30.04.2018

På overfladen viser de nye forsonende toner fra Pyongyang en ny storpolitisk kompromisvilje, og det giver håb for en forhandlingsløsning på Nordøstasiens mest betændte konflikt. Dog står flere faktorer i vejen for det nordkoreanske regimes mulighed for at komme med fundamentale indrømmelser; især regimets politiske indretning og nyvundne status som atommagt.

International kommentar af Martin A. Husted

De historiske billeder af mødet topmødet 27. april mellem Sydkoreas præsident Moon Jae-in og Nordkoreas diktator Kim Jong-un har givet ny tiltro til en forsoning på den koreanske halvø. Vestlige og sydkoreanske eksperter forudser nu, at Nordkorea i løbet af de næste uger vil få tilbudt en aftale af Sydkorea og USA, når staterne mødes til realitetsforhandlinger. Nordkoreanerne kan sandsynligvis se frem til en normalisering af forholdet til USA, adgang til strategiske råstoffer; især i form af stabile leverancer af brændstof og en ophævelse af de internationale sanktioner, hvis de fastfryser landets atomvåbenprogram. En aftale som Kim Jong-un tilsyneladende allerede lagde an til, da han på topmødet erklærede, at Nordkorea vil lukke sit atomtestcenter. En optimistisk udmelding, som følger flere eksperters centrale argument: Nordkoreas højprofilerede atom- og ballistiske missilprogram har givet regimet den nødvendige styrke, der tvinger modparterne til at forhandle med Pyongyang – USA og Sydkorea har ikke andet valg, da alternativet er en atomkrig med millioner af ofre. En aftale vil således gavne alle parter, og Nordøstasien vil træde ind i en ny og mere stabil periode.

Denne optimistiske analyse hviler på en rationalitetsantagelse om, at regimet i Pyongyang handler fornuftsbaseret og formålsrettet og ligesom andre stater søger at nå sine sikkerheds- og udenrigspolitiske målsætninger. I det lys har atomvåbenprogrammet været et succesfuldt middel til at indfri disse mål, da Nordkorea tilsyneladende står på tærsklen til at opnå flere af dem i foråret.

Jeg er imidlertid skeptisk over for antagelsen om, at det nordkoreanske regime er et fornuftigt styre, der handler ud fra en formålsrettet politik. Derfor har jeg ikke de store forventninger til, at der kommer en endelig aftale ud af de kommende forhandlinger. Accept af en storpolitisk aftale kræver omstillingsparathed fra Nordkoreas side. Det vil kræve en ny strategisk dialog internt i regimet, og det er Kim Jong-uns totalitære stat hverken indrettet eller parat til.

 

Accept af en storpolitisk aftale kræver omstillingsparathed fra Nordkoreas side. Det vil kræve en ny strategisk dialog internt i regimet, og det er Kim Jong-uns totalitære stat hverken indrettet eller parat til
_______

 

Nordkoreas strategiske kultur
Nordkorea er bygget op efter stalinistisk-sovjetisk forbillede med topstyring, minimal informationsdeling og rigide kommando- og kontrolsystemer. Samfundsmodellen indbyder ikke til kritisk debat om landets atomvåbenprogram. Derudover er der god grund til at anse beslutningen om at satse på atomvåben som et produkt af Nordkoreas strategiske kultur, dvs. summen af statens geografiske beliggenhed, historiske erfaringer og ideologi.

Staters evne til at handle formålsrettet og sætte sig „fornuftige‟ mål påvirkes af staters strategiske kultur. Det, der binder den nordkoreanske elite sammen, er for det første dens historisk betingede mistro til naboen Sydkorea og supermagten USA. Desuden er det dens uvilje imod at indgå aftaler, der svækker regimets evne til at sikre sig selv, sin ideologi og evne til at true omverdenen med katastrofal krig, hvis og når den føler sig truet. I kraft af denne kultur vil inderkredsen omkring Kim Jong-un meget nødigt genoverveje sin beslutning om at satse på atomvåben, som den har fulgt i flere årtier. Her synes historien især at tale sit tydelig sprog om Nordkoreas faste kurs. Her står regimets konsekvente udnyttelse af Sydkoreas såkaldte ”Solskinspolitik” mellem 1998 og 2008 som et godt eksempel. Politikken var i Seoul tiltænkt som en løftestang til at nedtone konfliktniveauet mellem de to stater ved at øge dialogen og den gensidige handel, symboliseret med etableringen af en fælles industrizone i grænsebyen Kaesong. I sidste ende forandredes regimet ikke sin konfliktsøgende adfærd, og Sydkorea opgav den noget desillusioneret sin dialogsøgende tilgang.

Det er velbelyst i forskningen, at karakteren af det politiske system har afgørende betydning for beslutningstagernes evne til at genoverveje deres beslutninger. Anført af Samuel Huntingtons klassiske analyse af betydningen af magtforholdet mellem civile aktører og militæreliter i et givet politisk system har politologer som Risa Brooks og Scott S. Gartner belyst, hvordan demokratiske systemer synes at være bedre til at indarbejde kritik og genåbne beslutningsprocessen. Det forklares blandt andet med, at åbenhed og dialog er centrale politiske værdier, og fordi personligt initiativ og kritisk tænkning belønnes i demokratiske systemer. I diktaturer påskønnes kritisk tænkning derimod ikke, og intet samfund på kloden er mere totalitært, overvåget og lukket end det nordkoreanske.

Til trods for de diplomatiske udmeldinger er der indtil videre ingen afgørende beviser for, at regimet ønsker eller formår at gennemføre et fundamentalt kursskifte. Eliten i Pyongyang anser atomvåbnene som afgørende for at bryde Nordkoreas langvarige isolation og skabe en militær ligevægt i styrkeforholdet til et truende USA og arvefjenden Sydkorea. I det perspektiv er atomvåben det eneste fornuftige for Nordkorea, og i regimets optik er våbnenes status blevet et mål i sig selv. Våbnene giver regimet tiltrængt status og prestige og øger dets gennemslagskraft på den internationale scene. Derfor har Pyongyang ingen interesse i at afvikle sine atomvåben men kan på nuværende tidspunkt godt tillade sig at lukke sit testcenter, da man har erhvervet sig tilstrækkelig knowhow.

 

Til trods for de diplomatiske udmeldinger er der indtil videre ingen afgørende beviser for, at regimet ønsker eller formår at gennemføre et fundamentalt kursskifte
_______

 

Kim Jong-uns politiske overmod
Flere medier spekulerer i, at Kim Jong-un kan have urealistiske forventninger til, hvad han kan få ud af de kommende realitetsforhandlinger på grund af sit atomvåbenarsenal. New York Times har beskrevet, at amerikanske embedsmænd frygter, at Kim Jong-un vil udvise storpolitisk overmod og forsøge at presse Sydkorea og USA til indrømmelser ud fra en farlig overbevisning om, at Nordkorea ikke blot kan overleve, men vinde den storpolitiske styrkeprøve med sine modstandere. Udover krav om adgang til strategiske råstoffer synes Pyongyang i færd med at udvikle mere uspiselige krav til USA som eksempelvis et stop for de fælles amerikansk-sydkoreanske militærøvelser eller endda en betydelig reduktion af den stående amerikanske militærtilstedeværelse i Sydkorea (herunder 28.500 soldater, red.). USA vil sandsynligvis anse det som uspiselige krav, da det vil undergrave tilliden til det amerikanske system af alliance- og partnerskaber i regionen.

Regimets overmod vil i så fald forringe dets evne til fornuftigt og formålsrettet at forfølge realistiske målsætninger under topmøderne. Det vil hurtigt føre til et sammenbrud i forhandlingerne, hvis man skal tro flere bidrag inden for konfliktforskningen i historie og statskundskab. Overmod har nemlig vist sig at spille en afgørende og uheldig rolle i flere stormagtskriser gennem de seneste århundreder – fx i forløbet op til udbruddet af Første Verdenskrig samt i Hitlers risikable udenrigspolitik, der ledte til udbruddet af Anden Verdenskrig. Tendensen findes endda hos Kim Jong-uns egen bedstefar, Kim Il-Sung. Han var overbevist om, at Nordkorea ville være i en vindende position inden for tre dage, efter han havde invaderet Sydkorea i juni 1950. Det udviklede sig i stedet til Korea-krigen, der efter tre år ikke efterlod nogen klar vinder.

I det lys bliver pessimismen til bekymring omkring Kim Jong-uns evne til at omstille sig til en ny virkelighed under topmødet. Præsident Trump vil formentlig udfordre Nordkoreas beslutning om at bruge atomvåben som sin primære storpolitiske løftestang. Det vil være ubegribeligt svært for Kim Jong-un fuldstændigt at opgive sit lands atomvåbenprogram, fordi det kræver omstillingsparathed og åbenhed og strider mod hans verdensbillede og regimes strategiske kultur samt hans egen overmodige tiltro til atomvåben. Forhandlingerne er næsten en umulig øvelse, og bekymringen er, at Kim Jong-un vil søge tilbage til brug af provokationer og trusler. Et mere stabilt Nordøstasien er derfor ikke nødvendigvis en del af forårets komme. ■

 

Forhandlingerne er næsten en umulig øvelse, og bekymringen er, at Kim Jong-un vil søge tilbage til brug af provokationer og trusler
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland