26.05.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

EU har brug for Tyrkiet på en række områder. Udover udfordringen med migrationspresset er der flere andre områder, hvor Tyrkiet og EU har fælles interesser. Tyrkiet har imidlertid også stærkt brug for EU, og vores betalingsvillighed og tålmodighed skal ikke være uendelig. Vi har brug for samarbejde og gensidig tillid, men det skal ikke være indenfor rammerne af et medlemskab af EU.

Kommentar af Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører (V)

TYRKIET er et vigtigt land for EU. Alene på grund af landets størrelse og økonomiske styrke har enorm betydning. Tyrkiet er ikke længere ”Europas syge mand”, som det var engang, men en dynamisk økonomi med store muligheder. Samtidig er det vanskeligt at undervurdere Tyrkiet på det geostrategiske plan. Derfor er det i Europas interesse med et stærkt Tyrkiet fremfor et stort underudviklet land på fallittens rand. Det hele burde være så godt, og alligevel er det så skidt. Tyrkiet bruger nemlig sin nye styrke på en måde, som skader både landet selv og ikke mindst dets naboer, herunder EU.

I nullerne var der en reel politisk debat om Tyrkiets medlemskab af EU. Det var en debat, som mildest talt delte vandene, også i mit eget parti. I dag står det bøjet i neon, at Tyrkiet på ingen måde er villig til at indordne sig i et forpligtende fællesskab. Bruxelles og Ankara har i mange år foregivet, at der var et perspektiv om EU-medlemskab. På trods af at det altid har været åbenlyst, at Tyrkiet ikke hører til i EU – dertil er forskellene for store. Erdogan har nu tegnet dem op, så de ikke er til at misforstå.

De tider, hvor Tyrkiets primære udenrigspolitiske ambition var at skændes med Grækenland om nogle ligegyldige småøer i Det Ægæiske Hav, er for længst forbi. I dag er Tyrkiet en markant spiller i Syrien, hvor det er uklart, hvem præsident Erdogan støtter. Samtidig har Erdogan opbygget et tæt forhold til den anden statsleder, han minder allermest om – nemlig Putin. Eksempelvis samarbejder Tyrkiet og Rusland om indkøb af våben, og Tyrkiet er ikke en del af de vestlige sanktioner overfor Rusland. Det tættere forhold mellem Tyrkiet og Rusland er bekymrende, fordi Vesten og Rusland står stejlt overfor hinanden på en række spørgsmål. Det gælder især krigen i Syrien, hvor Rusland er den væsentligste forklaring på, at krigsforbryderen Assad er ved at vinde borgerkrigen. Derudover gælder det spørgsmålet om Ruslands annektering af Krim og den fortsatte russiske understøttelse af separatisterne i det østlige Ukraine. Erdogan har således allieret sig med en politisk leder, som blæser på internationale spilleregler og gerne ser stort på selv de mest basale menneskerettigheder.

 

Samtidig har Erdogan opbygget et tæt forhold til den anden statsleder, han minder allermest om – nemlig Putin
_______

 

LISTEN OVER problemer i Erdogans Tyrkiet er lang. Flere tusinde, primært indbildte fjender, blev anholdt i forbindelse med kupforsøget for knap to år siden, og den efterfølgende forfatningsændring har øget Erdogans greb om Tyrkiet. Denne udvikling gør det vanskeligt at samarbejde med Tyrkiet. Hvis Tyrkiet skulle optages i NATO i dag, ville det ikke være muligt, da landet ikke overholder kravene til demokrati og retsstat. Omvendt er det bydende nødvendigt, at vi har et tæt forhold til Tyrkiet, og det er derfor afgørende, at Tyrkiet fortsat er en del af NATO – selvom det i Syrien er vanskeligt at få øje på loyaliteten over for alliancen.

Man kan ikke komme uden om, at Tyrkiet er en nøglestat i bestræbelserne på at imødegå migrationspresset mod Europa. Uden Tyrkiet som medspiller vil presset mod Europas grænser stige på ny. Tyrkiet har utvivlsomt nogle af verdens mest besværlige naboer i form af Syrien, Irak og Iran. Særligt Syrien og Irak er kilde til migrationsstrømme mod Europa. Hvordan man end vender og drejer det, så spiller Tyrkiet derfor en nøglerolle i forhold til at undgå, at millioner af migranter drager mod Europas grænser. For netop spørgsmålet om migration mod Europa er i sidste ende også et sikkerhedsspørgsmål.

Vi har et ansvar for at beskytte Europa mod den folkevandring, som potentielt kan løbe kontinentet over ende. Her må vi vælge de redskaber, der virker, og aftalen med Tyrkiet har vist sig at være særdeles effektiv. Det er derfor oplagt, at vi laver tilsvarende aftaler med andre lande. Vi har fortsat et problem i Middelhavet. Her gælder det om at stoppe migranterne, før de når ud i bådene. Vi skal ganske enkelt trække tæppet væk under menneskesmuglernes forretningsmodel. Derfor er jeg stor tilhænger af, at vi laver lignende modeller med landene omkring Middelhavet og potentielt også længere sydpå. Vi har set, hvordan Frankrig har taget initiativ til at oprette asylbehandlingskontorer i Niger og Chad. Det er en ordning, som der er mange perspektiver i. Nøjagtig som Tyrkiet er de to afrikanske lande ikke just demokratiske dydsmønstre, men alternativet er at vente på, at bådene med migranter lægger fra land i Libyen, og det er trods alt værre, eftersom den farlige rejse ikke har mange perspektiver foran sig.

EU har brug for Tyrkiet på en række områder. Udover udfordringen med migrationspresset er der flere andre områder, hvor Tyrkiet og EU har fælles interesser, fx i forhold til bekæmpelse af forurening i Sortehavet. Tyrkiet har imidlertid også stærkt brug for EU. Det europæiske marked er vigtigt for det tyrkiske erhvervsliv og for Erdogans ambition om at fastholde en høj vækst. Det er et forhold, vi fra europæisk side ikke har været dygtige nok til at udnytte. Tyrkiet løser en vigtig opgave i forhold til migrationspresset, men det betyder ikke, at vores betalingsvillighed og tålmodighed skal være uendelig. Det må vi gøre Tyrkiet klart, for vi har brug for samarbejde og gensidig tillid, men det skal ikke være indenfor rammerne af et medlemskab af EU. ■

 

Tyrkiet løser en vigtig opgave i forhold til migrationspresset, men det betyder ikke, at vores betalingsvillighed og tålmodighed skal være uendelig
_______

 

Michael Aastrup Jensen (f. 1976) er udenrigsordfører for Venstre. ILLUSTRATION: Recep Tayyip Erdoğan holder tale [foto: AMISOM Public Information/flickr]