08.05.2018

Hvis Trump vælger at trække USA ud af atomaftalen, vil det det svække Irans økonomi og styrke de konservative høge, som grundlæggende er imod en aftale med USA. De vil få muligheden for at sige ”hvad sagde vi”, og pege på, at USA fortsat stiller urimelige krav til Iran, selvom landet overholder atomaftalen.

International kommentar af Magnus Kirkebæk

Den 12. maj afgør USA’s præsident Trump, om han vil trække tæppet væk under atomaftalen med Iran og genindføre vidtgående økonomiske sanktioner. Trump mener ikke, at Iran overholder aftalen til trods for, at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Frankrig og Storbritannien, som er medunderskrivere af aftalen, adskillige gange har bekendtgjort, at kravene bliver opfyldt til punkt og prikke. I april udsendte Trumps eget udenrigsministerium endda en rapport, som konkluderede det samme: Iran overholder aftalen, hvilket er årsagen til, at sanktionerne siden 2015 gradvist er blevet løftet.

Atomaftalen var en af Obamas udenrigspolitiske sejre. Flere eksperter peger på, at det netop er en af årsagerne til, at Trump ønsker at genforhandle den. Det sker på et tidspunkt, hvor den iranske økonomi er i knæ. Også udnævnelsen af John Bolton som ny national sikkerhedspolitisk rådgiver har formentlig haft indflydelse på Trumps seneste udmeldinger. Bolton var en af Bush-administrationens største fortalere for invasionen af Irak i 2003, og i modsætning til mange af sine kolleger, som siden har betegnet invasionen som en fejl, står Bolton fast på, at det var den rigtige beslutning at vælte Saddam Hussein. Bolton er nemlig en kendt tilhænger af det, han kalder forebyggende krige. Han går ind for regime change i Nordkorea og Iran, og han har ved flere lejligheder opfordret til at bombe begge lande. Bolton kan betegnes som en militant nationalist modsat de neokonservative udenrigspolitiske rådgivere, som dominerede Bush-administrationen, og som ønskede at installere demokratier i Mellemøsten med magt. Det betyder, at Boltons primære mål er at slå hårdt ned på lande, som modarbejder amerikanske interesser, og han bekymrer sig ikke så meget om at indsætte demokratiske regeringer i dem efterfølgende.

Trumps udmeldinger om nye skrappe sanktioner skaber usikkerhed om atomaftalens holdbarhed, og det holder udenlandske investorer og virksomheder på afstand af det iranske marked til stor skade for landets økonomi. Flere europæiske virksomheder har udskudt at underskrive forretningskontrakter med Iran, fordi de frygter, at USA vil indføre nye sanktioner.

Frygten for nye og skrappere sanktioner er dog kun en del af forklaringen på Irans vanskelige økonomiske situation. Siden 2015 er Irans bruttonationalprodukt steget markant på grund af stigende olieindtægter, men præsident Rouhani har på grund af en fejlslagen økonomisk politik ikke været i stand til at omfordele pengene i samfundet. Rouhani bekender sig til klassisk trickle-down-economics, hvor en lavere skatteprocent for de høje indtægter efter sigende giver et incitament til at investere i lønsomme projekter, hvilket skaber arbejdspladser og penge i statskassen. Samtidig har Rouhani – uden held – forsøgt at afskaffe mindstelønnen og mindske fagforeningernes indflydelse. Problemet er bare, at det ikke har virket. Et flertal af iranerne har ikke fået forbedret deres økonomiske situation, siden atomaftalen blev indgået i 2015, og de internationale sanktioner begyndte at blive løftet. Utilfredsheden udmøntede sig i januar i folkelige protester mod regimet i store dele af landet. Arbejdsløsheden ligger på omkring 30 pct., og ifølge Verdensbanken er den økonomiske ulighed og andelen af fattige iranere steget siden 2015. Det har gjort Rouhani til skydeskive for konservative modstandere som Ebrahim Raisi, der var Rouhanis konservative modkandidat ved præsidentvalget i 2017, og som taler den fattige befolknings sag.

 

Et flertal af iranerne har ikke fået forbedret deres økonomiske situation, siden atomaftalen blev indgået i 2015, og de internationale sanktioner begyndte at blive løftet
_______

 

Trumps udmeldinger er en gave til Irans hardlinere
Da Trump i oktober sidste år kaldte Irans revolutionsgarde en ”terrororganisation”, lagde han sig for alvor ud med landets konservative fløj. Revolutionsgarden er ikke blot en hærenhed, men en vigtig politisk og økonomisk aktør i det iranske samfund. Garden blev oprettet under den i iranske revolution i 1979, og medlemmerne fungerede i begyndelsen som livvagter for revolutionens ledere. Under krigen mellem Iran og Irak i 1980’erne fik de heltestatus i befolkningen efter gentagne gange at have forsvaret landet mod Saddam Husseins invasionsstyrker. Efter krigen begyndte revolutionsgardens ledere, på den daværende præsident Akbar H. Rafsanjanis (1989-1997) opfordring at investere penge i genopbygningen af Iran. Senere etablerede den sig i bl.a. banksektoren, fødevareindustrien og telekommunikationsbranchen.

Med økonomisk styrke fulgte politisk magt. Den blev primært brugt til at støtte konservative præsidenter såsom Mahmoud Ahmadinejad (2005-2013), og revolutionsgarden spillede en afgørende rolle i nedkæmpningen af ’den grønne bevægelse’, som i 2009 gik på gaden for mere demokrati. I dag er revolutionsgarden en vigtig økonomisk aktør, hvis ledende skikkelser har interesser i, at Vestens sanktioner fortsætter, så udenlandsk konkurrence på det iranske marked undgås. Derudover er revolutionsgarden en militær kapacitet, som kontrollerer shia-militser uden for Irans grænser i Irak og Syrien.

Rouhani har diskret forsøgt at føre en politik, som reducerer revolutionsgardens økonomiske og politiske indflydelse. I august 2017 udnævnte han Amir Hatami fra det almindelige militær til forsvarsminister. En post, som har været besat af generaler med forbindelse til revolutionsgarden de sidste 20 år. Samtidig har Rouhani politisk modarbejdet, at revolutionsgardens virksomheder overtager en større andel af økonomien på bekostning af den private sektor. Da Trump i oktober sidste år begyndte at kritisere revolutionsgarden i voldsomme vendinger, var Rouhani, stik imod sit eget politiske projekt, nødt til offentligt at støtte op om revolutionsgarden, hvilket styrkede dens legitimitet i befolkningen. Udviklingen er fortsat efter de seneste beskyldninger om, at Iran ikke overholder atomaftalen.

Den 3. maj udsendte Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, en pressemeddelelse, hvori han afviste Trumps forslag om at genforhandle aftalen, og lederen af Irans nationale sikkerhedsråd, Ali Shamkhani, udtalte for nylig, at Iran vil fortsætte udviklingen af atomvåben, såfremt USA trækker sig fra aftalen. Hvis Trump vælger at trække USA ud af atomaftalen, vil det styrke de konservative høge blandt både politikere og meningsdannere, som grundlæggende er imod en aftale med USA. De vil få mulighed for at sige ”hvad sagde vi”, og pege på, at USA fortsat stiller urimelige krav til Iran, selvom landet overholder atomaftalen. Trump og Boltons gamble med atomaftalen er et forsøg på at straffe Irans hardlinere, men de kan ende med at styrke dem, og det kan meget vel få udenrigspolitiske konsekvenser.

 

Trump og Boltons gamble med atomaftalen er et forsøg på at straffe Irans hardlinere, men de kan ende med at styrke dem, og det kan meget vel få udenrigspolitiske konsekvenser
_______

 

På kollisionskurs med Israel i Syrien
Sikkerhedspolitisk ønsker Irans hardlinere at fortsætte atomprogrammet, udvide det militære engagement i regionen og føre en konfronterende udenrigspolitik over for ærkefjenden Israel. Til trods for iranernes økonomiske vanskeligheder har de investeret mere end nogen anden i den syriske borgerkrig. Iran har betalt og bevæbnet de shia-militser, som med støtte fra Rusland har knust oprøret og sikret Syriens præsident Assads greb om magten. Assads sekulære styre deler ikke meget ideologisk tankegods med præstestyret, men de to lande indgår i et gensidigt afhængighedsforhold: Syrien er dybt afhængigt af penge fra Iran til at nedkæmpe oprøret, og Iran bruger Syrien som korridor til at få adgang til Hezbollah-militsen i Libanon, som i et vist omfang holder Israel i skak.

I takt med at den syriske borgerkrig når sin afslutning, forsøger iranerne at sikre deres fremtidige indflydelse i Syrien. Det skaber bekymring i Israel. Revolutionsgarden rekrutterer soldater til shia-militserne og er i gang med at etablere permanente baser flere steder i Syrien trods israelske protester. Siden krigen brød ud i 2011, har Israel foretaget et hav af bombetogter ind over den syriske grænse mod Hezbollah og andre iranskstøttede shia-militser. I februar blev en iransk drone skudt ned over israelsk territorium, og israelerne bombede efterfølgende basen, hvorfra dronen var lettet – og mistede en F-16-jager under togtet. Ifølge The Guardian og flere arabiske medier angreb israelske jagerfly igen i april iranernes syriske drone-hovedkvarter, hvor flere iranske og syriske soldater blev dræbt. Spændingerne mellem Israel, Iran og Syrien er ikke blevet mindre af, at Assad har rykket artilleri og kampvogne ind i Golanhøjderne ved den israelske grænse, som siden afslutningen på Yom Kippur-krigen i 1973 har været en demilitariseret zone.

Israels premierminister Netanyahu er en af atomaftalens største modstandere. I 2015 iværksatte han en massiv lobbyindsats for at forhindre, at den blev indgået. For nylig forsøgte han igen at påvirke beslutningstagerne i Washington til at bakke ud af aftalen ved at afsløre ”nye afgørende beviser” for, at Iran ikke overholder den. Ifølge Netanyahu har den israelske efterretningstjeneste Mossad fået fingre i officielle dokumenter, der beviser, at iranerne målrettet gik efter at udvikle atomvåben inden atomaftalen blev indgået.

Netanyahus såkaldte nye beviser er dog allerede kendt af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), som offentliggjorde dem i 2011. Ifølge IAEA ophørte Irans målrettede indsats for at udvikle en atombombe i 2003, og der er ingen spor efter udvikling af atomvåben efter 2009. Netanyahus påståede afsløring skal på den baggrund primært ses som et forsøg på at påvirke Trumps beslutning om at trække sig fra atomaftalen den 12. maj.

Hvis Trump trækker tæppet væk under atomaftalen, og den hårde konservative udenrigspolitiske dagsorden vinder frem i Iran, kan det øge spændingerne mellem de to lande – og i regionen som helhed – til et punkt, hvor en militær konfrontation er uundgåelig. ■

 

Hvis Trump trækker tæppet væk under atomaftalen, og den hårde konservative udenrigspolitiske dagsorden vinder frem i Iran, kan det øge spændingerne mellem de to lande – og i regionen som helhed – til et punkt, hvor en militær konfrontation er uundgåelig
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland