26.08.2018

Den 12. juli endte retssagen mod terrorgruppen Nationalsocialistisk Undergrund. Men for mange kritikere efterlader retssagen flere spørgsmål end svar. Centralt står: Er de tyske sikkerhedstjenester og retssystem i stand til at håndtere den højreekstreme vold og beskytte borgere med minoritetsbaggrund i Tyskland?

Af Loke Bisbjerg Nielsen
Hamborg, Hannover, Freiburg

BEATE ZSCHÄPE kan se frem til livsvarigt fængsel efter retssagen i München den 12. juli. Hun er et af hovedmedlemmerne af den højreekstreme tyske terrorgruppe Nationalsocialistisk Undergrund (NSU) og dømt for sin delagtighed i organiseringen af ti mord, to brandattentater og 15 røverier, som indebar voldelige overfald og en brandstiftelse mod personer med tyrkisk baggrund i årene 2000-2006. De to bødler, som udgjorde det udøvende led i “Trioen”, var Uwe Böhnhardt og Uwe Mundlos.

Under sloganet “Intet facit” [i NSU-processen – på tysk: Kein Schlussstrich] demonstrerede folk mod en proces og retssag, som af mange ses som uforløst. Süddeutsche Zeitung kaldte sagen “Århundredets retssag uden århundredes dom.” Fra flere sider er der ytret kritik i forbindelse med afslutningen af sagen, som på mange måder har fremstillet en stigende skepsis til myndighederne og sat store spørgsmålstegn ved sikkerhedstjenesternes evne til at beskytte borgere med minoritetsbaggrund. Forbundskansler Angela Merkel har kaldt sagen en “mørk plet på Tysklands historie” og påpeget, at sagen ikke bør betragtes som afsluttet. Indenrigsminister Horst Seehofer udtalte ligeledes, at sagen ikke har et facit.

I en udtalelse hilste interesseorganisationen Det Tyrkiske Samfund i Tyskland sagens afslutning velkommen men gentager ligeledes, at dommen ikke er et facit. De kritiserer Merkel og andre politikere for at bryde et løfte om at afslutte sagen uden huller. De beskylder videre den tyske højesteret for at bruge dommens snævre fokus på Trioen til at nedtone det, de ser som statens medansvar i forbrydelserne og et udtryk for institutionel racisme i sikkerhedstjenesten. Datteren af NSU-ofret Mehmet Kubasik, Gamze Kubasik, udtalte til det tyske medie N-TV: “NSU dræbte min far – efterforskningen dræbte ham igen.” Med det mente hun, at hendes far blev fremstillet som en jævn kriminel, som måtte være involveret i stofhandel eller bandekriminalitet. Hun gav ligeledes udtryk for, at Merkel har brudt sit løfte om, at sagen skulle opklares til bunds. “Jeg har fuldstændig mistet troen på min stat”, udtalte hun.

Kritikken af NSU-processen er blevet døbt “NSU-komplekset” (das NSU-Komplex) og bunder i en mistanke om, at sagen er større, end den er blevet fremstillet. Men er komplekset et udtryk for dybtliggende, strukturel racisme i Tyskland, eller er det blot resultatet af ualmindelig dårligt politiarbejde og samarbejde mellem sikkerhedstjenester? Tre spørgsmål er helt centrale for at forstå sagen:

1. Hvor stort er NSU-netværket i virkeligheden?
2. Hvorfor har myndighederne tilsyneladende holdt hånden over en række gerningspersoner i sagen?
3. Er komplekset et udtryk for grundlæggende problemer i de tyske sikkerhedstjenester?

Som mere og mere information dukker op om sagen, står en ting klart: NSU-komplekset kommer til at sætte varige spor i den tyske bevidsthed og har allerede nu ført til en række krav om ændringer af retssystemet og den måde, som elementer af de tyske sikkerhedstjenester samarbejder på.

 

Som mere og mere information dukker op om sagen, står en ting klart: NSU-komplekset kommer til at sætte varige spor i den tyske bevidsthed
_______

 

NSU-komplekset
Mundlos, Böhnhardt og Zshcäpe mødtes ifølge Der Spiegel-journalisten Julia Jüttners undersøgelse af gruppen hinanden i den østtyske by Jena, som i 1990’erne var samlingspunkt for højreradikal aktivisme i Tyskland. Gennem interessen for højreradikalisme og nazisme udtrykte de både utilfredshed med det kommunistiske DDR, de var vokset op i, og det indvandrervenlige og kapitalistiske Tyskland, de var blevet indlemmet i efter murens fald.

Mundlos og Böhnhardt var begge fra en tidlig alder kendt som ekstremt højreradikale. Deres forældre så mere eller mindre passivt til, mens de som unge drenge ytrede nazistiske holdninger, anskaffede sig nazistisk tøj og symboler, deltog i parader og højreradikale sammenkomster og blev anholdt for overfald, tyveri og hærværk. Mundlos var i løbet af hans tid i den tyske hær til flere samtaler om hans nazistiske synspunkter men fik lov til at gennemføre tjenesten. Efterfølgende begyndte han på universitetet, hvor han var kendt som matematisk begavet men dybt højreekstrem. Deres ekstremisme havde med andre ord længe været kendt af myndighederne.

De tre mødte hinanden i ungdomsklubben Winzeklub i Jena og begyndte at deltage i forskellige højreradikale aktiviteter. De tog til koncerter, parader og forskellige aktivistlejrer sammen. “Trioen” udviklede en omgangsform præget af aktivisme, som tidligt var understøttet af deres voksende netværk i Tysklands højreradikale miljø. De var derfor også kendt af den tyske sikkerhedstjeneste, allerede før de dannede NSU. I 1997 anbragte “Trioen” tre bombeattrapper i Jena, bl.a. ved mindesmærket for koncentrationslejren Buchenwald. I 1998 førte et tip til, at politiet undersøgte to garagerum lejet af Zschäpe. I det ene rum fandt de fem færdiglavede rørbomber lavet af 1,39 kg TNT samt en detaljeret liste med referater og navne på korrespondancer med højreradikale i Tyskland. Samme aften afleverede de tre afskedsbreve til deres familier og gik under jorden.

I de følgende år blev “Trioen” skjult og støttet økonomisk af forskellige medlemmer af det højreradikale miljø, som bl.a. indsamlede penge via koncerter. De tre lod kun sjældent høre fra sig. Mundlos fik bragt en artikel i det tyske, højreradikale undergrundsblad White Supremacy, hvor han kritiserede det højreradikale netværk for at feste og hygge for meget i stedet for at handle. Medlemmer af miljøet formidlede sågar kontakt mellem gruppen og Böhnhardts forældre, som han fortsat havde et godt forhold til. Han afbrød dog selv kontakten i 2001 efter det fjerde mord.

 

Kritikken af NSU-komplekset omhandler også måden, som efterforskningen af mordene blev håndteret på. De fleste af drabene blev efterforsket ud fra motiver, som politiet opfattede som typiske for indvandrermiljøer
_______

 

Mordene
Kritikken af NSU-komplekset omhandler også måden, som efterforskningen af mordene blev håndteret på. De fleste af drabene blev efterforsket ud fra motiver, som politiet opfattede som typiske for indvandrermiljøer: Bandekriminalitet, narkokriminalitet eller familiestridigheder. På intet tidspunkt i de indledende efterforskninger blev drabene sat i forbindelse med højreekstremister. Mange spørger derfor sig selv, om sikkerhedstjenesterne er blinde over for den højreekstreme vold.

Det første mord skete i Nürnberg den 9. september 2000. Her havde den tyrkiske immigrant og far til to Enver Şimşek en blomsterbutik. Han blev skudt ni gange og døde to dage senere på hospitalet. Mundlos og Böhnhardt tog et billede af Şimşek, før de forlod gerningsstedet. De dokumenterede flere af deres mord gennem videoer og billeder, som de sammensatte til en propagandavideo. Politiet mistænkte ikke højreekstremister, men arbejdede ud fra en idé om, at Şimşeks mord var banderelateret eller havde med hans kone at gøre. Hans kone og bror fik aldrig sagt farvel. Da Şimşek døde på hospitalet, sad de i forhør hos politiet.

Det andet mord skete 13. juni 2001. Abdurrahim Özüdoğru blev skudt i sin kones snedkeri i Nürnberg. To uger senere, den 27. juni, blev Süleyman Taşköprü dræbt i Hamborg. Politiet gik igen ud fra, at bandekriminalitet, narkogæld eller familierelationer var motivet, og medierne samlede hurtigt den falske tråd op og gav den yderligere eksponering. Drabet på Habil Kili i München den 29. august 2001 blev efterforsket som bandekriminalitet eller med tilknytning til det kurdiske arbejderparti, PKK. Med det femte offer, Mehmet Turgut, som blev dræbt den 25. februar 2005 i Rostock, gik politiet ud fra, at en konflikt i “miljøet” var årsagen til hans død. I Ismail Yaşars tilfælde gik politiet ud fra, at han havde forbindelser til narkokriminalitet. Han blev dræbt den 9. juni 2005 i sin dönervogn i Nürnberg. Med Turgut og Yaşars mord opstod udtrykket “Dönermordene”.

Theodoros Boulgaride var gruppens første ikke-tyrkiske offer. Den græske immigrant blev skudt den 15. juni 2005. Politiet gik ud fra, at det havde med narkokriminalitet at gøre. Gruppens andet ikke-tyrkiske og sidste offer var den 22-årige politikvinde Michèle Kiesewetter. Hun blev af ukendte årsager skudt på en parkeringsplads i Heilbronn den 25. april 2007. Hendes kollega overlevede et skud i hovedet. De blev skudt i deres tjenestebil, mens de spiste frokost. Årsagen er stadig ukendt: Et signal til politiet, en magtdemonstration, et tilfælde? Efterfølgende blev deres blødende kroppe slæbt ud af bilen og røvet for tjenestepistoler og andet politiudstyr.

Politiet indledte efter mordet på Kiesewetter en jagt på gerningspersonerne. Ud over ubrugelige fantombilleder havde de kun et vidneudsagn om en hvid autocamper at gå efter. De to journalister og eksperter i højreradikalisme i Tyskland, Andrea Röpke og Andreas Speits, skriver i deres bog Blut und Ehre, at var det et rent tilfælde, at NSU blev opdaget. I forbindelse med opklaringen af et bankrøveri begået i Eisenach fandt politiet den 4. november 2011 en hvid autocamper parkeret i en forstad. Betjente afspærrede området. Da de nærmerede sig autocamperen lød der først skud, så en pause, et skud til, og vognen gik i brand. I vognen fandt de to døde personer samt et arsenal af våben. Ved fundet af en Ceskapistol med lyddæmper stod det klart, at der ikke bare var tale om to røvere. Pistolen matchede gerningsvåbnet fra de mange uopklarede mordsager på borgere med overvejende tyrkisk baggrund.

Mundlos og Böhnhardt var døde, og Zschäpe blev snart fundet og anholdt. Nu begyndte NSU-processen, retssagen mod Zschäpe og andre medskyldige, og i takt med at flere spørgsmål meldte sig, kom kritikken af processen, og NSU-komplekset opstod.

 

Blandt de forkullede rester fandt politiet en nøje udarbejdet og detaljeret liste med navne på politikere, almindelige borgere af primært udenlandsk herkomst og steder i Tyskland
_______

 

Dødslisten og de tusind navne
Før hun blev anholdt, og samme aften som Mundlos og Böhnhardt begik selvmord, satte Zschäpe ild til den lejlighed i byen Zwickau, hun opholdt sig i. Men blandt de forkullede rester fandt politiet en nøje udarbejdet og detaljeret liste med navne på politikere, almindelige borgere af primært udenlandsk herkomst og steder i Tyskland, som det formodes, var tiltænkt som yderligere terrormål for gruppen.

Listen understøttede en allerede udbredt skepsis i forhold til processen: Kunne det virkelig passe, at kun tre personer havde begået mordene? Mordene havde fundet sted fra Rostock og Hamburg i nord, til Dortmund i vest og Heilbronn og München i syd. Hvordan udvalgte og gennemførte de tre gerningspersoner operationer så forskellige steder? Hvordan bevægede de sig rundt ubemærket, fandt tilflugtssteder, skaffede sprængstoffer og våben, begik mordene og forsvandt igen? Hvordan kunne de gøre alt det uden lokal assistance? Frem for tre individer tegnede der sig for mange iagttagere et mønster, som pegede mod et større netværk af aktører.

Ifølge mediet ZDF mener både anklagere og politikere fra den undersøgelseskommission, som er blevet nedsat for at kaste lys over komplekset, at listen vidner om, at de tre umuligt kunne have arbejdet alene. Senere har formanden for kommissionen, Sebastian Edathy, afsløret i dagbladet Die Bild am Sonntag, at en liste med 129 personer yderligere, som formodes at udgøre et bredere NSU-netværk, er blevet fundet. Han udtalte i den forbindelse, at “Tallet er skræmmende højt”.

Foruden NSU’s eget netværk formodes det også, at gruppen har haft kontakt til andre grupper i og udenfor Tyskland. Det gælder fx den højreradikale gruppe Hamburg Sturm, som har formidlet kontakten mellem NSU og det højreradikale netværk Blood & Honour Scandinavia. Blood & Honour er kendt for en militant og aktivistisk linje og har blandt andet udarbejdet instruktioner til militant aktivisme såsom ”the Blood and Honour Field Manual”, samt etableret en undergruppe med det formål at gøre en militant kamp til virkelighed. Det formodes, at den norske afdeling af Blood & Honour har indsamlet penge til NSU. Ifølge Andrea Röpke og Andreas Speits bog Blut und Ehre (en direkte reference til Blood and Honours indflydelse på radikalisering i Tyskland), ville NSU omsætte Blood and Honours idéer til virkelighed.

Dertil peges der på sammenhængen mellem NSU og det højrenationale politiske parti: det Tyske Nationaldemokratiske Parti [Nationaldemokratische Partei Deutschland, NPD, red.]. Den tidligere næstformand for landskredsen i Thüringen Ralf Wohlleben kendte trioen, navnlig Böhnhardt, tilbage fra Jena-tiden og er blevet dømt for at have skaffet våben og ammunition til 9 ud af de 10 mord. Andre medlemmer af NPD er mistænkt for delagtighed i NSU’s forbrydelser. At blotlægge NSU-netværket betyder derfor efter manges opfattelse også at blotlægge den højreekstreme virkelighed i Tyskland og Europa.

 

At blotlægge NSU-netværket betyder derfor efter manges opfattelse også at blotlægge den højreekstreme virkelighed i Tyskland og Europa
_______

 

V-Personerne vidste det hele
Den tyske sikkerhedstjeneste Bundesamt für Verfassungsschutz har ofte benyttet sig af informanter og spioner – en praksis, som siden tjenestens etablering i 1950’erne har været problematisk og skandaleramt. Tjenesten har gennem årtier etableret et netværk af spioner og informanter i det højreekstreme og andre miljøer – de såkaldte V-Personer (V-Leute). I NSU-komplekset står Verfassungsschutz’ brug af V-personer igen centralt.

Ifølge avisen die Zeit har V-Personerne leveret adskillige vigtige oplysninger om NSU’s aktioner og medlemmer. “Hvorfor informationer er blevet ignoreret af myndighederne”, konstaterer die Zeit “forbliver et stort, uafklaret spørgsmål.” I 2011 skrev Süddeutsche Zeitung ligeledes om problemet: “Hvem beskytter forfatningsbeskyttelsen (Vervassungsschutz) egentlig, når den overvåger kritiske demokrater, men lader voldelige nazister være i fred eller giver dem arbejde som V-Personer”.

Ifølge die Zeit er der kendskab til mindst 25 V-Personer, som har informeret om NSU-netværket. Men værre er, at V-Personerne aktivt har deltaget i NSU-aktioner. V-Personen “Thomas S.” leverede sprængstoffer. “Tarif” gemte medlemmer fra trioen. Andre kørte bil, skaffede våben eller penge. Men fælles for alle V-Personer er, at de var i løbende kontakt med sikkerhedstjenesten. Myndighederne kendte derfor både til NSU-medlemmer og deres aktioner. vorfor blev der ikke grebet ind?

Den officielle forklaring er, at V-Personers identitet er beskyttet af forfatningen. Derfor kan deres information ikke benyttes, da det ville betyde, at deres identitet skulle afsløres, for at beviserne kunne bruges i en retssag. Kritikere siger dog, at problemet er større end som så. Ifølge kunstprojektet nsu-tribunal.de, som har samlet omfattende informationer om processens forløb, blinde vinkler og persongalleri, har beskyttelsen af informanter og spioner gjort, at sikkerhedstjenesterne indirekte eller direkte har støttet NSU’s aktioner. De har holdt hånden over NSU-medlemmer, velvidende at de udførte kriminelle og morderiske handlinger.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var dog, da det tyske justitsministerium ifølge die Welt besluttede at lukke NSU-sagsakterne efter Beate Zschärpes dom. For kritikerne ses det som endnu et forsøg på at mørklægge et forløb præget af fejl, dårlige beslutninger og måske endda meddelagtighed fra myndigheder. Kritikerne mener, at uden indsigt i sagens detaljer får vi ikke svar på, om der er noget at skjule.

 

For kritikerne ses det som endnu et forsøg på at mørklægge et forløb præget af fejl, dårlige beslutninger og måske endda meddelagtighed fra myndigheder
_______

 

Nazister i politiet
NSU-mordene har fornyet diskussionen om højreekstremistiske holdninger og fordomme i politiet. Forskere har kaldt på en ny undersøgelse af politiet. Den sidste blev foretaget i 1996, og selvom politiet selv afviser, at de skulle være en afspejling af samfundet, spørger mange sig, hvordan samfundets generelle voksende fremmedfjendtlighed smitter af på politiet. Flere sager med personer, som er blevet politibetjente trods kendskab til højreekstreme aktiviteter og holdninger, har sat spørgsmålstegn ved, hvornår man egentlig er kvalificeret til at blive betjent. I 2012 blev en håndfuld betjente afsløret i at tilhøre den europæiske gren af Ku Klux Klan, European White Knights. Ifølge die Zeit blev betjentene ikke afskediget, men nøjedes med påtale. Betjentene var kolleger til den dræbte Michèle Kiesewetter. Senere er det kommet frem, at et muligt motiv for hendes drab lå i hendes egen forbindelse til det højreekstreme Tyskland.

Lignende sager omgærder det tyske forsvar, som har set en stigning i sager med højreekstremister – såsom Uwe Mundlos – og nynazistiske netværk, som bruger tjenesten til at uddanne sig i våbenbrug og bygge militante netværk. Det tyske forsvar fastholder selv, at antallet af højreekstreme i tjenesten er minimalt. Ifølge dem er det ikke antallet af højreekstreme, som er steget, men der er større opmærksomhed på problemet i dag.

Amnesty International udgav i forbindelse med NSU-retssagen en rapport, hvor de ligeledes peger på, at institutionel racisme forhindrer de tyske sikkerhedstjenester i at håndtere hadforbrydelser ordentligt. Amnesty påpeger, at baren sat alt for højt, i forhold til at en forbrydelse kan kaldes racistisk. Det gør, at racistiske forbrydelser for ofte behandles som almindelige forbrydelser, og at deres særlige samfundstruende karakter ikke fremhæves tilstrækkeligt. Eksperter fra FN konkluderede ligeledes i 2017, at institutionel racisme i det tyske politi var medvirkende til, at mennesker af afrikansk afstamning i Tyskland ikke får deres rettigheder tilstrækkelig garanteret. Specielt “racial profiling” blev påpeget som et stort problem. Undersøgelsen konkluderer derudover, at institutionel racisme og racistiske fordomme forhindrer retssystemet i effektivt at efterforske og dømme tilfælde af racistisk motiveret vold. Den samme anklage som er fremsat i NSU-komplekset.

Ifølge forhenværende stedfortrædende Bundestagspræsident Petra Bau bør NSU-sagens racistiske træk ikke overses: Politiets hurtige sammenkædning af ofrenes indvandrerbaggrund med bandekriminalitet og familiestridigheder og mediernes villighed til hurtigt at reproducere narrativerne. At den bayerske enhed, som undersøgte mordene, kaldte sig “Bosphorus” – en reference til strædet, der adskiller det europæiske kontinent fra det asiatiske. Og at mordene blev kaldt “Dönermordene”, selvom blot to af ofrene var blevet dræbt i kebabsteder. Værre endnu er en anklage om, at tre betjente fra Thüringen skulle have haft direkte eller indirekte forbindelse til NSU. Gennem V-Personer skulle de have videregivet informationer om politiets aktioner og underrettet gruppen om vigtige udviklinger i sagen.

Andre sager, såsom asylansøgeren Oury Jallohs død, har rejst spørgsmål om, hvorvidt højreekstremister i politiet misbruger deres magt til at gennemføre deres voldelige ideologi. Jalloh brændte den 7. januar 2005 ihjel i hans celle. Politiet fastholdt, at det var sket ved et uheld. Men med manglende forklaring på, hvordan Jalloh skulle have sat ild til sig selv, har politiets efterforskning af sagen ændret tese: Det formodes nu, at politifolk har overhældt Jalloh med benzin og sat ild til ham. NSU-komplekset står nu som en samlebetegnelse for problemet med strukturel racisme og højreekstremisme i den tyske stat og sikkerhedstjeneste.

 

NSU-komplekset står nu som en samlebetegnelse for problemet med strukturel racisme og højreekstremisme i den tyske stat og sikkerhedstjeneste
_______

 

Tilfælde eller sammensværgelse?
Efter fundet af sprængstof og rørbomber i 1998 blev en undersøgelseskommission nedsat for at undersøge forløbet. Kommissionens formand, Gerhard Schäfer, udtalte i den forbindelse, at forløbet havde været et pinligt eksempel på dårligt politiarbejde og samarbejde mellem tjenester. Selvom politiet havde fået tips om gruppens flugtrute og mødesteder med medhjælpere, blev intet gjort for at følge op. Den liste, de fandt med navne på højreekstremister i Tyskland, blev afvist som værende irrelevant for sagen.

Det forbliver et åbent spørgsmål, om NSU-komplekset er resultatet af ualmindelig dårligt politiarbejde, et uvirksomt spion- og anmeldersystem og dårlig koordinering mellem tjenester, eller om der er et dybere lag af strukturel racisme og højrefløjssympati i de tyske sikkerhedstjenester. Måske er der tale om begge dele. Ifølge Andrea Röpke og Andreas Spei udgør NSU’s ofre kun 10 ud af omtrent 183 højreekstremistiske mord i Tyskland siden 1990. Dertil kommer tusinder af overfald, røverier, attentater og angreb på asylcentre, som, ifølge Amnesty International, kun er stigende.

Specielt Tysklands tyrkiske mindretal spørger sig selv, om den tyske stat og sikkerhedstjeneste er i stand til at beskytte dem. Journalisten Annette Ramelsberger, som fulgte retssagen, konkluderer, at den kun har bragt vrede og tvivl til de pårørende, mens højreekstremisterne har lært, at man kan komme langt med stilhed. Ingen skyld, ingen skam og med Zschäpes livstidsdom som den eneste hårde straf. Da dommen blev afsagt, skete det til stående klapsalver fra de fremmødte højreekstremister. ■

 

Specielt Tysklands tyrkiske mindretal spørger sig selv, om den tyske stat og sikkerhedstjeneste er i stand til at beskytte dem
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne