03.09.2018

For det demokratiske parti kan midtvejsvalgene i november blive et vendepunkt. De håber, at utilfredsheden med Trump vil mobilisere nye vælgere, der kan give dem magten tilbage i Kongressen. Internt i partiet er kampen om, hvilken retning partiet skal vælge, allerede begyndt.

Analyse af Morten Hammeken

TAG ENDELIG IKKE FEJL: Donald Trump er stadig en utroligt populær herre blandt sine kernevælgere. De daglige skandaler og den nærmest mytomane tilgang til virkeligheden har ikke rokket særligt meget ved hans enorme opbakning blandt republikanske vælgere, der ligger stabilt omkring 90 pct. Som John Boehner, den indædte Trump-hader og tidligere republikanske formand for Repræsentanternes Hus, for nylig opsummerede situationen: ”Der er ikke noget republikansk parti. Der er et Trump-parti. Det republikanske parti tager sig en lur et sted”.
Der venter derfor en lang, sej kamp for Det Demokratiske Parti, hvis de vil generobre flertallet i Kongressens to kamre ved midtvejsvalget til november.

 

Der venter derfor en lang, sej kamp for Det Demokratiske Parti, hvis de vil generobre flertallet i Kongressens to kamre ved midtvejsvalget til november
_______

 

Midtvejsvalget plejer at være et benspænd for den siddende regering, der historisk set har tabt terræn ved stort set alle disse halvvejsevalueringer. Intet regerende parti har nogensinde vundet mere end de ti ekstra mandater, som George Bush Jr. samlede op i det patriotiske kølvand på terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. I løbet af Obamas præsidentperiode rendte det Demokratiske Parti ind i to katastrofale midtvejsvalg, hvis efterdønninger partiet stadig lider under. Ved valget i 2010 stormede Det Republikanske Parti frem på ryggen af en massiv Tea Party-bølge, der sikrede dem en fremgang på 9 pladser i senatet og hele 63 sæder i Repræsentanternes Hus. Demokraternes nederlag markerede det største for nogen af partierne siden 1938, og selvom man på valgdagen i 2012 genvandt en smule af det tabte terræn, mistede Demokraterne det hele og mere op til midtvejsvalget i 2014, hvor yderligere 9 senatorposter og 13 sæder i Repræsentanternes Hus kom på republikanske hænder.

Kampen om vælgerne
Hvis Trumps kaotiske præsidentembede skal munde ud i en demokratisk kontrolleret kongres, kræver det derfor, at to ting falder på plads. Først og fremmest skal de stridende fløje, der stadig lider under opgøret mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders (I-Vermont), forenes. Med Trumps fortsatte popularitet in mente bliver det imidlertid lige så afgørende, at partiet formår at mobilisere det store, passive flertal blandt de amerikanske vælgere, hvor der i særligt de store minoritetsgrupper er stemmer at hente. Ved det ekstraordinære valg til senatet i Alabama i december viste især afroamerikanske kvinder deres potentiale for at rykke valgdistrikter i demokratisk favør. De mødte talstærkt op og hele 98 pct. stemte på demokraten Doug Jones. De var dermed en afgørende betingelse for, at han kunne vinde en choksejr over den skandaløse Roy Moore til trods for stor opbakning fra præsident Trump. Moore havde ganske vist også andre problemer at slås med såsom en række beskyldninger om pædofili og nogle kontroversielle udtalelser om sydstatsslaveri, men eftersom Alabama ikke har haft en demokratisk senator i over 25 år, må Jones’ sejr stadig betegnes som et tegn på nye tider. For mange demokratiske analytikere var den afgørende lektie, at man fremover i højere grad skal satse på at nå ud til latinoer og afroamerikanere, der allerede nu udgør 40 pct. af partiets vælgere.

NÅR SELV republikanske højborge som Alabama kan vindes, er der selvfølgelig grund til en vis optimisme for Demokraterne. Indretningen af det amerikanske valgsystem betyder dog, at den stadig er behersket. I Senatet vælges en tredjedel af sæderne nemlig hvert andet år, og af de 35 sæder, der i år er til genvalg, er de 25 allerede en del af den demokratiske fløj. De fleste prognoser peger lige nu på, at seks til syv af de ni republikanske sæder forbliver røde, så selvom demokraten og Senatets mindretalsleder Chuck Schumer (D-New York) & co. kun mangler to pladser i senatet for at få flertal, er det langtfra sikkert, at magtbalancen skifter.

Skrækscenariet for Demokraterne er en decideret tilbagegang, og i stater som Missouri, West Virginia og North Dakota sidder de demokratiske senatorer allerede løst på taburetterne. De to sidstnævnte stater blev vundet komfortabelt af Trump med op mod 70 pct. af stemmerne. Det har fået siddende senatorer som Claire McCaskill (D-Missouri) og Joe Manchin (D-West Virginia), der i forvejen tilhører det mest konservative segment i det Demokratiske Parti, til at søge yderligere ind over den amerikanske midte op til deres genvalgskampagne. McCaskill var for nyligt udsat for et russisk hackerangreb, hvilket også antyder hendes udsatte position i senatet. Hun er presset af Missouris unge, karismatiske statsadvokat, Josh Hawley, der stiller op for Republikanerne, og ligesom Trump ikke er bleg for at spille på sin kristne tro i et forsøg på at samle statens store, evangeliske vælgerskare bag sig. Manchin var den eneste demokratiske senator, der stemte for nomineringen af Jeff Sessions som justitsminister, ligesom han også stemte for Trumps valg af den ultrakonservative dommer Neil Gorsuch til den amerikanske højesteret.

På den baggrund er demokraternes ambition om at generobre magten i Senatet fyldt med potentielle faldgruber, og selv den mest optimistiske storsejr vil kun give et snævert flertal. Anderledes dramatisk kan valget til Repræsentanternes Hus vise sig at blive. Her er samtlige 435 sæder nemlig til genvalg, og der er tegn på uro i ”the Grand Old Party”. Husets republikanske formand Paul Ryan annoncerede i foråret, at han ikke søgte genvalg, og der spekuleres kraftigt i, om han forlader dét, han ser som en synkende skude, så hans politiske og præsidentielle ambitioner ikke bindes op på et potentielt katastrofevalg.

De foreløbige særvalg, der afholdes når en siddende politiker dør, skifter embede, eller som i Blake Farentholds (R-Texas) tilfælde bliver tvunget til at gå af efter en sexskandale, kunne tyde på, at Demokraterne har en reel chance for at erobre de 24 sæder, der ville give dem et flertal i underhuset. Partiet har allerede vundet ganske opsigtsvækkende sejre, som da demokraten Conor Lamb for nylig vandt et særvalg i Pennsylvania over sin konservative modkandidat, Rick Saccone. Sejren var på under 1000 stemmer, men den var alligevel markant, fordi den fandt sted i et distrikt, Trump vandt med næsten 20 point. Selvom Saccone blev støttet massivt af både Trump, der afholdt vælgermøder for ham i dagene op til valget, og det republikanske partiapparat, der støttede ham med over 60 mio. kroner, tog Lamb altså sejren for næsen af ham. Den slags giver blod på tanden og er ikke gået de demokratiske strategers næse forbi. En række valg til føderale domstole, borgmesterposter og lovgivende delstatsforsamlinger har også givet sejre til demokratiske kandidater de sidste par år.

 

Partiet har allerede vundet ganske opsigtsvækkende sejre, som da demokraten Conor Lamb for nylig vandt et særvalg i Pennsylvania over sin konservative modkandidat, Rick Saccone. Sejren var på under 1000 stemmer, men den var alligevel markant, fordi den fandt sted i et distrikt, Trump vandt med næsten 20 point
_______

 

Frustrationen over Trump afspejles i præsidentens dårlige ’approval ratings’, der gennem det sidste halve år har ligget rimeligt konsekvent omkring de 40 pct. i opbakning – dog en forbedring fra sidste års målinger, der lå i midten af 30’erne. Trumps føromtalte popularitet blandt de republikanske vælgere kan ved første øjekast virke modstridende med disse forvarsler på demokratiske valgsejre, men hænger sammen med, at der blandt nye vælgere og sofavælgere er langt færre, der identificerer sig som republikanere end demokrater. Republikanerne er på den baggrund interesserede i at fastholde så mange sofavælgere som muligt, og i at gøre det sværere og mere krævende for passive vælgere at komme ind i (valg)kampen, og de benytter derfor alle midler for at fastholde sit flertal. Den såkaldte ”gerrymandering”, der har etymologisk rod i Elbridge Gerrys (tidligere guvernør i Massachusetts) evne til at tegne valgdistrikter, der lignede salamandere, er blandt de hyppigst anvendte. Disse kreativt optegnede valgdistrikter, der favoriserer ens egen vælgerdemografi, er blevet en fast del af det politiske landskab i USA, og det skal retfærdigvis nævnes, at også en række demokrater har valgt at bruge disse kneb. Gerrymandering er dog kun ét beskidt trick blandt mange, og Trump-lejrens komplet udokumenterede påstande om stemmesnyd må også ses i lyset af denne udvikling. De holdes hovedsageligt i live for at kunne bruges til at underkende legitimiteten af modstandernes sejre, men har også til formål at undertrykke minoritets-stemmer gennem love om vælgerregistrering, der rammer fattige områder med store afroamerikanske og latino-indbyggertal uforholdsvist hårdt.

Hvis disse midler ikke rækker, er der naturligvis også muligheden for blot af afblæse den demokratiske proces. Eksempelvis har Wisconsins guvernør, Scott Walker, henover foråret forsøgt at blokere en række særlige lokalvalg i delstaten med henvisning til, at det var spild af skattekroner at afholde dem så kort før det egentlige valg i november. Walkers magtmisbrug afspejler en vis panik, men giver fra et kynisk perspektiv god mening. Flere republikanske kerneområder i Wisconsin, der stemte overvældende konservativt ved præsidentvalget, står ligesom i resten af landet til at svinge i demokratisk favør ifølge valgprognoserne. Da Caleb Frostman for nogle uger siden besejrede republikanernes Andre Jacque i valget til Wisconsins statssenat, var det således 43. gang siden præsidentens indsættelse, at et valg til et delstatssenat skiftede til demokratisk kontrol. Da Pat Tiberis Ohio-sæde i Repræsentanternes Hus den 7. august skulle genbesættes, gik et republikansk sæde, der var blevet vundet med 66 pct. i 2016, til at være så tæt, at det i skrivende stund ikke er blevet endeligt afgjort. Selv hvis Tiberis afløser, Troy Balderson, får fastholdt sædet frem til november, må en så kraftig tilbagegang give en vis malurt i champagneglasset, og den demokratiske udfordrer Danny O’Connor kan gå ind til valgkampen med stort momentum.


Kampen om partiet
Valgene er imidlertid ikke kun en reaktion på den republikanske dagsorden, men også udtryk for et internt opgør mellem de regerende moderate og udfordrerne fra partiets venstrefløj.
På den store scene er det i høj grad den mest radikale, venstreorienterede del af partiet, der anført af bl.a. Elizabeth Warren (D-Massachusetts) og Bernie Sanders (I-Vermont) udstikker den politiske kurs i disse dage. Centrister som Manchin og McCaskill, der var blandt Hillary Clintons største støtter, er blevet marginaliseret i kølvandet på Bernie Sanders’ popularitet, hvor en række politikere, der identificerer sig selv som socialister, er sprunget frem på den politiske scene.

Ganske som Tea Party-bevægelsen udviklede sig til en magtfuld bevægelse blandt konservative amerikanere, bliver denne venstrefløj i partiet i øjeblikket båret frem af bevægelser som Our Revolution og Democratic Socialists of America (DSA). Sidstnævnte har i skrivende stund 35.000 medlemmer, og den har dermed syvdoblet sit medlemstal siden præsidentvalget i november 2016. Our Revolution har givet massiv opbakning til valgene af en række unge, progressive kandidater rundt om i landet. Blandt bevægelsens største succeser har været valgene af Randall Woodfin, den nye borgmester i den historiske by Birmingham, Alabama, og Chokwe Antar Lumumba, den nyvalgte borgmester i Jackson, Mississippi. Lumumba har visioner om at omdanne hovedstaden i den ellers ærkerepublikanske delstat til et socialistisk arbejderkooperativ med inspiration fra baskiske Mondragon. Den tidligere Sex and The City-stjerne Cynthia Nixon kunne blive næste den højt profilerede politiker, der med opbakning fra DSA tager magten fra centristerne i partiet. Hun er oppe imod den siddende Andrew Cuomo, en erfaren ræv med stor opbakning i partiapparatet, i kampen om at blive delstatens guvernør. Nixon har sat Cuomo under pres, og leveret flere bredsider mod ham om, at centrister som ham ”knap nok kan kaldes Demokrater”. Det demokratiske kandidatvalg til guvernørposten i september bliver på den måde et spændende forvarsel på det aktuelle styrkeforhold mellem partiets fraktioner, inden det hele går løs den 6. november.

Den foreløbigt største bombe under den gamle garde i det demokratiske parti kom for et par uger siden ved et kandidatvalg i Queens, New York, da den 28-årige socialistiske Bernie Sanders-protegé, Alexandria Ocasio-Cortez, vippede den demokratiske veteran Joe Crowley af pinden. Amerikanske medier sammenligner allerede Cortez’ choksejr med Tea Party-bevægelsens sejre i det republikanske parti. Tea Party-bevægelsen har været med til at radikalisere store dele af partiet, som har bevæget sig væk fra den pragmatiske, midtsøgende strategi. Om Cortez’ sejr vil indvarsle en lignende udvikling med omvendt fortegn i det demokratiske parti, er endnu for tidligt at sige, men der er ingen tvivl om, at partiet har ændret karakter ovenpå chokket ved præsidentvalget i 2016. Demokrater som Ocasio-Cortez’ politiske platform præsenterer et klart alternativ til republikanernes: afskaffelse af fængselsindustrien, legalisering og afkriminalisering af narkotika, nedlæggelse af det hårdhændede ICE (Immigrations and Customs Enforcement), og et 100 pct. CO2-neutralt el-net inden 2035, for blot at nævne nogle få mærkesager, der står i klar kontrast.

 

Den foreløbigt største bombe under den gamle garde i det demokratiske parti kom for et par uger siden ved et kandidatvalg i Queens, New York, da den 28-årige socialistiske Bernie Sanders-protegé, Alexandria Ocasio-Cortez, vippede den demokratiske veteran Joe Crowley af pinden
_______

 

Den konsensus, der var om Hillary Clintons strategi, som søgte at kapre stemmer henover midten, er blevet udfordret af denne mere radikale politiske dagsorden og vision, der præsenterer et positivt formuleret alternativ. Tag bare debatten om retten til offentlig sygesikring, der tidligere delte vandene i partiet, og som nu bakkes op af samtlige demokrater med ambitioner om at stille op til præsidentvalget i 2020. Ligesådan er andre af partiets venstrefløjs politiske mærkesager, såsom en garanteret mindsteløn på 15$ i timen, LGBTQ-rettigheder, legalisering af cannabis og en mere restriktiv våbenlovgivning blevet udbredte i den interne kamp om at definere partiets politiske kurs. Nancy Pelosi, Chuck Schumer, Cuomo og andre garvede moderate demokrater lægger sig dog næppe ned uden kamp. Sanders’ og Warrens interne revolution i partiet har endnu ikke sejret, men blot vist konturerne af, at et nyt parti kan genopstå af asken fra katastrofenederlaget til Donald Trump. På fordelingspolitikken satser partiet på en keynesiansk investeringspolitik, der blandt andet skal realiseres gennem store infrastrukturprojekter, og på at bremse og tilbagerulle den deregulering af finanssektoren, der er blevet iværksat de sidste to år, ligesom der også er forholdsvist bred enighed i partiet om større beskatning af store virksomheder. Her er det dog ikke ligefrem den revolutionære linje, der tegner partiet, hvilket nok hænger sammen med, at mange af de demokratiske kandidater stadig er stærkt afhængige af store kampagnebidrag fra erhvervslivet. Når man eksempelvis taler om at ville sætte erhvervsskatten op til 25 pct., må det siges at være en forholdsvist uambitiøs målsætning, der eks. stadig er langt under de 35 pct. beskatning, der tidligere var gældende. Selvom ’socialisme’ kan siges ikke længere at være et decideret fyord i amerikansk politik, er der med andre ord et godt stykke vej til en kollektivisering af produktionsmidlerne. Også på uddannelsesområdet har partiet bygget bro mellem de interne fraktioner, og har netop lanceret et stort, samlet udspil for reformering af det dyre college tuition system.

SOM TINGENE SER UD lige nu, får demokraterne sandsynligvis stadig brug for hjælp udefra, hvis de skal sætte sig afgørende på begge kongressens kamre. To ting kan dog potentielt hjælpe dem godt på vej: Hvis Trumps handelspolitik når at sende den amerikanske økonomi i nedadgående retning, eller hvis afsløringer i Robert Muellers efterforskning af russisk indblanding i Trumps valgsejr i 2016 fremtvinger en rigsretssag mod præsidenten. Særligt den ulmende handelskrig kan med god grund få det til at løbe koldt ned ad ryggen på Republikanere, der skal genvælges i konservative højborge i midt-vesten og syden, og er allerede blevet et stridspunkt mellem blandt andet Trump og Charles og David Koch, milliardærbrødrene der er blandt de mest magtfulde donorer i hans bagland.

De europæiske, kinesiske og canadiske modtræk til de amerikanske importafgifter har alle gået benhårdt efter at ramme produktionen i republikanske kernevælgerområder, hvilket kan få store økonomiske konsekvenser, hvis konflikten eskaleres yderligere. I det kinesiske modsvar til Trumps tariffer lagde Beijing en ekstraafgift på importen af amerikanske sojabønner, hvilket på blot en uge betød, at 1 million tons bønner blev afbestilt og købt andre steder, med Brasilien og Argentina som de store vindere. Den slags modtræk kan mærkes i stater som Iowa, Illinois, Missouri og Minnesota, hvor sojabønner er en afgørende del af produktionen, og som selv kan vise sig afgørende for midtvejsvalgenes udfald. EU har gjort det samme ved at indføre afgifter på varer som fx Bourbon, der er en afgørende handelsvare i senatets flertalsleder Mitch McConnells hjemstat Kentucky, og Harley-Davidson motorcykler, der har hovedkvarter i Paul Ryans Wisconsin.

Men selvom disse udsving i de økonomiske konjunkturer kan blive afgørende, styres de af forhold, der i vid udstrækning ligger udenfor demokraternes kontrol. Meningsdannere i det demokratiske parti, som fx Stan Greenberg og Jesse Ferguson, skubber derfor på for at holde fokus på mærkesagerne og den nye, progressive retning, der kan mobilisere hidtil slumrende segmenter i befolkningen. Selvom partiet endnu ikke har fundet den samlende figur, der skal udfordre Trump ved præsidentvalget i 2020, har de foreløbige resultater af den interne udvikling givet næring til drømmen om, at en ”blå bølge” vil skylle ind over landet til november. ■

 

Selvom partiet endnu ikke har fundet den samlende figur, der skal udfordre Trump ved præsidentvalget i 2020, har de foreløbige resultater af den interne udvikling givet næring til drømmen om, at en ”blå bølge” vil skylle ind over landet til november
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland