22.07.2018

.

Det fælleseuropæiske samarbejde i EU er godt for Danmark, men vi bliver nødt til at indse, at der ikke er en fælleseuropæisk løsning på migrationskrisen på vej. Derfor er det uansvarligt ikke at handle nationalt. EU er simpelthen handlingslammet – på grund af medlemslandenes vidt forskellige interesser og vidt forskellige holdninger til flygtningepolitikken.

Kommentar af Malthe Johan Poulsen, folketingskandidat for Socialdemokratiet

SOM ALLE ANDRE af Bruxelles’ trofaste disciple har Morten Østergaard en tyrkertro på de fælles EU-løsninger. Dette gælder også på flygtninge- og migrationsspørgsmålet, og de Radikale vil nu gøre en politik om fælles EU-løsninger på området til et ultimativt krav for at støtte Mette Frederiksen som statsminister. Man må forstå, at Danmark ikke må gå forrest for at reformere et ødelagt og inhumant asylsystem, men i stedet skal vi vente troligt på, at EU tager sig sammen.

Den fælles løsning er grundlæggende sympatisk og fornuftig, men det er en utopi at man skulle kunne nå et kompromis, der løser problemerne med flygtninge- og migranttilstrømningen: Østeuropæiske lande som Polen og Ungarn takker nej til flygtninge og migranter, og flygtningene og migranterne takker nej til de østeuropæiske lande. Tilbage står Vest- og Nordeuropa med den fri bevægelighed – samt både de mennesker, vi selv tager imod, og dem, der ikke ønsker at bo i Østeuropa.

Der kommer med andre ord ikke en fælleseuropæisk løsning inden for de kommende år. I stedet formøbler Morten Østergaard og resten af EU-kraterne deres nationale ansvar. De vælger ikke at handle og overlader i stedet initiativet til højre-populisterne, der med rette kan angribe EU for at sove i timen.

De europæiske befolkninger, herunder den danske, ønsker – hudløst ærligt – minimal indvandring fra Afrika og den muslimske verden. De ønsker aldrig igen at se flygtninge på motorvejene som i september 2015. Her finder vi nældens rod: Hvis ikke EU kan løse problemerne, søger vælgerne mod partier, der tilbyder andre løsninger. For hvor brugbare er fælleseuropæiske løsninger, hvis befolkningerne ikke længere stemmer på partier, der vil det fælleseuropæiske?

 

De europæiske befolkninger, herunder den danske, ønsker – hudløst ærligt – minimal indvandring fra Afrika og den muslimske verden
_______

 

VI HAR SET DET i Storbritannien, Italien, Frankrig, Holland, Tyskland, Danmark, Østrig, Polen og Ungarn. Ja, minsandten om vi ikke også ser det i Sverige om to måneders tid, når Sverigedemokraterna (formentligt) bliver Riksdagens største parti. Tendensen er: Tydelige og dybt problematiske højreskred, der truer EU’s eksistens. Orbán, Salvini og Le Pen er alle politikere, der ikke ønsker det europæiske samarbejde noget godt. Men de er også politikere, der tilbyder en løsning på det centrale spørgsmål, hvor EU fejler; de er arketypen på de politikere, vi kommer til at se dominere Europa, hvis ikke vi går forrest i kampen om at reformere asylsystemet nu.

Der skal blot et sammenbrud i samarbejdet med Tyrkiet eller en ny krig i Mellemøsten til, før vi igen ser uholdbare flygtningestrømme og efterfølgende passive politikere, der ikke tør handle af frygt for konsekvenserne. Og hvis ikke det sker, skal klimaændringerne nok gøre udfaldet.

Men konsekvenserne ved ikke at handle er langt større, end mange aner. Det vil ret hurtigt betyde EU’s sammenbrud. Den folkelige opbakning til EU – og dermed EU’s legitimitet – vil forsvinde. Tilbage står de europæiske nationalstater alene i en verden domineret af Putin, Trump og Xi.

 

Konsekvenserne ved ikke at handle er langt større, end mange aner. Det vil ret hurtigt betyde EU’s sammenbrud
_______

 

TRODS TO OVERNATNINGER i den virkelige verden for nogle måneder siden, da han besøgte Vollsmose, er virkeligheden stadig ikke gået op for Morten Østergaard. Og mens han stædigt – og med idealismen i behold – skriger op, løber Europas befolkninger langt væk fra støjen. Og når den bliver for meget, stemmer de på politikere, der mindre pænt beder Østergaard og hans sindsfæller om at klappe i.

Konsekvensen bliver præcis den, som Østergaard frygter som konsekvensen af national enegang: ”Hvis Danmark begynder at gå enegang i EU på den måde, så får vi aldrig en fælles løsning på flygtningeproblematikken. Så vil EU-landene ét for ét melde sig ud af et fælles samarbejde, og så sker der ingenting. Det er det, som jeg synes, gør den tankegang uansvarlig,” som Østergaard sagde til Politiken den 19. juli.

Det eneste, der er uansvarligt, er at undlade at handle, og i dette spørgsmål er EU handlingslammet grundet medlemslandenes vidt forskellige interesser og syn på flygtninge. Vi kan kun presse EU til en løsning ved at gå forrest, og vi kan kun løse migrationsproblemerne ved at ødelægge incitamentsstrukturerne, som bl.a. spontan asyl udgør. Samtidig kan vi dæmme op for højre-populisterne og sikre, at de ikke står med ansvaret for det afrikanske kontinents udvikling, eller for håndteringen af krisesituationen næste gang Mellemøsten bryder i brand, ved at imødegå borgernes bekymringer. Det kræver, at De Radikale også smider deres fine fornemmelser, indser virkeligheden og imødegår Socialdemokratiet.

JEG HOLDER MEGET af det fælleseuropæiske samarbejde, men jeg frygter for dets overlevelse, hvis vi ikke lytter til borgernes bekymringer og løser problemerne. I mere end 20 år har vi overhørt de europæiske borgere. Nu søger de andre græsgange. Græsgange, hvis ”løsninger” vi næppe har forestillet os omfanget af, men jeg frygter, at vi en dag vil se, at der konsekvent bliver skudt mod flygtninge og migranter ved EU’s ydre grænser. Hvis ikke dette samt Brexit, Trump og de mange højre-populistiske sejre i Europa kan vække Østergaard, hvad kan så? ■

 

Jeg frygter, at vi en dag vil se, at der konsekvent bliver skudt mod flygtninge og migranter ved EU’s ydre grænser. Hvis ikke dette samt Brexit, Trump og de mange højre-populistiske sejre i Europa kan vække Østergaard, hvad kan så?
_______

 

Malthe Johan Poulsen (f. 1986) er folketingskandidat på Københavns Omegn, lærerstuderende med arbejde i hjemmeplejen. ILLUSTRATION: Østergaard (arkivfoto) [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]