26.09.2018

”Jeg mener ikke, at man kan drage andre konklusioner, end at Prins Mohammad generelt har haft en destabiliserende effekt på Saudi-Arabien og hele regionen. Og de steder, hvor der allerede var ustabilitet, har Saudi-Arabiens politik under Prins Mohammad blot forstærket ustabiliteten og gjort den endnu mere voldelig.”

Interview af Jacob Pedersen

RÆSON: Hvad betyder det for Saudi-Arabien og for landets geopolitiske situation, herunder forholdet til Iran, at Trump har opsagt atomaftalen med Iran?
LIPPMAN: Efter min mening har Saudi-Arabien i adskillige år skævvredet og overdrevet truslen fra Iran, og sammen med Trump forfølger landet nu en kontraproduktiv og på langt sigt hovedløs politik overfor Iran. Saudierne er meget tilfredse med Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen og genindføre sanktionerne imod Iran, hvilket uden tvivl vil have alvorlige negative effekter på den iranske økonomi.

I Saudi-Arabien blev atomaftalen modtaget som en gave til iranerne, men få i Washington var enige i det synspunkt, indtil Trump blev præsident. Men med John Bolton som national sikkerhedsrådgiver er netop dét synspunkt dybt indlejret i Det Hvide Hus. Opsigelsen af atomaftalen er direkte modstridende med udenrigsminister Pompeos udtalelser om at støtte det iranske folk, og i stedet fører USA nu en hård politik, som måske vil lykkes på kort sigt, men som på langt sigt kun kommer til at forstærke de værste instinkter hos Iran og deres hardlinere, hvilket potentielt kan skade Saudi-Arabien. Alene den kendsgerning at Iran overholdt atomaftalen, og at den gjorde det umuligt for Iran at opbygge atomvåben, virker Trump-administrationen ikke til at have forstået.

RÆSON: Hvad fortæller opsigelsen af atomaftalen om forholdet mellem Saudi-Arabien og USA og mere specifikt om forholdet mellem Trump og Prins Mohammad [også kendt som Mohammad bin Salman. Han er den reelle leder i Saudi-Arabien, red.]?
LIPPMAN: De to arbejder meget tæt sammen, og hånd i hånd forfølger de den forkerte politik. De ser begge alting som et magtspil, hvor de selv skal være fremherskende. Hvis Prins Mohammad tror, at forholdet til USA er vigtigere end langsigtet stabilitet i Golfen, så er han på det rigtige spor. Trump støtter Prins Mohammads kampagne i Yemen, og USA er fortsat med at levere våben og logistisk støtte til Saudi-Arabien i konflikten. Forholdet mellem USA og Saudi-Arabien er blevet ekstremt stærkt de seneste år – også stærkere end det var under Obama, hvor saudierne fejlagtigt troede, at Obama var så ivrig efter at skabe gode, langsigtede relationer til Iran, at han samtidig reducerede forpligtelserne over for saudierne.

I Washington begynder flere og flere dog at blive utilfredse med krigen i Yemen. Angrebet på skolebussen [i august i år, red.] betød i endnu højere grad end Saudi-Arabiens bombning af et bryllup i Yemen [i april 2018, red.], at amerikanere blev provokeret, og man kan nu læse flere af rapporterne fra Saudi-Arabien om overgreb på afvigere, hvilket også har sat Riyadh i et dårligt lys. Saudi-Arabien har bredt set et dårligere forhold til USA end for seks måneder siden. Det gælder ikke i forholdet til Trump og Det Hvide Hus, men i forholdet til Kongressen og nærmest alle andre.

 

Saudi-Arabien har bredt set et dårligere forhold til USA end for seks måneder siden. Det gælder ikke i forholdet til Trump og Det Hvide Hus, men i forholdet til Kongressen og nærmest alle andre
_______

 

RÆSON: Er konflikten mellem Saudi-Arabien og Iran blevet mere intens?
LIPPMAN: Ja, men jeg tror ikke, at der chance for, at det vil resultere i en konventionel krig. Det kan ingen af landene tillade sig. Saudi-Arabiens største ambition er dog fortsat at øge sin regionale magt og indflydelse på bekostning af Iran.

RÆSON: I et interview med Time tidligere i år sagde Prins Mohammad, at Iran forbliver den største kilde til ondskab i regionen. Han sagde dog også, at Iran ikke udgør en trussel for Saudi-Arabien. ”Men hvis man ikke holder øje med Iran, kan de blive til en trussel,” forklarede han i samme ombæring. Hvor troværdig er dén udtalelse?
LIPPMAN: Jeg ønsker ikke at nedtone eller undervurdere iranernes skadelige opførsel, for de spiller også deres eget magtspil, hvilket går helt tilbage til før revolutionen i 1979. Der er ikke tvivl om, at Iran har brugt enhver form for indflydelse, som de har haft i både Libanon og Syrien, men også i Yemen og Bahrain. Irans evne til at skabe problemer er dog til stadighed begrænset af deres mangel på økonomiske ressourcer og begrænsningerne fra andre landes interesser.

RÆSON: Hvilket af de to lande opfatter du som storebror i konflikten, og kan man sige, hvem af Saudi-Arabien og Iran der har den mest eskalerende og udfarende adfærd?
LIPPMAN: På nuværende tidspunkt har Saudi-Arabien i høj grad en overdrevet indflydelse og styrke i den sunniarabiske verden på grund af det vakuum, som Egyptens fravær har efterladt. Der er ikke længere noget andet mellemøstligt land, som er påvirket af Egypten, til trods for at Egypten er det største land med det største militær og de mest erfarne og veludstyrede militante tropper i hele regionen. Derfor er Saudi-Arabiens indflydelse ude af proportioner i forholdet til landets egentlige styrke.

Det er uden tvivl Saudi-Arabien, som har eskaleret begivenhederne til det punkt, hvor vi er nu, men der er to begivenheder foran os, som kan ændre ligningen: Den ene er valget af en ny præsident i Iran i 2021, og den anden er en ændring i Irans øverste religiøse leder, som sandsynligvis vil finde sted inden for de næste to år. Vi har ingen idé om, hvad der kommer til at ske efterfølgende, herunder hvilken politik Iran kommer til at føre.

Det står dog klart, at der foregår en magtkamp i Iran. Hvad er fremtiden for Revolutionsgarden? Hvis du ser på historien, vil du se, at revolutionære regimer før eller siden udmatter sig selv og moderer sin politik. Det skete med Den Franske Revolution, Den Russiske Revolution og den kinesiske revolution, og det sker i øjeblikket med den iranske revolution. Den nye generation kan ikke huske shahen. I stedet ønsker de mere kontakt med verden og mere personlig frihed sammen med flere jobmuligheder og flere penge. De går ikke op i krigen i Yemen. Iran har Rouhani som præsident, der forsøger at genetablere Irans tilstedeværelse i verden, og så har du hardlinerne, heriblandt Ali Larijani [konservativ politiker og formand for det iranske parlament, red.] og Qasem Soleimani [generalmajor i Revolutionsgarden, red.], som forfølger den kontra-aggressive politik og hårde linje, som vi har set i fortiden. I forholdet mellem Saudi-Arabien og Iran mener jeg, at USA og Saudi-Arabiens politik fuldstændig undervurderer de meget dynamiske interne udviklinger i Iran, og USA og Saudi-Arabien lader ikke til at vide, hvordan de bedst muligt tager bestik af situationen.

RÆSON: I 2015 begyndte Prins Mohammad at bekæmpe houthierne i Yemen, som han mener er under Irans indflydelse. Har Saudi-Arabien og Prins Mohammad råd til at fortsætte engagementet i Yemen, når man tænker på konfliktens store omkostninger og Saudi-Arabiens nuværende økonomiske problemer?
LIPPMAN: Prins Mohammad fortsætter den massive tilstedeværelse, ikke bare i Yemen, men også i forhold til Saudi-Arabiens store pres på Qatar og Libanon og regionen generelt, fordi han simpelthen ikke ved, hvad han ellers skal gøre. Mellem sommeren 2016 og slutningen af 2017 hørte jeg fem forskellige, højtrangerede embedsmænd, inklusive udenrigsministeren og Prins Mohammads militærrådgiver, give mig fem forskellige syn på krigen i Yemen. Det er opskriften på en usammenhængende og ineffektiv strategi. Hvis du ikke kender definitionen af sejr, kommer du heller ikke til at vinde.

Det er Prins Mohammad, som alene er ansvarlig for krigen i Yemen. Jeg var i Saudi-Arabien i 2009, hvor landet kæmpede mod houthierne på grænsen, dog i en meget mindre skala end den nuværende konflikt. Saudierne brystede sig ikke af konflikten dengang – tværtimod var de pinlige over, at de ikke kunne besejre houthierne ved deres egen grænse. Derfor var de tilbageholdende i deres måde at håndtere Yemen på, indtil Prins Mohammad blev kronprins og forsvarsminister.

 

Jeg mener, at saudierne burde have holdt sig ude af Yemen og i stedet have koncentreret sig om at styrke forsvaret af deres eget land. Prins Mohammad har nu sat sig selv i en uholdbar situation, hvor han ikke kan få overhånden
_______

 

Jeg mener, at saudierne burde have holdt sig ude af Yemen og i stedet have koncentreret sig om at styrke forsvaret af deres eget land. Prins Mohammad har nu sat sig selv i en uholdbar situation, hvor han ikke kan få overhånden, men heller ikke kan komme ud af konflikten, fordi det vil blive opfattet som svaghed. Så det militære engagement kommer til at fortsætte, og Yemens civile kommer til at betale prisen, indtil en magt udefra intervenerer. Det er op til Prins Mohammad at stoppe konflikten. Selvom han har finansiel og symbolsk støtte fra De Forenede Arabiske Emirater, og selvom han har Trump på sin side, er det kun ham, der kan ændre Saudi-Arabiens politik i Yemen.

Som du selv nævnte, er økonomien et andet vigtigt aspekt. Saudi-Arabien deltager nu i en meget omkostningsfuld krig, og de gør det ikke særlig effektivt. I Washington mener militæranalytikere, at årsagen til de ineffektive saudiarabiske bomber er, at piloterne flyver for højt og derfor ikke kan sigte korrekt. Det minimerer dødstallet blandt piloterne og luftpersonalet, ligesom det minimerer flytabet, men det vinder omvendt heller ikke krigen. Samtidig bruger Prins Mohammad betragtelige summer på at beholde proxytropper i Yemen, hvor han betaler sudanesiske, pakistanske og eritreiske krigere, og så betaler han selvfølgelig for at holde flyene i luften. På den anden side betaler Iran en meget lille pris, og Teheran får på den måde Saudi-Arabien til at bløde uden at gøre ret meget for det.

For mig er den største potentielle fare for Saudi-Arabien, at Islamisk Stat infiltrerer de væbnede styrker. Det eneste, som det kræver for Islamisk Stat, er, at man bruger alle disse omstændigheder og overbeviser nogle få folk i luftvåbnet om ikke at flyve over Yemen, men over Ras Tanura [et industrielt område på Østkysten ud mod Golfen, red.] i stedet. General Mansour Al-Turki, som er talsmand for Indenrigsministeriet, fortalte mig, at man har godt styr på ISIS-rekruttering af civile, men at man har et stort problem med ISIS-rekruttering af ikke-saudiske muslimer. Som krigen i Yemen fortsætter, og flere og flere sunni-muslimer dør uden grund, er jeg bekymret for, at ISIS kan lykkes med at infiltrere Saudi-Arabiens luftvåben.

RÆSON: I 2017 lancerede Saudi-Arabien sammen med Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten en embargo imod Qatar. Hvad er status på konflikten, og er der andre årsager til, at Saudi-Arabien forsøger at inddæmme Qatar?
LIPPMAN: Hvis jeg skal sige det diplomatisk, er det, som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har gjort i spørgsmålet om Qatar, endnu dummere end det, som Saudi-Arabien i øjeblikket foretager sig i Yemen. Først og fremmest har det drevet Qatar tættere på iranerne, og for det andet har det skabt problemer for en masse erhverv i Qatar, men også i saudiarabiske eksporterhverv. Desuden har det forstyrret pilgrimsfærden til Mekka.

 

Hvis jeg skal sige det diplomatisk, er det, som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har gjort i spørgsmålet om Qatar, endnu dummere end det, som Saudi-Arabien i øjeblikket foretager sig i Yemen
_______

 

Derudover har det undermineret flere års amerikanske forsøg på at skabe et sammenhængende og koordineret regionalt forsvarssystem på den arabiske side af Golfen. Så hvad er fordelene for Saudi-Arabien? Det Muslimske Broderskab eksisterer fortsat, Qatar trives og importerer fra Tyrkiet, Iran og Aserbajdsjan i stedet for Saudi-Arabien. Jeg mener ikke, at man kan drage andre konklusioner, end at Prins Mohammad generelt har haft en destabiliserende effekt på Saudi-Arabien og hele regionen. Og de steder, hvor der allerede var ustabilitet, har Saudi-Arabiens politik under Prins Mohammad blot forstærket ustabiliteten og gjort den endnu mere voldelig.

RÆSON: USA har et tæt forhold til Qatar, blandt andet fordi USA har en luftbase i landet. Desuden har Mattis og Tillerson tidligere lænet sig mere mod Qatar end mod Saudi-Arabien. Hvor efterlader det Saudi-Arabien i en sunniarabisk alliance med USA imod Iran?
LIPPMAN: Hvert år vurderer militærets centralkommando USA’s forsvarspolitik og strategier rundt omkring i verden, heriblandt i Golfen, og Qatar er en integreret del af strategien. Hvordan man håndterer situationen nu, er jeg nødt til at tage til Qatar for at finde ud af. Men USA har et tæt militært forhold til Qatar, og det er svært for mig at se, hvordan Mattis vil løse situationen. I hvert fald er det et selvmål for Prins Mohammad og Saudi-Arabien, når man sætter en embargo på en nabo og begrænser sig selv, som man har gjort. Man kan også undre sig over, hvad exitstrategien må være. For Qatar kommer ikke til at overgive sig. Hvorfor skulle de gøre det? Saudiernes krav er latterlige. Samtidig er USA’s politik, at parterne selv skal løse problemet og forhandle sig frem til en løsning, men så vidt jeg ved, forsøger man sig ikke.

Prins Mohammad har ikke udvist en dybde i sine strategiske evner, der kan få ham ud af de hjørner, som han har malet sig selv op. Som Saudi-Arabiens kronprins er han de facto ikke bare statsminister, men også forsvarsminister og i front for den økonomiske planlægningskomité. Ingen kan håndtere alle de ting succesfuldt i et miljø med så mange akkumulerede stressfaktorer.

RÆSON: I 2015 fjernede Saudi-Arabien al støtte til Libanon, heriblandt lån til det libanesiske militær for flere milliarder. Styret i Riyadh forklarede senere, at man ville reevaluere enhver relation med Libanon, alt sammen en konsekvens af Hezbollahs optræden i Syrien. Krisen blev intensiveret, efter tidligere premierminister Saad Hariri sent sidste år trak sig tilbage under et besøg i Saudi-Arabien. Senest har Saudi-Arabien dog genåbnet en kreditlinje for Libanon. Ser du tegn på forsoning?
LIPPMAN: Den dominerende politiske kraft i Libanon er Hezbollah, og Hariris magtspil med Hezbollah er endnu en lille proxykrig imellem Saudi-Arabien og Iran. Jeg tror, at det, der skete, var, at Hariri blev opfattet af Saudi-Arabien som værende for villig til at gå på kompromis og lave aftaler med Hezbollah. Derfor kaldte man Hariri til Riyadh for at sætte ham på plads.

På overfladen er alting meget fredfyldt i Libanon; Beirut er på overfladen lige så fredfyldt som København. Men hvis du har brugt noget tid i Libanon og i Beirut, så ved du, at situationen er meget skrøbelig. Hvordan det kan komme til at eksplodere og i hvilken retning er uklart, fordi Libanon på papiret fastholder forfatningens bestemmelser: At magten og de politiske embeder er tredelt mellem shia, sunni og kristne. Men jeg tvivler på, at man kan gøre Libanon til et land, som kan bestemme sin egen fremtid.

 

Saudi-Arabiens militære tilstedeværelse i Syrien [er] blevet klart formindsket, efter Prins Mohammad gik ind i krigen i Yemen, og jeg tror ikke, at Saudi-Arabien længere er nogen særlig vigtig part i Syrien
_______

 

RÆSON: Tror Prins Mohammad ikke længere på Assads afgang i Syrien?
LIPPMAN: Først og fremmest er Saudi-Arabiens militære tilstedeværelse i Syrien blevet klart formindsket, efter Prins Mohammad gik ind i krigen i Yemen, og jeg tror ikke, at Saudi-Arabien længere er nogen særlig vigtig part i Syrien.

RÆSON: I hvor høj grad truer Saudi-Arabiens dårlige økonomi for øjeblikket Prins Mohammads legitimitet og holdbarhed over for landets unge befolkning (70 pct. er under 30 år)?
LIPPMAN: Prins Mohammad var nødt til at rulle den beslutning tilbage, som blev truffet for tre år siden om at reducere en masse subsidier og begrænse udgifterne til lønninger i den offentlige sektor, fordi der var stor utilfredshed med den. Man er samtidig nødt til at skelne mellem Prins Mohammad og Saudi-Arabiens absolutte monarki. Hvis det økonomiske pres, som ikke er så slemt nu som for to år siden, skulle underminere Prins Mohammads legitimitet, er det ikke det samme, som at Saud-regimet [Saud er navnet på kongefamilien, red.] er truet. Der kan godt opstå støtte til at fjerne Prins Mohammad og få Muhammad bin Nayef tilbage, men uanset hvad der sker med Prins Mohammad, er det imellem ham og de andre prinser. Jeg mener derfor heller ikke, at det er sandsynligt, at der vil opstå optøjer i Saudi-Arabien, der minder om det, som vi har set andre steder i regionen.

RÆSON: Prins Mohammads Vision2030 handler om, at Saudi-Arabien skal diversificere sin økonomi og være mindre afhængig af olie, da Saudi-Arabiens økonomi især er truet af faldende oliepriser. Hvordan betragter du den nuværende økonomiske situation? Og er det overdrevent at tale om krise og snarlig undergang?
LIPPMAN: Saudierne har forstået i mange år, at oliealderens ende nærmer sig. Formentlig i dette århundrede. Og den kommer ikke, fordi Saudi-Arabien løber tør for olie, men fordi Saudi-Arabien løber tør for kunder. En kombination af alternative energiformer, større effektivitet for køretøjer samt atomkraft og bevarelse af atomkraft vil i fællesskab begrænse efterspørgslen efter olie. Dette vil – sammen med Saudi-Arabiens voksende forbrug af olie – uløseligt bringe landet til et punkt, formentlig omkring 2050, hvor man ikke længere har nok olieeksport til at dække sine udgifter. Derfor er forsøget på at diversificere økonomien væk fra olie nødvendigt.

RÆSON: Dommedag nærmer sig altså ikke inden for de næste 5-10 år?
LIPPMAN: Absolut ikke, men der er faresignaler. Den mislykkede Aramco-børsnotering var efter min mening uundgåelig, fordi firmaet aldrig ville møde gennemsigtighedskravene for enhver reguleret udveksling. Det var et alvorligt tilbageslag for den økonomiske omstilling. Samtidig er der rapporter fra IMF og forskellige tænketanke, som allesammen peger på en stor kapitalflugt. Pludselig står der en masse penge fra Saudi-Arabien i Schweiz, USA og Singapore, og Saudi-Arabien har måttet låne milliarder af dollars i internationale banker.

Lad mig give et eksempel på, hvor hovedløs og kontraproduktiv saudiernes politik kan være: USA’s Energiministerium offentliggjorde for ikke så lang tid siden et kort over Qatar, der viste alle rørledninger i landet. De løber over hele landet, undtagen til Saudi-Arabiens grænse. Altså deler Saudi-Arabien, et land med en akut mangel på naturgas og energi generelt, grænse med et land, der bruger milliarder af dollars på at skabe faciliteter til flydende gas. Det eneste fornuftige ville være at underskrive en aftale om en rørledning og så eksportere Qatars naturgas til Saudi-Arabien. Men det er meget usandsynligt med den nuværende geopolitiske situation.

RÆSON: Nogle spekulerer i, om Saudi-Arabien bevidst har accepteret et fald i olieprisen for at sætte stort pres på den iranske økonomi, der eksporterer meget mindre olie end Saudi-Arabien, men til en meget større befolkning. Hvad betyder olieprisen – og Saudi-Arabiens påvirkning af olieprisen – generelt for Prins Mohammads offensive udenrigspolitik?
LIPPMAN: Det er endnu et punkt, hvor hans politik er i konflikt med sig selv. På den ene side vil det være til Saudi-Arabiens fordel, at olieprisen falder, fordi det skader ikke bare Iran, men også Rusland. Men på den anden side har Saudi-Arabien ikke råd til lavere oliepriser, fordi de skader landets egen økonomi. Derfor er han i en situation, hvor han er forbandet, uanset hvad han gør.

 

På den ene side vil det være til Saudi-Arabiens fordel, at olieprisen falder, fordi det skader ikke bare Iran, men også Rusland. Men på den anden side har Saudi-Arabien ikke råd til lavere oliepriser
_______

 

RÆSON: Der er opstået en diplomatisk krise mellem Canada og Saudi-Arabien, efter Canadas udenrigsminister Chrystia Freelands kritiserede Saudi-Arabiens anholdelse af menneskerettighedsaktivister. Det førte til en voldsom reaktion fra Saudi-Arabien. Hvorfor har Saudi-Arabien mod til at starte en konflikt af denne størrelse, når man i høj grad er afhængig af vestlig goodwill?
LIPPMAN: Det er nemt at se, hvorfor Prins Mohammad og Trump er gode venner: Begge har en stil, hvor de skyder først og tænker bagefter. Hvordan Saudi-Arabien kan få fordele ud af denne groteske overreaktion til en rutinepræget diplomatisk udtalelse fra Canada, det overgår min fatteevne. Det, som undrer mig mest, er, at Adel al-Jubeir, Saudi-Arabiens udenrigsminister, som jeg har kendt i 30 år, har tilladt sig selv at blive forvandlet til en nikkedukke for disse politikker.

RÆSON: Prins Mohammad er blevet kaldt reformvenlig, og han har promoveret en mere moderat form for islam. Er det rimeligt at tale om deciderede reformer og fremgang, eller er reformerne blot et røgslør?
LIPPMAN: Jeg vil give dig samme råd, som jeg giver alle, som jeg taler med om Saudi-Arabien: I skal aldrig tale om reformer ifm. Saudi-Arabien. Saudi-Arabien er fortsat et dybt konservativt, religiøst og socialkonservativt samfund. Selvom man i Europa tænker, at det er fantastisk, at man nu kan gå i biografen og til jazzkoncerter, er der mange i Saudi-Arabien, som mener det modsatte. Hvem er værgerne i værgesystemet? Det er mænd, og derfor er det mænd, som styrer landet, til trods for at nogle er mere villige end andre til at give kvinder rettigheder. Mange ønsker, at værgesystemet skal forsvinde, men mange mener også, at hvis man først bevæger sig ned ad den sti, så får man en form for opførsel, der fx fører til topløse turister på strandene, og det ønsker man ikke.

RÆSON: Forsømmer vi sandheden, hvis vi foregiver, at Prins Mohammad reformerer Saudi-Arabien til noget bedre og ikke blot til sin egen fordel?
LIPPMAN: Hans politik er et forsøg på at samle og konsolidere magten hos sig selv og samtidig begrænse enhver form for intern kritik. Saudi-Arabien har aldrig været et land, hvor man åbent har kunnet tale for regeringens afgang, men der er mange mennesker, både journalister og akademikere, som tidligere kunne udtrykke deres mening og kritik offentligt uden at ende i fængsel eller eksil. I dag er det ikke længere muligt. Jeg tror, at flere har en negativ holdning til Prins Mohammad nu end for et år siden.

I april var jeg til en sikkerhedskonference i Frankrig, hvor der var omkring 25 deltagere, halvdelen var amerikanerne og den anden halvdel saudier. Alle disse højtrangerede mennesker sagde, at hvis jeg tog til Saudi-Arabien i dag, ville vi ikke kunne have de samtaler, som vi har haft i fortiden, fordi folk er bange for at ende i fængsel.

Fordi man har ændret sine metoder og smidt så mange mennesker i fængsel, så lever alle andre i en tilstand af frygt. Det er derfor, Saudi-Arabien for mig er Mellemøstens Kina, hvor man har lov til at tjene penge, hvis bare man tier stille. Jeg ved ikke, om der er afvigelse eller utilfredshed i den royale familie. Men grundlæggende foregår der flere ting, som ikke er gode for Saudi-Arabien, herunder den udenrigspolitiske optræden og nu de interne spændinger. Selvfølgelig er det fint at lade kvinder køre bil og lade folk gå i biografen, selvom det ikke er sket af humanitære årsager eller for politisk oplysnings skyld, men udelukkende af økonomiske grunde. Men hvis du samtidig fængsler akademikere og fremtrædende gejstlige, skaber det ikke en atmosfære af glæde.

RÆSON: Kan man ikke argumentere for, at Saudi-Arabien, som jo er et land i hurtig udvikling, faktisk har gennemlevet markante fremskridt med de seneste års sociale og økonomiske forandringer?
LIPPMAN: Saudi-Arabien kan ikke både få stor global tilstedeværelse på verdensmarkedet og i det internationale samfund og samtidig have en betændt indenrigspolitisk situation. Det eneste land i verden, som er stærkt nok til at have det på begge måder, er Kina, som driver et nådesløst og undertrykkende regime, men samtidig er fuldt integreret i den globale økonomi. Saudi-Arabien er hverken stærkt eller indflydelsesrig nok til det. Hvis de vil udsætte sig selv for verden igennem økonomisk integration eller kulturel interaktion, kan de ikke undgå at udsætte sig selv for kommentarer fra omverdenen om, hvordan de bør håndtere interne affærer. De kan ikke isolere sig og integrere sig samtidig. Uanset hvad er det forkert at tale om reformer. Men hvordan skal vi kunne sige, hvad der er fremskridt? Saudi-Arabien er et unikt socialt og kulturelt miljø. For at være ærlig tror jeg heller ikke, at Saudi-Arabien er modtagelig. De kommer til at gøre, hvad de synes er bedst, og med deres egne grunde. ■

 

Hvis de vil udsætte sig selv for verden igennem økonomisk integration eller kulturel interaktion, kan de ikke undgå at udsætte sig selv for kommentarer fra omverdenen om, hvordan de bør håndtere interne affærer
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland