi hørt, at gevinsten ved at ”sidde med omkring bordet” langt skulle overstråle suverænitetstabet. For første gang vil vi nu se, om det virkelig går så galt for et land, der rejser sig fra bordet. Går det galt, vil Brexit stå som skræk og advarsel i al fremtid. Men går det ikke galt, vil stadig flere europæere spørge, om den pris, de betaler for EU-medlemskabet, er rimelig i sidste ende. Derfor handler Brexit reelt om EU’s overlevelse.
Uden for Bruxelles’ kunstige glasboble elsker ingen Unionen. Et flertal af europæere tåler den, fordi vi hører, at armod, ufred og elendighed ville være virkeligheden uden. Den illusion skal opretholdes! Derfor har EU gjort alt for at sikre, at aftalen med Storbritannien bliver dårlig. Forhandlingerne er blevet trukket ud. Oplagte løsninger er blevet gjort unødvendigt komplicerede. Retorikken er skarp, og den ene EU-offensiv efter den anden er blevet leveret til den presse, som for længst har lært at viderekolportere, hvad der meldes fra Bruxelles.
Naturligvis har det medført rod og uklarhed, at en britisk regering, hvis ministre i hovedsagen ikke ønskede Brexit, har skullet forhandle resultatet på plads. Det minder om den danske regering, der – om end i mindre målestok – skulle forhandle en særaftale om Europol på plads, efter man i måneder havde ført valgkamp på, at en sådan aftale ville være umulig at få. Men det lykkedes for os, og jeg tror også, det vil lykkes for dem.
I stedet for oprigtigt at kæmpe for en gensidigt god aftale har EU været mere optaget af at gøre prisen for at forlade Unionen så høj som mulig. Det skal gøre ondt. Ellers falder truslerne, der i dag holder europæerne i Unionen, fra hinanden
_______
I stedet for oprigtigt at kæmpe for en gensidigt god aftale har EU været mere optaget af at gøre prisen for at forlade Unionen så høj som mulig. Det skal gøre ondt. Ellers falder truslerne, der i dag holder europæerne i Unionen, fra hinanden. Og hvis der er noget, EU-Kommissionen, Parlamentet og vildnisset af EU-institutter, bureauer og agenturer for alvor frygter, er det, at Brexit bliver en succes. Alligevel har jeg en klippefast tro på, at det er sådan, det vil gå.
Storbritannien er nemlig ikke et hvilket som helst land – landets BNP er det næsthøjeste i Unionen (efter Tyskland), og større end de 25 mindst velhavende medlemslandes BNP lagt sammen. Landets position i såvel G6 som G20 er uforandret, ligesom rollen som det ubestridt næstvigtigste medlem af NATO er urørlig. Historisk har briterne været et folk, der rejste sig, når det mødte modgang ; og som med klogskab og alliancer har haft en unik magtposition i verden. Som medlem af EU har man været hæmmet. Man har været låst til kontinentet, hvor Kommissionen i Bruxelles har haft enekompetencen til at indgå handelsaftaler. Snart får Storbritannien sin suverænitet tilbage. Og meget tyder på, at man allerede nu gør sig klar til at bruge den. Australien, Japan, USA, Canada m.fl. har allerede meldt sig rede til at indgå samarbejds- og handelsaftaler, så snart regeringen i London atter får hænderne fri.
Måske er det derfor, OECD måtte trække sine alarmerende forudsigelser om levestandarden i Storbritannien efter Brexit tilbage. Over en bred kam synes det at være erkendt, at forudsigelserne var mere dommedagsprofeti end saglige fremskrivninger. Muligvis troede man, at man kunne skræmme briterne til at blive? Måske fordi EU selv tror på propagandaen om at Europa henfalder i mørke, fattigdom og kaos, hvis glaspaladserne i Bruxelles mister grebet? Begge dele vil vise sig falske.
Efter Brexit vil europæerne få syn for, hvor meget EU egentlig er værd. Hvor meget, pantsættelsen af vor selvbestemmelse reelt giver os – i højere flæskepriser og lavere telefonregninger. Og viser Storbritannien sig – når støvet har lagt sig – fortsat at være blandt verdens betydeligste lande, så har EU et forklaringsproblem. Fortsætter livet på den anden side af kanalen, som det har gjort igennem historiens århundreder, atter med sin genvundne ret til at bestemme egne love – fra fiskekvoter til opholdstilladelser, fra hektarstøtte til børnepenge – vil stadig flere europæere rette et misundeligt blik mod de britiske øer og spørge: Hvorfor skal vi stadig dirigeres rundt af embedsmænd og politikere, vi aldrig har valgt eller mødt, når briterne klarer sig uden?
Mens briterne atter vil udgøre en fri og selvstændig nation, vil EU’s strukturproblemer forblive uløste. Euroen vil fortsat være en økonomisk katastrofe, som med stor sandsynlighed snart vil bredde sig til banksektoren, når man realiserer det næste store projekt, der er på tegnebrættet: bankunionen. Folkevandringerne vil stadig presse sig på uden modstand fra EU’s papirtiger. De åbne grænser vil stadig sikre et slaraffenland for kriminelle. Med gryende misundelse vil borgerne i de 27 tilbageværende lande da kigge mod den anden side af kanalen. Først som en hvisken. Men snart vil der blive talt åbent om sagen. Og med vantro forundring vil europæerne spørge, om det virkelig stadig er prisen værd at leve i EU’s ufrihed. ■
Mens briterne atter vil udgøre en fri og selvstændig nation, vil EU’s strukturproblemer forblive uløste. […] Og med vantro forundring vil europæerne spørge, om det virkelig stadig er prisen værd at leve i EU’s ufrihed
_______
Morten Messerschmidt (f. 1980) er medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat for Dansk Folkeparti. ILLUSTRATION: Morten Messerschmidt [foto: Officielt pressefoto]