29.03.2018

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

„I skrivende stund er der netop udskrevet valg i Grønland. Her vil de løsrivelsesivrige stå over for pragmatikerne, der vil løsrives i langsommere tempo, anført af Kim Kielsen, leder af det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut. De vil skændes om et topaktuelt og rasende kontroversielt forslag om ny fordeling af fiskekvoterne, men de vil i lige så høj grad debattere tempoet for løsrivelsen fra Danmark, og de vil alle stå sammen om visionen om Grønland som en uafhængig stat‟

Af Martin Breum

Det er historisk og spektakulært: I regeringens aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er Arktis og samarbejdet med Grønland og Færøerne fremhævet som én af kun fem hovedprioriteter – side om side med terrorisme, flygtningestrømme, den militære trussel fra Rusland og EU’s truende kollaps. Aldrig før har de nordligste dele af riget haft en sådan bevågenhed fra Christiansborg. Udenrigsministeriets arktiske stab har fået nye medarbejdere, budgettet for Arktisk Kommando i Nuuk er boostet med 120 årlige mio. plus 239 mio. til det løse. Folketinget har godkendt 300 arktiske anbefalinger fra Forsvarsministeriet – herunder indkøb af mere satellitdata og ny besætning til de danske krigsskibe, der patruljerer i de grønlandske og færøske farvande. Et gigantisk krav om ejerskab til havbunden ved Nordpolen er sendt til FN, Justitsministeriet har oprettet et nyt arktisk kontor, og Uddannelses- og Forskningsministeriet har lagt ny strategi for den arktiske forskning. Samarbejdet med Nuuk og Tórshavn intensiveres, og danske diplomater gør en stor indsats for at knytte Kina, Japan og Sydkorea tættere til Arktisk Råd. Regeringen har inviteret alle staterne med kyst mod Det Arktiske Ocean – USA, Rusland, Canada, Norge – plus Island, Sverige og Finland til Grønland i maj i år for at fejre tiåret for Ilulissat-erklæringen om fred og samarbejde i Arktis – en erklæring, der blev til på dansk initiativ i 2008. Statsministeren har indført færøsk og grønlandsk flagdag i Danmark, og ved enhver given lejlighed taler han varmt om rigsfællesskabet. I 2017 forsøgte Lars Løkke Rasmussen (V) ovenikøbet at påvirke et politisk opgør i Grønland til dansk fordel – det kommer vi tilbage til.

I skrivende stund er der netop udskrevet valg i Grønland. Her vil de løsrivelsesivrige stå over for pragmatikerne, der vil løsrives i langsommere tempo, anført af Kim Kielsen, leder af det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut. De vil skændes om et topaktuelt og rasende kontroversielt forslag om ny fordeling af fiskekvoterne, men de vil i lige så høj grad debattere tempoet for løsrivelsen fra Danmark, og de vil alle stå sammen om visionen om Grønland som en uafhængig stat. Den er ikke længere til reel diskussion i den grønlandske politiske mainstream.

Hele denne udvikling afspejler, hvor uendelig meget der er på spil mellem Danmark og Grønland. På begge sider handler det om national identitet, historiske rødder, kulturel bredde, geopolitisk status og økonomi. Både Grønland og Danmark arbejder på at revolutionere rigsfællesskabet – problemet er, at man vil i hver sin retning. Mens Danmark satser på at blive en regional arktisk stormagt, så sigter Nuuk på at forvandle Grønland til en uafhængig, selvstændig stat.

Danmarks stormagtsambitioner
Denne skelsættende brydning i kongeriget foregår under intens international bevågenhed: Hele verden følger nervøst omvæltningerne i Arktis. Da National Geographic i december lagde en 59 sekunder lang video af en døende isbjørn på nettet, blev den på få dage set mere end to mia. gange. Samtidig udfoldes vores hjemlige debat om Grønland og Danmark i et morads af uvidenhed. Det er uheldigt. Grønland og Færøerne har længe været underprioriteret i både undervisning og medier, og derfor hviler de afgørende beslutninger, der nu træffes om Arktis og rigsfællesskabet, på en ofte pinagtig ringe offentlig debat.

 

Grønland og Færøerne har længe været underprioriteret i både undervisning og medier, og derfor hviler de afgørende beslutninger, der nu træffes om Arktis og rigsfællesskabet, på en ofte pinagtig ringe offentlig debat
_______

 

Den markante intensivering af regeringens tilgang hviler til gengæld solidt på ambassadør Peter Taksøe-Jensens anbefalinger, der blev fremlagt i den store rapport om Danmarks udenrigspolitik, som han afleverede i maj 2016. Efter fem år i Washington anbefalede han – på vej til nyt job i New Delhi – et radikalt opgør med det, vi kender som småstatstænkningen fra 1864. Sekunderet af rådgivere fra Forsvars- og Udenrigsministeriet beskrev Taksøe-Jensen det danske kongerige som en arktisk stormagt, og som den første danske topdiplomat indkalkulerede han Færøernes og Grønlands vidtstrakte havområder, landmasser og fjordsystemer i én samlet betragtning om nationens interesser. Han medtog alle Grønlands 2.100.000 kvadratkilometer – plus de uhyre store farvande, havbunden, olien, naturgassen, mineralerne og fiskene. Han sugede det hele ind og pustede den akkumulerede geostrategiske masse ud i én overrumplende konstatering: “Grønland har i kraft af sin størrelse og beliggenhed stor strategisk betydning for kongeriget, som er verdens 12.-største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA”.

Danmark som verdens 12.-største nation! Perspektivet er kolossalt. Peter Taksøe-Jensen anbefalede et geopolitisk engagement, der inddrager nationens samlede geografi fra Tønder til Grønlands nordspids, hvor kongeriget er i færd med at udvide tværs over Nordpolen til russisk farvand. I 2014 fremsatte Danmark og Grønland et krav til FN om retten til ressourcerne under 895.000 kvadratkilometer havbund – næsten 20 gange Jylland, Fyn og øerne. Det ville i givet fald være den største udvidelse af kongerigets geografi siden Kalmarunionen.

Siden tabet af de tyske rigsdele har vi lært, at Danmark er et lille land. Men Peter Taksøe-Jensen tilbød en ny optik: Danmark kan – sammen med Grønland og Færøerne – (igen) indtage en plads i verdenssamfundet som en vigtig regional magt. Forudsætningen er, at alle dele af nationen i fællesskab mobiliserer den politiske vilje til at investere, prioritere og fokusere, men Arktis opfylder Taksøe-Jensens tre krav til en dansk hovedprioritet – som han selv sagde: “For det første skal der være nationale interesser på spil. For det andet skal vi spørge os selv: Er der muligheder for partnerskaber? Deler vi disse interesser med nogen andre? Og for det tredje: Kan vi overhovedet gøre en forskel? Det kan vi i Arktis, fordi der ikke er ret mange spillere på den bane“.

Trump, Obama og Putin
København har ifølge Peter Taksøe-Jensen systematisk underprioriteret og fejlforvaltet kongerigets arktiske interesser: “Der sidder måske 20 mennesker i Udenrigsministeriet, nogle ovre i Statsministeriet og nogle i Justitsministeriet, som en gang imellem tænker over rigsfællesskabet. Men der er ikke nogen, der for alvor driver den arktiske dagsorden. Det underminerer sammenhængskraften, og det afspejles i den måde, som Grønland og Færøerne agerer på. De, der driver uafhængighedsdagsordenen i Grønland, har en særlig interesse i det, og jeg tror, at de går imod det, der er i vores fælles interesse, men der er ikke rigtig nogen, der interesserer sig for det i Danmark. Vi har ikke en strategisk debat om, hvordan vi sikrer sammenhængskraften i rigsfællesskabet på en måde, som akkommoderer [giver plads til, red.] Grønland og Færøerne“ (i Hvis Grønland river sig løs, 2008).

 

“Der sidder måske 20 mennesker i Udenrigsministeriet, nogle ovre i Statsministeriet og nogle i Justitsministeriet, som en gang imellem tænker over rigsfællesskabet. Men der er ikke nogen, der for alvor driver den arktiske dagsorden‟ – Peter Taksøe-Jensen
_______

 

Tanken er ikke ny. Allerede i 2007 anbefalede historiker Erling Bjøl i Politiken et øget fokus på “Nordkalotten” frem for jagten på “guerillakæmpere i et ukendt asiatisk bjergland”. Erling Bjøl havde indhentet råd fra bl.a. kontreadmiral Nils Wang, tidligere chef for Søværnets Operative Kommando og nuværende chef for Forsvarsakademiet, der længe har argumenteret for det fokus mod nord, vi nu ser. Da Martin Lidegaard (RV) var udenrigsminister i Helle Thorning-Schmidts regering, gjorde også han opmærksom på Grønlands betydning: “Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på, at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning” (i Balladen om Grønland, 2014).

Helle Thorning-Schmidt (S) løftede ikke idéen, men den er nu modnet og har medvind hos Lars Løkke Rasmussen og i Folketinget, hvor Grønland og Færøerne bredt opfattes som en essentiel del af rigets historie og identitet. Samtidig skaber klimaforandringerne i Arktis en så voldsom politisk og økonomisk dynamik – der strækker sig fra Tokyo til Toronto – at ingen længere kan overse den. Vores to seneste udenrigsministre, Kristian Jensen (V, udenrigsminister 2015-2017) og Anders Samuelsen (LA, siden 2017), har begge på tætteste hold oplevet, hvordan Danmarks arktiske dimension åbner nye muligheder. Kristian Jensen mærkede det i 2015, da han i Anchorage i Alaska kunne mødes under fire øjne med sin amerikanske kollega, John Kerry, og dernæst fik lejlighed til at møde og invitere præsident Obama til Grønland. Jeg var selv i lokalet, da han udnyttede de få sekunder med Obama til at udstede invitationen og dermed subtilt minde præsidenten om, at Danmark stadig har suveræniteten over verdens største ø. Jeg havde også fornøjelsen af at være med, da Anders Samuelsen i marts 2017 deltog i en Arktis-konference i Arkhangelsk i Nordrusland – som den første danske udenrigsminister på besøg i Rusland siden Ruslands annektering af Krim i 2014. Her tilbragte han først en aften med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og blot to andre gæster, mens han den følgende aften overværede en scenesamtale om Arktis mellem præsident Putin og Island og Finlands præsidenter. Sådanne ’private encounters’ rangerer kolossalt højt på ministrenes hitlister, når de rejser, og i maj 2017 mødtes Anders Samuelsen så med præsident Trumps nyudnævnte udenrigsminister, Rex Tillerson, til et Arktis-møde i Fairbanks, Alaska. Som Bo Lidegaard skrev, da han endnu var chefredaktør på Politiken: “Hvis man fra Beijing ser mod Danmark, er det mest iøjnefaldende Grønland”.

 

Vores to seneste udenrigsministre, Kristian Jensen og Anders Samuelsen, har begge på tætteste hold oplevet, hvordan Danmarks arktiske dimension åbner nye muligheder
_______

 

Hvis Grønland river sig løs
Problemet er selvfølgelig, at Danmarks arktiske tyngde kollapser som en våd avis, hvis Grønland forlader rigsfællesskabet. Det er ikke nyt, at dele af det danske rige ønsker uafhængighed: Da Norge i 1814 blev separeret fra Danmark, fik nordmændene – før svenskerne kom – i en ruf skrevet deres egen grundlov; islændingene udråbte en selvstændig stat i 1918 (og udråbte endeligt republikken i 1944); et flertal på Færøerne stemte for uafhængighed i 1946 – og så sent som i 2000 forhandlede færingerne forgæves om uafhængighed med SR-regeringen.

Grønlands selvstændighedstrang udgør en kolossal udfordring for Danmark, og dens styrke illustreres i et opgør, der udspiller sig mellem to hovedfløje i Grønland i disse måneder.

Længe har meningsmålingerne i Grønland tegnet et solidt flertal for uafhængighed. Ingen af de politiske partier i Inatsisartut, det grønlandske parlament, forsvarer længere rigsfællesskabet som stålramme om den dansk-grønlandske relation på den lange bane. Enkelte løse kandidater fra et nyt parti, der forsvarer samarbejdet med Danmark, stiller op ved det netop udskrevne valg som enkeltkandidater, men ingen af dem regnes blandt Grønlands sværvægtere. Hovedspørgsmålet i Grønland lyder ikke længere, om Grønland skal være uafhængigt eller ej – det opgør er for længst afgjort til fordel for uafhængigheden. Der findes dissidenter fra hovedstrømmen, men de er i mindretal og taler sjældent højt. En enkelt dansktalende udbryder i Inatsisartut forsøger i skrivende stund at stifte et nyt parti, der støtter rigsfællesskabet, men han har ikke mange stærke støtter.

I Danmark bliver tanken om Grønlands løsrivelse gerne fremstillet som en lidt pudsig, men umulig drøm. I Grønland derimod skriver selv arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv frejdigt i sit blad, at “GE ønsker også grønlandsk selvstændighed”. Nuuks borgmester, den bredt anerkendte sprogkyndige kultur- og socialrådgiveruddannede Asii Narup Chemnitz, kaldte i Politiken for nylig løsrivelsesprocessen for “irreversibel” [umulig at vende om, red.].

 

I Danmark bliver tanken om Grønlands løsrivelse gerne fremstillet som en lidt pudsig, men umulig drøm. I Grønland derimod skriver selv arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv frejdigt i sit blad, at “GE ønsker også grønlandsk selvstændighed”
_______

 

Lederne fra de større, ofte danskejede virksomheder, hvisker – gerne uden for referat – at politikerne i Nuuk misbruger kampråbet om løsrivelse til at dække over deres eget manglende mod til at tackle Grønlands problemer. Her er de enige med mange danske politikere. Enkelte går langt videre. Historikeren Thorkild Kjærgaard, der 2002-2015 underviste på Ilisimatusarfik, universitetet i Nuuk, anbefalede i 2017, at Folketinget suspenderer Grønlands selvstyre. De grønlandske politikere er efter hans mening ude af stand til at håndtere øens graverende sociale onder. Sekretariatschefen for Grønlands Forfatningskommission, Johan Lund Olsen, illuminerede fint samtalens karakter, da han på Facebook svarede, at Thorkild Kjærgaard efter hans mening tumler rundt “uden for både historisk, videnskabelig og pædagogisk rækkevidde”. Den danske debat om Grønland stritter i én retning, mens den grønlandske trækker i en ganske anden.

Hvad vil Grønland?
I Grønland diskuteres tempoet frem mod uafhængigheden. I Nuuk debatteres de enkelte skridt mod løsrivelsen, så glasruderne i regeringstårnet dirrer. Tidshorisonten – og spørgsmålet om, hvorvidt løsrivelse skal gennemføres, selvom det måtte betyde en nedgang i levestandarden – udgør selve kernen i den grønlandske fløjkamp. Endelig overses det gerne i Danmark, at en del af de centrale politikere i Nuuk ønsker at fortsætte samarbejdet med Danmark efter en eventuel uafhængighed, gerne stadfæstet i en officiel traktat. De taler om en free association, en ordning, der gennem FN blev en del af afkoloniseringsprocessen umiddelbart efter Anden Verdenskrig. I dag kendes modellen fra en række Stillehavsøers samarbejde med New Zealand og USA.

Formanden for det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut, Kim Kielsen, ønsker også at løsrive Grønland fra Danmark og har udpeget Grønlands første naalakkersuisoq – landsstyremedlem eller minister – for selvstændighed. Sidste år sikrede han, at Grønland fik en forfatningskommission, der i løbet af tre-fem år skal skrive Grønlands første forfatning, herunder paragraffer, der kan danne grundlag for en uafhængig stat. Når et udkast til forfatningen er klar, kan den sendes til folkeafstemning seks måneder senere. Teoretisk kan Grønland have den juridiske pakke til selvstændigheden klar og vedtaget ved en folkeafstemning i 2021, og Selvstyreloven af 2009 gav netop grønlænderne fuld ret til selvbestemmelse, så vejen ligger åben.

 

Teoretisk kan Grønland have den juridiske pakke til selvstændigheden klar og vedtaget ved en folkeafstemning i 2021, og Selvstyreloven af 2009 gav netop grønlænderne fuld ret til selvbestemmelse, så vejen ligger åben
_______

 

Så hurtigt kommer det dog næppe til at gå. Kim Kielsen og et stort flertal med ham tror på uafhængigheden, men de er også pragmatikere, der anerkender arbejdsløsheden, de sorte udsigter for økonomien samt listen af sociale problemer: fattigdommen, de hjemløse, hashmisbruget og det seksuelle misbrug af børn. Langt hovedparten af de løbende forhandlinger i det grønlandske parlament – og størstedelen af budgettet – handler om disse problemer. Ved Naalakkersuisuts nytårsreception i København i januar 2017 gentog Kim Kielsen endnu en gang, at samfundets svage kommer først: “Der er nogle, der ønsker at sætte en dato på selvstændigheden. Det gør jeg ikke. Det vil tage den tid, det tager, at løfte vores land uddannelsesmæssigt, socialt og ikke mindst økonomisk. Når vi har gjort det, kan vores børn få et godt grundlag til at tage stilling til Grønlands fremtid”. Og ved nytårsreceptionen i år fokuserede han igen på “vigtige reformer inden for det sociale område, som skal være med til at forbedre børn og unges vilkår og gøre familier mere selvforsørgende”. Hastværk er lastværk.

Flertallet ønsker ifølge meningsmålingerne at vente, til tiden er inde – måske først om mange årtier. Men dilemmaet for Danmark er, at denne pragmatisme ikke udgør nogen garanti, og at pragmatismen ikke ændrer på slutmålet. Den dækker over et stærkt ønske om uafhængighed, og regeringsførelsen i Grønland er konstant under pres fra de mest løsrivelsesivrige. I Nuuk handler den daglige politik i bund og grund ofte om at frigøre sig fra dansk dominans; ikke om at samarbejde med Danmark om de nye udfordringer og muligheder i Arktis.

Kampen i Siumut
Ved at love at sætte mere turbo på løsrivelsesprocessen vandt Kim Kielsens partifælle Aleqa Hammond i 2013 den største valgsejr i Grønlands politiske historie. Efter graverende økonomiske skandaler forsvandt hun i et selvgjort politisk eksil, men i 2017 forsøgte en ny, uventet udfordrer af samme overbevisning at tage magten fra Kim Kielsen. Den tidligere udenrigsansvarlige i Naalakkersuisut, Vittus Qujaukitsoq, vil – præcis som Aleqa Hammond ville det i 2013 – løsrive Grønland langt hurtigere end pragmatikerne. Qujaukitsoq, der som Kielsen er medlem af det socialdemokratiske parti Siumut, mener, at politikerne i Inatsisartut allerede efter det valg, der ventes inden sommerferien, bør sætte en konkret udløbsdato på rigsfællesskabet. Han er nu ved at stifte sit eget parti. Og mest kontroversielt: Han anbefaler løsrivelse, selvom det vil koste på velfærden. “Vi kommer ikke til at sulte ihjel”, som han siger. Han er slagkraftig, arbejdsom og en skarp polemiker.

I april 2017 skrev Qujaukitsoq historie, da han som udenrigsansvarlig indklagede Danmark for FN’s menneskeretsrapportører i Genève – en indtil da utænkelig mistillidserklæring. Han signalerede dermed til hele verden, at dialogen mellem Danmark og Grønland reelt var brudt sammen – for hvorfor ellers inddrage FN?

 

I april 2017 skrev Qujaukitsoq historie, da han som udenrigsansvarlig indklagede Danmark for FN’s menneskeretsrapportører i Genève – en indtil da utænkelig mistillidserklæring
_______

 

Qujaukitsoq mener, at Danmark længe har krænket grønlændernes menneskerettigheder ved ikke at sikre oprydning efter USA’s militære anlæg i Grønland. Før klagen forklarede han i Politiken, at “arrogancen er altødelæggende for vores relationer i rigsfællesskabet. Tingenes tilstand gennem årtiers fortielse og fordækt spil fra Danmarks side har vist os, at Grønland ikke er blevet taget alvorligt. For os er det et sammensurium af 75 års opsparet frustration og afmagt”.

Klagen til FN blev dog hurtigt trukket tilbage af Kim Kielsens folk, og Kielsen forsøgte at klippe vingerne af Qujaukitsoq med en regeringsrokade. Det gik dårligt; manøvren ramte Kielsen som rekyl fra en kanon. Vittus Qujaukitsoq sagde nemlig op og gik i stedet efter at vælte Kielsen som partiformand. Samtidig blev Kielsen udfordret af andre med stærk trang til løsrivelse, herunder formanden for Grønlands parlament, Lars-Emil Johansen, der er tidligere landsstyreformand og medlem af Folketinget. Medierne festede, mens Kim Kielsen på forsiden af en avis buldrede, at han burde have “klippet snoren” til Lars-Emil Johansen, som om parlamentsformanden var en gemen slædehund.

Også Lars Løkke Rasmussen blandede sig i opgøret. På et rigsmøde med Kim Kielsen og Færøernes lagmand på Christiansø i juni sidste år lovede statsministeren 150 mio. kroner til oprydning efter amerikanernes tropper i Grønland. Kim Kielsen strålede. Hensigtserklæringen var hastet igennem, så den kunne meddeles til tv-kameraerne på Christiansø, mens Kim Kielsens opgør med Vittus Qujaukitsoq var i fuld gang. Dermed kunne Kielsen tage æren for et flot resultat. Efterfølgende blev det klart, at statsministeren havde påtaget sig en anseelig risiko for på denne indirekte måde at støtte Kim Kielsens kampagne. For Lars Løkke Rasmussen havde endnu ikke flertal for sit initiativ på Christiansborg – de 150 mio. var blot begyndelsen, og aftalen sagde intet om, hvor stor den endelige regning ville blive. Først med forsvarsforliget i januar i år faldt aftalen endeligt på plads – og beløbet blev opjusteret til 180 mio. kr.

I Grønland vokser kløfterne
I juli 2017 slog Kim Kielsen sin nye rival, da han genvandt formandsposten i Siumut. Han har nu et solidt flertal bag sig op til det kommende valg, men presset er ikke væk. For Vittus Qujaukitsoq fik næsten en tredjedel af de delegeredes stemmer på Siumuts landsmøde. Som nævnt har Qujaukitsoq siden meddelt, at han danner sit eget parti – med navnet Nunatta Qitornai: ’Vort lands børn’ – og han flirter med Aleqa Hammond om en alliance, der måske kan sikre hende et comeback og skaffe det nye parti mange stemmer.

Grønland er i opbrud, og kløfterne vokser. De smarte verdensborgere på Café Pascucci i Nuuk har stadig mindre til fælles med fiskerne og fangerne i gummistøvler i Kangaamiut, Kuummiut og Kullorsuaq. Den økonomiske ulighed på øen er langt dybere end i noget nordisk land. På Ilisimatusarfik, Nuuks universitet, øjner de unge muligheder i København, London og New York. En del af de privilegerede frygter, at det stærke fokus på løsrivelse vil skubbe Grønland baglæns; mange andre kan dårligt vente.

 

En del af de privilegerede frygter, at det stærke fokus på løsrivelse vil skubbe Grønland baglæns; mange andre kan dårligt vente
_______

 

Mest bitter er sprogstriden. Tilhængerne af uafhængigheden fokuserer på det urimelige i, at den halvdel af befolkningen, der “kun” taler grønlandsk, ikke har samme muligheder, som dem, der også taler dansk. Selv på kommunekontorerne og hos lægen er det stadig ofte nødvendigt at tale dansk. De løsrivelsesivrige længes efter fornyet respekt for kulturen og den særlige identitet, som livet med havet, fjeldene og isen giver. De vil begrænse brugen af dansk tale i parlamentet og erstatte dansk med engelsk som første fremmedsprog i skolen. De vil give alle – også dem, der ikke er tosprogede – adgang til flere uddannelser. Administrationen skal også kølhales, så den taler grønlandsk, ikke dansk; i dag er mange chefer i Selvstyret, kommunerne og de offentlige selskaber stadig danske; møder bliver holdt på dansk, alt skal oversættes, og samtidig hævder politikere og administratorer, at administrationens kultur er mere dansk end grønlandsk. Kun ved en gennemgribende omlægning, mener de ivrigste, kan man hele sårene fra kolonitiden, bringe stoltheden tilbage, genrejse sjælene, stoppe selvmordene og hashmisbruget og hjælpe de udsatte børn. Grundtanken er, at Grønland i virkeligheden emmer af virkelyst og formidable, men uforløste potentialer. Ethvert skolebarn kender til de umådelige rigdomme i havet, til guldet, uranen og alle de øvrige skatte i fjeldene – og kan følge den galopperende turisme i Arktis (på Island skaber turismen i dag flere værdier end fiskeriet). Utålmodigheden er mærkbar. Vittus Qujaukitsoq og andre af Kim Kielsens kritikere kræver handling på alle parametre – nu!

I Danmark har Søren Espersen, grønlandsordfører for Dansk Folkeparti, samtidig erklæret sig principielt enig med historikeren Thorkild Kjærgaard; han mener, at især hensynet til de grønlandske børn må veje så tungt, at Danmark igen tager magten i Grønland – i hvert fald over socialpolitikken.

Statsministeren nøjes med at pege på Grønlands afhængighed af bloktilskuddet fra Danmark. Hver gang det offentlige i Grønland bruger to kroner, kommer den ene fra Danmark. Det årlige bloktilskud er på 3,7 mia., hvortil skal lægges fiskeri- og grænsekontrollen, redningsarbejdet til søs og andre af forsvarets opgaver samt politiet, retsvæsenet, fængslerne m.v. – alt sammen ting, der finansieres af Danmark uden om bloktilskuddet.

I Grønland beskrives virkeligheden ofte helt anderledes. Her er fokus på de kolossale potentialer for minedrift, olie, gas, fisk og turisme. Da Kim Kielsen aflagde beretning på Siumuts landsmøde i juli 2017, var Danmark og bloktilskuddet ganske fraværende på hans talepapir. I 2016 hørte deltagerne på fremtidskonferencen Next Step i Ilulissat, hvordan store formuer fra fisk og rejer unddrages beskatning i Grønland. Konklusionen, der fremgik af et friskt speciale fra samfundsvidenskab på universitetet i Nuuk, lød, at fiskeriselskaberne alene i perioden 2009-2014 førte værdier for 14,4 mia. kroner uden om skattevæsenet i Grønland. Fagfolk i Danmark mener, at tallene er voldsomt overdrevne, og at ændringer vil kræve dramatiske politiske indgreb i en industri, der opererer ganske lovligt. Men tanken om, at Grønland bliver snydt for fiskepenge, så det synger, falder godt i tråd med en generel mistanke om, at Grønland lider under historisk bestemte skævheder, som kun løsrivelse kan rette op på. Og tilhængerne af hurtig løsrivelse finder ny næring, hver gang statsministeren, Dansk Folkeparti eller andre i Danmark hævder, at løsrivelsen vil føre til sociale katastrofer og økonomisk ruin.

 

Tanken om, at Grønland bliver snydt for fiskepenge, så det synger, falder godt i tråd med en generel mistanke om, at Grønland lider under historisk bestemte skævheder, som kun løsrivelse kan rette op på
_______

 

Uenigheden svækker Danmark i magtspillet
Den danske regering er også presset, fordi Arktis kræver et stadigt større dansk engagement. Rigtig meget er på spil: fiskene; jagten på olie og gas; samt nye fragtruter, der skal styres, samtidig med at en række prekære grænsestridigheder skal afklares. Fejltrin kan føre til uoverskuelige kriser i de unge arktiske institutioner og gøre de nye magtkonstruktioner i regionen sårbare. Arktisk Råd, der er regeringens primære forum, er netop blevet indstillet til Nobels Fredspris – men rådet, der blev oprettet i 1996, har intet mandat til at diskutere sikkerhed eller militære affærer, det er aldrig testet i krisetid, og det er stadig uklart, hvordan det vil tilfredsstille nye, ambitiøse observatører som Kina, Japan og Sydkorea, der end ikke har taleret ved rådets møder.

Danmark skal i Arktis varetage sine egne interesser over for USA, Kina – og Rusland. Russerne har i de seneste år hastigt genopbygget sine militære kapaciteter i Arktis, og kriser kan hurtigt brede sig fra andre brændpunkter i Østersøen og Baltikum. Når den russiske nordflåde stævner ud i Atlanterhavet fra baserne tæt på Murmansk, skal den bruge farvandene i Nordatlanten øst for Grønland og nord for Færøerne.

Også derfor er det stærkt plagsomt for regeringen, at udvekslingen mellem Grønland, Færøerne og Danmark hviler på så skrøbelig en tillid og så dybe interesseforskelle. Thulebasen skaber stadig gnidninger – ikke kun mellem Grønland og Danmark, men også ift. USA. Grønland ønsker et større kontant udbytte af basen; tabet af en servicekontrakt på basen til mere end to mia. kroner smerter alvorligt i den grønlandske landskasse. Sagen er endnu uafklaret. Danmark og Grønland er heller ikke enige om Kinas rolle i Grønland. Da Kina i februar offentliggjorde sin første Arktis-strategi, efterlyste Forsvarsakademiet netop langt mere koordination mellem Grønland og Danmark. Kina styrter frem i hele Arktis, og Grønland og Danmark står svagt, fordi de ikke taler bedre sammen (Kina som Arktisk Stormagt, FAK 2018). Grønland og Danmark er heller ikke færdige med at skændes om uranen og de sjældne jordarter i Sydgrønland – begge mineraltyper har sikkerhedspolitiske implikationer, siger Danmark. Færingerne sælger fisk til Rusland uden om sanktionerne, og i december 2017 boykottede Færøernes udenrigsminister, Poul Michelsen, en international konference i Udenrigsministeriet – for næsen af kronprinsen – fordi Danmark havde underkendt en ny samarbejdsaftale mellem Færøerne, Grønland og Island.

Mest undergravende er selvsagt uenigheden om selve rigsfællesskabets fremtid. Og stilstand er ikke en mulighed; regeringen har ambitioner og et klart medansvar for udviklingen i Arktis. Bl.a. derfor har regeringen nu indledt en årlig ’Arktisk Dialog’ med Tórshavn og Nuuk. Dernæst har regeringen som nævnt inviteret USA, Rusland og alle de øvrige arktiske regeringer og folkeslag til topmøde i maj i Ilulissat – med Grønland som medvært. Med udsigt til den verdensberømte Isfjord vil gæsterne genbekræfte det arktiske samarbejde og den historiske Ilulissat-erklæring fra 2008 (som daværende udenrigsminister Per Stig Møller fik gennemført med kontant bistand fra Peter Taksøe-Jensen, der var chef for ministeriets juridiske tjeneste). Dengang lovede de arktiske kyststater at løse alle uenigheder – også grænsespørgsmålet ved Nordpolen – med fredelige midler, og de forsikrede verden om, at der ikke er brug for yderligere international styring, nye traktater, FN-kontrol eller andet i Arktis. I Ilulissat til maj vil de arktiske regeringer igen slå fast, at de har retten og magten i Arktis, og de vil overveje, hvordan Arktis fortsat kan holdes fri af de konflikter, der præger så store dele af verdenspolitikken. Gæsterne – inklusive de russiske – vil være konstruktive og imødekommende. Men også i denne kreds er det velkendt, at det danske kongeriges bidrag til udviklingen i Arktis er stækket af intern uenighed. ■

 

Mest undergravende er selvsagt uenigheden om selve rigsfællesskabets fremtid. Og stilstand er ikke en mulighed; regeringen har ambitioner og et klart medansvar for udviklingen i Arktis
_______

 

Martin Breum (f. 1959) er journalist og bl.a. kendt som mangeårig vært på DR2’s flagskib Deadline. Forfatter til bøgerne Når isen forsvinder (2013) og Balladen om Grønland (2014) samt ophavsmand til tv-doku-serien Rigsfællesskabets Historie (med Jakob Gottschau, DR 2016). I april udkommer Hvis Grønland river sig løs – en rejse ind i kongerigets sprækker (Gyldendal), og til sommer Cold Rush (I.B. Tauris, UK., og McGill University Press, Canada). Se www.martinbreum.dk. ILLUSTRATION: Statsminister Lars Løkke Rasmussen, lagmand Aksel V. Johannesen og Kim Kielsen, leder af det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut [foto: Bax Lindhardt/Scanpix]