01.08.2018

Det geopolitiske magtspil om Afrika er i fuld gang. Kina fører, mens EU og USA’s ikke kan følge med. EU har brug for et nært samarbejde med de afrikanske stater for at håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer, der udspringer fra EU’s sydlige naboer. Bruxelles skal skifte gear nu og lancere en ny kurs over for Afrika, inden det er for sent.

International kommentar af Lasse Holm Grønning

KINA UDVIDER i disse år sin indflydelse på det afrikanske kontinent. I afrikanske hovedstæder som Addis Ababa i Etiopien, Kigali i Rwanda og Dakar i Senegal observeres for tiden et usædvanligt højt kinesisk aktivitetsniveau. Kinesiske diplomater arbejder målrettet på at knytte tætte politiske bånd til afrikanske stater, herunder Etiopien, Rwanda, Senegal, Zambia og Angola blot for at nævne en håndfuld, mens kinesiske virksomheder i stigende grad etablerer sig i Afrika, enten ved at flytte dele af deres produktion til Afrika eller ved at bygge vigtig infrastruktur som jernbaner, energianlæg, vej- og telenet. Den magtfulde kinesiske præsident, Xi Jinping, har også brugt sin sommer på en større rundrejse i Afrika, hvilket understreger, hvor vigtig Afrika er for Kina.

Kina er allerede Afrikas største handelspartner og absolut ikke nærig, hvad angår at give de fattige afrikanske stater kærkomne lån. De afrikanske ledere hilser aktiviteterne velkomne, da de kinesiske investeringer udgør et vigtigt element i at skabe en positiv økonomisk udvikling. Man må dog ikke glemme, at Kina er rationel, strategisk og på ingen vis altruistisk anlagt. Intet gøres tilfældigt. Og som vi ved, findes der ikke gratis frokoster. Den kinesiske regering forventer således, at Afrika betaler tilbage i form af adgang til billig arbejdskraft og råstoffer.

Hvad angår tilbagebetaling i form af politisk kapital mener mange iagttagere, at Kina forventer støtte i internationale spørgsmål der er af vital interesse for Kina, herunder spørgsmål vedrørende Nordkorea, Taiwan, den geopolitiske kamp i Det Sydkinesiske Hav og modarbejdelse af optræk til handelssanktioner i lande, som er vigtige for den kinesiske økonomi som eksempelvis Iran. Desuden søger Kina en gradvis øget militær tilstedeværelse på det afrikanske kontinent, og landet er faktisk allerede godt i gang med at etablere sig militært i Afrika.

I 2017 åbnede den første oversøiske kinesiske flådebase i Djibouti, der kan tjene som station for den kinesiske flåde i kampen om kontrollen med Afrikas Horn, hvor lande som USA, Frankrig, Tyrkiet og Qatar etablerer sig for at sikre adgang for deres handelsskibe og militærisenkram. Set gennem et magtpolitisk prisme vil det vække forundring, hvis den kinesiske militærtilstedeværelse i Afrika ikke udvides. I forvejen befinder der sig mere end 2000 fredsbevarende kinesiske tropper i Afrika, hvilket udgør det største kontingent af fremmede tropper udstationeret i de mange brændpunkter i Afrika, inter alia Liberia, Sydsudan og Mali.

Præsident Xi Jinpings Afrika-tur giver også en tydelige indikation på, hvad Kinas næste træk i Afrika bliver. På sin tur besøgte den magtfulde præsident blandt andet Senegal og Mauritius for at lægge grundlaget for en yderligere kinesisk ekspansion langs Afrikas kyster. Beijing ønsker sig en havn ved Atlanterhavet, som Senegal har kystlinje ud mod, der vil gøre Kina mindre sårbar end nu. For så vidt angår Mauritius ønsker Kina sig også en havn, der vil bidrage til ønsket om kinesisk kontrol i Det Indiske Ocean.

USA ser med bekymret mine på Kinas ekspansion i Afrika. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Tillerson har i en tale i Den Afrikanske Union advaret, at de afrikanske stater sætter deres suverænitet på spil, når der til Kina udstedes tilladelser til at bygge broer og jernbaner. Ifølge Tillerson kan der findes klausuler i aftalerne, der gør det muligt for Kina at overtage kontrollen med de anlæg og den infrastruktur, som Kina bygger. Hvorvidt der er blevet lyttet til Tillersons venlige advarsel vides ikke, men der blev lyttet med forargelse, da præsident Trump kaldte afrikanske lande for ”shithole countries”. Udtalelsen skabte fortørnelse rundt omkring i Afrika. I Washington kritiseres Trump-administrationen for ikke at have en sammenhængende Afrika-politik, og derfor er det svært for USA at stille med et attraktivt alternativt til de kinesiske investeringer i Afrika. Det kan i øvrigt bemærkes, at Kina har flere diplomatiske repræsentationer i Afrika end USA.

 

Lægger man alle disse brudstykker sammen, er billedet tydeligt: Kinas interessesfære strækker sig langt ind i Afrika, og de afrikanske lande kan være i gang med at placere sig selv i en afhængighedsposition
_______

 

LÆGGER MAN alle disse brudstykker sammen, er billedet tydeligt: Kinas interessesfære strækker sig langt ind i Afrika, og de afrikanske lande kan være i gang med at placere sig selv i en afhængighedsposition, hvorfra de vanskeligt kan modstå pres fra Kina.

Er det bekymrende for Europa? Det korte svar er ja. Europa, her forstået som EU, udfordres i dag fra alle fronter. I øst fra Putins Rusland, der ønsker at svække Europa. På den anden side af Atlanten finder vi Trump, der har udpeget EU som USA’s fjende – hvor absurd det end lyder. I Mellemøsten kører magtkampen mellem Tyrkiet, Iran og Saudi Arabien i højt tempo. Antallet af stabile og venlige magter omkring Europa er for nedadgående. Det er bekymrende. Europa har brug for venner, der deler vores ønske om en verden, der er reguleret af international ret, og hvor der er en høj grad af frihandel og respekt for menneskerettigheder. Det er derfor særdeles positivt, at EU indgår frihandelsaftaler med eksempelvis Canada og Japan. Men det er langt fra nok til at fremme de liberaldemokratiske værdier, vi tror på. Der skal helt andre redskaber til. Som det ser ud nu, kan vi meget vel havne i en situation, hvor Kina udøver kontrol over de afrikanske lande, og Europa vil derigennem have et despotisk Kina som de facto sydlig nabo.

Det er foruroligende, for foruden de værdimæssige interesser har Europa en række realpolitiske interesser i Afrika. For det første har Europa – ligesom kineserne – økonomiske interesser i Afrika. Det vil også gavne den europæiske industri at få adgang til Afrikas mange råstoffer, ligesom det gavner den kinesiske industri. Derudover er det afgørende, at Afrika er med om bord og indtænker bæredygtig udvikling som et tværgående element i deres politikker, hvis vi som internationalt samfund skal indfri Paris-aftalen. For det tredje udgør indvandring fra Afrika en voldsom udfordring. Det skyldes i høj grad politisk ustabilitet i Sahel-landene og Nordafrika, hvor EU må opgradere sin støtte markant i form af både økonomisk bistand, balancerede handelsaftaler og – når nødvendigt – nødhjælp og militær intervention? De mange flygtninge får i stigende grad følgeskab af økonomiske migranter, som lever i ekstrem fattigdom i Afrika. Alt imens den rigeste ene pct. af verdens befolkning i dag ejer mere end resten af verden tilsammen.

Afrikas befolkning fordobles frem mod 2050 fra 1,25 mia. mennesker til 2,5 mia. På det tidspunkt vil Afrikas befolkning være mere end tre gange så stor som Europas. Så længe Afrikas befolkning vokser, og fordelingen af verdens goder er så skæv som nu, vil antallet af økonomiske migranter fra Afrika til Europa stige og stige. Hvis antallet af økonomiske migranter skal bringes ned – nu og i fremtiden – har Europa brug for Afrikas hjælp til at forebygge migrantstrømmene og samarbejde om at sende folk tilbage til deres hjemland.

 

Hvis antallet af økonomiske migranter skal bringes ned – nu og i fremtiden – har Europa brug for Afrikas hjælp til at forebygge migrantstrømmene og samarbejde om at sende folk tilbage til deres hjemland
_______

 

AFRIKA OG EUROPA skal være meget nære alliancepartnere, hvis vi skal kunne påvirke de afrikanske stater i vores retning, men historien gør det ikke let at bygge alliancen. Europæerne står bag meget ondt på det afrikanske kontinent. Det er vel ikke for meget sagt, at Europa aldrig har betragtet de afrikanske lande som ligeværdige partnere. Men det er de, og landenes betydning for Europas sikkerhed er helt afgørende. Og for hver gang Kina giver et lån til en afrikansk stat, og Europa ikke gør noget, mister vi gradvist muligheden for at kunne varetage vores interesser effektivt. Alt for længe har EU via skatteaftaler, handel, fordeling af fiskekvoter og forskellige andre politikker gjort det svært for afrikanske lande at finansiere deres udvikling og bl.a. forarbejde og eksportere deres egne råvarer. Det skyldes blandt andet EU’s omfattende landbrugsstøtte til de europæiske landmænd, der sænker prisen og skaber unfair markedsvilkår på de internationale markeder. Selvsagt har de afrikanske lande ikke statsbudgetter, der muliggør landbrugsstøtte på 360 mia. euro., som er det beløb, EU investerer i landbruget i den nuværende budgetperiode 2014-20. Derfor skal disse politikker ændres.

Afrika skal prioriteres markant i EU’s næste budget og bør hurtigst muligt sænke toldsatserne mod, at de afrikanske lande forpligtes til at fremvise reelle resultater mod at opnå god regeringsførelse, bæredygtighed og love om corporate social responsibility. Det bliver dog ikke let at iværksætte en ny europæisk linje over for Afrika og balancere Kina i det store kontinent – af den simple grund, at Kina er kontinentets største handelspartner. Europas udfordring er derfor at skabe bedre rammevilkår for samhandlen mellem Europa og Afrika og overtage positionen som Afrikas primære handelspartner. Det kan eksempelvis gøres at fokusere på nøglemarkeder i Afrika og udbygge handelsrelationerne hertil. Sådanne markeder kunne tælle Nigeria, Sydafrika, Angola og Congo.

For så vidt angår udformningen af en ny europæisk linje over for Afrika, kommer Europa-Parlamentet til at spille en afgørende rolle, da internationale handelsaftaler skal behandles og stemmes igennem i Europa-Parlamentet, inden de træder i kraft. Det bliver ikke let at nå til enighed, da der som i alle EU-spørgsmål kan være mange modstridende nationale interesser. Det bliver heller ikke let, da Kinas assistance til Afrika tilbydes uden et tykt lag af betingelser om overholdelse af menneskerettigheder og god regeringsførelse som typisk følger med, når EU yder støtte. Set i det lys er den kinesiske kapital ”easy money” i modsætning til det, Europa tilbyder. Interesserne i Afrika er dog så stærke, at EU skal insistere på at udbygge relationerne til de afrikanske lande og opgradere sin diplomatiske tilstedeværelse i de afrikanske hovedstæder. EU skal udforme en ny Afrika-politik så hurtigt som muligt. Det kommer til at koste, men konsekvenserne ved ikke at gøre noget kan blive ubegribelige. ■

 

EU skal udforme en ny Afrika-politik så hurtigt som muligt. Det kommer til at koste, men konsekvenserne ved ikke at gøre noget kan blive ubegribelige
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland