04.05.2018

Kenyas præsident Uhuru Kenyatta strammer grebet om den politiske magt, og siden det kaotiske valg sidste år har han spredt misinformation og slået hårdt ned på oppositionen og den frie presse.

International kommentar af Marie Gravesen og Jacob Rasmussen

SITUATIONEN I KENYA har ikke været så alarmerende, som den er i dag, siden præsident Moi’s undertrykkende regime kontrollerede landet i 1980’erne og 1990’erne. En række lokale rapporteringer om konfliktniveauet i lokalområderne vidner om et statsapparat, der ikke skyr brugen af fake news, kontrol af den frie presse, overgreb på civilsamfundet og likvideringsenheder for at kontrollere sin befolkning.
Graden af politivold og udenomretslige mord har været støt stigende siden den siddende præsident Kenyatta kom til magten i 2013. Udviklingen er fortsat gennem efterårets valg, omvalg og de efterfølgende kaotiske opsplitninger af befolkningen. Kenyatta har siden terrorangrebet i 2013 på indkøbscentret Westgate benyttet truslen om terror fra den Somaliske milits al-Shabaab til at legitimere sikkerhedstiltag på bekostning af civile rettigheder, herunder likvideringer og en hårdhændet behandling af dem, der ikke indordner sig – og som han ikke kan få dømt ad rettens vej. Under det seneste valg er oppositionslederen Odingas opfordring til folkelig protest ofte blevet mødt af talstærkt politi med beskydninger og drab af demonstranter som resultat. I det langstrakte valgforløb er konfrontationer mellem borgerne og politiet blevet hverdagskost, hvilket har forværret det kaotiske politiske landskab yderligere.

En splittet befolkning
I kølvandet på afsløringen af analyse- og konsulentfirmaet Cambridge Analyticas manipulerende rolle i den amerikanske valgkamp og den efterfølgende diskussion af brugen af personlige data fra sociale medier i målrettede kampagnetiltag er det kenyanske valg også kommet i internationalt søgelys. Blandt andet har Cambridge Analyticas administrerende direktør, Mark Turnbull, pralet af firmaets evne til at påvirke valgresultater med direkte henvisning til valgene i Kenya i 2013 og 2017, hvor Kenyatta gjorde brug af Cambridge Analytica. På en skjult optagelse foretaget af den britiske TV-station Channel 4 hævder Turnbull: ”Vi brandede hele partiet to gange, skrev manifestet, udførte undersøgelser, analyser og bekendtgørelser,” sagde han. ”Jeg tror vi skrev alle talerne og tegnede det hele – hver eneste del af kandidaten.” Ifølge Turnbulls udtalelser blev 2013 valget i Kenya endda brugt som casestudie for Cambridge Analyticas involvering i Trumps præsidentkampagne i 2016.

Kenyansk politik har siden uafhængigheden i 1960’erne været splittet mellem de største etniske grupperinger Kikuyuer og Luoer, men særligt fra sidst i 1970’erne og frem udviklede præsident Moi en evne til at manipulere de etniske grupper i opposition til hinanden for at sikre flertal bag sin mindre Kalenjin-gruppering. Valg har ofte været præget af vold og aggressive valgkampagner, der eksplicit har spillet på etniske skræmmebilleder af modstanderens præsidentkandidat. Det er ofte historiske politiske forskelsbehandlinger, uenighed over landområder, og følelsen af politisk eksklusion, der bluser op under valgkampene og hvert valg øger kompleksiteten. Valget i 2017 var ingen undtagelse. Den største etniske gruppe, Kikuyu’erne, stemmer på Kenyatta, mens modstanderen Odinga støttes af Luo’erne. Kampen om at finde politiske alliancepartnere blandt andre etniske grupper afgør ofte, hvem der løber med sejren.

Befolkningens splittelse manifesterer sig særligt omkring præsidentvalgene i form af hatespeech, intimidering, og vold. Ved valget tilbage i 2007 blev 1600 dræbt, og 660.000 blev internt fordrevne som følge af etnisk motiverede konflikter. Cambridge Analyticas smædekampagner under valget i 2017 ramte direkte ind i de eksisterende narrativer om etnisk splittelse. Men i modsætning til firmaets egen udlægning af deres indflydelse på det kenyanske valgresultat påpeger de fleste politiske analytikere, at firmaets flot producerede smædefilm mod Odinga, der florerede via sociale medier, ikke blev distribueret via brugen af sofistikerede og individuelt målrettede online-kampagner, som de beskyldes for i USA, men ramte vidt og bredt på tværs af etniske og socio-økonomiske skel. På grund af den relativt beskedne brug af sociale medier i Kenyanske landområder mener mange analytikere stadig, at hate-speech formidlet via lokale radiostationer på lokale sprog og i en vis udstrækning via sms-beskeder (som det var tilfældet i 2007) har en større effekt end mere systematisk data-drevne kampagner.

 

Cambridge Analyticas smædekampagner under valget i 2017 ramte direkte ind i de eksisterende narrativer om etnisk splittelse
_______

 

Selvom denne type kampagner ikke er nye i kenyansk politik, nåede omfanget af fake news og fortællinger om fremtidigt kaos i tilfælde af en sejr til Odinga nye højder i 2017. Kenya plejer at finde tilbage til en hvis stabilitet nogle måneder efter valghandlingen, men de politiske uenigheder og brugen af manipulation og trusler har styrket den folkelige splittelse. Over otte måneder efter valget er Kenya således forsat præget af ustabilitet.

Oppositionen sat uden for indflydelse
Optakten til valget var præget af beskyldninger om manipulation og intimidering af vælgere og embedsværk, hvilket kulminerende med tortur og mord af en centralt placeret IT-ekspert ansat i valgkommissionen. Efter valget dømte Kenyas højesteret præsidentvalget for ugyldigt pga. uregelmæssigheder i valghandlingen og i transmissionen af resultaterne, og et omvalg skulle finde sted inden for 60 dage. Umiddelbart kunne højesteretsdommen tyde på en styrket institutionel uafhængighed og et velfungerende demokrati, men polariseringen mellem Odingas erklærede reformstemte opposition og Kenyattas autoritære regering fortæller en anden historie. Modsat Kenyattas fokus på økonomisk vækst under tilsidesættelse af menneskerettigheder gik Odinga til valg på et løfte om politisk forandring, gennemsigtighed, viljen til at holde beslutningstagere til ansvar og en styrkelse af den rettighedsorienterede forfatning fra 2010.

Kenyatta brugte de 60 dage efter valghandlingen på at intensivere den interne splid i oppositionen, alt imens Odingas krav til reformer af valgsystemet gled i baggrunden. Dommere og civilsamfundsaktivister blev systematisk intimideret, og militæret slog hårdt ned på vælgere i oppositionens højborge. Kort før omvalget i oktober trak Odinga sit kandidatur tilbage. Hans begrundelse var, at deltagelse i valget ville legitimere et korrupt regime, mens Kenyattas lejr bedyrede at tilbagetrækningen var Odingas eneste mulighed for ikke at tabe ansigt ved et slående numerisk nederlag. Med sin udtrædelse af omvalget opfordrede Odinga til en folkeligt funderet modstandsbevægelse samt til en boykot af omvalget. Med Kenyatta som den eneste præsidentkandidat ved omvalget var hans sejr sikker, men Odingas opfordring til boykot var succesfuld og valgdeltagelsen var under 34 pct. Til trods for valgsejren stod Kenyatta tilbage med et præsidentembede uden bred folkelig forankring, demokratisk legitimitet, eller international opbakning.

 

Dommere og civilsamfundsaktivister blev systematisk intimideret, og militæret slog hårdt ned på vælgere i oppositionens højborge
_______

 

Kenyatta strammer grebet om magten
Efter omvalget blev der lagt internationalt pres på Kenyatta for at imødekomme Odinga og oppositionen for at undgå yderligere folkelig splittelse. Men Kenyatta er efterhånden kendt for sin egenrådighed, og han indleder udelukkende dialog, hvis det er i hans egen interesse. Selvom kenyanerne er trætte af politiske fiksfakserier, forsøgte Odinga at udnytte, at dele af befolkningen ikke følte sig repræsenteret i den nye regering. Han beskyldte Kenyatta for ikke at have den brede befolkning med sig, og ved en ceremoni den 30. januar indsatte han sig selv som ”Folkets præsident”. Kenyatta svarede igen ved at lukke tre TV-stationer, der dækkede indsættelsens-ceremonien, med henvisning til et forbud mod at dække begivenheden. Lukningen af TV-stationerne var samtidig kulminationen på en stigende undertrykkelse af de frie medier, som udover kraftige stramninger af medieloven – og dermed pressefriheden – i 2013 i praksis har udmundet sig i politisk involvering og trusler af redaktører. Mest opsigtsvækkende er flere fyringer på landets største dagblad, det traditionelt Kenyatta-tro, men dog relativt progressive, The Daily Nation. Fyringerne omfattede blandt andet en politisk redaktør for regeringskritiske debatindlæg, den anerkendte satiretegner Gado, og landets mest læste debattør og rådgiver for oppositionen, David Ndii. Hertil kommer skrinlægning af regeringskritiske artikler og trusler mod skribenter. Et mønster, der er startet med at ramme mindre lokale aviser og uafhængige journalister, inden det nu har ramt landets største privatejede mediehus.

Som sidste skud på stammen for de evindelige politiske digressioner mødtes Kenyatta og Odinga den 9. marts og offentliggjorde et samarbejde, der har til formål at samle befolkningen. Spørgsmålet er, om det er første tegn på villighed til at arbejde for stabilitet og politiske reformer, eller om det blot er endnu et opportunistisk krumspring fra de to kumpaner. Officielt ønsker de to politikere at forsone deres befolkningsgrupper og skabe national sammenhæng. Men rygter fra Odingas efterladte alliancepartnere peger på, at en intern opsplitning var under opsejling i Odingas oppositionslejr. Det var derfor et spørgsmål om, hvorvidt det var Odinga eller hans nu forsmåede allierede, der først nåede Kenyatta.

Odingas kovending anses som en hån mod de reformplaner, som han iværksatte sammen med aktører fra civilsamfundet for at skabe en folkelig oppositionsbevægelse. Umiddelbart har Odinga ikke fået det store ud af den nye kurs, ud over lovning på lidt kompensation til nogle voldsramte familier og nogle benådninger af støtter fængslet under valgkampen. Odingas selvudnævnelse som ”folkets præsident” har også isoleret ham internationalt, hvor flere af hans ellers faste støtter har givet udtryk for, at ceremonien skaber uro og splittelse. Kenyatta ser derimod styrket ud ved at have fået sin modstander til at indgå en politisk alliance, samtidig med at han står styrket overfor sin vicepræsident, William Ruto fra Kalenjin-stammen, som har øjnene rettet mod præsidentembedet i 2022. Spørgsmålet er, om Odingas efterladte alliancepartnere vil føle sig fristet af at indgå et samarbejde med William Ruto, som har ry for ikke at gå at vejen for voldelig mobilisering.

Til trods for den umiddelbare forbrødring mellem de to politikere har den politiske undertrykkelse nået alarmerende højder med en accelererende brug af fake news og hårdhændet kontrol af medier og civilsamfund. Cambridge Analyticas kampagner har pustet til eksisterende etniske og politiske splittelser, men firmaet har næppe haft direkte indflydelse på valgresultatet. Cambridge Analyticas rolle ved valget har imidlertid gjort kenyanerne bevidste om den strategiske vælgerpåvirkning, som Kenyatta har gjort brug af, hvilket har afledt en endnu større politisk skepsis og politikerlede – en udvikling, som Kenyatta og Odingas forbrødring på ingen måder har mindsket. Som et eksempel har den etniske og politiske splittelse i valgkommissionen resulteret i, at en gruppe kommisærer har trukket sig fra deres stillinger. Så til trods for en tilsyneladende bevægelse mod politisk ro er der en øget etnisk splittelse i centrale offentlige institutioner, som er politisk orkestreret, samtidig med en øget mistillid til at politikerne kan bringe befolkningen sammen, da eliten i sidste ende hytter sine egne interesser først. ■

 

Så til trods for en tilsyneladende bevægelse mod politisk ro er der en øget etnisk splittelse i centrale offentlige institutioner
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland