04.10.2018

Statsministeren bevægede sig lykkeligvis mod Midten i sin åbningstale på klimaområdet med sin melding om nul salg af CO2-biler i 2030, og det er et vigtigt og bastant signal til markedet. Men der var til gengæld ikke ét ord om landbruget, som vi også må og skal tage fat på.

Det kommer til at fremstå i debatten, som om der er en modsætning mellem det at være national og det at være tilhænger af EU. Og det oplever jeg slet ikke.

Martin Lidegaard (RV) om hans nye bog „Lad os mødes på MIDTEN‟

Interview af Eugen Shapiro

RÆSON: Når man ser på indholdsfortegnelsen, er der en masse kapiteloverskrifter, som godt kan minde om politiske sloganer, fx: ”Klimaet – vejen til en bedre verden i balance”; ”Kontrolleret integration – bedre integration”; eller ”Danmark er både land og by”. Umiddelbart kan de her budskaber godt virke banale, og det er noget, alle kan skrive under på. Hvilke nye budskaber tilbyder bogen?
LIDEGAARD: Det, bogen forsøger at gøre, er at finde brede løsninger på de problemer, vi står overfor. Du har ret i, at alle gerne vil have land og by. Og alle vil gerne have, at vi både er gode til at kontrollere antallet af immigranter og flygtninge samt selve integrationen. Men når man hører på debatten på disse områder, så er det i hvert fald min oplevelse, at man ikke søger at finde fælles brede løsninger for at løse disse udfordringer, som vi gør på alle mulige andre områder og har gjort det historisk. Nej, man beskylder hinanden for ikke at tage problemerne alvorligt, for at bryde med grundlæggende værdier og rettigheder i det danske samfund. Der er grundlæggende en meget hård debat på nogle af de her områder. Og når jeg laver kapitler med sådanne overskrifter, er det fordi, jeg påstår – og det er måske det mest provokerende ved bogen – at hvis vi skærer al polemikken væk, så tror jeg, at vi kan mødes og finde svarene i en debat, hvor langt de fleste danskere og folketingspolitikere kan se sig selv.

RÆSON: Hvorfor er det nødvendigt at genfinde midten? Er der ikke en grund til, at der er så mange forskellige radikale holdninger?
LIDEGAARD: Jo. Og min bog er ikke et forsøg på at sige: ”Nu skal vi gå på kompromis med vores egne værdier”. Jeg kommer selv fra et værdiborgerligt parti, og jeg ville få tæsk i mit bagland, hvis jeg gik ud og sagde: ”Nu skal vi bare glemme de radikale værdier”. Men det har også været en tradition i mit parti, at de værdier skulle sættes i spil. Det skulle ikke bare være noget, man havde for at være en del af fløjen. Nej, de skulle også blive til virkelighed. Og derfor har vi også stor tradition for at facilitere samarbejde på midten, hvor værdierne kunne komme i spil og blive til noget. Andre partier har andre traditioner, som kan minde om vores eller kan være helt anderledes. Men alle har haft det tilfælles, at de med jævne mellemrum er gået ind på midten og har forsøgt at virkeliggøre deres idealer eller politikker. Og det oplever jeg bare ikke rigtigt på fx udlændingeområdet, hvor der ellers er nok at tale om.

 

Det har også været en tradition i mit parti, at de værdier skulle sættes i spil. Det skulle ikke bare være noget, man havde for at være en del af fløjen. Nej, de skulle også blive til virkelighed
_______

 

RÆSON: Hvad vil du definere som midten? Du skriver, at den ikke kan defineres som det til enhver tid gældende flertal. Hvad er det så?
LIDEGAARD: Jeg hiver fat i den gode gamle Hal Koch og den demokratiske samtale. Det, der er kendetegnende for et rigtigt demokrati i dansk forstand, er, at midten ikke bare pr. definition er, når et flertal bestemmer over et mindretal. Nej, det er at man lytter – også til mindretallet. Det er klart, at mandaterne tæller, men man lytter til mindretallet for at undgå polariseringen. For at prøve at undgå ensretningen i beslutningerne, men i stedet finde de balancerede, stabile og kvalificerede løsninger. Og det er dét, jeg savner.

Så har jeg mit bud på udlændingeområdet. Sagen er, at der er et flertal, som ønsker en ret stram kontrol med antallet af flygtninge og indvandrere, men der er også et andet flertal uden Dansk Folkeparti, der ønsker integration. Og der er et tredje flertal uden Enhedslisten og Dansk folkeparti, der mener, at EU skal spille en større rolle. Kunne man finde en strategi for, hvordan man håndterer det her område ved at sige, at midten er en akse mellem på den ene side at have en rimelig stram kontrol med antallet og – på den anden side – fuld kraft på integrationen og respekt for de frihedsrettigheder, vi alle synes, er vigtige?

RÆSON: Men er det overhovedet muligt at mødes på midten, når der er så mange radikale holdninger som fx ønsket om at trække Danmark helt ud af EU eller lukke ned for al ikke-vestlig indvandring? Hvor ser du muligheden for at mødes på midten?
LIDEGAARD: Man kan ikke repræsentere alle synspunkter. Det er umuligt. Og jeg vil medgive, at det er svært at se det ske i dag. Det er derfor, jeg har skrevet min bog. Så vil nogen sige: ”Er det ikke lallende naivt?” Og det vil jeg ikke udelukke, at det er, men jeg synes på den anden side, at man som politiker har en forpligtelse til en gang imellem at forsøge at hive sig lidt tilbage og spørge: ”Hvad er det egentlig, der foregår i det politiske maskinrum i øjeblikket? Kunne vi gøre det bedre, og hvad skal der til?” Og det vil kræve, at ikke bare vi, men også især Venstre og Socialdemokraterne er klar til at gå ind på midten, og alle de partier, der i øvrigt har lyst til at gøre det. Men det kræver selvfølgelig, at man har lyst til at gå på kompromis, for man kan jo ikke få alt igennem.

RÆSON: Men hvad gør man så med de holdninger, som ikke passer ind i nogle kompromisser?
LIDEGAARD: Jeg synes fx, at Dansk Folkepartis ønske om et paradigmeskifte, hvor man slet ikke skal forsøge at integrere mennesker, er meget vidtgående. Så vidt jeg ved, er Dansk Folkeparti det eneste parti i Folketinget, der mener det. Og det kan jeg ikke få til at forenes med det, jeg gerne vil med integration. Omvendt kan man sige, at hvis der skulle være partier tilbage – jeg er ikke helt klar over, hvor Enhedslisten og Alternativet ligger i øjeblikket – der siger, at der slet ikke skal være kontrol med indvandring, immigrationen og antallet, så vil jeg også sige, at det er urealistisk. Vi vil jo også gerne have kontrol med antallet. Så der er nogle yderpunkter, man ikke kan forene på midten, men langt de fleste ligger inden for det, jeg har beskrevet her. Og hvis vi kan blive enige om det, er spørgsmålet, om vi kan finde en måde at udøve den politik på, så vi ikke behøver at vedtage en masse mærkelige symbollove – fx smykkeloven – og så vi kan begynde at behandle de her asylbørn på en mere anstændig måde, som også gør det lettere at integrere dem. Det er min påstand, at det kan lade sig gøre at indgå et sådant kompromis. Og i min bog beskriver jeg, hvordan det kunne gøres.

RÆSON: Hvad kunne være et løsningsforslag som også kunne fungere som et kompromis med Socialdemokratiet på udlændingeområdet?
LIDEGAARD: Nu dækker udlændingeområdet som sagt både over antalsdiskussionen af asylansøgere, integration, udenlandsk arbejdskraft og så videre. Og mit udgangspunkt er, at hvis man siger, at man gerne vil kontrollere antallet, så er det afgørende, at man ligger på nogenlunde niveau med andre europæiske lande. Man skal ikke ligge meget lavere, for så bryder man de internationale konventioner. Man kan heller ikke ligge meget højere, for så bliver man en magnet ligesom Sverige. Så egentlig er der et ret begrænset handlerum for, hvor vi skal ligge. Og det, jeg har konstateret med forbløffelse, er, at man aldrig har lavet en komparativ analyse af, hvor dansk familiesammenførelsespolitik ligger ift. fx Tyskland, Sverige og andre lande. Mit forslag er at lave den analyse og ud fra den bestemme antallet af flygtninge og immigranter. For hvis man ligger på nogenlunde samme niveau som andre europæiske lande, så behøver man ikke at lave smykkelove eller stoppe for kvoteflygtninge. Og vi behøvede heller ikke at behandle børn på Sjælsmark så elendigt, som vi gør. Fordi så behøvede vi ikke al den symbolpolitik og stadig have hånd i hanke med kontrolpolitik.

RÆSON: I bogen understreger du også, at der i dag er behov for en kompromissøgende politisk samtale. Men du undtreger også senere hen, at vi skal fokusere på det væsentlige frem for teoretiske forestillinger om fx nulvækst i det offentlige eller grønne superministerier, fordi det er debatter og diskussioner, vi bare ikke har tid til. Med andre ord skal der være en inkluderende politisk samtale – der skal bare ikke være plads til de holdninger, du finder åndssvage?
LIDEGAARD: Jeg vil ikke tage hverken bidet ud af mine egne holdninger eller andre partiers holdninger, men træde ind på midten, som jeg oplever den, med præcis de idéer og holdninger, jeg har. Og nogle af dem, jeg har som radikal, er også rimelig vidtgående – og så har andre partier deres. Men når man står inde på midten, står man altså også fri til at sige: ”Det der synes jeg ikke hører hjemme i midterpolitik”. Man kan jo ikke tage brodden ud af en politisk debat. Den skal være der. Altså, jeg gik ind i politik pga. klimaet og har altid haft klimaet som en grøn tråd i alt det arbejde, jeg har lavet – også som udenrigsminister. Når jeg siger, at vi ikke har tid, så er det fordi, vi i løbet af 10-15 år skal omstille hele klodens produktionsapparat og forbrug i en bæredygtig retning. Og der er min påstand, at tror jeg ikke, at den rigtige vej at gå, er at starte med begreberne som BNP-vækst osv. Det, vi har gjort med grøn energi i Danmark, virker i den fysiske virkelighed. Hvor vi netop med et bredt flertal over midten har valgt en meget omkostningseffektiv måde at lave en radikal omlægning af vores grønne energi. Vi har ikke gjort noget ved landbruget eller transporten, men på energi har vi faktisk gjort det. Vi har fået en billigere energi ud af det, og vi har fået en forandring fra 80 pct. kul til 100 pct. vedvarende energi på få årtier. Det er den form for grøn revolution, vi skal have gang i, og det tror jeg ikke, vi får ved at polarisere klimadebatten. Vi får den derimod ved at mødes på midten og træffe vidtgående beslutninger i en rasende fart.

 

Vi har ikke gjort noget ved landbruget eller transporten, men på energi har vi faktisk gjort det. Vi har fået en billigere energi ud af det, og vi har fået en forandring fra 80 pct. kul til 100 pct. vedvarende energi på få årtier. Det er den form for grøn revolution, vi skal have gang i, og det tror jeg ikke, vi får ved at polarisere klimadebatten. Vi får den derimod ved at mødes på midten og træffe vidtgående beslutninger i en rasende fart
_______

 

RÆSON: For nylig var energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilholt (V) ude og afvise at fjerne afgiften på elbiler. Og grunden til, at han fx gør det, er vel, at der er nogle bestemte interesser i energisektoren, som det vil gå ud over, hvis man vedtager nogle så radikale løsninger, som dem du foreslår?
LIDEGAARD: Det er rigtigt. Og det kan godt være, at vi ikke kan mødes på midten om nogle af de ting, jeg foreslår. Og min pointe er ikke – for at slå det helt fast – at vi skal mødes på midten for enhver pris. Midten har ikke altid ret. Kompromiset har ikke altid ret. Men bestræbelsen må være at man forsøger at mødes på midten. De erfaringer, jeg har på klimaområdet, viser, at når det lykkes at samle midten om vidtgående forandringer, lykkes det at medføre enorme klimaeffekter, der også bliver kopieret i Kina, Mexico, Sydafrika – og det med en kæmpe erhvervssucces som sidegevinst. Der, hvor det ikke er lykkes at samle midten om forandringer, står det bomstille – og det er den erfaring, jeg har gjort mig de seneste 20 år. Men hvis den nuværende regering – og det frygter jeg, at de gør – præsenterer et klimaudspil, som ikke er vidtgående og ambitiøst nok, så håber jeg, at vi får det første klimavalg i Danmark ved Folketingsvalget, hvor vælgerne kan være med at stemme på de partier, der vil klimaet, herunder mit eget. Og der er det så forhåbentligt også tiden, hvor Folketinget kan finde den midte, der skal til efter et valg, og som så bliver mere vidtgående.

Statsministeren bevægede sig lykkeligvis mod Midten i sin åbningstale på klimaområdet med sin melding om nul salg af CO2-biler i 2030, og det er et vigtigt og bastant signal til markedet. Men der var til gengæld ikke ét ord om landbruget, som vi også må og skal tage fat på.

RÆSON: Men er grunden til, at det kan stå stille i lang tid med klimatiltagene, ikke netop, at kompromis- og midtersøgen altid er en langsommelig og meget besværlig proces? Er der ikke et trade-off mellem kompromissøgning og effektivitet?
LIDEGAARD: Ja og nej. Man kan sige, at det at gå to skridt frem og et tilbage hele tiden, eller oven i købet et skridt frem og to tilbage indenfor landbruget, er i hvert fald ikke effektivt, hvis det er klimaet man vil. Hvis man over det næste 10-15 år ønsker at løse opgaven at omstille dansk landbrug, så er vi nødt til at finde en måde at gøre det på, så størstedelen af erhvervet kan følge med. Det er ikke sikkert, at hele erhvervet kan, ligesom vi heller ikke kunne med energiomlægningen – men der skal være et erhverv i Danmark, og der skal være dygtige landmænd, der skal have en mulighed for at omstille sig. Jeg tror, at der skal være en vis stabilitet, hvor man respekterer både erhvervet og forskellige politiske indgange i sådan en revolution. Ellers skifter den retning hver gang, regeringen skifter. Men det bliver svært. Ligesom kampen for at få et grønt energiforlig har været svær. Vi har været rygende uenige, da vi gik ind i forhandlingslokalet. Der stod røg op af den kampplads inde i forhandlingslokalet, men det lykkedes rent faktisk.

Da jeg forhandlede det store energiforlig som klimaminister i 2012, tog vi det store spring fra 35 pct. vedvarende energi til 80 pct. Og det var det første rigtig brede forlig, vi fik på det. Jeg brugte mange måneder på at forhandle. Ikke bare med Venstre, men også med Dansk Industri og Dansk Erhverv, og det var en svær to-årig proces, som i øvrigt var forberedt af den tidligere regering. Men det lavede jo et kursskifte, der var uigenkaldeligt, så jeg er ikke i tvivl om, at det betaler sig. Det er mere effektivt at blive enige, hvis man i øvrigt kan blive enige om det rigtige.

RÆSON: Som du selv skriver: ”Hvis vi vil nå FN’s 17 bæredygtighedsmål, kræver det handling. Nu”. Men så må man vel se bort fra, at der måske en del interesser, der vil blive forbigået i bæredygtighedens navn?
LIDEGAARD: Enhver forandring skal besluttes. Der skal to ting til for at ændre verden på klimaområdet. Dels skal vi have nye bæredygtige teknologier, og dels skal vi ændre vores adfærd. Og begge dele kræver politisk stabilitet, fordi de helt store spring, især i teknologien, kommer først, når de store kapitalinteresser begynder at investere. Vi har reduceret prisen på havvind med 60 pct. på tre år. Lille Danmark – hvorfor det? Fordi vi sendte et meget robust politisk signal, der hed: ”Det er den vej, venner”. Vi laver ikke en eller to, men seks havvindmølleparker de kommende år. Kære venner, I kan godt investere i det her! Hvis ikke man sender et så stort og robust signal, så kommer teknologiudviklingen ikke, og så kommer adfærdsændringerne heller ikke. For der skal vi ind og røre ved skatter og afgifter. Jeg ville ønske, at vi havde haft et forlig på grønne afgifter, så den nuværende regering ikke kunne lette registreringsafgiften på de sorte biler og stramme på de grønne biler. Gid, jeg dog for pokker havde lykkes med det. Men det havde jeg ikke, og derfor vil jeg igen sige, at man ikke skal lave kompromisser for enhver pris. Men når man kan få det, er det den hurtigste vej til forandring – for ellers er det hele tiden et skridt frem og et tilbage. Og det har vi ikke tid til.

RÆSON: Men så kan alle vel være enige om, at man skal finde frem til midten, så længe man også mener, at der er holdninger, der ikke skal inkluderes i den midte, fordi det er for ineffektivt eller det ikke svarer til de løsninger, man mener, vi har brug for i dag?
LIDEGAARD: Jeg prøver i min bog at definere midten på ni områder, som jeg finder vigtigst i 2018. Og det er da helt sikkert, at hvis du spurgte nogle af mine politiske kollegaer eller modstandere, ville de lægge midten et andet sted. Grunden til, at jeg har formuleret mig, som du også har citeret, er, at jeg prøver at repræsentere kompromiset – altså dér, hvor jeg tror, et meget stort flertal i Folketinget kunne se sig selv. Der er – for første gang, tror jeg – sket det lykkelige på klimaområdet, at alle – også de store partier – kan måle, at nu mener befolkningen det alvorligt. Og det betyder, at der er ved at opstå en herlig konkurrence mellem partierne om at markere sig, hvor de ellers altid har været virkelig fodslæbende – især de store partier. Så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at finde en ambitiøs, grøn midte. Men det er ikke sikkert, at vi finder den på denne side af et folketingsvalg. Det kan godt være, at vi skal over på den anden side for at få det folkelige mandat. Hvis ikke der allerede er et mandat til stede, må man kæmpe for sine synspunkter, og dér er jeg 100 pct. enig med Alternativet, Enhedslisten, SF og andre grønne forkæmpere om at hæve barren helt op. Der er som sagt ikke nogen, der bliver meget mere grøn og ambitiøs end mig.

RÆSON: Kan du nævne et konkret kompromis, du kunne indgå på klimaområdet?
LIDEGAARD: Vi har to store udfordringer nu: landbruget og transporten. Dertil har vi også nogle små udfordringer som fx brugen af oliefyr samt affaldshåndtering. I forhold til transportområdet er det særligt at få elektrificeret transporten – det burde vi lave et national kompromis omkring snart, hvor vi siger, at vi skal have 100.000 el-biler på gaden for at forbedre teknologien. Og så må vi finde midlerne til det ved at omlægge hele vores registreringsafgifter, så vi belønner de grønne biler – herunder el-bilerne – og straffer de sorte. Det er sådan en aftale, jeg godt kunne tænke mig at se blive lavet meget snart.

 

Vi skal have 100.000 el-biler på gaden for at forbedre teknologien. Og så må vi finde midlerne til det ved at omlægge hele vores registreringsafgifter, så vi belønner de grønne biler – herunder el-bilerne – og straffer de sorte
_______

 

DEN GLOBALE MIDTE

RÆSON: Et gennemgående emne i din bog er de mellemstatslige institutioners rolle i de globale udfordringer. Du understreger, at det især er EU, der har formået at skabe velstand og opretholde freden i Europa. Ifølge en meningsmåling, der blev foretaget af Eurobarometeret i år, mener et flertal af EU-borgerne, at EU-samarbejdet bevæger sig i en forkert retning. Og et flertal af danskerne mener, at Europaparlamentet bør spille en mindre rolle i den nærmeste fremtid. Forstår du den voksende EU-skepsis?
LIDEGAARD: Ja. Men i bogen bruger jeg selv udtrykket, at jeg synes, at der er utrolig mange i øjeblikket, der pisser på Bruxelles og så bagefter siger, at Bruxelles lugter. Jeg oplever, at EU får skylden for alt. ”Det er EU’s skyld, at der kommer flygtninge”, selvom man jo ikke kan sige, at krigen i Syrien er EU’s skyld. ”Det er EU’s skyld, at man ikke gør nok for klimaet”, selvom man nok må erkende, at uden EU var den globale klimaaftale i Paris aldrig blevet til noget. Og hver gang der så er nogle problemer, der skal løses, hvor EU forsøger at gøre noget og kommer med ret præcise svar, så er det jo typisk medlemsstaterne, der af nationale årsager ikke ønsker at binde sig til europæiske aftaler. Og så siger man bagefter hjemme til sine befolkninger: ”Det er EU’s skyld”. Min pointe er, at vi er EU. Så hvis EU ikke kan gøre noget ved klimaet, integrationen eller noget tredje, så er det ikke institutionen EU’s skyld, men derimod medlemslandenes skyld, fordi de ikke kan blive enige om at finde midten og dermed finde fælles beslutninger. Og derfor er det at skyde på EU det samme som at skyde på grundloven eller Folketinget. Man siger jo typisk ikke, at man gerne vil afskaffe Folketinget eller grundloven, fordi Folketinget ikke kan træffe effektive beslutninger.

RÆSON: Men du kan ikke benægte, at mange mener, at EU blander sig for meget. Hvis hovedbudskabet i bogen er, at vi skal mødes på midten, er det så ikke dér, hvor I som parti bør række ud til befolkningen og skrue lidt ned for EU-samarbejdet for dermed at gå på kompromis med de interesser, som ligger hos befolkningen?
LIDEGAARD: Jeg har faktisk også – med noget besvær for at være helt ærlig – forsøgt at skitsere en midterposition på europapolitikken, selvom jeg selv er glødende tilhænger af EU. Men det kommer til at fremstå i debatten, som om der er en modsætning mellem det at være national og det at være tilhænger af EU. Og det oplever jeg slet ikke. Jeg oplever tværtimod, at nogle af de udfordringer, vi har – fx grænseoverskridende kriminalitet, terror, klima og immigration – kan vi ikke løse selv. Dér er vi nødt til at dele vores suverænitet med andre lande for at kunne løse de problemer. Det står jo ikke i modsætning til den nationale dagsorden. Og derfor er mit forslag, vi skal prøve at blive skarpere på, hvad der er grænseoverskridende udfordringer, og hvor vi kun kan løse disse problemer sammen med andre nationer. Hvor skal vi ind og holde fast i, at det er nationalt. Og der er en grænse. Den har jeg så prøvet at sætte: Det er fx kulturpolitik og uddannelsespolitik. Jeg har ikke nogen drøm om, at disse områder skal til EU. Jeg har ikke nogen drøm om ”EU’s forenede stater”. EU bygger på et samarbejde mellem nationer, men på vores sikkerhed- og politisamarbejde så jeg gerne et fuldkomment samarbejde, da jeg ikke ønsker at samarbejde halvt på de områder.

 

Det kommer til at fremstå i debatten, som om der er en modsætning mellem det at være national og det at være tilhænger af EU. Og det oplever jeg slet ikke
_______

 

RÆSON: På FN-plan er Parisaftalen blevet kritiseret af en del forskere for at være for diffus og utilstrækkelig. Alligevel ser vi i dag lande med enormt store problemer med at tilpasse deres politikker, så de lever op til kravene, og USA har endda trukket sig helt ud af aftalen. Er det ikke et tegn på, at selvom bevægelsen skal komme nedefra, så er der bare ikke nogen politisk ledelse i institutionerne, som kan reagere på den bevægelse?
LIDEGAARD: Ja og nej. FN består af 193 lande, der skal blive enige. Det er egentlig vildt, at man er blevet enig om et mål og om hele tiden at skulle måle hinanden på, hvordan det går. Lave evalueringer og især at støtte de fattigste med deres grønne omstilling med et massivt beløb. Og hvis ikke FN havde været der, var det aldrig sket. Men du har fuldstændig ret i, at Parisaftalen slet ikke er stærk nok. Målene er ikke vidtgående nok, og det går for langsomt med at nå dem. Der er alt for meget slendrian. Men hvis skyld er det? Det er ikke FN’s skyld men – ligesom i EU – medlemslandenes. Igen kommer forandring nedefra, og det her land kan lave forandringer. Det har vi bevist. Og det er sådan set min grundlæggende pointe. Lad os da gøre det, vi har gjort indenfor grøn energi for landbruget også.

RÆSON: Nærer du noget håb om, at vi globalt og i Danmark kan finde frem til en politisk midte i den nærmeste fremtid?
LIDEGAARD: Det ser svært ud. Men det er min pligt at være optimist, og det synes jeg, fordi min erfaring fortæller mig, at hvis du opgiver håbet og troen på, at det kan lade sig gøre, så får du ikke nogen handling. Så får du kun handlingslammelse. Hvis folk lader frygten tage over, hvis folk ikke tror på, at vi kan nå de ting, vi skal, og kan levere noget endnu bedre til vores børn end det, vi fik, så bliver det umuligt at samle folk om politisk handling. Ingen af os ved, om vi kan nå det på klimaområdet, men videnskaben fortæller os, at der er pokker til forskel på, om vi handler i dag eller om 10 år. Det forpligter vi.

RÆSON: Hvad så hvis midten kommer til at ligge et andet sted end lige dér, hvor du og dit parti vil have den til at ligge?
LIDEGAARD: Det gør den helt sikkert, for ingen af os kan få det helt, som vi vil. Vi skal måle os på, om vi får truffet de beslutninger, der skal til for at lave en markant revolution på klimaområdet indenfor en meget overskuelig fremtid. Jeg ser tendenser til, at der er ved at komme rødt i alle partier på denne dagsorden, og derfor er jeg optimistisk. Men jeg er ikke sikker på, at det er gået op for alle partier, hvor vidtgående beslutninger vi står overfor. ■

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland