28.12.2018

Spørgsmålet om, hvem der ville blive Armeniens første parlamentarisk valgte premierminister uden at svindle sig til posten, har længe blæst i vinden. Den 9. december blev det endelig afgjort, at det er Nikol Pashinyan, der får til opgave at lede landet ud af nabostride, fattigdom og systemskepsis.

Af Mathilde Bugge

Ved parlamentsvalget den 9. december holdt armenierne vejret. En gang for alle skulle det afgøres, om Pashinyan kunne holde sit løfte om at rydde op i Armeniens gennemkorrupte politiske system. I september lovede han FN’s generalforsamling, at det ikke ville være muligt at manipulere med dette valg, hvilket mange anså som et yderst modigt løfte. Bare ved sidste valg kørte den tidligere premierminister Serzh Sargsyans folk rundt i Armeniens bjerglandskab for at købe desperate borgeres stemmer for, hvad der svarer til to armenske dagslønninger. Efter et valg leder den europæiske sikkerhedsorganisation OSCE altid efter ordene free and fair. Dagen efter valget beskrev organisationen parlamentsvalget med lige netop disse to ord.

Armenien har længe skreget på forandring. Siden landet løsrev sig fra Sovjetunionen i 1991, har det været præget af korruption, arbejdsløshed og krig mod nabolandet Aserbajdsjan. I 2015 blev det ved en folkeafstemning vedtaget, at det politiske system skulle overgå fra et semi-præsidentielt til et parlamentarisk valgsystem. Ved samme lejlighed skiftede magtforholdet mellem præsidenten og premierministeren, så det blev premierministeren og ikke præsidenten, der er Armeniens leder og overhoved for den udøvende magt. Inden forfatningsændringen var det præsidenten, der udpegede premierministeren. Også dette forhold blev ændret i 2015, så det nu er premierministeren, der udpeger præsidenten.

Befolkningens utilfredshed kulminerede, da den daværende præsident Sargsyan – efter at have gennemført ændringen af valgsystemet som præsident – efterfølgende svindlede sig til posten som premierminister. Modstandere mod forfatningsændringen argumenterede for, at det var Sargsyans måde at forblive ved magten, da han allerede havde siddet som præsident i den tilladte periode.

 

Momentum fra den enorme folkelige opstand muliggjorde en politisk forandring, der resulterede i, at det gennemkorrupte politiske system med Sargsyan i spidsen måtte indse dets knæfald
_______

 

Kulminationen af disse begivenheder i foråret 2018, sidenhen kendt som fløjlsrevolutionen, blev anført af Pashinyan. Momentum fra den enorme folkelige opstand muliggjorde en politisk forandring, der resulterede i, at det gennemkorrupte politiske system med Sargsyan i spidsen måtte indse dets knæfald. I det magtvakuum fandt anføreren af græsrodsbevægelsen My Step Alliancen, Pashinyan, vej til posten som landets midlertidige leder, indtil han officielt fik befolkningens mandat 9. december som landets premierminister.

Siden revolutionen i april har landet befundet sig i en politisk transformation, og befolkningen har udvist overbærenhed med de nye, uerfarne regeringspolitikere. Det har været nødvendigt, da det har været stort set umuligt for Pashinyan at gennemføre sin politik, fordi den republikanske opposition har bevaret sit flertal i parlamentet og blokeret hans politik. Alt i alt har den politiske stagnation kaldt på tålmodighed. Men den tålmodighed er efterhånden er ved at være opbrugt.

Nu blev det så Pashinyans tur til at teste sin position hos befolkningen. For selvom alle meningsmålinger allerede inden valget udråbte ham som stensikker vinder, har det været uvist, om Sargsyans republikanske bagland endnu engang ville manipulere med, hvad der forhåbentlig skulle blive det første frie valg i Armenien uden valgsvindel og med respekt for fundamentale frihedsrettigheder.

Det konservative og det progressive
På stemmesedlen 9. december stod altså både Sargsyans republikanske regeringsparti og Pashinyans My Step Alliancen.

Det republikanske parti repræsenterer en nationalkonservativ retning med mærkesagen sikkerhed i form af et stærkt militær. Partiets slogan „If you are concerned, vote for the Republican Party„, afspejler frygten for internationale konflikter, der af historiske årsager findes blandt befolkningen, og som republikanerne før har vundet valg på. Anna Karapetian, der er næstformand i Dansk-Armensk forening, beskriver Armenien som et land i evig krig. Bare de sidste 100 år har det været involveret i to nabostridigheder – Tyrkiet på den ene side, der nægter at anerkende det armenske folkemord i 1915, hvor 1,5 millioner armeniere blev slået ihjel, og på den anden side en væbnet krig mod Aserbajdsjan over det tidligere armenske område Nagorno-Karabakh, der blev foræret til Aserbajdsjan af Stalin i 1923.

 

Det liberal-demokratiske My Step Alliance har udråbt sig selv som et samlende big tent-parti. Med en jordskredssejr på 70,43 pct. virker det passende
_______

 

Det liberal-demokratiske My Step Alliance har udråbt sig selv som et samlende big tent-parti. Med en jordskredssejr på 70,43 pct. virker det passende. Partiet og dets karismatiske leder, Pashinyan, har fået enorm opbakning i befolkningen grundet valgløfter om at bekæmpe kunstige monopoler, korruption og valgsvindel. På partiprogrammet står der desuden, at My Step vil arbejde for en stærk stat, som skal fremme investeringer og beskæftigelsen og gennemføre uddannelsesreformer, der har til formål at afmilitarisere de armenske uddannelser. Vigtigst af alt skal alle disse forandringerne ifølge My Step Alliance realiseres gennem en bred repræsentation af samfundets befolkningsgrupper.

Pashinyans største udfordringer
Den tidligere regering var langt fra stueren, og det bringer automatisk Pashinyans regering to skridt foran, allerede inden den er begyndt at føre sin egen politik. Alligevel går regeringen en svær tid i møde. Olya Azatyan, der underviser i offentlig administration på Statsuniversitetet i Jerevan, peger på en central udfordring for Pashinyan. Hun siger, at det nemme for Pashinyan var at vælte Sargsyan. De rigtige udfordringer møder han først nu.

Størstedelen af den nye regering sad før i opposition, hvor deres rolle var at påpege fejl. Nu er rollerne byttet om, og de skal forsøge at klare landets udfordringer med minimal regeringserfaring. Derfor er det vigtigt for den nye regering, at de får afstemt befolkningens forventninger til, hvad og hvor meget de kan forandre på fem år. Ellers vil deres popularitet dale lige så hurtigt, som de fik mobiliseret armenierne i foråret.

En anden stor udfordring for Pashinyan er størrelsen og udgifterne til centraladministration. De offentlige budgetter er uforklarligt høje og uigennemsigtige, hvilket ikke ligefrem hjælper på borgernes systemskepsis.

Centraladministrationen i Armenien har det nedsættende kælenavn: the big army of coffee drinkers. Sammenlignet med Danmark er ministerierne stærkt overbefolkede. Armeniens økonomi er omtrent 30 gange mindre end Danmarks, og der bor omkring 2,9 millioner mennesker i landet. I det danske finansministerium er der ca. 250 ansatte. Til sammenligning er der 600 ansatte i Armeniens finansministerium. Derfor bliver en af Pashinyans første opgaver at få slanket centraladministrationen.

 

Siden Armeniens selvstændighed i 1991 har landet været splittet mellem Rusland i øst og EU og USA i vest
_______

 

Grænseproblematikken mod øst og vest
Siden Armeniens selvstændighed i 1991 har landet været splittet mellem Rusland i øst og EU og USA i vest. Det ses i hovedstadens Jerevans gader, hvor Ladaer og Range Rovers står parkeret side om side.

Rusland har historisk haft stor betydning for Armenien, og man kan jævnligt høre armeniere udveksle russiske udtryk i gadebilledet. Armenien befinder sig i det hele taget i et dybt afhængighedsforhold til Rusland, der spås at forblive uændret efter valget. Den russiske regering har adgang til en af sine vigtigste militærbaser placeret i det nordlige Armenien. Til gengæld beskytter russerne de armenske grænser og afsætter armeniernes varer skattefrit på det russiske marked.

Rusland er Armeniens primære eksportmarked, hvortil de især eksporterer landbrugsvarer og metaller. 50 pct. af armenierne er beskæftigede i landbruget og i mineproduktion, og det kan have fatale følger for Armeniens økonomi, hvis der opstår uro eller usikkerhed omkring det russiske marked. Derfor er en anden central problemstilling for Pashinyan at få styrket handelsforbindelserne til de omkringliggende lande, så Armenien kan minimere sin eksportafhængighed til Rusland.

Da Pashinyan har en tættere relation til EU og USA end sin forgænger, er det fristende at konkludere, at Armenien med Pashinyan som premierminister nu lægger sit russiske tilhørsforhold bag sig og i stedet orienterer sig mod Vesten. Men for det første er hverken Armenien eller Rusland interesserede i bryde den tætte forbindelse. For det andet ville det være en forsimplet forståelse af Armeniens internationale forhold. For realiteten er, at der er brug for et balanceret forhold til begge verdensdele. Og netop her kan Pashinyan komme til at spille en central rolle, da han har en bredere appel internationalt end Sargsyan.

Der er (sikkerheds)politiske spændinger omkring Armeniens grænser både mod øst og vest, og derfor har Pashinyan i den grad brug for at forbedre forholdet til nabolandene. Mod vest har grænsen mod Tyrkiet været lukket siden 1991 grundet uenigheder om det armenske folkemord i 1915, og mod øst har grænsen til Aserbajdsjan været lukket siden 1993 på grund af en langvarig konflikt om området Nagorno-Karabakh.

Derfor er den eneste måde, varer kan forlade og komme ind i Armenien, gennem Georgien eller Iran. Det indebærer, at import og eksport af varer er et logistisk mareridt, der koster store beløb. Det har medført, at armenierne betaler høje priser for udenlandske varer.

Nabostridighederne har været så stor en økonomisk belastning for landet, at det har tvunget den armenske økonomi i knæ. Konflikterne har længe været fastfrosne, men med en ny regering kan det måske lykkes at løsne den gordiske knude med Aserbajdsjan og Tyrkiet. Det bliver ikke let at ændre Armeniens position i konflikterne til de to naboer, især fordi Pashinyan ikke har en velplanlagt, udenrigspolitisk strategi til at opbløde forholdene. Pashinyan har dog taget de initierende skridt mod en afslutning på konflikten med Aserbajdsjan. I foråret besøgte han Nagorno-Karabakh, hvor han udtrykte ønske om en ikkevoldelig løsning på den langvarige strid. Selvom det næsten virker umuligt at løse konflikten, er det uhyre vigtigt af to årsager.

 

Det bliver ikke let at ændre Armeniens position i konflikterne til de to naboer, især fordi Pashinyan ikke har en velplanlagt, udenrigspolitisk strategi til at opbløde forholdene
_______

 

For det første vil det åbne flere handelsgrænser, så økonomien kan forbedres gennem eksport af flere konkurrencedygtige varer og billigere importer. For det andet vil det kunne mindske udgifterne til militæret, fordi Armenien ikke i samme grad vil være tvunget til at fokusere på at forsvare sine grænser. Udgifterne til militæret udgør 15,5 pct. af Armeniens samlede offentlige udgifter. Til sammenligning ligger militærudgifterne i Danmark på 2,2 pct. af de offentlige udgifter.

Tiden kalder på demokrati
Men hvad kan vi rent faktisk forvente os efter valgresultatet? Armenien står over for et paradigmeskifte. Pashinyan repræsenterer en ny vej for Armenien. Parlamentsvalget var en afgørende prøve på, hvilken retning det armenske folk vil have landet til at bevæge sig i. Rapporten Public Opinion Survey: Residents of Armenia afslører en udbredt tro på fremtiden blandt armenierne. Med valget gav den armenske befolkning Pashinyan deres mandat. Han skal nu bestå den ultimative test – at indfri armeniernes forventninger om guldbjerge – det armenske udtryk for guld og grønne skove. Eller i det mindste bane vejen for flere frie parlamentsvalg i fremtiden, hvor politikere ikke køber sig til vælgere, og hvor afdøde bedsteforældre ikke stemmer.

Efter fløjlsrevolutionen har der med god grund været en udbredt optimisme om landets fremtid. Siden Sargsyans regering blev væltet, er ytrings- og forsamlingsfriheden i Armenien forbedret. Demonstranter bliver ikke længere fængslet for at udtrykke utilfredshed, og LGBTQ-samfundet lever i mindre frygt. For første gang kører kritiske politiske debatter over skærmen på public service-kanalerne – også med kritik af Pashinyan. En rundspørge viste, at over 80 pct. af armenierne synes, at korruptionsproblemet allerede er forbedret.

Armeniens fremtid er stadig fyldt med udfordringer, men for en gangs skyld er der en tro på, at det kan lykkes at omvælte et korrupt politisk system og skabe noget bedre. ■

 

Armeniens fremtid er stadig fyldt med udfordringer, men for en gangs skyld er der en tro på, at det kan lykkes at omvælte et korrupt politisk system og skabe noget bedre
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland