07.07.2018

Selv hvis der falder ro over spørgsmålet om Kim Jong-uns atomvåbenprogram er spændingsniveauet i Asien permanent forøget. Og tilliden til, at USA faktisk vil forsvare sine allierede, er stærkt svækket [originalversion fra RÆSONs forårsnummer, opdateret version 7/7 2018]

Af Liselotte Odgaard

I 2018 blev konflikten om Nordkoreas atomvåben vendt fra at være en meget højspændt konflikt med gensidige trusler om død og ødelæggelse mellem USA og Nordkorea til at være starten på en forbrødring mellem Nord- og Sydkorea. Det skete med omfavnelser mellem de to landes ledere i den demilitariserede zone og et historisk topmøde mellem USA’s præsident Trump og Nordkoreas Kim Jong-un i Singapore den 12. juni. Denne skarpe kursændring fandt sted i februar 2018 under de olympiske vinterleges afholdelse i Sydkorea. Her indvilligede USA – efter lang tids anmodning fra Kina, Rusland og Sydkorea – i at indstille militære øvelser med Sydkorea på den koreanske halvø. Til gengæld indstillede Nordkorea sine missiltests og atomprøvesprængninger med henblik på at indlede forhandlinger med Sydkorea og USA for at vende den spændingsfyldte situation til stabilitet og samarbejde. Hvordan kom denne kovending i konflikten i stand? Denne artikel forsøger at besvare spørgsmålet.

Nordkoreas vej til atommagt-status
Hovedårsagen til, at USA endte med at gå ind på forhandlingens vej – uden udsigt til at Nordkorea ville opgive sine atomvåben – er, at USA havde malet sig op i et hjørne: De kunne ikke bruge militær magt til at fjerne Nordkoreas atomvåben, fordi Nordkoreas trussel om massiv gengældelse mod amerikanske baser og allierede i Nordøstasien faktisk var troværdig.

Korea blev efter Anden Verdenskrig delt ved den 38. breddegrad af de to sejrherrer, USA og Sovjetunionen. I 1950 udbrød Korea-krigen med Nordkoreas invasion af Sydkorea. Den 27. juli 1953 indgik de to lande en våbenhvileaftale, der ikke var endelig og dermed er Korea-krigen aldrig blevet formelt afsluttet. Nordkorea blev en fasttømret del af Østblokken. Med Sovjetunionens disintegration efter den kolde krig indledtes et tøbrud over for Vesten, der omfattede en aftale med USA om afskaffelse af Nordkoreas atomvåben. Dette tøbrud blev imidlertid afløst af uforsonligt fjendskab mellem de to stater i 2002.

Nordkorea har siden 2002 haft status af pariastat. Denne status har regimet fået, fordi det åbenlyst forbryder sig mod fundamentale principper i det internationale samfund ved at have et atomvåbenprogram og nægte at anerkende Traktaten om Ikke-spredning af Masseødelæggelsesvåben (Non-Proliferation Treaty). I januar 2002 udnævnte USA’s daværende præsident Bush Nordkorea til at være medlem af ’Ondskabens akse’ sammen med Saddam Husseins Irak og præstestyret Iran. Siden blev andre pariastater føjet til USA’s liste som fx Muammar Gaddafis Libyen. Hussein og Gaddafi – der som bekendt ikke havde atomvåben – er siden fjernet af USA. Indtil for få måneder siden anvendte USA en truende retorik over for Nordkorea – og derfor er regimet i Pyongyang overbevist om, at det har brug for atomvåben for at overleve.

 

Pyongyangs åbenlyse opgør med det internationale samfunds principper om ikke-spredning af atomvåben førte til, at FN’s Sikkerhedsråds pålagde landet et sanktionsregime
_______

 

I 1963 påbegyndte Nordkorea et fredeligt atomenergiprogram med støtte fra Sovjetunionen. I 1980’erne tilføjede regimet sit atomvåbenprogram, men lukkede det ned igen i 1994 efter en aftale med USA, der til gengæld bistod Pyongyang med udvikling af fredelig atomenergi. Men de to parter overholdt aldrig aftalen, og i 2002 blev det klart, at Nordkorea fortsat havde et atomvåbenprogram. USA afviste yderligere forhandlinger med Nordkorea – der som nævnt blev gjort til en del af ’Ondskabens akse’ – og Pyongyang reagerede herpå med at udvise inspektørerne fra Det Internationale Atomenergiagentur. I 2003 trak Nordkorea sig ud af Traktaten om Ikke-Spredning af Masseødelæggelsesvåben.

Den 9. oktober 2006 gennemførte Nordkorea sin første atomprøvesprængning. Pyongyangs åbenlyse opgør med det internationale samfunds principper om ikke-spredning af atomvåben førte til, at FN’s Sikkerhedsråds pålagde landet et sanktionsregime. Det går ud på at forhindre Nordkorea i at sprede masseødelæggelsesvåben internationalt og samarbejde med andre lande om udviklingen af disse våben ved hjælp af instrumenter som fx restriktioner på Nordkoreas økonomiske transaktioner med omverdenen. Men trods FN’s fordømmelse har Nordkorea siden da implementeret sin egen opfattelse af, hvem der legitimt kan besidde atomvåben og har angiveligt lejlighedsvist samarbejdet med andre ikke-anerkendte atomvåbenstater – eksempelvis Iran – om udviklingen af masseødelæggelsesvåben.

Kim Jong-uns kamp for overlevelse
I sommeren 2016 traf USA beslutningen om, at de havde fået nok af et årti med FN-sanktioner, der ikke blev implementeret af Kina og Rusland, og resultatløse kinesiske forsikringer om, at man arbejdede for en atomvåbenfri koreansk halvø. I stedet påbegyndte USA processen med at udstyre Sydkorea med et missilforsvar, der var fuldt funktionsdygtigt ved udgangen af 2017. Hensigten med missilskjoldet var at annullere betydningen af Nordkoreas atomvåbentrussel mod Sydkorea. Samtidig blev Japans missilforsvar opgraderet, fordi denne amerikanske alliancepartner er truet af Nordkoreas ballistiske mellemdistancemissiler.

Beslutningen om at opgradere missilforsvaret hos de amerikanske allierede, der er truet af Nordkoreas atomvåben, udgør i nordkoreansk optik en alvorlig trussel mod regimets overlevelse. Og i sidste ende er netop regimets overlevelse det vigtigste for Kim Jong-un. Det betyder, at Nordkorea i mange år har befundet sig i en overlevelseskamp.

Af aktørerne på den koreanske halvø, som foruden Nordkorea tæller Sydkorea, USA, Kina, Rusland og Japan, er Nordkorea formentlig det land, der er mindst interesseret i en eskalering til militær magtanvendelse og krig. Regimet i Pyongyang er nemlig overbevist om, at det eneste sandsynlige resultat, hvis det kommer dertil, bliver Kim Jong-un og styrets fald.

Det eneste middel, Nordkorea havde til rådighed for at sikre sin overlevelse i en situation, hvor USA ønsker at fjerne regimet fra jordens overflade, var at levere troværdig afskrækkelse. Med USA’s udbygning af missilforsvaret blev det afgørende for Nordkorea at udvikle et interkontinentalt ballistisk missil, der kunne ramme USA med atomvåben. Dét lignede den eneste mulighed for at aftvinge USA troværdige sikkerhedsgarantier for regimets overlevelse.

 

Ironisk nok er det denne massive trussel mod regimets overlevelse, der gjorde det umuligt for USA at anvende nogen form for militær magt mod landet
_______

 

Pyongyang tror nemlig ikke på forsikringer fra USA om, at man ikke vil styret til livs. For det første kigger Pyongyang på, hvordan det er gået med tidligere pariaregimer som Gaddafis Libyen, som aldrig lykkedes med at slippe ud af sin pariastatus trods forsøg på tilnærmelser til USA’s krav om stop for statsstøttet terrorisme. For det andet var USA primus motor i skærpede FN-sanktioner – samt i forsøget på at overtale Kina og Rusland til at indse, at Nordkorea skal tvinges til at afgive sine atomvåben. For det tredje støtter USA en genforening af Nord- og Sydkorea, hvilket i sig selv er uforeneligt med Pyongyang-regimets overlevelse.

Ironisk nok er det denne massive trussel mod regimets overlevelse (kombineret med Washingtons afvisning af kompromisser – eller blot forhandling med et atombevæbnet Nordkorea), der gjorde det umuligt for USA at anvende nogen form for militær magt mod landet. Netop fordi styret frygter for sin overlevelse, vil et amerikansk militært indgreb næsten helt sikkert blive gengældt med massiv militær gengældelse rettet mod Sydkorea, Japan og amerikanske baser i disse lande og i Stillehavet. Styret i Pyongyang vil betragte sig som færdige. Derfor kan de ligeså godt tage så mange menneskeliv og så meget materiel som muligt med sig i faldet.

Ud over sine atomvåben og kort-, mellem- og langdistancemissiler råder Nordkorea over betydelige konventionelle styrker, herunder kampvogne, raketkastere, haubits-kanoner, ca. 70 ubåde og en hær på op mod 1,2 millioner soldater. Selv om meget af materiellet stammer tilbage fra Sovjet-perioden, er det alligevel en betydelig kampkraft. Desuden har Nordkorea en af verdens største beholdninger af kemiske våben.

Dermed er Nordkoreas afskrækkelse troværdig. Og derfor var USA’s bedste mulighed at forsøge at overtale Kina og Rusland til at støtte USA i en kombination af økonomisk isolation og politisk pres. Det lykkedes aldrig.

Kina og Rusland: Stabilitet, tak
Nordkorea er dybt afhængig af Kina, som står for cirka 90 pct. af Nordkoreas handel og dermed kan afskære landet fra størstedelen af sine økonomiske relationer til omverdenen. Kinas førsteprioritet på den koreanske halvø er stabilitet samt et pro-kinesisk styre i Pyongyang for at undgå en genforening, der ville betyde, at det amerikanske alliancesystem vil gå op til Kinas grænse. Nordkorea er i Kinas indflydelsessfære – og derfor har Kina gjort det klart, at et amerikansk militært indgreb vil føre til et kinesisk militært modsvar, dels med henblik på at beskytte kinesiske menneskeliv og grænser, men også for at sikre at styret i Pyongyang forbliver Kina-venligt.

Kim Jong-un har fået dræbt flere af sine rivaler til regeringsmagten for at sikre, at Kina ikke har haft en afløser for ham. Drabet på storebroderen Kim Jong-nam i Malaysia i februar 2017 er blot det seneste eksempel på, at Kim Jong-un fjerner mulige afløsere for at gøre det svært for omgivelserne at finde et alternativ til hans styre. Derfor betragtes han af Kina som et nødvendigt onde – også selvom han til tider har trukket Kina rundt i manegen med sine provokationer. Fx valgte Nordkorea at lave en missiltest på dagen for Kinas præsident Xi Jinpings tale ved BRICS-landenes topmøde i Xiamen i Kina den 3. september 2017, hvilket fuldkommen stjal opmærksomheden fra Xi.

 

Som de fleste andre tror kineserne dog heller ikke på muligheden for, at USA rent faktisk bruger militær magt, simpelthen fordi det er for risikabelt
_______

 

Kina kan leve med, at Nordkorea beholder sit atomvåben- og missilprogram, såfremt der ikke er risiko for, at de bliver brugt endsige udløser en krig. Kina ønsker et levedygtigt Nordkorea, der kommer ind på en reformkurs i stil med den Kina selv har fulgt siden 1978. Og det er utænkeligt, at Kina ikke blander sig i den fremtidige orden på den koreanske halvø. Kina er arg modstander af enhver amerikansk snak om et militært indgreb, som, de mener, vil være en helt uacceptabel destabilisering af regionen. Som de fleste andre tror kineserne dog heller ikke på muligheden for, at USA rent faktisk bruger militær magt, simpelthen fordi det er for risikabelt.

Men Kina opfattede USA’s installering af missilforsvar i Sydkorea og opgraderingen af Japans missilforsvar som en game changer, der har givet det gryende atomare våbenkapløb mellem stormagterne et kraftigt nøk opad, fordi missilforsvaret truer med at annullere Kinas og Ruslands muligheder for at bruge deres atomvåben i tilfælde af et atomangreb fra Vesten. Trods USA’s forsikringer om, at missilforsvaret alene er rettet mod Nordkorea, hævder Kina, at radaren på missilforsvarssystemet også kan bruges til en tættere og mere effektiv overvågning af Kinas ballistiske missiler. Med endnu større alvor ser Kina på udviklingen i Japan, der svækker bindingerne på Tokyos militære handlerum – og på det amerikanske alliancesystems opbygning af et generelt missilforsvar i Asien såvel som i Europa. Kineserne vil ikke blot læne sig tilbage og iagttage denne udvikling, men vil optrappe bestræbelserne på at imødegå en udvikling, der i Kinas optik truer landets forsvarsevne.

