09.12.2018

„Stater engagerer sig selvfølgelig i beskyttelsen af menneskerettigheder, men de beskytter også deres diplomati, deres økonomi og deres virksomheder, som opererer i de lande, hvor menneskerettighedsforkæmperne er under pres. Menneskerettighedsforkæmperne har derfor stærke allierede i staterne, men på samme tid stærke fjender.‟

Interview med Michel Forst, FN Special Rapporteur

Interview af Eske Bentsen

RÆSON: Antallet af dræbte menneskerettighedsforkæmpere har været stigende de sidste par år. Kan du fortælle om omfanget af problemet?
FORST: Situationen for menneskerettighedsforkæmpere er blevet værre i mange lande. Det står klart, at der er flere mord i Latinamerika end i andre regioner, men vi har ikke et klart billede af situationen på verdensplan. Det skræmmende er, at menneskerettighedsforkæmperne har et dårligt image, et dårligt narrativ. Lige nu står de overfor mange nye angreb fra mange nye aktører, som bruger ny teknologi for at ramme dem. Det er noget, vi ser over hele verden. Det mest presserende problem er, at narrativet om menneskerettighedsforkæmpere er under forandring. Det nuværende narrativ er blevet, at menneskerettighedsforkæmpere er fjender af staten, af udvikling og af fremskridt. Dette er et narrativ, som bliver anført af offentlige myndigheder i stort anlagte kampagner.

RÆSON: Begyndte eskaleringen af mordene på et bestemt tidspunkt?
FORST: Det er svært at sige. Der er NGO’er, såsom Global Witness og Frontline Defenders, som prøver at afdække antallet af mord. Men vi kender ikke det reelle antal. Når man taler med stater, sammenligner tal fra NGO’er og ser på data fra EU-delegationen eller regeringer, er det imponerende, hvor store forskellene er. Det er et tegn på, at noget går i den forkerte retning. Det er også imponerende, at stater og ambassader i udlandet ikke ved, hvordan man når dem, der ikke er beskyttede; ofte dem, der bor på landet. De er ikke kendt i miljøet, og de er ikke del af forkæmpernetværker, men de er indfødte – landmænd og fattige – der forsøger at udbrede og forsvare deres rettigheder, hvorefter de dræbes af forskellige aktører, uden at deres navne eller situationer registreres. Så der er et sort hul i antallet af drab.

RÆSON: Hvorfor mener du, at den store forskel mellem staters og NGO’ers registreringer findes?
FORST: Hos NGO’erne findes en slags aftale om, at de deler deres data, og at vi globalt bruger det samme data. Hvis man sammenligner tal fra Global Witness, Amnesty International og andre NGO’er, er de ens. For stater er den største forskel, at de ikke anser de mennesker, vi taler om her, for at være menneskerettighedsforkæmpere, selvom mange af dem er det. Det bunder i, at mange lande ikke anerkender, at vi har en officiel FN-definition af menneskerettighedsforkæmpere. Og at denne blev vedtaget med konsensus for mange år siden. Det betyder, at menneskerettighedsforkæmpere, der er nøgleaktører for forandring i deres lande, lever uden beskyttelse af denne definition. Den officielle FN-definition siger klart, at alle mennesker, som arbejder for at promovere eller beskytte menneskerettighederne, er menneskerettighedsforkæmpere. Stater vil typisk sige, at menneskerettighedsforkæmperne er i ledtog med fremmede magter, at de er politiske aktører eller aktivister fremfor menneskerettighedsforkæmpere. Staterne anerkender ikke, at alle, som forsøger at beskytte deres rettigheder, er forkæmpere.

 

Stater vil typisk sige, at menneskerettighedsforkæmperne er i ledtog med fremmede magter, at de er politiske aktører […] Staterne anerkender ikke, at alle, som forsøger at beskytte deres rettigheder, er forkæmpere
_______

 

RÆSON: Hvad tror du, skyldes stigningen i antallet af overgreb på menneskerettighedsforkæmpere?
FORST: For mig er det ligesom en krig. For 20 år siden var jeg ansat hos Amnesty International og var med til at arrangere det første Paris-topmøde for menneskerettighedsforkæmpere. Vi samlede forkæmpere fra et stort antal lande for at undersøge situationen og for at foreslå en række af tiltag for at beskytte menneskerettighedsforkæmperne. På det tidspunkt var forkæmper-konceptet stadig ikke defineret. Der var ikke nogen FN-deklaration, så konceptet var vagt, og der var mange personer, som ikke var anerkendt som værende menneskerettighedsforkæmpere. Lige nu vokser bevægelsen sig stærkere. Der er nationale og regionale netværk af forkæmpere, der er internationale organisationer, og FN har sammen med staterne lavet initiativer for at beskytte menneskerettighedsforkæmpere.

Fx findes der inden for EU vejledninger til ambassader i udlandet om, hvordan man beskytter forkæmpere, hvis de er i fare. EU-ambassader kan bevilge penge til forkæmperne, og de kan finansiere nye organisationer i lande med store problemer. Så EU finansierer organisationer som Frontline Defenders, Protect Defenders og andre. EU støtter også direkte flytningsprogrammer. Der findes et ”shelter”-program, hvor kommuner over hele verden kan huse forkæmpere. Menneskerettighedsforkæmperne har stærke allierede i staterne, men på samme tid stærke fjender.

RÆSON: Hvordan kunne staterne gøre mere?
FORST: Stater engagerer sig selvfølgelig i beskyttelsen af menneskerettigheder, men de beskytter også deres diplomati, deres økonomi og deres virksomheder, som opererer i de lande, hvor menneskerettighedsforkæmperne er under pres. Så de har mange hensyn. I mange tilfælde kunne staterne være bedre til at italesætte problemerne. Et andet problem er, at ambassaderne ikke forlader hovedstaden i de lande, hvor menneskerettighedsforkæmperne er i fare. Jeg var for nylig i Honduras på en officiel mission og talte med en gruppe af EU-ambassadører og repræsentanter fra USA og Canada. De fortalte, at de altid mødes med menneskerettighedsforkæmperne i hovedstaden Tegucigalpa. Men hvis man rejser til den sydlige del af Honduras, kan man se, at forkæmperne bliver angrebet der – der er bare ikke nogen ambassader til at organisere møder med forkæmpere udenfor hovedstaden.

Jeg nævnte tidligere flytningsprogrammet, som EU har for at kunne flytte menneskerettighedsforkæmpere i fare. Jeg var for nylig i Columbia, hvor jeg mødtes med en EU-delegation og flere EU-ambassadører, hvor vi diskuterede det program. De fortalte mig, at de i 2014 havde et budget på 300.000 euro til at flytte forkæmpere globalt. De havde imidlertid kun flyttet tre personer i løbet af 2013. Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke brugte de midler, som var afsat, hvortil de svarede, at hvis EU gjorde det, så ville det sende et signal til Columbias regering om, at vi ikke har tillid til den. Men det har vi faktisk heller ikke. Vi har ikke tillid til Columbias regerings evne til at beskytte menneskerettighedsforkæmperne. Det er derfor, vi har flytningssprogrammet. EU-ambassadørerne tør bare ikke bruge midlerne, fordi de ikke tør konfrontere den colombianske regering.

 

Jeg undrer mig tit over, hvorfor der så lidt solidaritet mellem forskellige landes ambassader. En samlet fordømmelse fra EU-delegationen ville betyde, at alle EU-lande var enige om at stå sammen. Men der er intet sammenhold
_______

 

RÆSON: Er episoden for nylig mellem Saudi-Arabien og Canada et eksempel på det, du nævner med, at stater ikke er højlydte nok? Hvor Canada, som det eneste land har fordømt Saudi-Arabiens fængsling af menneskerettighedsforkæmpere.
FORST: Lige præcis. Jeg undrer mig tit over, hvorfor der så lidt solidaritet mellem forskellige landes ambassader. En samlet fordømmelse fra EU-delegationen ville betyde, at alle EU-lande var enige om at stå sammen. Men der er intet sammenhold. Derfor har EU ingen mulighed for at rejse kritik i sager med enkeltindivider. Et andet element er overvågninger af retssager. Når du taler med ambassadører, siger de alle, at de observerer retssager, hvor menneskerettighedsforkæmpere er anklaget, men de fortæller ikke noget til offentligheden. Jeg mener ellers, at den bedste beskyttelse af folk ville være, hvis man offentligt sagde, at man observerer retssager, og at man omtaler de anklagede som menneskerettighedsaktivister. For hvis man anerkender, at personerne er menneskerettighedsforkæmperne, er de under beskyttelse af FN’s deklaration.

RÆSON: Kan du sige noget mere generelt om, hvilke fundamentale drivkræfter, der ligger bag krænkelserne af menneskerettighedsforkæmperne?
FORST: Dem, som er mest udsat, er dem, som arbejder for at beskytte deres landområder og miljø. Vinden, solen, landet og vandet tilhører staten. Og staten sælger disse ressourcer videre til virksomheder, som vil investere i landet, men som samtidig vil gøre skade på menneskerettighedsforkæmperne. Der er en meget stor ubalance i magtfordelingen mellem små oprindelige folk og magtfulde virksomheder, som bestikker stater og infiltrerer myndigheder, så det er normalt, at man kan få immunitet i disse lande. Det er et af elementerne af, hvorfor forkæmperne lige nu er udsat for stærke angreb.

RÆSON: Hvad kan man så gøre, hvis en regering ikke er villig til at reagere på virksomheders krænkelser af menneskerettighedsforkæmperne?
FORST: Når jeg modtager en klage fra en gruppe eller en person, som er menneskerettighedsforkæmper, tager jeg kontakt til den stat, som vedkommende er fra. Jeg sender et brev til staterne, som derefter vil blive offentligt efter 60 dage. Det er noget, som vi er begyndt at bruge mere, og det virker faktisk. Men nu er jeg begyndt at rette opmærksomheden mod virksomhederne, så nu sender jeg dem de samme breve, som jeg gjorde til staterne. Du ville blive overrasket over at se svarraterne fra alle former for virksomheder. De sender mig ikke blot et officielt svar, men også 70 sider som er forberedt af advokater, og de spørger efter møder med mig. Hvorfor det? Fordi de ikke har lyst til at se deres navn i en FN-rapport, som vil skade deres omdømme. Det virker, og jeg tror, at det er begyndelsen på en ny succesfuld proces.

RÆSON: Så virksomhederne er villige til at mødes og snakke med dig, men sker der også en reel forandring efterfølgende?
FORST: Nogle af dem ændrer sig. De egentlige vindere er dem, som integrerer spørgsmålene i deres strategi. Fx har Adidas tilladt, at NGO’er overvåger, hvordan de opfører sig. Så er der andre virksomheder, som i øjeblikket er i dialog med FN, som hyrer nyt personale, opretter nye teams og laver nye værktøjer, som fx nye protokoller og guidelines, for at være i dialog med lokale samfund.

Et af problemerne, jeg stadig ser, er, at de virksomheder, som gør deres bedste, stadig møder problemer. Jeg mødtes med en stor virksomhed i udvindingsindustrien, som jeg ikke har lyst til at oplyse navnet på, som fortalte mig, at de har lavet en protokol for, hvordan de går i dialog med lokale samfund. De lavede for nylig en god konsultation med et lokalsamfund, som jeg overværede. Lokalsamfundet sagde nej tak til virksomheden, og virksomheden trak sig tilbage og fortalte, at de accepterede lokalsamfundets beslutning. Bagefter kom en kinesisk virksomhed – uden nogen konsultation – og gjorde skade, som sikkert var større, end hvad den første virksomhed ville have gjort. Problemet er, at vi ikke har et system, som gør, at når et lokalsamfund har sagt nej til projekt, så bliver det ikke et globalt nej.

 

Problemet er, at der i disse lande er en høj grad af straffrihed. For mig er et hovedelement i at stoppe drab på forkæmpere at stoppe straffrihed
_______

 

RÆSON: Hvad kan man ellers gøre for at forbedre situationen for menneskerettighedsaktivister?
FORST: Lad os nævne et par lande, hvor situationen er værst for forkæmperne: Mexico, Honduras, Guatemala og Columbia. Disse stater forstår vægten af situationen og ved, at der er et stort antal af mord. De har kendskab til situationen og har besluttet at udvikle nationale mekanismer for at beskytte forkæmperne, som faktisk er meget dyre. Problemet er, at der i disse lande er en høj grad af straffrihed. For mig er et hovedelement i at stoppe drab på forkæmpere at stoppe straffrihed. I Guatemala er der en 99 pct.-rate af straffrihed. Det betyder, at kun én person ud af 100, som er mistænkt for at stå bag drab, bliver dømt. Så kampen mod straffefrihed er en af hovedelementerne, hvor vi kan gøre det bedre.

RÆSON: I starten talte du om behovet for at ændre narrativet omkring forkæmpere. Ser du en forbindelse mellem det, og så den stigende grad af autoritær politik i lande såsom Rusland, Tyrkiet, Venezuela and Ungarn?
FORST: Ja, det er indlysende. Selv i Europa. Ikke kun i Ungarn, men også i Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Den autoritative politik er stigende i Tyskland, Italien og Spanien, når det kommer til migration. I Frankrig er nogle menneskerettighedsforkæmpere blevet dømt, hvilket hovedsageligt kan forklares af den ændrede diskurs om forkæmperne. Forkæmpere er mennesker, som er ”fjender af staten”. Forkæmpere kan også blive anklaget for at være imod udvikling, for at samarbejde med fremmede magter, eller for at have værdier, som ikke passer ind i deres land. Så den politiske diskurs blandt politikere er meget vigtigt. Det er et emne, der bekymrer mig, når vi ser det i vores lande. Når den diskurs breder sig.

RÆSON: Er du optimistisk omkring fremtiden?
FORST: Jeg er optimistisk på det globale plan, men det er svært at give en generel bedømmelse af verdenssituationen. Hvert land repræsenterer en speciel situation, men hvis du sammenligner situationerne i de forskellige lande, kan man se, at der er en forbedring i nogle lande, mens situationen bliver værre i nogle andre lande såsom Venezuela og Nicaragua. Det mest skræmmende for mig er at se, at lande som Frankrig, Italien og Spanien ikke beskytter menneskerettighedsforkæmpere, som beskytter migranter. Det bekymrer mig. ■

 

Det mest skræmmende for mig er at se, at lande som Frankrig, Italien og Spanien ikke beskytter menneskerettighedsforkæmpere, som beskytter migranter. Det bekymrer mig
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland