20.06.2018

Parlaments- og præsidentvalget i slutningen af juni er skelsættende for Tyrkiets historie. Efter valget træder forfatningsændringerne i kraft, og præsidenten står til at blive mere magtfuld end nogensinde før.

Analyse af Marianne Jensen

Når tyrkerne går til valg på søndag den 24. juni, sker det godt halvandet år før tid. Parlaments- og præsidentvalget skulle efter planen først afholdes i november 2019, men blev i stedet udskrevet allerede nu til både oppositionens og stort set resten af Tyrkiets overraskelse. Desuden er det et valg, der er anderledes end tidligere tyrkiske valg. Det er det sidste valg under et parlamentarisk styre, da de forfatningsændringer, der blev stemt igennem ved en folkeafstemning sidste år, træder i kraft efter valget. Hvilket blandt andet betyder, at Tyrkiet går over til præsidentielt styre, og at pladserne i parlamentet udvides.

Samtidig er det også det første valg, hvor spærregrænsen på 10 pct. de facto er ophævet. Det skyldes en ny valglov, som giver partierne mulighed for at indgå i valgalliancer. Så længe valgalliancen får over 10 pct. af stemmerne, er alle alliancens partier sikret en plads i parlamentet. Valgloven så dagens lys tidligere på året med Erdogans parti, AKP, og støttepartiet MHP som ophavsmænd. MHP svinger omkring en vælgertilslutning på ca. 10 pct. Valgloven er derfor en måde for Erdogan at sikre, at hans faste støtteparti kommer i parlamentet, og dermed er han og AKP sikret øget parlamentarisk opbakning.

Valget er domineret af to store valgalliancer: Folkets Alliance består af AKP og MHP samt BBP, der ligesom MHP er et mindre parti. Erdogan er deres præsidentkandidat. De står over for Nationalalliancen, der består af oppositionspartierne CHP, iYi Parti, SP og DP. De har ikke formået at blive enige om en fælles præsidentkandidat, og partierne spænder vidt fra sekulære til religiøst konservative, og har også vidt forskellig tilgang i forhold til spørgsmålet om Tyrkiets fortsatte EU-kandidatur. Det store spørgsmål bliver derfor, om oppositionsalliancen er i stand til at udfordre Erdogan om præsidentembedet.

Uden for alliance står HDP, det kurdisk-orienterede parti, der kun lige formåede at krybe over spærregrænsen ved det seneste valg. Partiet stiller med sin egen præsidentkandidat, Selahattin Demirtas, der i øjeblikket sidder varetægtsfængslet, sigtet for terror. Ikke desto mindre nyder han stor opbakning, også blandt ikke-kurdiske vælgere. Det skyldes blandt andet skyldes, at han fører en politik, der ikke udelukkende appellerer til kurdere, og hans smilende og imødekommende attitude spiller også ind – det er en sjældenhed i tyrkisk politik. HDP er samtidig det eneste parti, der for alvor appellerer til kurderne i Tyrkiet – en befolkningsgruppe, der har svært ved at få sin stemme hørt hos andre partier på trods af, at de udgør omkring 20 pct. af den tyrkiske befolkning, men som alligevel er i fare for slet ikke at få sin stemme hørt i parlamentet. For HDP er genåbningen af fredsprocessen med den kurdiske militante gruppe PKK et vigtigt element, hvilket også ligger mange kurdere på sinde. CHP, det største oppositionsparti, er der også begyndt at være mere åbne omkring det kurdiske spørgsmål, hvilket kan læses som et forsøg på at kapre stemmer uden for deres valgalliance.

 

Mange spekulerer derfor i, at økonomien er årsagen til det tidlige valg, da man ønsker at få valget overstået, inden den økonomiske optur ender
_______

 

En stemme på Erdogan er en stemme på økonomien
De seneste år har været gyldne for den tyrkiske økonomi. Ikke blot er det en af de økonomier, der vækster mest på verdensplan, men Tyrkiet formåede samtidig at komme relativt hurtigt ovenpå efter finanskrisen i 2008. Dette skyldes, blandt andet, en hurtig tilpasning af det finansielle tyrkiske marked og en styrkelse af de tyrkiske banker. Noget, der ikke direkte kan tilskrives Erdogan, men ikke desto mindre noget, som Erdogan og AKP levet højt på lige nu. Mange spekulerer derfor i, at økonomien er årsagen til det tidlige valg, da man ønsker at få valget overstået, inden den økonomiske optur ender – hvilket den spås at gøre når som helst, da stigende inflation, rentestigning, øget arbejdsløshed præger Tyrkiet, samt et af verdens største budgetunderskud er blot nogle af elementer, der udgør den økonomiske hovedpine i Tyrkiet.

Det helt store tema for Erdogans alliance er derfor også økonomi. En stemme på ham er en stemme på at gøre Tyrkiets økonomi til en af verdens stærkeste. Men det er også en stemme på at fortsætte den nuværende kurs på alle andre områder – dvs. en fortsat undtagelsestilstand, der kom efter kupforsøget i 2016, og en opretholdelse af de indskrænkninger, tyrkerne har oplevet på særligt medie- og internetområdet de senere år, men også en væsentlig indskrænkelse af retssikkerheden, samt en klapjagt på alle, der har en formodet tilknytning til Gülenbevægelsen. Det er fraktioner af Gülenbevægelsen, der beskyldes for at stå bag kupforsøget. Det er en ‘Turkey First’ tilgang kendetegnet ved, at Tyrkiet i højere grad gør, som det passer dem, og man vil ikke længere finde sig i chikanering og forskelsbehandling fra EU.

En stemme på Erdogan fremstilles samtidig som en stemme på at forbedre de økonomiske forhold for den almene tyrker. Et løfte, der for mange er meget fristende. Liraen er i øjeblikket i mere eller mindre konstant fald, arbejdsløsheden stiger, og inflationen har igen ramt ti pct. Ifølge Erdogan skyldes det i overvejende grad at Israel, USA og IMF fører økonomisk krig mod Tyrkiet. Samtidig har Erdogan, hvis økonomiske viden må betegnes som mangelfuld, været stærkt kritisk over for den tyrkiske centralbank, der har hævet den tyrkiske rente igen for at modvirke faldet i liren. Ifølge Erdogan er en lav rente måden at bekæmpe inflationen på, hvilket går stik imod al traditionel økonomisk teori. Ikke desto mindre er det løfter om en stærk økonomi, som AKP-MHP-alliancen går til valg på, hvilket på nuværende tidspunkt er et højaktuelt tema i Tyrkiet. Og endnu vigtigere, står de samlet bag Erdogan som præsidentkandidat.

Et opgør med status quo
Over for Erdogans alliance står oppositionsalliancen, som har svært ved at nå til enighed om ret meget. De er dog enige om, at undtagelsestilstanden i Tyrkiet skal ophæves. Undtagelsestilstanden har på nuværende tidspunkt varet i knap to år og er løbende blevet forlænget hver tredje måned. Derudover ønsker de også at ophæve den internetlov, der blev vedtaget tidligere på året. Den betyder, at alle medieplatforme skal have tilladelse, inden de sender på internettet, og at de desuden kan lukkes af domstolene inden for 24 timer – uden høring.

 

Over for Erdogans alliance står oppositionsalliancen, som har svært ved at nå til enighed om ret meget. De er dog enige om, at undtagelsestilstanden i Tyrkiet skal ophæves
_______

 

De går til valg på at bringe Tyrkiet tilbage til der, hvor det var engang – sekulært og mere demokratisk end tilfældet er på nuværende tidspunkt. Derfor rummer deres valgkampagne også massiv kritik af Erdogan og den økonomiske situation som mange tyrkere står i lige nu, hvor de oplever at deres penge taber i værdi, og det bliver sværere og sværere for dem at betale af på deres lån. Oppositionens løfter begynder at lyde mere og mere tillokkende for mange tyrkere, der efterhånden er trætte af indskrænkningen i ytringsfriheden, den stærkt svækkede retssikkerhed og den øgede arbejdsløshed og inflation.

Partierne i oppositionsalliancen er langt fra hinanden, og har hver deres mærkesager. Deres reelle udfordring ligger dog i, om de kan fungere som et sandsynligt alternativ til AKP-MHP-alliancen, hvilket mange tyrkere tvivler på. Der er dog i stigende grad ved at sprede sig en optimisme omkring udfordringen af Erdogan som præsident, og det tages ikke længere for givet, at han vinder præsidentvalget i første runde. Den spirende optimisme kan også spores i forhold til parlamentsvalget, hvor det ikke længere virker som hugget i sten, at AKP vinder flertallet i parlamentet. Det kan betyde, at Erdogan, såfremt han vinder valget, for alvor får kam til sit hår.

Med valget kommer ny forfatning
Valget d. 24. juni indebærer ikke blot, at der vælges et nyt parlament, og måske en ny præsident. Det betyder også, at de forfatningsændringer, der blev stemt igennem med et snævert flertal sidste år, træder i kraft. Ændringerne gør præsidenten til både regeringschef og statsoverhoved, samtidig med at vedkommende også kan være partileder. Erdogan blev eksempelvis genvalgt som leder af AKP tidligere på året.

Det parlamentariske system skifter til et præsidentielt system, og antallet af pladser i parlamentet udvides fra 550 til 600. Derudover følger en række ændringer, der øger præsidentens magt. Præsidenten får nu retten til at erklære undtagelsestilstand og udstede dekreter på områder, der ikke allerede findes lovgivning på. Denne ret er der som udgangspunkt ikke noget kritisabelt i – i præsidentielle systemer er det ofte en del af præsidentens magt – men mængden af ”checks and balances” i Tyrkiet er meget små, og derfor har præsidenten en stor grad af autonomi. Når der udstedes dekreter af præsidenten, vil parlamentets lovgivning altid gå forud, men hvis der opstår en situation, hvor der er tvivl om, hvorvidt præsidentens dekreter er i konflikt med eksisterende lovgivning, så bliver det op til forfatningsdomstolene at afgøre spørgsmålet. Hvilket kan blive en udfordring, da der ikke er nogen eksisterende retspraksis at læne sig op ad.

Samtidig er domstolene allerede nu under stærkt politisk pres, og derfor kan det blive meget svært for forfatningsdomstolene at navigere i de uudforskede områder, som de nye forfatningsændringer medfører. Et pres, som kun vokser med præsidentens nye ret til at udnævne højesteretsdommere, og det bliver derfor endnu sværere for domstolene at være uafhængige. På samme måde bliver embedsværket i højere grad styret af præsidenten, da vedkommende i fremtiden får retten til at hyre og fyre ministre og højtstående embedsmænd. En ret, der udelukkende er reguleret af principper fastlagt af præsidenten selv. Uden nogen form for ekstern kontrol.

 

Der er altså ingen fri presse til at kontrollere regeringen og parlamentet, og ytringsfriheden er under stærkt pres
_______

 

Tidligere på året blev mediegruppen Dogan solgt til den regeringsvenlige gruppe Demiören, hvilket har betydet, at ca. 90 pct. af mediebilledet i Tyrkiet nu er kontrolleret af regeringen. Der er altså ingen fri presse til at kontrollere regeringen og parlamentet, og ytringsfriheden er under stærkt pres. Tyrkiet er lige nu det land i verden, hvor flest journalister sidder fængslet, ligesom det ikke er unormalt at blive fængslet på baggrund af beskyldninger om kritik af præsidenten. De nye forfatningsændringer har givet præsidenten øget magt, og gjort det sværere at kontrollere vedkommende. Det er dog en magt, der kan udfordres, hvis oppositionen går hen og får et flertal i parlamentet.

Et valg for fremtidens Tyrkiet
Om præsidenten i Tyrkiet hedder Erdogan efter den første valgrunde den 24. juni er uklart. I meningsmålingerne, som dog lider af store statistiske usikkerheder og regeringsvenlighed, står han til at få lige under halvdelen af stemmerne, hvilket vil føre til en anden runde i præsidentvalget. Der er dog ikke den store tvivl om, at Erdogan vil gøre sit ypperste for at udnytte alle forfatningens gråzoner og smuthuller – som han selv er hovedarkitekten bag.

Et af de spørgsmål, der melder sig, er sammensætningen af parlamentet. På trods af, at parlamentets kontrol med præsidenten er svækket, vil det alligevel have stor betydning, hvor mange af sæderne i parlamentet oppositionen råder over. Det er i den sammenhæng også essentielt, om nogle af sæderne vil tilfalde det kurdisk-orienterede parti HDP, ligesom det også har stor betydning for parlamentets sammensætning om HDP i det hele taget formår at komme over spærregrænsen. At oppositionen får en stor del af sæderne, er ikke utænkeligt. Der er til gengæld tvivl om, hvorvidt oppositionen får nok pladser til reelt at kontrollere præsidentens magtudøvelse, hvilket HDP’s valgresultat blandt andet har betydning for.

Oppositionspolitikerne vil med al sandsynlighed gøre deres til, at præsidentembedet bliver svært at varetage, og udfordre Erdogan på alle tænkelige punkter. Hvis flertallet i parlamentet efter valget kommer til at bestå af Erdogans alliance, bliver det dog meget svært at være tyrkisk opposition, og det er ikke utænkeligt, at Erdogan vil forsøge at centralisere magten endnu mere, end han allerede har gjort.

Når tyrkerne går til stemmeurnerne, bliver spørgsmålet, hvad der vægter højest: Demokrati og ophævelse af undtagelsestilstanden eller løftet om en sund økonomi med Erdogan og AKP ved roret. Det er et valg, der er afgørende for Tyrkiets fremtid. ■

 

Når tyrkerne går til stemmeurnerne, bliver spørgsmålet, hvad der vægter højest: Demokrati og ophævelse af undtagelsestilstanden eller løftet om en sund økonomi
_______

 

Marianne Jensen (f. 1992) læser statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor hun har særligt fokus på demokratisering og statsdannelse. Hun er for tiden bosiddende i Ankara. ILLUSTRATION: Recep Tayyip Erdoğan [foto: World Humanitarian Summit/flickr]