I spørgsmålet om Nordkoreas atomvåben har Kina kørt et formidabelt parløb med Rusland. Da det primært er Kina, der har været i skudlinjen for amerikanske beskyldninger om eftergivenhed over for Nordkorea, har Rusland sekunderet Kina og bakket loyalt op om den kinesiske position. Rusland prioriterer, præcis som Kina, stabilitet og et økonomisk levedygtigt Nordkorea uden regimeforandring. Ligesom kineserne påpeger russerne, at USA må væk fra at true det nordkoreanske regime, fordi det betyder, at Pyongyang sætter alle ressourcer ind på at overleve og lukker sig om sig selv i forsøget på at skjule sine militære kapaciteter. Denne situation er klart uforenelig med økonomiske reformer.

Rusland er også enig med Kina i, at videreudviklingen af missilforsvaret i det amerikanske alliancesystem puster til et våbenkapløb mellem stormagterne. Moskva deler derudover Kinas opfattelse af, at et militært indgreb fra amerikansk side vil afstedkomme en uacceptabel destabilisering af regionen. Som Kina kan Rusland godt leve med Nordkoreas atomvåben- og missilprogram, hvis det er nødvendigt for det nordkoreanske regimes overlevelse. Derfor har Rusland bakket op om Kina og fx overtaget dele af de økonomiske transaktioner, Kina stod for, i de perioder, hvor Kina havde behov for at vise, at landet i nogen grad efterlevede FN-sanktionerne. Hverken Beijing eller Moskva har på noget tidspunkt fuldt ud overholdt sanktionsregimet.

Til gengæld for Ruslands opbakning har Kina sørget for at give Moskva en række diplomatiske gevinster. Fx var der tale om et fælles kinesisk-russisk forslag til, hvordan situationen på den koreanske halvø kunne stabiliseres. Sammen stillede de to lande forslag om, at USA indstillede militære øvelser med sine allierede på den koreanske halvø til gengæld for, at Nordkorea indstillede sine missiltests og atomprøvesprængninger. USA var i op mod et år afvisende over for dette kompromis. Men Sydkorea endte med åbenlyst at støtte det kinesisk-russiske forslag op til Vinter-OL i februar 2018.

Sydkorea – en skeptisk allieret
En militær eskalering vil utvivlsomt gå hårdest ud over Sydkorea. Og af denne grund opfatter Sydkorea et militært indgreb fra amerikansk side som uacceptabelt; risikoen er simpelthen for stor.

I stedet prioriterer Sydkorea – ligesom Kina og Rusland – stabilitet frem for ønsket om at fjerne Nordkoreas atomvåben. Men landet, der jo ligger først i skudlinjen for et nordkoreansk angreb, er samtidig afhængigt af amerikansk forsvarsvilje, såfremt det skulle komme til en militær konflikt. Derfor har Sydkorea kun kunnet gå så langt i at komme Nordkorea i møde, som USA tillod det. Men Sydkoreas tillid til USA er svækket. Under Trump har amerikanerne – i lighed med signalerne til de europæiske allierede – skabt usikkerhed om, i hvilket omfang USA fortsat er villig til at forsvare Sydkorea i tilfælde af angreb og bevare et betydeligt militært, sikkerhedspolitisk og økonomisk engagement i Asien.

 

Sydkorea er ikke så overbevist om nytten af tvang over for Nordkorea og frygter naturligvis også, at den gensidige afskrækkelse mellem Washington og Pyongyang skal gå galt, så der opstår krig ved et uheld
_______

 

Ligesom USA ønsker Sydkorea sig grundlæggende at gøre den koreanske halvø atomvåbenfri og at få troværdige sikkerhedsgarantier fra Nordkorea. Men Sydkorea er ikke så overbevist om nytten af tvang over for Nordkorea og frygter naturligvis også, at den gensidige afskrækkelse mellem Washington og Pyongyang skal gå galt, så der opstår krig ved et uheld.

Sydkoreas bestræbelser på at genetablere et nært forhold til Kina, der indførte sanktioner mod Seoul som svar på installeringen af missilforsvaret i Sydkorea, viste, at sydkoreanerne foretrækker diplomatiske bestræbelser frem for trusler om magtanvendelse.

Derfor var Sydkorea betænkelig ved USA’s beslutning om installeringen af det såkaldte Terminal High Altitude Area Defence (THAAD) missilforsvarssystem. Sydkoreanernes skepsis bundede i risikoen for, at systemet ville optrappe spændingsniveauet unødigt på den koreanske halvø. Og da Sydkorea ikke blot er truet af Nordkoreas atomvåben, men af artilleri, kemiske våben og meget andet i Nordkoreas militære godtepose, så er atomtruslen mindre væsentlig end spørgsmålet om, hvorvidt Nordkorea kan finde på at anvende militær magt mod Sydkorea i det hele taget. USA kan i yderste konsekvens fjerne sine baser fra den koreanske halvø. Men Sydkorea er tvunget til at leve med Nordkorea, og derfor er Seouls prioriteringer noget anderledes end dem, man finder i Washington. Sydkoreanernes skepsis forhalede processen, men i lyset af truslen nordfra samt det faktum, at de er dybt afhængige af USA’s vilje til at forsvare dem, endte de med at acceptere missilforsvaret.

I de første måneder af Trumps præsidenttid steg både tvivlen om USA’s troværdighed og spændingsniveauet på den koreanske halvø. USA forlangte en genforhandling af den bilaterale frihandelsaftale med Sydkorea, KORUS. En aftale, som er kolossalt vigtig for Sydkoreas økonomi. På et tidspunkt erklærede Trump, at Sydkorea selv skulle finansiere sit missilforsvar. Selvom den besked er trukket tilbage, og USA har forsikret Sydkorea om, at de står 100 pct. bag forsvaret af landet indtil videre, så har Trump så sent som i juni 2018 udtalt, at han personligt gerne så, at USA’s tropper blev trukket tilbage fra den koreanske halvø. Derfor kan Sydkorea ikke længere forlade sig på amerikanske sikkerhedsgarantier, og Seoul er nødt til at støtte de stater, der prioriterer stabilisering over afnuklearisering. Sydkoreanerne kan ikke på egen hånd sikre sig mod truslen fra Nordkorea – dertil er Sydkorea for svag og for tæt på sin truende nabo. I stedet har Seoul i takt med USA’s svækkede troværdighed som alliancepartner lænet sig mere og mere op ad Beijing i håbet om, at dialog og samarbejde kan afløse gensidige trusler.

I spørgsmålet om genforening er Sydkorea ligeledes mere skeptisk end USA. Officielt går Sydkorea ind for genforening, men det dækker over store meningsforskelle i befolkningen. Flertallet i den ældre generation betragter stadig genforening som både nødvendig og naturlig. Imidlertid er der blandt yngre sydkoreanere ikke den store lyst til at betale de enorme omkostninger, som en genforening med et tilbagestående og økonomisk forarmet Nordkorea med en helt anden nyere historie vil indebære. Derfor er en fredelig tilnærmelse til styret i Pyongyang mere attraktiv i Seoul end en egentlig genforening, såfremt det lykkes at sænke spændingsniveauet og øge tilliden blandt de involverede aktører.

Kursændringen under OL
Sydkorea var vært for afholdelsen af de 23. olympiske vinterlege i PyeongChang i Sydkorea fra den 9. til den 25. februar 2018 og de paralympiske vinterlege fra den 9. til den 18. marts. Begivenheden skulle vise sig at være en enestående mulighed for at vende den højspændte situation mod dialog. Med OL som undskyldning kunne Sydkoreas Præsident Moon Jae-in forfølge sin ambition om at genoplive ”solskinspolitikken”, som blev ført fra 1998 til 2008. Denne politik betoner samarbejde og dialog i det ellers dybfrosne forhold mellem Nord- og Sydkorea.

Man inviterede Nordkorea til at deltage i OL – et klart tegn på, at Sydkorea ligesom Kina ser diplomatiske midler som den eneste vej frem mod en attraktiv løsning. Samtidig har Sydkorea valgt at udstille uenigheden med høgene i USA’s administration, fx da Seoul i fuld offentlighed henstillede til, at USA accepterede at indstille de fælles militære øvelser (med henblik på at få Nordkorea i tale).

 

Hvis der ikke kom noget ud af samtalerne, kunne man trække i land ved at henvise til, at øvelserne blot var indstillet for at få afviklet de olympiske lege i god ro og orden
_______

 

USA endte med at gå ind på de betingelser for forhandlinger med Nordkorea, som blev opstillet af Kina i samarbejde med Rusland. Først annoncerede Kina og Rusland, at forhandlinger mellem USA og Nordkorea krævede, at USA og Sydkorea indstillede deres militære øvelser – til gengæld ville Nordkorea indstille sine missiltests og atomprøvesprængninger. Det accepterede USA under OL. Hvis der ikke kom noget ud af samtalerne, kunne man trække i land ved at henvise til, at øvelserne blot var indstillet for at få afviklet de olympiske lege i god ro og orden.

Dernæst accepterede USA at forhandle med et atombevæbnet Nordkorea, der endnu ikke har taget skridt til at afskaffe sine atomvåben. Ganske vist har Nordkorea angiveligt opgivet et testsite for missiltests, men Nordkorea har ikke tilladt eksperter at verificere dette, og desuden vurderes stedet allerede at være så godt som ubrugeligt, fordi tunnellerne under det allerede var begyndt at styrte sammen. Dermed er USA’s accept af at forhandle med et atombevæbnet Nordkorea endnu et knæfald for den kinesisk-russiske linje.

USA har dermed, i hvert fald for en tid, fraveget sin afskrækkelseskurs. Dette kursskifte skyldes ikke alene internationale udviklinger, men også at USA omkring årsskiftet omsider fik ansat de Asien-specialister, der kunne lægge en overordnet strategi for USA’s Asien-politik og bygge bro mellem høgene, der kræver en fortsættelse af sanktionerne mod Nordkorea og duerne, der gerne så forhandlingsvejen afprøvet.

Den første statsleder, der mødtes med Kim Jong-un efter annonceringen af planerne om et amerikansk-nordkoreansk topmøde, var Kinas leder Xi Jinping (Kim mødtes først derefter med sin sydkoreanske kollega). Umiddelbart før Kims møde med Trump i Singapore mødtes han igen med Xi. Xis dialog med Kim Jong-un tjente til at sætte rammerne for, hvad Nordkorea kan tilbyde for at løse konflikten om landets atomvåben.

Topmødet mellem Trump og Kim – hvad kan den føre til?
Men i foråret faldt Beijings vilje til at komme USA i møde til nul. Årsagerne: Trumps startskud til en handelskrig med Kina (i slutningen af marts), en lov, der tillader gensidige besøg mellem Taiwans og USA’s embedsmænd, samt et voksende antal amerikanske flådeoperationer i Det Sydkinesiske Hav (som USA mener, er internationalt farvand, hvor militære fartøjer har ret til at sejle inden for 12 sømil af klipperev besat af Kina).

Samtalerne mellem Xi og Kim har derfor med stor sandsynlighed koncentreret sig om spørgsmålet om, hvordan Nordkorea kan pause sit atomvåben- og missiludviklingsprogram – uden at give køb på sin forsvarsevne.

Den fælles udtalelse fra topmødet i Singapore forpligter USA og Nordkorea på at etablere relationer, der fremmer fred og velstand og på fælles bestræbelser på at opbygge et fredeligt og stabilt fredsregime på den koreanske halvø. Nordkorea lover at arbejde frem mod en fuldstændig afnuklearisering af den koreanske halvø. Desuden skal landet tilvejebringe ligene af de amerikanere, der døde under Korea-krigen (1950-53).

 

Kim Jong-un har benyttet forårets topmøder til en massiv charmeoffensiv, der med succes har fremstillet ham som en menneskelig og lattermild leder på trods af regimets brutalitet over for en befolkning, der holdes i et jerngreb
_______

 

Der er tale om en meget bred rammeaftale, af nogle anset for USA’s fuldstændige knæfald for Nordkorea (og for Kina). Nordkorea er naturligvis den store sejrherre: Regimet har opnået legitimitet – ved at blive anerkendt af USA’s præsident – og har dermed udsigt til at komme ud af sin pariastatus, såfremt de efterfølgende forhandlinger fortsætter forsoningslinjen. Dertil kommer, at Kim Jong-un har benyttet forårets topmøder til en massiv charmeoffensiv, der med succes har fremstillet ham som en menneskelig og lattermild leder på trods af regimets brutalitet over for en befolkning, der holdes i et jerngreb.

Hvilke andre handlemuligheder havde USA end at vælge forhandlingsvejen? At Kina, Rusland og Sydkorea ønsker forsoning, gjorde det umuligt for Washington at tvinge Nordkorea på plads. Og kritikken til trods er der klare fordele ved aftalen, der jo cementerer USA’s og Nordkoreas fælles ønske om at standse de gensidige trusler.

Nordkoreas leder er 35 år gammel (vurderer iagttagere), og han ønsker formentlig at dø på posten. Hvis han skal overleve så længe, er det vigtigt for ham at komme ud af den pariastatus, hans regime har fået, og slå ind på en økonomisk reformvej, der kan sikre regimets langsigtede overlevelse og gøre Nordkorea til en mere spiselig partner for såvel Kina som Sydkorea. Den legitimitet, Kim Jong-un fik på topmødet den 12. juni, er et skridt på vejen. Hvis USA’s forhandlere har regnet rigtigt, så er vejen ud af pariastatus så høj en prioritering, at Nordkorea vil forholde sig i ro, så længe USA afholder sig fra truende adfærd over for Pyongyang og fortsat indstiller de militære øvelser på den koreanske halvø, således som Trump tilkendegav ved topmødet den 12. juni.

 

En væsentlig trussel mod mulighederne for at skabe stabilitet på den koreanske halvø er den betydelige modvilje mod Trump-administrationen blandt internationale beslutningstagere og de internationale medier
_______

 

I betragtning af, at USA havde malet sig selv op i et hjørne (ved at bruge afskrækkelse uden at forsikre Nordkoreas regime om at det ville overleve, hvis det imødekom USA’s krav), så vil det være en kæmpefordel for USA, hvis Korea-spørgsmålet holder op med at trække massive ressourcer og opmærksomhed. Der er andre Asien-problematikker, som Trump-administrationen betragter som vigtigere – fx handel, Taiwan og Det Sydkinesiske Hav.

Dertil kommer, at Nordkoreas atomprogram formentlig kan indefryses på det nuværende niveau, således at Pyongyang faktisk ikke er i besiddelse af et stabilt og pålideligt interkontinentalt ballistisk missil. Ydermere bakkes aftalen op af Sydkorea, Kina og Rusland, og som Trump har udtalt, er det jo primært regionens naboer, der kommer til at mærke konsekvenserne af aftalen.

Der er i regionen en generel erkendelse af, at USA’s sikkerhedsgarantier ikke er meget værd, og at det derfor er nødvendigt at lade tiden gå og over en årrække få demonstreret, om regimet i Pyongyang er spiseligt for USA. Måske bliver det resultatet, hvis regimet påbegynder økonomiske reformer?

En væsentlig trussel mod mulighederne for at skabe stabilitet på den koreanske halvø er den betydelige modvilje mod Trump-administrationen blandt internationale beslutningstagere og de internationale medier. Der er ikke megen tiltro til, at Trump-administrationen kan indgå og overholde aftaler, der løser konflikter. Denne mistillid til USA’s formåen underminerer i sig selv chancerne for, at den netop indgåede aftale kan bruges til at stabilisere situationen. Allerede få uger efter aftalens indgåelse begyndte internationale medier som CNN og Washington Post at skrive om Nordkoreas udbygning af deres atomvåbenfacilitet i Yongbyon, der regnes for en af de vigtigste brikker i Nordkorea atomvåbenprogram. Desuden berettede disse medier om, at Nordkoreas atomvåbenbeholdning er langt mere omfattende end det, regimet har oplyst, og at Nordkorea holder store dele af deres beholdning af atomare sprænghoveder og lignende våben skjult.

Nordkoreas aktiviteter i Yongbyon over sommeren 2018 anslås af sydkoreanske efterretninger at være udbygninger, der ikke gør nogen forskel for Nordkoreas atomvåben kapabiliteter – der desuden absolut intet fortæller om Nordkoreas vilje til atomnedrustning. Der er fx tale om rutineprægede modificeringer i en reaktors køleanlæg. Og det har længe været kendt, at Nordkorea skjuler store dele af sit arsenal af atomvåben. Det er netop grunden til, at Nordkorea har kunnet levere en troværdig trussel. Der er altså tale om ikke-nyheder, der svækker Trump-administrationens muligheder for at stabilisere situationen på den koreanske halvø i forsøget på at udstille at Nordkoreas bluff.

På vej ud i våbenkapløbet?
Et problem ved legitimeringen af Nordkorea er selvfølgelig signalet om, at det betaler sig for pariastater at have atomvåben. Men det løb er alligevel kørt for længe siden. USA har selv kraftigt undermineret Traktaten om Ikke-Spredning af Masseødelæggelsesvåben ved fx at acceptere Indiens atomvåben.

Den store taber i spillet om Nordkoreas atomvåben er Japan, der hele vejen igennem har været hardlineren. I Tokyo betragter man genforening som ønskeligt for, at Nordkorea kan komme ind under det amerikanske alliancesystem, og japanerne kritiserer USA for at have været alt for blødsødne over for Kina og Nordkorea. Imidlertid stiller Japan sig – ligesom Sydkorea – tvivlende over for værdien af USA’s sikkerhedsgarantier.

 

Japan er allerede en af verdens stærkeste og mest avancerede militærmagter – teknologisk er de på højde med USA
_______

 

Japans forfatning giver kun landet ret til at bruge militær magt i selvforsvar, og det begrænser hvilke typer af våben, Japan må være i besiddelse af. Imidlertid har der i flere år været en gradvis slækkelse af fortolkningen af forfatningen – fx har Japan nu pligt til at forsvare USA, hvis landet angribes. Konflikten om Nordkoreas atomvåben har skubbet på Japans opgør med den restriktive forfatning. USA’s accept af Nordkoreas atomvåben betyder, at der næppe vil gå mange år, før Japan bliver langt bedre i stand til at spille med sine militære muskler, end tilfældet er nu.

Japan er allerede en af verdens stærkeste og mest avancerede militærmagter – teknologisk er de på højde med USA, de har årtiers træning med USA som grundlag for deres militære formåen, og de kan anskaffe sig atomvåben på mindre end en uge. Truslen fra Nordkorea – kombineret med USA’s faldende forsvarsvilje – er blevet anledningen til, at man i Japan nu taler om nødvendigheden af at få offensive våben og sågar atomvåben. Det er overvejelser, der var utænkelige at lufte i offentligheden for blot få år tilbage.

Det er svært at spå om, hvad historien ender med. Det mest sandsynlige er, at USA kommer til at acceptere et atombevæbnet Nordkorea. Og uanset om man finder en vej til at bringe den nuværende konflikt til afslutning, så vil konflikten have fremskyndet et gryende konventionelt og atomart våbenkapløb i Nordøstasien:

Kina og Rusland arbejder på højtryk på at kunne gennembryde USA’s endnu ikke færdigudviklede missilforsvar og opgradere deres atomare slagstyrke. Samtidig er Japan som nævnt hastigt på vej til at smide bindingerne på Tokyos brug af militær magt, og også Sydkorea overvejer, hvordan de egenhændigt kan håndtere militære trusler i fremtiden. Våbenkapløbet stopper ikke, blot fordi spørgsmålet om Nordkorea løses. Det er blevet en mere mudret region, hvor det er stadig mere uklart, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Denne usikkerhed gør det dyrere at skaffe sig sikkerhed, fordi det er mere uklart, hvor truslerne kommer fra. ■

 

Dermed er vi på vej ud i et permanent højt spændingsniveau, der ikke blot påvirker fremtiden på den koreanske halvø, men hele verdens fremtid
_______

 

Liselotte Odgaard (f. 1967) er lektor ved Forsvarsakademiet. Hun har skrevet et stort antal bøger og artikler om kinesisk sikkerhedspolitik og bidrager til den offentlige debat herom. Hun har været gæsteforsker ved institutioner som Harvard University, Woodrow Wilson International Center for Scholars og det norske Nobelinstitut. Dette er en opdateret udgave af artiklen fra RÆSON32. ILLUSTRATION: Kim Jong-un fejrer Nordkoreas vellykkede prøvesprængning af en brintbombe, september 2017 [foto: KCNA/Polfoto]