23.07.2018

Selvfølgelig kan den offentlige sektor blive bedre – uden at man bruger en krone mere. Ny teknologi. Og ikke mindst: At alle kommuner – alle – fokuserer på at gøre tingene smartere.

Kommentar af Laura Lindahl (MF, LA)

I 2012 MEDDELTE Lars Løkke Rasmussen, at udgangspunktet for Venstres politik var et udgiftsstop i den offentlige sektor. Det skete med en begrundelse om, at skabe rum for en ambitiøs vækstpolitik og med en klar forudsætning om, at den offentlige sektor kan køre længere på literen. Dengang lød det fx: ”Det er ikke klogt at udstikke en garanti for at gøre verdens dyreste offentlige sektor endnu dyrere, hvis vi så mister muligheden for at gøre det billigere, mere attraktivt, mere lønsomt at skabe private, danske arbejdspladser. Og det – arbejdspladserne, indtjeningen til Danmark, velstanden, den holdbare velfærd – er lige nu det allervigtigste!”

Det må man jo så forstå ikke længere er tilfældet. Ifølge finansminister Kristian Jensen skal der være plads til en vækst i de offentlige udgifter, af hensyn til forsvaret, til flere ældre og til mere sundhed. Det virker som udfordringer, man også kendte i 2012. Dengang så man som nævnt et stort potentiale i, at gøre tingene smartere. Det er ærgerligt, at det ikke længere er tilgangen. For i Danmark har vi en række problemer med den offentlige sektor, som ikke løses ved at lukke øjnene og bruge flere penge. Vi har også en af de største offentlige sektorer i verden. Danmark er det land i Europa, der opkræver flest penge i skat og de danske offentlige udgifter er tredjestørst i OECD. En meget stor regning – særligt når mange samtidig går med oplevelsen af, at velfærdssamfundet halter.

De fleste tror, at der hvert år skæres penge på de offentlige budgetter. Men virkeligheden er, at det offentlige forbrug stiger og stiger
_______

MIN FORNEMMELSE ER, at de fleste tror, at der hvert år skæres penge på de offentlige budgetter. Men virkeligheden er, at det offentlige forbrug stiger og stiger. Over de seneste 15 år er den offentlige sektor blevet ca. 20 pct. større svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 1,2 pct. Det offentlige forbrug er vokset i nogenlunde takt med det private forbrug.

De fleste af de ting, der udgør vores privatforbrug bliver smartere – og vi får råd til gradvist mere. Udgifterne til vores offentlige forbrug er steget tilsvarende, men få har oplevelsen af at den offentlige service følger den private. Den udvikling er ikke en naturlov. Det er noget, vi kan og skal forandre. I stedet for det evindelige fokus på, hvor mange penge, vi bruger i det offentlige, kunne vi i stedet konsekvent rette fokus på, hvad der rent faktisk bliver leveret. Logikken om at ting bliver bedre alene fordi vi bruger flere penge på dem, lever kun i den offentlige sektor. Det bør vi tage et opgør med.

Økonomi- og Indenrigsministeriet tilbød kommunerne en gennemgang af, hvordan de kunne nedbringe deres selvpålagte bureaukrati. Kun 19 ud af landets 98 kommuner synes det tilbud var interessant
_______

DER ER NOK at tage fat på. Vi ved, at mange faggrupper i det offentlige oplever store dokumentationskrav og masser af unødigt bureaukrati. At der mange steder ikke er tilstrækkeligt fokus på – konstant – at gøre arbejdsgangene så smidige som muligt. Økonomi- og Indenrigsministeriet tilbød fx kommunerne en gennemgang af, hvordan de kunne nedbringe deres selvpålagte bureaukrati. Kun 19 ud af landets 98 kommuner synes det tilbud var interessant. Og der er nok det problem, at de kommuner, der ville få allermest ud af en sådan gennemgang, nok ikke skal findes blandt dem, som ønsker gennemgangen og nok allerede arbejder aktivt på afbureaukratisering.

I de fleste industrier er den teknologiske udvikling med til at drive omkostninger ned. Men det eneste, vi hører til teknologisk udvikling i det offentlige er, når nye behandlingsmuligheder skaber flere omkostninger. Selvfølgelig kan nye muligheder skabe nye omkostninger, fordi man ultimativt forbedre servicen for borgeren. Men der er også et kæmpe potentiale for, at man bruger velfærdsteknologi til at gøre de ting, vi allerede kender, mere effektivt og derfor billigere.

Endeligt bør vi også have en grundlæggende diskussion om prioritering af den danske velfærd. En stor andel af de store og dyre ydelser, og af den offentlige service i det hele taget, bruges i dag på at hjælpe folk, som sagtens kan klare sig selv. Og desværre ser vi for mange sager, hvor handicappede, hjemløse, misbrugere og andre svage grupper, som for alvor er afhængige af fællesskabet, ikke får den hjælp, de har behov for. Som politiker er det nogle gange for nemt, at have fokus på de problemer, som rammer bredere vælgergrupper. Der er her, de mange stemmer ligger. Men et velfærdssamfunds fundament består i en værdig behandling af de svageste.

Selvom Venstre nu synes at mene, at der er brug for en stigning i det offentlige forbrug, så kan man håbe at fokus kan holdes på den dagsorden, jeg har beskrevet her. At det ikke udvikler sig til et sædvanligt ressourcekapløb. For som Lars Løkke Rasmussen rigtig nok bemærkede i sin tale fra 2012, vil venstrefløjen altid være klar til at overbyde de borgerlige. De blå kommer ikke til at vinde på overbudspolitik i det offentlige – og det gør danskerne heller ikke. ■

Som politiker er det nogle gange for nemt, at have fokus på de problemer, som rammer bredere vælgergrupper. Der er her, de mange stemmer ligger. Men et velfærdssamfunds fundament består i en værdig behandling af de svageste
_______

Laura Lindahl (1983) er medlem af Folketinget (midlertidigt i 2012, valgt i 2015) samt rådmand og formand for Børneudvalget i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg (valgt i 2013). Fra 2006-2011 studerede hun erhvervsøkonomi og filosofi (cand.merc.(fil)) på Copenhagen Business School (CBS), hvorfra hun også har en HD i Marketing Management. Fra 2009-13 arbejdede hun på TV2, fra 2013-2015 for DBU. [foto: Liselotte Sabroe/Scanpix]

Hans Mouritzen i Ugen med RÆSON: Mette Frederiksen vil være den sidste europæer, der bliver ved med at tale om at ”vinde krigen”

Anne Mette Kjær om regeringens Afrika-strategi: Går bistanden til de fattigste lande, eller til dem, som vi helst vil være gode venner med?

Mikkel Vedby i ny bog fra RÆSON: Den nye, rå verdensorden kan skubbe Grønland tættere på USA – og på grønlandsk selvstændighed