14.05.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Først og fremmest burde det aldrig være kommet så vidt. Vi burde ikke i så mange år have set gennem fingre med Israels brutale fremfærd. Vi burde aldrig have accepteret at normalisere og ligefrem fremme relationerne med en besættelsesmagt på den måde.


Kommentar af Leila Stockmarr (politisk chef hos Alternativet, Mellemøstekspert)

TRUMPS NEJ til atomaftalen med Iran og beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem er det samme som at give Israel carte blanche [en fri hånd, red.]. Grønt lys til at intensivere overgrebene mod palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden og i Jerusalem. Så kort og brutalt kan det siges. Og det skal siges.
Samtidig giver Trumps adfærd nok det endelige dødstød til den fortærskede to-statsløsning. Med Trumps tiltag er den ekstremisme og magtarrogance, som palæstinenserne har været underlagt i årtier, blot blevet mere synlig. For det er ikke alene Trumps skyld, at den forarmede befolkning i Gaza dræbes, som var de værdiløse. De mange tabte liv er et produkt af en årelang international berøringsangst overfor Israel. En grad af hykleri, der kun ses få andre steder i vestlig udenrigspolitik.

 

Mennesker, som har mistet alt – hjemland, rettigheder, familiemedlemmer, fremtiden – dræbes som var de fluer
_______

 

SOM VIDNE til massakren i Gaza kan man næsten ikke finde ord. Man genoplever vreden, afmagten over hykleriet, stilheden og den gruopvækkende uretfærdighed. Præcis som man har mærket det hver gang, Israel har begået overgreb på befolkningen i Gaza. De godt 2 millioner mennesker, der på mere end tiende år lever i et jerngreb, spærret inde i en enklave, som lus mellem to negle: Egypten og Israel.

Mennesker, som har mistet alt – hjemland, rettigheder, familiemedlemmer, fremtiden – dræbes som var de fluer. Vi ser stort set passivt til og Israel ved det. De sidste mange årtier har vi iagttaget regulære massakrer på palæstinensere – foruden årtiers ydmygelse, indespærring og besættelse. Og vores reaktion har i det store hele bestået alene af kritiske ord, ikke handling. Samtidig har Europa og USA stort set uden afbrydelser udbygget de politiske og økonomiske reaktioner til Israel. 

Et absurd teaterstykke, som står i kontrast til alt det, vi påstår at kæmpe for i vores udenrigspolitik: Menneskerettigheder, frihed, værdighed, liv.
Vores tilgang til Israel-Palæstina er nærmest et studie i at kompromittere alt det, vi påstår at have kært. Tænk bare et øjeblik over, hvordan mediedækningen ville have været, hvis palæstinenserne havde dræbt op mod 100 israelere på en måned? Så ville dusinvis af NATO-fly nok allerede være lettet med kurs mod Mellemøsten.
På halvfjerdsåret for Israels oprettelse må man spørge sig selv, hvad det er for en stat, der fejrer sin fødselsdag? Det er en stat, der blev født ud af fortidens rædsler, men som aldrig har forladt dem. En stat, der i en bizar kombination af almagt og afmagt vender sine egne traumer mod palæstinenserne og egentlig også mod sig selv. En stat, der dekorerer sig med alverdens demokratiske attributter, men som kun kender til demokrati og rettigheder for en bestemt etnisk-religiøs gruppe ofte på bekostning af en anden gruppe.

PÅ SIN 70-ÅRS FØDSELSDAG HAR ISRAEL både sejret og tabt. Den rå magtsejr er ikke svær at få øje på. Men Israel har også tabt. For den jødiske stat har tabt sit moralske kompas og får svært ved at finde det igen. Israel er blevet en stat, der har gjort systematisk undertrykkelse af et andet folk til en del af sin selvforståelse. Palæstinensernes higen efter en stat er blevet nærmest motoren i Israels ekspansive nationale projekt og dertilhørende magtudøvelse.

 

Men Israel har også tabt. For den jødiske stat har tabt sit moralske kompas og får svært ved at finde det igen
_______

 

FOR MIG personligt er det efterhånden umuligt at forstå alvoren af situationen i Gaza. Antallet af krige, selv små børn har oplevet, antallet af dage med bombardementer, mængden af svigt fra det internationale samfund, og graden af misbrug fra egne magthaveres side – både Hamasstyret i Gaza og Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden er blevet til den almindelige palæstinensers indre fjende.. Det kan man næsten ikke tage ind. Det sker, ikke kun fordi Israel er helt lovløs og i sin adfærd ude af kontrol. Det sker også, fordi det internationale samfund ikke siger fra. Fordi VI ikke siger fra. Fordi det i tilfældet Israel tilsyneladende ikke har konsekvenser at myrde løs på civile. Også selvom det kan dokumenteres, at det ikke sker i berettiget magtudøvelse.

Men lige efter massiv fordømmelse, hvad burde vores modsvar til Israels fremfærd så være? Først og fremmest burde det aldrig være kommet så vidt. Vi burde ikke i så mange år have set gennem fingre med Israels brutale fremfærd. Vi burde aldrig have accepteret at normalisere og ligefrem fremme relationerne med en besættelsesmagt på den måde. Vi burde have taget et opgør med vores egen dårlige samvittighed, historiske traumer og blod på hænderne i stedet for at føre lidelserne videre til palæstinenserne.

Med vores passivitet er vi med til at lade Israels traume leve videre i en ny kontekst. På den lange bane tjener det ingen. For ingen af partnerne får nogensinde fred, hvis Israel ikke får sat stolen for døren. Hvis Israel ikke afkræves at leve op til samme internationale standarder, som vi normalt vurderer et demokrati og en allieret ud fra. Hvis vi ikke – med diplomatiets hårde værktøjer – fortæller Israel at gode relationer kræver god opførsel.

Palæstinenserne forsvinder ikke ved at blive fortrængt til flygtningelejre. Det eneste, der forsvinder, er muligheden for fred. USA har nu for alvor meldt hus forbi. Europa kunne stadig nå det – her i 11. time. Desværre har vi hverken modet eller formatet til at sige fra. ■

Med vores passivitet er vi med til at lade Israels traume leve videre i en ny kontekst
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?