01.01.2018

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].
„Konflikten om Nordkoreas atomvåben er kun et forvarsel om en fremtid, hvor spændingsniveauet i Asien er permanent forøget.‟

Af Liselotte Odgaard

I 2017 har vi talt mere end nogensinde før om konflikten mellem Nordkorea og USA. Hvad, hvis de to landes gensidige trusler om gengældelse eskalerer til en atomkrig? Frygten forværres af, at mange anser både Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA’s præsident, Donald Trump, for at være utilregnelige og krigeriske personer.

Konflikten er løbet løbsk. I denne artikel argumenterer jeg for, at årsagen ligger i USA’s overdrevne afskrækkelse – man har truet landet og samtidig undladt at udstede troværdige sikkerhedsgarantier over for det nordkoreanske regime. Dermed har man skubbet Nordkorea ud i en ekstrem overlevelseskamp, som betyder, at det sidste, Nordkorea er villig til at opgive, er deres atomvåben.

Men den aktuelle strid finder sted på baggrund af et bagvedliggende våbenkapløb, der blev skudt i gang af USA’s beslutning om at optrappe udviklingen. I Sydkorea i 2017 opstillede amerikanerne et avanceret missilforsvar, der på sigt annullerer ikke blot Nordkoreas evne til at bruge sine atomvåben; det vil sandsynligvis også svække Kinas muligheder for at svare igen på et angreb med atomvåben. Og selvom aktørerne i den nuværende konflikt om Nordkoreas atomvåben finder en løsning på konflikten, vil det ikke påvirke det gryende atomare våbenkapløb. Den Koreanske Halvø er dermed blevet arena for fundamentale interessekonflikter mellem stormagterne, som næppe vil blive opblødt inden for en overskuelig fremtid.

Frygten i Nordkorea
Ud over sine atomvåben og mellem- og langdistancemissiler råder Nordkorea over betydelige konventionelle styrker, herunder kampvogne, raketkastere, haubitskanoner, ca. 70 ubåde og en hær på op mod 1,2 mio. soldater. Selvom meget af materiellet stammer helt tilbage fra sovjetperioden, er det alligevel en betydelig kampkraft. Desuden har Nordkorea en af verdens største beholdninger af kemiske våben.

Nordkoreas prekære sikkerhedspolitiske stilling har rødder helt tilbage til starten af det 20. århundrede. Her manifesterede Japan sig som en imperialistisk asiatisk stormagt, der besatte store dele af regionen og herunder annekterede Korea i 1910. Japans ekspansionistiske eventyr fik en ende med nederlaget i Anden Verdenskrig. Ved fredsslutningen blev USA og Sovjetunionen enige om at dele Korea i to stater, nord og syd, langs den 38. breddegrad. Men i 1950 invaderede Nordkorea Sydkorea. Den blodige Koreakrig – der kom til at involvere både Kina og USA – resulterede i en våbenhvile den 27. juli 1953 (mellem Nordkorea, USA og Kina). Ved denne lejlighed udvekslede man krigsfanger og oprettede en demilitariseret zone (DMZ) – i øvrigt nær den 38. breddegrad – som siden har været en de facto-grænse mellem Nord- og Sydkorea.

I 1963 startede Nordkorea et fredeligt atomenergiprogram med støtte fra Sovjetunionen. I 1980’erne påbegyndte regimet sit atomvåbenprogram, men lukkede det ned igen i 1994 efter en aftale med USA, der til gengæld bistod Pyongyang med udvikling af fredelig atomenergi. Men Nordkorea overholdt ikke aftalen til USA’s tilfredshed. I 2002 blev det klart, at Nordkorea fortsat havde et program for udvikling af atomvåben, og Nordkorea blev betegnet som en del af ’ondskabens akse’ sammen med Iran og Irak af præsident George W. Bush. USA afviste yderligere forhandlinger med Nordkorea, og Pyongyang reagerede herpå med at udvise inspektørerne fra Det Internationale Atomenergiagentur. I 2003 trak Nordkorea sig ud af aftalen om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben (The Non-Proliferation Treaty).

Den 9. oktober 2006 gennemførte Nordkorea sin første atomprøvesprængning. FN’s Sikkerhedsråd indledte sit sanktionsregime, men trods FN’s fordømmelse har Nordkorea siden da implementeret sin egen opfattelse af, hvem der legitimt kan besidde atomvåben, og har angiveligt lejlighedsvist samarbejdet med andre ikkeanerkendte a-våbenstater (fx Iran) om udviklingen af masseødelæggelsesvåben.

De seks hovedaktører i den nuværende konflikt er Nordkorea, Sydkorea, Japan, Kina, Rusland og USA. Af disse aktører er Nordkorea både den mest isolerede og mest udsatte. Hvis de andre kunne blive enige om, hvordan konflikten skal løses – og hvilke prioriteringer der er de vigtigste – så havde konflikten været løst. Men så længe der er uenighed blandt de øvrige aktører, kan Nordkorea fortsætte udviklingen af sit atomvåben- og missilprogram, der ultimativt skal sætte landet i stand til at anrette alvorlig skade på Pyongyangs hovedfjende nummer et, USA.

Nordkorea har siden sommeren 2016 arbejdet på højtryk for at udvikle et langtrækkende ballistisk missil, der kan ramme USA med atomvåben. Det var på det tidspunkt, USA traf beslutningen om, at de havde fået nok af FN-sanktioner, der ikke blev implementeret, og resultatløse kinesiske forsikringer om, at de arbejdede for en atomvåbenfri koreansk halvø. I stedet påbegyndte USA processen med at udstyre Sydkorea med et missilforsvar, der vil være fuldt funktionsdygtigt mod slutningen af 2017. Målet: at annullere betydningen af Nordkoreas atomvåbentrussel mod Sydkorea. Men denne beslutning udgør en alvorlig trussel mod Nordkoreas overlevelse.

I januar 2002 udnævnte Bush som bekendt Nordkorea til at være medlem af ’ondskabens akse’ sammen med Saddam Husseins Irak og Iran. Siden blev andre pariastater føjet til USA’s liste, som fx Muammar Gaddafis Libyen. Hussein og Gaddafi er siden fjernet af USA og havde som bekendt ikke atomvåben. Retorikken, som USA’s præsident Trump retter mod Nordkorea, er bemærkelsesværdigt truende. Derfor er regimet i Pyongyang overbevist om, at det har brug for atomvåben for at overleve – og efter 2016 skulle det være atomvåben, der kan ramme det amerikanske fastland. Her har USA nemlig endnu ikke teknologien til at beskytte sig effektivt mod langtrækkende ballistiske missiler. Og måske når USA heller ikke at få det, inden lande som Kina og Rusland har fundet ud af at gennembryde det missilforsvar, der er under udvikling.

Nordkoreas bestræbelser på at kunne ramme USA betyder, at vi må se flere missiltests og atomprøvesprængninger i øjnene i de kommende år. Disse missiltests har nemlig ikke kun til formål at afskrække omgivelserne – de er nødvendige for, at Nordkorea kan udvikle missiler, som er pålidelige, stabile og funktionsdygtige.

Mange iagttagere har udtrykt bekymring for, at Nordkoreas leder synes at være en magtsyg og aggressiv person, der ikke har de store betænkeligheder ved at anrette skade på mennesker. De henviser til regimets brutalitet med en befolkning, der holdes i et jerngreb og straffes for meget små forseelser (fx tyveri af mad). Det gælder også udlændinge. I 2016 blev den 21-årige amerikanske studerende Otto Warmbier under et turistbesøg i Nordkorea fængslet for tyveri af en propagandaplakat. Efter halvandet år i fangenskab blev han frigivet af de nordkoreanske myndigheder og fløjet til USA, hvor han døde fire dage efter ankomsten, angiveligt af de skader, han havde pådraget sig i fangenskab.

Tilsyneladende har Kim Jong-un beordret flere af sine rivaler aflivet. I februar 2017 blev Kim Jong-nam dræbt i lufthavnen i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Han var Jong-uns storebror – den ældste søn af den tidligere nordkoreanske leder Kim Jong-il – og blev derfor regnet for en mulig afløser i tilfælde af Kim Jong-un-regimets fald. Men dette er blot det seneste eksempel på, at Kim Jong-un afliver mulige afløsere for at gøre det svært for omgivelserne at finde et alternativ til hans styre.

Den slags brutalitet fortolkes af mange som en indikation af, at der ikke skal mange provokationer til, før han er villig til at bruge atomvåben mod andre lande. Nordkoreas hyppige missiltests og gennemførelsen af den sjette atomprøvesprængning i september 2017 bærer ved til disse forventninger.

Imidlertid er Nordkorea ude i en overlevelseskamp. Landet er formentlig den sidste af alle aktørerne på Den Koreanske Halvø, der er interesseret i en eskalering til magtanvendelse og krig. Regimet i Pyongyang er nemlig overbevist om, at hvis det kommer til magtanvendelse, så vil det betyde styrets og Kim Jong-uns fald.

Nordkorea bestræber sig på at kunne ramme USA med atomvåben, fordi det ligner den eneste mulighed for at aftvinge Washington troværdige sikkerhedsgarantier for regimets overlevelse. Pyongyang tror ikke på forsikringer fra USA om, at man ikke vil styret til livs – når nu FN-sanktionerne skærpes, og Washington sideløbende arbejder hårdt på at få Kina og Rusland til at indse, at Nordkorea skal trues til at afgive sine atomvåben.

Ironisk nok er det denne massive trussel mod regimets overlevelse og Washingtons afvisning af at indgå kompromiser – eller blot at forhandle med et atombevæbnet Nordkorea – der gør det umuligt for USA at anvende nogen form for militær magt mod landet. Netop fordi styret frygter for sin overlevelse, vil et amerikansk militært indgreb næsten helt sikkert blive mødt med massiv militær gengældelse rettet mod Sydkorea, Japan og amerikanske baser i disse lande og i Stillehavet. Styret i Pyongyang vil betragte sig som færdigt. Derfor kan de lige så godt tage så mange menneskeliv og så meget materiel med sig i faldet som muligt.

Dermed er Nordkoreas afskrækkelse troværdig. Og derfor er USA’s bedste mulighed at forsøge at overtale Kina og Rusland til at støtte USA i en kombination af økonomisk isolation og politisk pres.

Washington vil gerne have troværdige garantier fra Pyongyang om, at landet ikke vil forsøge at anrette skade på USA og dets allierede, og efter USA’s opfattelse kræver dén garanti, at Nordkorea ikke er atombevæbnet. USA ønsker ikke at gentage 1990’ernes eksperiment med bistand til Nordkorea og understøttelse af et civilt atomenergiprogram. Denne aftale led efter USA’s mening skibbrud, fordi Pyongyang aldrig opgav håbet om atomvåben. Hvis USA skal til forhandlingsbordet med Nordkorea, kræver Washington derfor, at atom- og missilprogrammet lukkes ned, og at der tillades inspektioner, der sikrer, at nedlukningen overholdes. På sigt ser USA positivt på en genforening med Sydkorea – hvad der jo vil indebære, at Nordkorea kommer ind under det amerikanske alliancesystem.

Tvivlen i Sydkorea
Nordkorea er dybt afhængigt af især Kina, som står for ca. 90 pct. af Nordkoreas handel. Trump-administrationen har da også lagt et betydeligt pres på Kina, der som Nordkoreas altdominerende handelspartner kan afskære regimet fra størstedelen af dets økonomiske relationer med omverdenen. Sideløbende med dette pres på Kina har USA begyndt installeringen af missilforsvar – ikke blot i Sydkorea, men også i Japan, der i sommeren 2017 har fået styrket sit missilforsvar. Det er sket, efter at Nordkorea gennemførte missiltests ind over Japan med risiko for, at missilstumper lander på Japans territorium. Missilforsvaret er stadig i udviklingsfasen, og selvom USA’s seneste tests har været succesfulde, er der stadig et stykke vej, før det er pålideligt. Det gælder især den del, der skal virke som forsvar mod interkontinentale ballistiske missiler. Derfor er diplomatiske forhandlinger stadig vejen til en opblødning af konflikten på Den Koreanske Halvø.

Det bliver imidlertid vanskeligt at få reelle forhandlinger i stand. USA’s krav om, at Nordkorea skal vise vilje til at opgive sine atomvåben, før USA vil overveje at sætte sig til forhandlingsbordet, afviser Nordkorea, fordi det tolkes som begyndelsen til regimets endeligt. Dertil kommer, at den amerikanske administration sender forvirrende, modsatrettede signaler, der afslører intern uenighed om, hvordan konflikten skal håndteres. Udenrigsminister Tillersons forsikringer om, at diplomatiske forhandlinger er under seriøs overvejelse, er gentagne gange blevet skudt ned af præsident Trump. Herimellem står forsvarsminister Mattis, der gentagne gange har peget på, at diplomatiske forhandlinger er en mulighed, men at militære løsninger ikke er taget af bordet. Denne uenighed skyldes formentlig, at de fleste pladser i den amerikanske administration under topniveauet stadigvæk er ved at blive besat. USA har således indtil nu manglet de asienspecialister, der skal sikre en sikker og sammenhængende kurs i håndteringen af koreaproblematikken. Nomineringen af bl.a. Randy Schriver til viceforsvarsminister for Asien og Stillehavsområdet vil forhåbentlig skabe mere sammenhæng i USA’s nordkorealinje.

Desuden har amerikanerne i lighed med signalerne til de europæiske allierede skabt usikkerhed blandt deres asiatiske allierede om, i hvilket omfang USA fortsat er villig til i) at forsvare dem i tilfælde af angreb og ii) bevare et betydeligt militært, sikkerhedspolitisk og økonomisk engagement i Asien.

USA’s vaklende kurs har skabt usikkerhed i Sydkorea, der ligger først i skudlinjen for et nordkoreansk angreb. Sydkorea prioriterer – ligesom USA – tanken om at gøre Den Koreanske Halvø atomvåbenfri – og udstedelsen af troværdige sikkerhedsgarantier fra Nordkorea. Men Sydkorea er ikke så overbevist om nytten af tvang over for Nordkorea og frygter naturligvis også, at den gensidige afskrækkelse mellem Washington og Pyongyang skal gå galt, så der bliver krig ved et uheld. Sydkoreas bestræbelser på at genetablere det nære forhold til Kina, der indførte sanktioner mod Seoul som svar på installeringen af missilforsvar i Sydkorea, er et tegn på, at Sydkorea gerne ser en styrkelse af de diplomatiske bestræbelser frem for flere trusler om magtanvendelse. Et militært indgreb vil utvivlsomt gå hårdest ud over Sydkorea. Og af denne grund opfatter Sydkorea et militært indgreb fra amerikansk side som uacceptabelt; risikoen er simpelthen for stor.

Derfor var Sydkorea betænkelig ved USA’s beslutning i 2015 om installering af det såkaldte Terminal High Altitude Area Defence (THAAD)-missilforsvarssystem. Sydkoreanernes skepsis forhalede processen, men i lyset af truslen nordfra samt det faktum, at de er dybt afhængige af USA’s vilje til at forsvare dem, endte de med at acceptere missilforsvaret.

Men i det seneste år har USA forlangt en genforhandling af den bilaterale frihandelsaftale med Sydkorea, KORUS, som er kolossalt vigtig for Sydkoreas økonomi. På et tidspunkt erklærede Trump, at Sydkorea selv skulle finansiere sit missilforsvar. Selvom dén besked er blevet trukket tilbage, og USA har forsikret Sydkorea om, at de står 100 pct. bag forsvaret af landet, har Trump skabt usikkerhed om USA’s fremtidige vilje til at stå Sydkorea bi. Desuden har Sydkorea udtrykt bekymring over, at USA under Trump kommer med udmeldinger om militære indgreb på Den Koreanske Halvø uden forudgående konsultation med Seoul. Derfor er der nu åben debat om, hvorvidt Sydkorea selv skal få atomvåben for at kunne beskytte sig. Indtil videre afviser Seoul tankerne om at få atomvåben, men debatten er nu åbnet, og på længere sigt kan Sydkorea ændre holdning, i takt med at våbenkapløbet i Asien optrappes. USA har ikke kun virket utroværdig i forhold til Nordkorea, som ikke har tillid til Washingtons forsikringer om, at USA ikke vil regimet i Pyongyang til livs, men også i forhold til sine allierede.

Sydkorea har opfordret Nordkorea til direkte bilaterale forhandlinger, men Pyongyang har mødt dette tilbud med tavshed. Således er Sydkorea skubbet ud i periferien af beslutningerne om Den Koreanske Halvøs fremtid, selvom landet er placeret i begivenhedernes centrum.

I spørgsmålet om genforening er Sydkorea ligeledes mere skeptisk end USA. Officielt går Sydkorea ind for genforening, men det dækker over store meningsforskelle i befolkningen. Flertallet i den ældre generation betragter stadig genforening som både nødvendig og naturlig. Imidlertid er der blandt yngre sydkoreanere ikke den store lyst til at betale de enorme omkostninger, som en genforening med et på mange måder middelalderligt og økonomisk forarmet Nordkorea med en helt anden nyere historie vil indebære. Derfor er en fredelig tilnærmelse til styret i Pyongyang mere attraktiv i Seoul end en egentlig genforening, såfremt det ellers lykkes at sænke spændingsniveauet og øge tilliden blandt de involverede aktører.

Japan vs. Kina: den næste store konflikt
Japan er hardlineren blandt USA’s allierede i spørgsmålet om Nordkoreas atomvåben. Her betragter man genforening som ønskeligt, for at Nordkorea kan komme ind under det amerikanske alliancesystem, og japanerne kritiserer USA for at være for blødsødent over for Kina. Efter Tokyos opfattelse sidder Kina inde med nøglen til en løsning på konflikten, og USA bør lægge maksimalt pres på kineserne for at få dem til at bruge deres indflydelse til at få Pyongyang til at makke ret og opgive sine atomvåben. Et amerikansk militært indgreb er ikke ønskværdigt set fra Tokyos synsvinkel, fordi tabene vil være enorme. Med næsten usvigelig sikkerhed vil Japan – i lighed med Sydkorea – blive mål for nordkoreansk brug af militær magt i tilfælde af krig.

Ligesom Sydkorea har Japan også det problem, at de stiller sig mere og mere tvivlende over for værdien af USA’s sikkerhedsgarantier. Japans forfatning giver kun landet ret til at bruge militær magt i selvforsvar, og det begrænser, hvilke typer af våben Japan er i besiddelse af. Imidlertid har der i flere år været en gradvis slækkelse af fortolkningen af forfatningen – fx har Japan nu pligt til at forsvare USA, hvis landet angribes.

Nordkorea har måske nok været den udløsende faktor for Japans mere positive indstilling til at løsne bindingerne på Tokyos muligheder for at bruge militær magt, men den mere langsigtede trussel mod Japan kommer fra Kina. De to naboer har siden 1980’erne fået et stadig dårligere forhold, og i perioder har der stort set været lukket ned for diplomatisk kontakt. Japan og Kina har en kompleks historie med både tæt samkvem og rivalisering. I det 20. århundrede leverede Japan det endelige dødsstød til Kinas status som dominerende magt og civilisation, da japanerne invaderede og besatte store dele af Kina i 1930’erne. Selvom Japans forsøg på at overtage Kinas position i Asien slog fejl, er de enorme menneskelige omkostninger og ydmygelsen af Kina aldrig blevet glemt, og Kinas regime har båret ved til dette bål i nyere tid. Efter introduktionen af markedsøkonomiske reformer i 1978 duede det nemlig ikke længere at gøre kapitalismen og USA til hovedfjenden. I stedet er Japan blevet yndlingsundskyldningen for de ting, der går dårligt i Kina. Japan er på sin side blevet mere højredrejet i de senere år og har et tilsvarende negativt billede af Kina.

Det fjendtlige forhold mellem Japan og Kina besværliggør en løsning på det koreanske spørgsmål. Truslen fra Nordkorea kombineret med USA’s faldende forsvarsvilje bliver anledningen til, at man i Japan nu taler om nødvendigheden af at få offensive våben og sågar atomvåben. Det er overvejelser, der var utænkelige at lufte i offentligheden for blot få år tilbage.

Japan er rent faktisk en af verdens stærkeste og mest avancerede militærmagter – og indtil videre en modstander, som Kina næppe ville kunne vinde over i tilfælde af væbnet konflikt. Japan er teknologisk på højde med USA, de har årtiers træning – med USA som grundlag – for deres miltære formåen, og de kan anskaffe sig atomvåben på mindre end en uge. Det er således politiske og ikke militære begrænsninger – kombineret med en massiv amerikansk militær tilstedeværelse i Japan – der i dag lægger bindinger på Japans brug af militær magt.

Konflikten om Nordkoreas atomvåben har skubbet på Japans opgør med den restriktive forfatning. Der vil næppe gå mange år, før Japan bliver langt bedre i stand til at spille med sine militære muskler, end tilfældet er nu. Set i det lys er den fjendtlige japansk-kinesiske relation det største langsigtede sikkerhedspolitiske problem i regionen.

Kinas førsteprioritet på Den Koreanske Halvø er – foruden stabilitet – et økonomisk levedygtigt Nordkorea, der kommer ind på en reformkurs i stil med den, Kina selv har fulgt siden 1978. Som naboland til Nordkorea – og som strategisk rival til det amerikanske alliancesystem – ønsker Kina naturligvis et prokinesisk styre i Pyongyang, der fortsat er i Kinas indflydelsessfære. Da der ikke synes at være noget alternativ til Kim Jong-un, betragtes han af Kina som et nødvendigt onde – også selvom kineserne er grundigt trætte af at blive trukket rundt i manegen af et stadig mere provokerende Nordkorea. Ligesom USA lægger pres på Kina for at få Nordkorea til at opgive sine atomvåben, så lægger nordkoreanerne pres på Kina for at få USA til at acceptere at forhandle med et atombevæbnet Nordkorea. Pyongyang mener, at Kina sidder inde med nøglen til at få Washington til at gå på kompromis, og regimet står ikke tilbage for at genere Kina voldsomt for at få Beijing til at lægge en hårdere kurs. Fx valgte Nordkorea at lave en missiltest på dagen for Kinas præsident Xi Jinpings tale ved BRIKS-landenes topmøde i Xiamen i Kina den 3. september 2017, hvilket helt stjal opmærksomheden fra Xis bemærkninger.

Kina og Rusland: fælles sag
Kina kan leve med, at Nordkorea beholder sit a-våben- og missilprogram, såfremt der ikke er risiko for, at de bliver brugt eller udløser en krig. Som nabo vil Kina se sig nødsaget til – i en eller anden form – at intervenere i tilfælde af krig på Den Koreanske Halvø, men det er svært at sige hvordan, da det afhænger af den præcise udvikling.

Men det er utænkeligt, at Kina ikke blander sig i den fremtidige orden på Den Koreanske Halvø. Kina er arg modstander af enhver amerikansk snak om et militært indgreb, som de mener vil være en helt uacceptabel destabilisering af regionen. Som de fleste andre tror de dog heller ikke på muligheden for, at USA rent faktisk bruger militær magt – simpelthen fordi det er for risikabelt.

Som Nordkoreas hovedsponsor er Kina i fokus som den aktør, der kan vende situationen til det bedre. Der er imidlertid grænser for Beijings indflydelse i Pyongyang, hvor der ikke er fuld tillid til Kinas fortsatte støtte. Da Nordkorea er ude i en overlevelseskamp, kan heller ikke Kina overtale regimet til at opgive sine atomvåben, omend det måtte være ønskeligt set fra et kinesisk synspunkt. USA’s retoriske udfald og trusler om militær magtanvendelse hjælper heller ikke på Nordkoreas vilje til at lytte til Kina.

Dertil kommer, at Kina ser USA’s installering af missilforsvaret i Sydkorea som en game changer, der har givet det atomare våbenkapløb mellem stormagterne et kraftigt nøk opad. Trods USA’s forsikringer om, at THAAD alene er rettet mod Nordkorea, hævder Kina, at radaren på missilforsvarssystemet også kan bruges til en tættere og mere effektiv overvågning af Kinas ballistiske missiler. Med endnu større alvor ser Kina dels på udviklingen i Japan, hvor man som sagt svækker bindingerne på Tokyos militære handlerum, og dels på det amerikanske alliancesystems opbygning af et generelt missilforsvar i Asien såvel som i Europa. Kineserne vil ikke blot læne sig tilbage og iagttage denne udvikling, men vil optrappe bestræbelserne på at imødegå en udvikling, der i Kinas optik truer landets forsvarsevne.

I spørgsmålet om Nordkoreas atomvåben har Kina forsøgt at placere sig som mediator. Beijing har påpeget, at både USA og Nordkorea må gå på kompromis, hvis de to parter skal til forhandlingsbordet. Sammen med Rusland har Kina stillet forslag om, at USA indstiller fælles øvelser med sine allierede på Den Koreanske Halvø, til gengæld for at Nordkorea indstiller sine missiltests og atomprøvesprængninger. USA afviste med det samme dette kompromis. Dermed er det svært at se, hvordan parterne kan nå frem til en iranlignende løsning, hvor Nordkorea kunne indvilge i at pakke sit atomvåben- og missilprogram ned til gengæld for troværdige sikkerhedsgarantier fra USA.

Generelt gør Rusland fælles sag med Kina på Den Koreanske Halvø og sekunderer Beijings prioriteringer. Rusland prioriterer som Kina stabilitet og et økonomisk levedygtigt Nordkorea uden regimeforandring. Ligesom kineserne påpeger russerne, at USA må væk fra at true det nordkoreanske regime, fordi det betyder, at Pyongyang sætter alle ressourcer ind på at overleve og lukker sig om sig selv i forsøget på at skjule sine militære kapaciteter. Denne situation er klart uforenelig med økonomiske reformer, som Nordkorea ellers var begyndt på – omend med meget små skridt – før den nuværende konflikt begyndte at ulme. Rusland er også enig med Kina i, at installeringen af missilforsvaret i Sydkorea er et stort skridt, som puster til et våbenkapløb mellem stormagterne. Moskva deler også Kinas opfattelse af, at et militært indgreb fra amerikansk side vil afstedkomme en uacceptabel destabilisering af regionen. Som Kina kan Rusland også leve med Nordkoreas atomvåben- og missilprogram, hvis det er nødvendigt for det nordkoreanske regimes overlevelse. Moskvas strategiske rækkevidde er begrænset, og de har presserende sikkerhedsproblemer at tage sig af i den postsovjetiske sfære og i Mellemøsten. Derfor lader Rusland Kina tage teten i denne problematik.

På vej ud i våbenkapløbet
Hvad ender historien med? Det er svært at spå om, men det er ikke sandsynligt, at Nordkorea får sikkerhedsgarantier fra USA, som de vil betragte som troværdige. Derfor er det heller ikke sandsynligt, at Nordkorea opgiver sine atomvåben og missiler. For det vil kræve, at Kina opgiver styret i Pyongyang. Omend det kan være fristende at slippe for denne torn i øjet, synes Xi Jinpings administration at konkludere, at støtten til Pyongyang må fortsætte – fordi det er uacceptabelt, at USA og dets allierede skulle øge deres indflydelse på Den Koreanske Halvø.

Dermed er det mest sandsynligt, at USA kommer til at acceptere et atombevæbnet Nordkorea. Og mere alvorligt: Uanset om man finder vejen til at bringe den nuværende konflikt om Nordkoreas atomvåben til afslutning, så vil konflikten have fremskyndet et gryende atomart våbenkapløb mellem stormagterne. Kina og Rusland arbejder på højtryk på at kunne gennembryde det endnu ikke færdigudviklede missilforsvar, og samtidig er Japan hastigt på vej til at smide bindingerne på Tokyos brug af militær magt. Denne udvikling får de røde advarselslamper til at blinke i Beijing, der betragter Japan som hovedfjenden. Våbenkapløbet stopper ikke, blot fordi spørgsmålet om Nordkorea løses. Dermed er vi på vej ud i et permanent højt spændingsniveau mellem de involverede parter, som ikke blot påvirker fremtiden på Den Koreanske Halvø, men hele verdens fremtid. ■

Liselotte Odgaard (f. 1967) er lektor ved Institut for Militærhistorie og Krigsteori ved Forsvarsakademiet. Hun har skrevet et stort antal bøger og artikler om kinesisk sikkerhedspolitik og bidrager til den offentlige debat herom. Hun har været gæsteforsker ved institutioner som Harvard University, Woodrow Wilson International Center for Scholars og det norske Nobelinstitut.

ILLUSTRATION: Kim Jong-un fejrer Nordkoreas vellykkede prøvesprængning af en brintbombe, september 2017 [foto: KCNA/Polfoto]