31.07.2018

Vi markerer 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig i en verden med nye spændinger – og i et Europa, hvor demokrati og markedsøkonomi ikke længere er det eneste cirkus i byen.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Der er 6.618 kampvogne i Østeuropa og 1.528 kampvogne i Vesteuropa.* Det er et udtryk for, at Østeuropa – stadig – er Europas sikkerhedspolitiske tyngdepunkt. Det blev Østeuropa med afslutningen af Første Verdenskrig, da det tyske, russiske og østrigske imperium blev delt op i en række nationalstater.

Historien om afslutningen af Første Verdenskrig er på mange måder den definerende fortælling for vores forståelse af international politik. Når vi diskuterer Syrien, husker vi, hvordan de etniske modsætninger på Balkan førte til mordet på en østrigsk tronarving i Sarajevo i 1914 og dermed startede en verdenskrig. Kinas stormagtsdrømme kan sammenlignes med de drømme, som det tyske kejserrige gjorde sig om ’en plads i solen’, og når kineserne bygger deres første hangarskib, er det erfaringen fra den britisk-tyske flåderivalisering i årene op til verdenskrigen, som spøger. At stater kan ønske at udfordre status quo, ser vi i Ruslands nye aggressive udenrigspolitik. At uro i mindre betydningsfulde lande kan trække andre med sig, bliver vi mindet om af Nordkorea.

At Vestens svar på disse trusler stadig er globale institutioner – og en tro på, at selv Nordkorea kan integreres i en international orden – viser, hvad vi mener at have lært af Første Verdenskrig. Mange af disse lektier kommer til os via Anden Verdenskrig, som formentlig fylder mere i vores kollektive bevidsthed, men de trækker ikke desto mindre på erfaringer og idéer, som opstod i forbindelse med Første Verdenskrig, 25 år tidligere.

 

I stedet for at starte historien om fredsslutningen efter Første Verdenskrig i Versailles skal vi 2.000 km mod øst. Og ikke i 1919, hvor den tyske delegation ankom for at underskrive fredstraktaten  i Versailles, men i 1918, hvor et andet tog bragte den russiske udenrigsminister –  Leon Trotskij – til Brest-Litovsk
_______

 

Freden i Versailles – den historie, vi kender
Den historie, som vi fortæller om afslutningen af Første Verdenskrig, lyder cirka sådan her: For det første var de, der formulerede freden og dens betingelser, urealistiske. De havde en række idealer, som ikke kunne bruges i verden, som den rent faktisk fungerer. Derfor er her tale om en tragedie, hvor ophøjede idéer og gode intentioner fører dårlige resultater med sig. For det andet – og umiddelbart måske i modsætning til den første lære – var fredsmagerne alt for hårde ved den tabende part. Krigsskadeserstatninger og isolering af Tyskland skabte grobund for den revanchistiske politik, som i skikkelse af nazismen førte til tragediens anden akt i Anden Verdenskrig. Begge lektier konstruerer den tabende part, Tyskland, som et offer for vestmagternes politik. Tysklands efterfølgende handlinger er et produkt af den fred, vestmagterne dikterer. At Tyskland skulle have lagt grunden til sin skæbne eller selv været herre over, hvordan man forvaltede sit nederlag, bliver afvist – implicit eller eksplicit. For det tredje så er fokus på vestfronten, og hvordan krigen bliver afsluttet i vest med de tyske diplomaters underskrift på Versailles-traktaten som krigens sidste begivenhed.

I denne artikel vil jeg fortælle en anden, eller i hvert fald en konkurrerende, historie: For det første var fredslutningen ikke et idealistisk projekt, som slog fejl. For det andet skabte Tyskland i høj grad selv forudsætningerne for den fred, der formede efterkrigstiden. For det tredje var både krigen og fredens tyngdepunkt i Østeuropa, og det er – også i dag – i øst at Europas sikkerhedspolitiske tyngdepunkt ligger.

Det er ikke blot historiske udsagn, det handler om. Disse spørgsmål formede den europæiske orden efter Den Kolde Krig, og er dermed afgørende for, hvordan man skal forstå konflikten mellem Vesten og Rusland i dag. I stedet for at starte historien om fredsslutningen efter Første Verdenskrig i Versailles skal vi 2.000 km mod øst. Og ikke i 1919, hvor den tyske delegation ankom for at underskrive fredstraktaten i Versailles, men i 1918, hvor et andet tog bragte den russiske udenrigsminister –  Leon Trotskij – til Brest-Litovsk, en lille by i det, der i dag er Hviderusland.

Freden i Brest-Litovsk – den anden historie
Dampen fra toget gik næsten i ét med det snedækkede landskab, da toget med den russiske delegation kørte ind på stationen. De tyske soldater stod parat på perronen til at modtage udenrigsminister Trotskij, der var kommet for at deltage i de fredsforhandlinger, som skulle afslutte krigen mellem Rusland og de fire centralmagter – Tyskland, Bulgarien, Østrig-Ungarn og Tyrkiet. Forhandlinger med kejsernes diplomater var ikke, hvad revolutionens chefideolog havde mest lyst til. Trotskij var tydeligvis bange for at blive slået i hartkorn med diplomaterne; men selvom han i sine erindringer beskriver forhandlingerne som et ’torturkammer’, så formår al hans revolutionære positionering ikke at skjule et ønske om at blive anerkendt af klassefjendens generaler og diplomater.

Trotskij havde taget toget til den gamle fæstningsby for at forhale forhandlingerne med endeløse kommunistiske foredrag om verdensrevolutionen, som kunne konkurrere med de tyske diplomater i velformuleret tomhed og bragte den tyske øverstbefalende, general Hoffman, til desperationens rand. Fra generalens synspunkt gav den militære situation ikke plads til taler. Den russiske hær var kollapset og havde forladt sine stillinger ved fronten, som strakte sig dybt ind i dét, der havde været zarens imperium. Hvor krigen i vest havde været låst fast i kampen om få kvadratkilometer omkring hærenes skyttegrave, havde krigen i øst sendt millioner af soldater ud over et kæmpe område. Resultatet var ti millioner døde på østfronten – foruden to millioner civile dræbte. På vestfronten mistede tre millioner mennesker livet.

 

Lenins magtovertagelse fjernede Rusland fra krigen – og freden i Brest-Litovsk gjorde Sovjet til Vestens fjende
_______

 

Resultatet af forhandlingerne i Brest-Litovsk var en katastrofe for Rusland. Trotskij var klogeligt forduftet, længe inden der skulle skrives under, for Rusland måtte afstå de landområder, som Tyskland og Østrig havde erobret. Det betød, at Rusland afstod en tredjedel af det russiske imperiums landbrugsland, 90 pct. af sin kulproduktion og størstedelen af sin industriproduktion. Derudover skulle Rusland betale seks mia. Mark i erstatninger til Tyskland. Men tabet af, hvad Trotskij omtaler som ’de baltiske provinser’ samt Ukraine og Finland var for intet at regne for den anerkendelse af USSR, som lå i, at traktaten overhovedet blev underskrevet. Lenin og Trotskji måtte kæmpe for deres liv, da traktaten skulle vedtages. Den tyske ambassadør blev myrdet af revolutionens venstrefløj, som Lenin og Trotskij måtte slå ned af skræk for, at Tyskland ville bruge ambassadørens død som undskyldning for at fortsætte kamphandlingerne.

På langt sigt var Brest-Litovsk om muligt en endnu større katastrofe for Tyskland end for Rusland. De mange nye lande i øst kunne måske nok gøre tyske adelssønner glade ved udsigten til et hertugdømme i de baltiske lande, men de store områder krævede en besættelseshær på en million mand, som Tyskland knap kunne undvære på vestfronten, hvor amerikanske forstærkninger var begyndt at ankomme. Tyskland havde håbet at kunne undslippe effekten af den allierede embargo ved at få adgang til hvedemarkerne i Ukraine, men takket være den tyske hærs optræden, der var en uheldig kombination af hårdhændet og kluntet, blev Ukraine forvandlet til en kampplads, som kun trak på tyske militære ressourcer, snarere end en markedsplads, hvor tyske og østrigske industrivarer kunne handles for ukrainsk korn. Det tyske selvmål i Ukraine blev kun overgået af boomerangeffekten over for verdensopinionen. Brest-Litovsk gav nemlig vestmagterne noget at kæmpe for: Hvis freden i øst var skabelon for, hvordan Tyskland ville opføre sig, hvis landet vandt i vest, var et kompromis hverken muligt eller ønskeligt.

Brest-Litovsk-traktaten holdt kun i otte måneder – fra 3. marts 1918 til 5. november 1918. Derfor starter historien om fredsslutningen efter Første Verdenskrig sjældent i Hviderusland, men derimod 2.000 km mod vest, i Paris, hvor fredsforhandlingerne mellem Tyskland og vestmagterne begyndte, efter at Tyskland kapitulerede 11. november 1918. Den måde at skrive historien på betyder, at østfronten forsvinder fra vores opfattelse af Første Verdenskrigs konsekvenser. Hvis vi derimod starter historien om afslutningen af Første Verdenskrig i Brest-Litovsk snarere end i Paris, ser både det 20. og det 21. århundrede anderledes ud, og det faktum, at der i 2018 er ti gange så mange kampvogne i øst som i vest, bliver lettere at forklare.

Fortalt med udgangspunkt i Brest-Litovsk kan vi konkludere følgende: For det første, at fredslutningen efter Første Verdenskrig ikke var et idealistisk projekt, som slog fejl. Præsident Wilson var ikke en misforstået idealist; tværtimod så han sig selv som en klarøjet pragmatiker, der forstod, at tyskerne ikke var rede til at blive gode demokrater og derfor ville ødelægge festen, hvis de blev inviteret til at deltage i Folkeforbundet. For det andet, at Tyskland i høj grad skabte forudsætningerne for den fred, der formede efterkrigstiden. For det tredje, at både krigen og fredens tyngdepunkt var i Østeuropa.

En verden, der er klar til revolutionen?
I juli 1917 havde den russiske regering, der havde taget over efter zaren, beordret en offensiv mod tyskerne, der med regeringslederen, Kerenskys, ord skulle bevise, hvordan ’den mest demokratiske hær i verden’ kunne sejre over de kejserlige styrker fra Østrig og Tyskland. Offensiven var en katastrofe, som endeligt nedbrød den russiske hær og skabte forudsætningerne for Lenins kup i oktober – for hvad nytte var demokratiet til, hvis ’den mest demokratiske hær’ ikke kunne besejre fædrelandets fjender?

Men hvad nu, hvis general Brusilov havde kunnet gentage sine succeser fra 1916? Hvad nu, hvis han havde vundet tilstrækkeligt hæder på slagmarken til at holde bolsjevikkerne i skak og sikre Ruslands rolle i krigen, indtil Tyskland brød sammen i 1918? I så fald var vestmagterne og Rusland gået til fredsforhandlingerne som de demokratiske magter mod de autokratiske – og Kerensky ville have siddet side om side med Llyod George, Wilson og Clemenceau i Versailles. Lenins magtovertagelse fjernede Rusland fra krigen – og freden i Brest-Litovsk gjorde Sovjet til Vestens fjende.

Ideologisk måtte Trotskij retfærdiggøre sine forhandlinger med idéen om, at der – fredsaftale eller ej – ikke er ægte fred mellem sovjetmagten og de traditionelle magter, før den socialistiske revolution også er gennemført i vest. Fra Trotskijs perspektiv var det tidspunkt ikke nødvendigvis så langt væk. Efter fredstraktaten udvekslede Tyskland og Rusland ambassadører, og den nye sovjetambassadør spildte ingen tid med at få revolutionen op at stå i Berlin – han finansierede nemlig Spartakus-oprøret i januar 1919. Hvis krigsafslutningen kunne udløse en kommunistisk revolution i Tyskland, så var fredstraktaten ligegyldig. For det nye røde Rusland sluttede krigen derfor ikke i skyttegravene. Den flyttede i stedet ind på fabrikkerne og ud i gaderne – fra Moskva til Berlin og Wien.

Da præsident Wilsons personlige udsending, oberst Edward House, skrev til Det Hvide Hus for at fortælle om våbenstilstandsforhandlingerne i efteråret 1918, kunne han med slet skjult foragt berette om, hvordan de tyske generaler ikke ville afgive deres maskingeværer, fordi de skulle bruge dem mod deres egen befolkning. Det afspejlede den indenrigspolitiske situation i et Tyskland på revolutionens rand. Samtidig bekræftede det House og hans chef i deres opfattelse af, at tyskerne ikke var demokrater. Uanset om det var kommunisterne og regimets soldater, som vandt gadekampene, beviste gadekampene i sig selv, at man i Tyskland ikke nåede politiske resultater med demokratiske midler.
 

I fremtiden skulle det ikke være dynastiers stamtræer, men nationale tilhørsforhold, der bestemte, hvor grænserne lå. Det var en radikal nyskabelse i Europa. For første gang blev Østeuropa åbnet som en samling af stater snarere end som provinser i et af imperierne
_______

 

En verden, der er et sikkert sted for demokratiet?
Så skeptisk havde Wilson ikke altid set på Tyskland. I 1914 så Wilson krigen som en konflikt i den ’europæiske verden’, som resten af verden – med USA i spidsen – skulle lade europæerne udkæmpe selv. Ja, faktisk skrev han til oberst House, at det ville udgøre en ”forbrydelse mod civilisationen”, hvis USA gik med i krigen. På civilisationens vegne tilbød han i stedet at mægle mellem partnerne. Men i 1918 havde Wilson forladt enhver idé om krigen som en ’forbrydelse’ mod civilisationen. Før havde han ophøjet freden til et abstrakt civilisationsgode, som han og USA skulle forsvare; nu skulle krigen i stedet tjene den samme ophøjede funktion. Når USA trådte ind i krigen, var det fordi, man ønskede at bruge den som en ‘frigørelseskrig’, der skulle skabe en ny, friere verdensorden til erstatning for den verdensorden, som de gamle imperier havde stået for.

Kejser Wilhelm havde beskrevet krigen som en kamp mellem to ’Weltanschauungen’ [verdensanskuelser, red.], og Wilson endte med at være enig med ham. I 1881 havde den danske kritiker Edward Brandes skrevet om den krig, han forudså, at ”sejrer Tyskland, så vil Europa i sammenligning med Amerika politisk blive, hvad Asien nu er i sammenligning med Europa, men overvindes Tyskland, så …” Brandes så Tyskland som en ’konservativ fæstning’ i et liberalt Europa. Når den fæstning falder, vil det give det nogle politiske muligheder, som ikke havde været til stede før.

Både Wilson, den britiske premierminister, Llyod George, og den franske premierminister, Clemenceau, var progressive politikere. Versailles-traktaten var skrevet af centrum-venstre på et tidspunkt, hvor krigen havde åbnet tidligere uanede muligheder for reform – ude og hjemme. Sovjetmagten valgte at føre krigsøkonomien og den måde, den blev styret på, videre i fredstid, og selvom man i Vesten ikke gik lige så langt, var verdenskrigen en lejlighed til at gennemføre længe ventede reformer. I Storbritannien fik kvinder således stemmeret i 1918. Men det er også et tidspunkt, hvor de liberale politikere ikke længere udgjorde den stærkeste forandringskraft: Revolutionen i Rusland og Tyskland placerede kommunismen som den nye udfordring af det bestående samfund.

Første Verdenskrig sluttede med den dynastiske konservativismes nederlag. Det var det nederlag, som Wilson, Llyod George og Clemenceau skulle forvalte i Versailles. De omfavnede konceptet om nationernes selvbestemmelse – i fremtiden skulle det ikke være dynastiers stamtræer, men nationale tilhørsforhold, der bestemte, hvor grænserne lå. Det var en radikal nyskabelse i Europa. For første gang blev Østeuropa åbnet som en samling af stater snarere end som provinser i et af imperierne – det russiske, prøjsiske, østrigske eller tyrkiske.

Den idé blev introduceret i Brest, ikke i Paris. Selvom Versailles-traktaten ophæver Brest-Litovsk-traktaten, så bekræfter den eksistensen af et uafhængigt Finland, Estland, Letland, Litauen og Ukraine og lægger dertil et uafhængigt Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien (foruden at Danmark får Sønderjylland tilbage og Frankrig Alsace-Lorraine).

Denne nyordning af Europa kunne imidlertid kun ske på liberale præmisser, hvis Tyskland og Rusland – arnestederne for revanchisme og revolution, blev holdt udenfor. Præsident Wilson mente således, at den nye ordens forudsætning var, ”that the most troublesome elements in Europe – Germany and Russia – were, at present, being left outside the League of Nations”. Den nye organisation Folkeforbundet var en sammenslutning af demokratier, som skulle forsvare den nye nationale og liberale fred – og altså netop ikke en universel organisation, som kunne medtage alle lande. Folkeforbundet minder således mere om NATO end om FN.

Den britiske modtager af Nobels fredspris og Labour-politiker Norman Angell, som før krigen havde ment, at risikoen for en verdenskrig var en illusion, konkluderede i 1918, at freden nu afhang af, at demokratierne holdt sammen mod ikke-demokratierne. Han troede stadig, at krig var irrationel, men havde erkendt, at kun demokratierne var rationelle nok til at se det. “The survival of the western democracies in so far as that is a matter of the effective use of their force”, skrev Angell, ”depends upon their capacity to use it as a unit, during the war and after”.

Underskrivelsen af Versailles-traktaten og oprettelsen af Folkeforbundet er første gang, hvor Vesten bliver andet end et geografisk og idéhistorisk begreb – nemlig: en alliance af demokratier med fælles sikkerhedspolitiske interesser. Men Brest-Litovsk var forudsætningen for Vesten. For Wilson, Llyod George og Clemenceau var aldrig blevet ’verdensherrer’, som Churchill beskrev dem, uden Brest-Litovsk. Var Rusland blevet i krigen, og var Trotskij mødt op i Paris, ville han ikke have forladt forhandlingsbordet uden at have fået de baltiske lande og Ukraine tilbage. Det ville have betydet, at Wilsons 14 punkter ikke var blevet rammen for fredstraktaten. Det ville have været business as usual i stedet for en ny verdensorden.

 

100 år efter Brest-Litovsk er det stadig i øst, at konflikterne kan bryde ud
_______

 

Ikke at den store nationalismefest i Østeuropa var blevet aflyst af den grund. Bolsjevikkerne var dygtige til at tale om national selvbestemmelse og regional autonomi, mens de arbejdede for et stærkt Rusland og central kontrol. De ville sagtens have kunnet tale med om de abstrakte idéer – man kan forestille sig Trotskij og Wilson konkurrere om, hvem der var den største filosofkonge i diskussionerne omkring forhandlingsbordet. I den situation ville principperne om nationalselvbestemmelse således være bevaret, men måske ville brugen af dem være rykket mod vest.

Den tyske stat var på dette tidspunkt blot 50 år gammel. Er det umuligt at forestille sig en opbrydning af Tyskland? Opbruddet af det østrig-ungarske imperium genåbnede muligheden for, at Østrig samlede dele af Tyskland som en slags kompensation for tabet af resten af imperiet. Et katolsk Tyskland bestående af Bayern og Østrig i syd? Måske kunne et protestantisk Tyskland i nord så endda have beholdt kejseren.

Tysklands redning blev, at revolutionen og freden i Brest-Litovsk havde spillet Rusland ud af fredsslutningen. For de vestlige magter var Rusland – i stedet for en partner – blevet både en kilde til usikkerhed og en ideologisk udfordring. Ganske vist var Tyskland afgjort svækket og territoriet reduceret efter fredsslutningen, men især mod øst var der rige muligheder for at samarbejde med Sovjet om at ændre betingelserne for den nye orden – et samarbejde, der i 1939 kulminerede i Molotov-Rippentrop-pagten, som delte Østeuropa mellem Tyskland og Rusland.

Da den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov overbragte den polske ambassadør i Moskva beskeden om, at den røde hær ville besætte det østlige Polen, var det netop med henvisning til, at Polen ikke kunne regere sig selv. At den situation var opstået ved, at tyske styrker havde invaderet fra vest, var fra det sovjetiske synspunkt sekundært. Det afgørende var, at Polen – og per implikation også Ukraine og de baltiske lande – ikke var holdbare nationer.

Dette var bestemt ikke et ekstremt synspunkt. Det blev fx også delt af økonomen John Maynard Keynes, der ellers dårligt kunne beskyldes for at sympatisere hverken med Sovjet eller Nazityskland, men som ikke desto mindre mente, at ”Poland is an economic impossibility with no industry but Jew-baiting”. Det var ud fra samme opfattelse af polakkerne som en andenrangsnation, at Hitler beordrede, at ”Polen soll wie eine Kolonie behandelt werden”. Molotov-Rippentrop-pagten skal således endegyldigt omgøre Brest-Litovsk – ved at Polen og de andre ’nye’ selvstændige lande skal tilbage til de imperier, som de blev sat fri fra i 1918.

Denne alliance kunne Rusland og Tyskland indgå, netop fordi begge parter følte sig forfordelt ved afslutningen af Første Verdenskrig. Frankrig og Storbritannien trådte ind i Anden Verdenskrig for at forhindre, at Tyskland og Sovjetunionen skulle dele Østeuropa mellem sig. Anden Verdenskrig var i sit udgangspunkt en krig om Østeuropa. Frankrig og Storbritanniens svar var i første omgang at forberede en intervention i Finland for at ramme den sovjetiske del af den brun-røde alliance. Det er først, da Hitler 1. september 1939 åbner krigen mod vest, at denne plan blev droppet, og krigen kom til at handle om den europæiske snarere end den regionale magtbalance. Det er først, da USA og Japan i 1941 træder ind i Anden Verdenskrig, at konflikten blev global. Indtil da var krigen, som historikeren Edward Lukacs skriver, ’den sidste europæiske krig’.

I Storbritannien og USA foregik der en ivrig diskussion af, hvordan man laver en holdbar fred efter krigen. En debat, hvor de intellektuelle og politikere i eksil i London også deltog. Debatten er i vidt omfang grundlaget for senere idéer om europæisk integration. En analyse fra Cambridge University konkluderede i 1945, at ”the treatment of the vanquished country or countries is, in a real sense, an index of the wisdom of the whole settlement”. Det gjaldt om at tænke langsigtet for at supplere den militære erobring af Tyskland med, hvad Emil Ludvig i 1945 kaldte ‘the moral conquest of Germany’. Det amerikanske udenrigsministeriums Committee on Post-War Programs konkluderede således i 1944: ”It is recommended that the United States encourage the earliest possible integration of Germany into the community of peace-loving nations and into the world commerce through holding out to a reconstructed Germany the prospect of early admission to the general international organization and participation without discrimination in world trade”.

Spørgsmålet om, hvor hårdt Tyskland skulle behandles, skilte Sovjet og vestmagterne. Resultatet var, at Tyskland blev integreret i efterkrigstidsordenen langt hurtigere og langt dybere end efter Første Verdenskrig, men integrationen foregik i to Tysklande. Der er tale om en fredsslutning, som er perfekt ifølge de principper for fredsslutning, som Vesten mener, at have lært efter Første Verdenskrig. Men det er kun i princippet. I praksis er fredens fundament, at Tyskland bliver opdelt og således ikke kan skabe ustabilitet, men tværtimod bliver ’genopdraget’ efter henholdsvis en liberal og en socialistisk katekismus. Opdelingen gjorde Tyskland håndtérbart. Som den franske forfatter François Mauriac sagde: ”Europæerne holder så meget af Tyskland, at de gerne vil have to eksemplarer af landet”. Lord Ismay delte dette syn på Tyskland, når han omtalte NATOs opgave som ”at holde amerikanerne inde, tyskerne nede og russerne ude”, men han bekræftede samtidig, at russerne holdt Østeuropa, og at freden i Europa på sin egen paradoksale vis afhang af, at de blev dér.

Gorbatjovs drøm
Topmødet ud for Malta i 1989 var Den Kolde Krigs Brest-Litovsk. Det blev ikke den endelige fredsslutning, men en slags generalprøve, som demonstrerede, hvad der var på spil, og hvilke døre fredsslutningen kunne have åbnet, hvis tingene var gået anderledes. Mikhail Gorbatjov og George H. W. Bush mødtes både ombord på det russiske krydstogtskib Maxim Gorkij og den amerikanske missilkrydser USS Belknap 2.-3. december 1989. Berlinmuren var faldet mindre end en måned tidligere – og præsident Bush delte stykker af muren ud som en gave til gæsterne. En talsmand fra det sovjetiske udenrigsministerium konkluderede, at på topmødet havde man ”begravet Den Kolde Krig på bunden af Middelhavet”.

 

Den verdensorden, som tegnede sig efter Malta-topmødet, blev aldrig til noget. Sovjetunionen kollapsede, og det kommunistiske parti blev opløst af Boris Jeltsin på en pressekonference, mens en rystet Gorbatjov så på
_______

 

Efter Berlinmurens fald var det sovjetiske imperium ved at disintegrere, og Gorbatjov fulgte Trotskijs opskrift fra Brest-Litovsk, da han forsøgte at sætte sine politiske problemer på hjemmefronten i et globalt perspektiv. I en tale til FN’s generalforsamling i 1988 havde Gorbatjov sagt: ”… profound social changes are taking place. In the East and in the South, in the West and in the North, hundreds of millions of people, new nations and states, new public movements and ideologies have advanced to the foreground of history … The idea of demo­cratizating the entire world order has grown into a powerful social and political force”.

På mange måder er det Gorbatjov, som tilrettelagde den fortælling om globalisering, der senere kom til at dominere den vestlige forståelse af tiden efter Den Kolde Krig. Gorbatjov sagde således til FN’s generalforsamling: ”… the world economy is becoming a single organism, outside which no state can develop normally, regard­less of the social system it might belong to”. Gorbatjov skriver sig hermed ind i den opfattelse af fred-baseret-på-integration, som ellers havde domineret den vestlige forståelse siden Versailles. Dermed formåede han at forandre sin reformproces fra et sovjetisk problem til en vestlig mulighed. En mulighed, som præsident Bush greb, da han i maj 1989 bød Gorbatjov velkommen til endnu et topmøde – denne gang i Washington – med løftet om, at ”our objective is to welcome the Soviet Union back into the world order”.

Men den verdensorden, som tegnede sig efter Malta-topmødet, blev aldrig til noget. Sovjetunionen kollapsede, og det kommunistiske parti blev opløst af Boris Jeltsin på en pressekonference, mens en rystet Gorbatjov så på. Præcis som Tyskland brød sammen, inden det kunne få glæde af Brest-Litovsk, brød Sovjetunionen sammen under vægten af den tabte krig, inden Malta-topmødet kunne hjælpe med at genoprette den russiske økonomi og reformere de russiske samfundsinstitutioner.

Den Kolde Krig fik ikke nogen slutning som fredskonferencen i Versailles. I stedet fik man de udvidelser af EU og NATO, som integrerede de østeuropæiske lande i de vestlige institutioner.

Ved afslutningen af Den Kolde Krig var Østeuropas skæbne således atter i centrum. Et samlet Tyskland blev en del af de vestlige institutioner, og i det øjeblik Østtyskland blev optaget i Vesten, var formlen for de andre lande i den kommunistiske blok etableret. Hvor Brest-Litovsk havde handlet om nationernes selvbestemmelse, søgte østeuropæerne denne gang ind i et fællesskab, der gav dem uafhængighed, men samtidig definerede nogle særlige værdier og dermed nogle særlige institutioner.

Ungarere, polakker, baltere, rumænere, bulgarere og tjekker fulgte østtyskerne ind i EU og NATO. Vaclav Havel argumenterede endda i 1994 for, at Vesten kun for alvor kunne finde sig selv ved at lukke østeuropæerne ind: ”If the West does not find a key to us, who were once violently separated from the West … it will ultimately lose the key to itself”. Det var Folkeforbundets vest, der skulle gendannes, snarere end Den Kolde Krigs vest, som skulle udvides.

Rusland havde mistet Østeuropa og havde endda igen mistet kontrollen med de baltiske lande og Ukraine. Men i modsætning til tiden efter Første Verdenskrig kunne Rusland denne gang blive en del af den fælleseuropæiske økonomi. Hvorfor skulle de ikke kunne gøre som Østeuropa – og melde sig ind i Vesten?

Rusland, konservatismens borg
Hvor det var centrum-venstre, der stod for Versailles-traktaten, var det centrum-højre, som tegnede den europæiske orden efter afslutningen af Den Kolde Krig. Den demokratisering og økonomiske integration, som Gorbatjov havde talt om, blev omfavnet i den globalisering, som han havde beskrevet, men ikke forstået. Hvor tiden efter verdenskrigene var gigantiske eksperimenter i global regeringsførelse, så var overskriften efter afslutningen af Den Kolde Krig, at det kommunistiske eksperiment var slut, og nu var tiden inde til det, man vidste virkede – de frie markeder og det parlamentariske demokrati.

Med globalisering – og Østeuropas integration i EU – fulgte en økonomisk doktrin. De frie markeder og åbne samfund skabte en mulighed for at integrere Rusland – mere eller mindre som Gorbatjov havde forestillet sig. I kraft af privatiseringen af de sovjetiske statsfirmaer blev russerne igen en del af den globale økonomi, på et tidspunkt hvor den var mere åben end på noget andet tidspunkt siden 1914. Russiske milliardærer kunne bosætte sig i London, og tysk kapital kunne strømme til Rusland for at investere i olieindustrien og bilfabrikker. Hvor præsident Wilson ikke havde anerkendt tyskernes plads ved demokratiernes bord, fik de russiske firmaer og det russiske civilsamfund fri adgang til den globale markedsplads.

Men havde de noget at sælge? Ruslands mest populære vare var reformen selv. Når Jeltsin i 1992 rakte ud til Vesten, var det også i form af en dyster advarsel, der stod i kontrast til Gorbatjovs optimisme: ”We’re calling for cooperation, cooperation from the whole world. Because if the reform in Russia goes under, that means there will be a cold war”.

Hvor de østeuropæiske reformer var en del af europæisk integration, var de russiske reformer nationale. Resultatet af 1990’erne var således, at Rusland i stigende grad så den russiske nation som et organisk hele, der skulle tjene genopbyggelsen af et stærkt Rusland. Dermed blev den russiske model for at engagere sig i globaliseringen en anden end den, østeuropæerne valgte, da de meldte sig ind i EU og NATO.

Rusland var således blevet en konservativ fæstning i et mere liberalt Europa – på samme måde, som Brandes havde beskrevet Tyskland før Første Verdenskrig. Ligesom Brandes havde frygtet, at Tyskland ville se det i sin nationale interesse at bekæmpe progressive politikker, på samme måde kastede Putins Rusland sig ind i kampen for, hvordan Europa skulle styres. Når Putin omtalte Sovjetunionens sammenbrud som den største katastrofe i det 20. århundrede, var det ikke mindst sammenbruddet af den russiske indflydelse i Østeuropa, som han hentydede til. Den russiske politik var at mindske effekterne af dette sammenbrud. Derved adskiller princippet for denne politik sig ikke væsentligt fra sovjetisk politik i 1920’erne og 1930’erne. Den væsentlige forskel er, at Berlin ikke har revanchistiske fælles interesser med Moskva.

 

Berlins manglende fleksibilitet var en medvirkende årsag til Brexit
_______

 

Hvad med Tyskland? For første gang siden det moderne Tyskland blev skabt i 1871, er landet en status quo-magt, i den forstand at man siden genforeningen og etableringen af EU har været tilfredse med den måde, Europa er indrettet på. Faktisk ser Tyskland den nye verdensorden, som blev skabt med afslutningen af Den Kolde Krig og udvidelsen af EU, som noget nær de perfekte omgivelser for et forenet Tyskland. Derfor har Tyskland været ekstremt modvillig over for reformer af centrale politikområder i EU såsom møntunionen og regler om fri bevægelighed, også selvom Berlins manglende fleksibilitet var en medvirkende årsag til Brexit og efter manges opfattelse forlængede og forværrede den økonomiske krise.

At Storbritannien forlader EU – bl.a. som konsekvens af denne politik – er en pris, som man er parat til at betale i Berlin. At Rusland udfordrer den europæiske orden er et langt større problem. I april 2018 advarede den tyske præsident Steinmeier mod, at man ”erklærede hele Rusland, landet og dets folk, for vores fjender. Dertil er for meget på spil”.

Det, der er på spil, er Østeuropa. Ikke fordi polakker og baltere er enormt positive stemt over for Rusland. Det er de ikke. Men fordi det sidste, Tyskland ønsker, er en konflikt med Rusland om kontrollen over Østeuropa. Ganske vist sidder der ikke prøjsiske hertuger i baltiske slotte, som man drømte om i Berlin efter Brest-Litovsk, men for første gang siden mellemkrigstiden er det Tyskland og et tysk-domineret EU, som Østeuropa orienterer sig imod. Rusland har kun lejlighedsvist indflydelse.

6.618 kampvogne
Imidlertid har afslutningen af Den Kolde Krig ikke fjernet potentialet for konflikt fra Østeuropa. 100 år efter Brest-Litovsk er det stadig i øst, at konflikterne kan bryde ud. Det vestlige Europa har kæmpet sine krige, og det er usandsynligt, at de vestlige magter vil løse deres uoverensstemmelser med væbnet magt.

At der er seks gange så mange kampvogne i Østeuropa, er et mål for, at landene er knap så sikre på, at den sidste krig er kæmpet på den centraleuropæiske slette. Det er også et udtryk for geografi. Kampvogne er de store vidders våben – de er det optimale våben på den store slette, som strækker sig fra Berlin til Moskva, hvor grænserne har flyttet sig med hærenes fremmarch i løbet af århundreder.

Hvis man læser europæisk historie siden 1918 som historien om Versailles, Bruxelles og Malta, så ser man ikke Østeuropas geografi, og man forstår ikke, at årsagen til, at den europæiske orden vaklede, var at finde i øst. Læser man derimod europæisk historie med udgangspunkt i Brest-Litovsk, så forstår man, at evnen til at skabe stabilitet i øst er nøglen til fred på det europæiske kontinent.

Det var derfor, at truslen mod George H. W. Bush’s nye verdensorden ifølge præsidenten selv var ’uforudsigelighed’ og ’ustabilitet’. Udvidelserne af EU og NATO skabte stabilitet og forudsigelighed på bekostning af fleksibilitet. Prisen for stabilitet blev nogle faste rammer – i form af institutioner, som har en stærkt konserverende effekt. Det er præcis, hvad der tiltaler Berlin, og hvad der udfordrer Storbritannien. Paradoksalt nok udfordrer disse institutioners fasthed en række østeuropæiske lande, hvor betydelige politiske bevægelser ønsker en mindre ’vestlig’, mindre liberal økonomisk, social og politisk dagsorden. Disse bevægelser finder pludselig inspiration i den ’konservative fæstning’ i Kreml.

Da selv Trotskijs talegaver slap op, og han ikke kunne udskyde at underskrive traktaten i Brest-Litovsk længere, eksperimenterede han med bare at ignorere traktaten. Han ville ikke underskrive en ydmygende fred, men han ville heller ikke genoptage krigen. Først da tyskerne påpegede, at de gerne ville genoptage krigen og indtage de tomme russiske skyttehuller, måtte Trotskij modvilligt finde fyldepennen frem.

Brest-Litovsk ville, hvis traktaten havde fået lov at stå, have skabt en slags ’krig uden kamp og fred uden samarbejde’. Det er det, der venter Europa og Rusland i dag. ■

 

Hvis man læser europæisk historie siden 1918 som historien om Versailles, Bruxelles og Malta, så ser man ikke Østeuropas geografi, og man forstår ikke, at årsagen til, at den europæiske orden vaklede, var at finde i øst. Læser man derimod europæisk historie med udgangspunkt i Brest-Litovsk, så forstår man, at evnen til at skabe stabilitet i øst er nøglen til fred på det europæiske kontinent
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt